Manglende politisk ledelse og magtesløshed overfor en række asymmetriske, økonomiske chok står bag Spaniens dybe krise.
21.04.2013 | SAMMENBRUD | Det er sent på aftenen på gaden Calle Mayor i Spaniens hovedstad Madrid. Et minisupermarked har lige smidt sidste salgsdags-varerne ud, og ud af tusmørket kommer folk ilende til. Rutineret samles de om affaldscontainerne, samler maden op, pakker den ud og lægger den omhyggeligt ned i deres medbragte poser og tasker.
Få meter derfra, på den centrale Plaza Mayor, pakker dusinvis af forhutlede mænd deres papkasser ud og lægger dem sammen således, at de mest af alt minder om kister. Og der sover de så, på rad og række i deres interimistiske papkasse-herberg indtil om morgenen, hvor pladsen igen bliver til en af byens mest populære turist-seværdigheder.
Sådan er det, fristes man til at sige. De sultne og hjemløse er blevet en integreret del af bylivet, ligesom tiggerne, tyvene, masseprotesterne, de patruljerende politihelikoptere, og resignationen og den dybe frustration i den almindelige befolkning er blevet det. Der er mere end fem millioner arbejdsløse, hundrede tusinder, der er blevet hjemløse, og en fjerdedel af befolkningen, der lever nu under fattigdomsgrænsen, set ved 400 euro om måneden.
“Es la crisis,” siger man i byen med et suk og et skuldertræk, eller måske ligefrem et blik ned på skosnuden. Krisens DNA. Spaniernes illusioner er bristede og der flammer et bål af mistillid mellem befolkningen og oligarkiet på samfundets top. Folkestemningen er kulminationen på årtiers opsving. En bitter og brat opvågning oven på en drøm af en lang opgangsperiode.
Guldfeberen
For landet udviklede sig med rivende fart i årtierne efter diktaturets fald i 1975. Det var en hu-hej-vækstmodel, hvor det handlede om at holde på hat og briller for nu væltede EU-midler, gravkøer, Starbucks coffee og millioner af indvandrere om kap ind over grænserne. I nullerne ramte arbejdsløsheden sit laveste niveau i perioden, 8%, og huspriserne toppede i 2007. Væksten blev især drevet af byggesektoren, der i starten af nullerne udgjorde 16% af landets BNP og årligt tilføjede 600-700.000 nye boliger til boligmarkedet. Landet blev verdens næststørste importør af cement i disse år, kun overgået af USA. 12% af arbejdsstyrken arbejdede på byggepladserne.
Forbrugerne var ikke svære at overtale til at deltage i festen. “Spar op i de mursten, der omgiver dig,” lød det mellem folk, og potentielle boligejere blev aktivt tilskyndet af deres politikere både moralsk og gennem rentefradrag og lempelser af låneadgangen. Også bankerne var rundhåndede med långivning og tilbagebetalingsfrister på op til 40 og 50 år.
Den perfekte storm
Udviklingen i byggeriet blev hjulpet af en perfekt storm af sammenfald. De massive investeringer i byggeriet blev muliggjort af den finansielle globalisering og akkumulation of risikovillig kapital, som følge af en lang højkonjunkturperiode globalt set.
Politisk betød fraværet af boligpolitik i årene efter Franco, at der ikke var konkurrence fra eksempelvis billige lejeboliger, og under boblen var der et larmende fravær af effektiv boligpolitik og byplanlægning. ECB’s lave rente tilskyndede låntagning, og adgangen til boliglån var samtidig blevet liberaliseret politisk over en længere periode. Der var ingen i den politiske elite, der havde lyst og/eller mod til at tage et godt greb i tøjlerne på den sektor, som betød indtægter i statskassen, økonomisk vækst og masser af arbejdspladser i et land, hvor arbejdsløshed altid har været et kæmpe problem.
Fra 1996 beløb overførslerne fra EU sig til 1 procent af det spanske BNP. Det var ironisk nok særligt infrastrukturelle konstruktionsprojekter, der blev støttet af Samhørighedsfonden, som Spanien nød godt af disse år. Nogle af projekterne, højhastighedstog f.eks., var meget nyttige. Dette gjaldt i mindre grad for andre projekter, for eksempel gabende tomme betalingsveje og en enkelt lufthavn, der indtil videre ikke har set så meget som skyggen af et fly.
Knap 6 millioner tomme eller halvfærdige boliger
Oprindeligt havde byggesektorens boligbyggeri en vis logik. Spanien var en økonomi i hastig vækst. De unge tjente penge og kunne flytte hjemmefra; en voldsom immigration betød en hastigt stigende voksenbefolkning; familiestrukturen ændrede sig og der blev flere enlige forsørgere; og mange af de eksisterende boliger var i dårlig stand.
