Kampen om sproget

2017-06-30T10:08:19+00:00 Af |Baggrund|

Catalonien er den eneste spanske region, hvor forældre ikke har mulighed for at vælge en spansksproget folkeskole til deres børn. De catalanske nationalister har taget det politiske projekt helt ind i klasseværelset, og sprogkonflikten spiller en afgørende rolle i den eskalerende konfrontation mellem Catalonien og den spanske centralmagt.

26.03.2013 | SPROGFIGHT | Efter Francos død i 1975 blev catalansk gjort til et officielt sprog på linje med spansk. Siden er det gået stærkt. Catalansk er i dag det altdominerende sprog i mediebilledet, i det politiske liv og i undervisningssystemet, mens spansk i de catalanske folkeskoler behandles som et fremmedsprog med to ugentlige undervisningstimer.

”Vi prøver at genskabe, hvad der var os tabt,” siger Alfred Bosch fra det catalanske separatistiske venstrefløjsparti ERC (Esquerra Republicana de Catalunya). Og han tilføjer:
”Vi prøver at beskytte vores eget sprog, og vores eget sprog er catalansk – ikke spansk.”

Ifølge Alfred Bosch skal mobiliseringen af det catalanske sprog ses i lyset af Franco-tiden, hvor ”folk blev sendt i fængsel for at tale deres eget sprog”. Under general Franco var catalansk forbudt i regeringsinstitutioner og ved officielle begivenheder, og undervisningssproget i skolen var spansk.

I dag er Barcelonas gader fyldt med skilte på catalansk, der udover i skolesystemet også dominerer de lokale aviser og tv-stationer, ligesom størstedelen af de politiske debatter i det regionale parlament foregår på catalansk. Ikke desto mindre ses catalansk af mange i Catalonien stadig som et undertrykt sprog, der skal beskyttes for at sikre den catalanske nations sammenhængskraft og overlevelse.

”Vi har et lille sprog sammen med et stort sprog. Problemet er, at det store sprog oftest vil dominere. Vi prøver blot at fastholde og bevare vores lille sprog,” fortæller Fidel Masreal, redaktør på den catalanske avis El Periodico, når han taler om sprogkonflikten mellem catalansk og spansk.
”Spanien vil have det til at se ud som om, at der er et problem, hvor der intet problem er. Hvis du tager til Frankrig, lærer du fransk, hvis du tager til Danmark, lærer du dansk, og hvis du tager til Catalonien, lærer du catalansk. Det her er Spanien, ja, men det er mest Catalonien,” siger Fidel Masreal.

Undertrykkelse af spansksprogede skolebørn
Det er imidlertid ikke alle i Catalonien, der mener, det er en god idé at satse så entydigt på catalansk frem for spansk. Det gælder ikke mindst den andel af befolkningen, der ikke har catalansk baggrund og ikke betragter catalansk som deres modersmål – blandt andet fordi de er flyttet til den nordspanske region fra andre dele af Spanien. 55 % af indbyggerne i Catalonien over 15 år erklærer spansk for deres modersmål, hvorimod kun 32 % erklærer catalansk for deres modersmål. Ikke desto mindre er det ikke muligt at vælge en spansksproget folkeskole i Catalonien.

”I skolerne får eleverne kun to timers undervisning i spansk om ugen, mens alt andet foregår på catalansk. Det stemmer simpelthen ikke overens med den sociale realitet. Catalonien prøver at slette alt hvad der er spansk,” siger Inés Arrimadas fra partiet Ciutadans, der har kampen mod den catalanske nationalisme som erklæret programpunkt.

Inés Arrimadas opfatter den catalanske sprogpolitik undertrykkende over for de mange indbyggere i Catalonien, der primært opfatter sig som spaniere. Hun ser to officielle sprog, der skulle stå lige side om side, men det ene sprog har skubbet det andet ud og skabt en ubalance. Hun mener, at de to sprog skal behandles på lige fod, så eleverne får undervisning på både spansk og catalansk.
”Vi prøver at forsvare folkets rettigheder, fordi den catalanske regering ikke respekterer den demokratiske lov. Der er ikke et problem i gaderne, hvor alle kan tale spansk, men i skolerne er der ingen, der beskytter de spansksprogede børns rettigheder”, siger Inés Arrimadas.

Alle skal være flersprogede
En spansk undersøgelse af Anna Cabré kaldet ’immigration and welfare state in Catalan’ fra 2009 viser, at Catalonien uden immigranter ville have haft 2,4 millioner indbyggere i 1980. Det er kun 39 % af det egentlige indbyggertal, der dengang lå på 6,1 millioner, og som i 2013 ligger på 7,4 millioner indbyggere. Mange med en ikke-catalansk baggrund har derfor ikke nødvendigvis samme forhold til catalansk sprog og kultur.

Josep Rull fra det magtfulde catalanske nationalistparti CiU anderkender, at der findes steder i Catalonien med en majoritet af spansksprogede, men han mener, at det netop derfor er endnu mere presserende at lære dem catalansk:
”Jeg kender steder, hvor der kun tales spansk, og det er vigtigt for disse områder at få catalansk ind på livet, ellers vil de jo kun kende ét sprog. Vi vil have alle i Catalonien til at være flersprogede og kun med det nuværende skolesystem er det muligt”, siger han.

Alfred Bosch fra ERC er enig og ifølge ham har den catalanske sprogpolitik været en ubetinget succeshistorie.
”Catalansk i skolerne er en måde at integrere alle på. Over tredive år har vi set en utrolig vækst i det catalanske sprog takket være de politiske partiers beslutning om et singulært catalansk skolesystem,” siger han.

Foto: Maya Lahav