Men uviklingen løb spanierne totalt af hænde, og resultatet er 1.3 millioner halvfærdige boliger på halvøen, yderligere 1.9 millioner boliger, som er til salg og godt 2.6 millioner boliger, der bare henstår tomme. Samtidig er efterspørgslen på boliger i omegnen af en kvart million om året. Resultatet er dramatiske prisfald. Siden 2007 er priserne på det spanske boligmarked faldet med mellem 25 og 50 procent og de fortsætter nedad.
For mange betyder prisfaldet teknisk insolvens. De er de heldige. For hvert ottende minut udsættes en spansk familie af deres hjem, og de gør dermed de øvrige mindst 370.000 familier, der indtil videre er blevet udsat under finanskrisen, følge. For foruden tabet af deres bolig, betyder udsættelsen tab af hele deres opsparing og næsten altid en betydelig gæld, som de må trækkes med resten af deres liv.
Den er gal med demografien
Antallet af tomme boliger på den iberiske halvø bliver ekstra grotesk, når man ser på den demografiske udvikling i landet. For spanierne bliver gamle, men får alt for få børn. Faktisk er fødselsraten så lav (godt 1.35 børn per par) at den spanske befolkning kunne blive halveret over de næste 45 år, hvis børnetallet ikke stiger. Indtil videre har man kunnet kamuflere de dårlige tal med den massive indvandring, der har fundet sted over de sidste par årtier, hvor Spanien er gået fra primært at være et udvandringsland til at være det største indvandringsland i Europa.
Officielt er 12% af befolkningen immigranter, og indvandringen var i sig selv et asymmetrisk økonomisk chok i årene under opsvinget, hvor den dramatiske udvidelse af befolkningen betød større forbrug, større arbejdskraftudbud og øget skattegrundlag.
Men krisen har bragt fornyet fokus på fødselsraten, som er udtryk for de spanske husholdningers økonomiske situation, men særligt at skiftende regeringer har undladt at investere i pleje- og pasningssektoren, med det resultat at for eksempel børnepasning er uforholdsmæssigt dyrt. Samtidig er arbejdsmarkedet ufleksibelt. Kombinationen gør børn til en luksusvare og en stavnsbinding på en gang. Og sat overfor valget mellem børn og arbejde, vælger de spanske kvinder børnene fra, fuldstændig som det ses i mange andre lande i især Syd- og Østeuropa.
Den demografiske tendens forstærkes af udvandringen. Indtil videre har arbejdsløsheden og især ungdomsarbejdsløsheden fået en halv million mennesker til at forlade landet.
En befolkning bestående af mange gamle, få voksne og endnu færre børn har det med at lægge en dæmper på væksten. Rige lande, som for eksempel Tyskland, har kompenseret for lave fertilitetsrater og nedadgående hjemmemarked med indvandring og skabelsen af produktive, effektive, eksport-orienterede økonomier. Sydeuropa har ikke og har ikke haft den økonomiske styrke til at gøre det samme. Derfor er den demografiske udvikling en bombe under alle de forhåndenværende redningsforsøg af den spanske økonomi.
Eliten svigter det lange perspektiv
Men den politiske elite har øjensynlig ikke rigtigt blik for disse mere langsigtede, strategiske udfordringer. I virkeligheden er det som om, det spanske oligarki på toppen af samfundet primært arbejder for deres eget velbefindende. Spanien har en relativ høj ulighed i forhold til lande som Tyskland, Frankrig og os i Norden, og eliten har for nylig i Financial Times fået skyld for at bremse moderniseringen af det spanske samfund, en kritik, som synes fuldt up på sin plads. Man kan tilføje, at korruptionen har forbilleder på højeste sted i samfundet med de skandaler, der for tiden hæfter sig på både kongehuset og de to store politiske partier.
Spaniens økonomi har i den forgangne periode været begunstiget af flere sammenfaldende, asymmetriske chok. Men statsfinanserne så fornuftige ud, og det var ikke offentlig gæld, der var problemet, før krisen kom og kollapsede økonomien totalt. Det var den private hypotek-gæld og i endnu højere grad byggespekulanternes gældsposter, der gjorde, at EU lørdag den 9. juni sidste år måtte træde til med en bankpakke.
Men mens regeringen går til stålet med at kradse regningen ind fra uddannelsessektoren, sundhedsvæsnet og fra de offentligt ansatte, så mangler de langsigtede perspektiver for en holdbar og stabil vækst og udvikling. Og på grund af det spanske samfunds demografiske udfordringer, den lave arbejdsfrekvens og høje arbejdsløshed, manglende transparens, strategisk tænkning og modernitet i både offentlig og privat sektor, så er det på nuværende tidspunkt svært at se en ende på krisen derude i betonlandskabet på den iberiske halvø.
Anne Sofie Allarp (f.1972) er jurist, skribent og forfatter til to anmelderroste romaner: Falske Stemmer, som udkom i 2011 og Hændelsen, som udkom i 2012. Hun bor i dag i Madrid med sin spanske mand og to børn.
Foto: David Almela Hermosin