Mens EU forsøger at lovgive sig ud af klimakrisen, samler klimaaktivister sig i strejker rundt omkring i Europa for at råbe politikerne op og sætte hurtigere sejl mod en klimavenlig verden.

Reportage af Malene Nørby Pedersen

TEMA: EU OG KLIMA-GENERATIONEN | En ældre herre kommer trækkende med sin cykel på Christiansborg Slotsplads. Han stopper op og spørger en gruppe af mennesker, som sidder samlet på et par lilla tæpper, hvad der foregår. Vi strejker for livet, svarer Ida Dalsgaard Nicolaisen, en 29-årig kunstner og klimaaktivist.

Inspireret af Greta Thunbergs Fridays for Future har Ida de sidste mange fredage arrangeret “Generalstrejke for Fremtidens Liv”. Her mødes hun og andre klimaaktivister ved Borgens populære demonstrationsplads for at strejke for handling på klima- og biodiversitetskrisen.

Løfter frem for handling
Klimaaktivisterne, jeg taler med, er enige om, at EU’s klimapolitik bør være mere ambitiøs.

“Jeg ved mest om Danmarks klimapolitik, men jeg mener, at vi skal decentralisere på en måde så borgerne får mere magt. Men vi burde også have nogle aftaler, som forpligter os på større skala. I forhold til EU har vi også brug for et opgør med vækstsamfundet. Og det ser jeg ikke i nogen af de aftaler, som der er lavet på det helt store plan. Jeg har meget lidt tiltro til konferencer og politikere, der kommer sammen endnu en gang og laver flere aftaler. Det er meget papir hele tiden og ord og løfter. Men der sker ikke noget reelt,” siger Ida, og forklarer, at hun kæmper for at få flyttet borgeres og politikeres fokus over på værdi som værende trivsel for miljø, natur, klima og mennesker, frem for kun at opgøre værdi som økonomisk vækst.

Anna Lia Bright, en kvindelig klimaaktivist i 60’erne, har heller ikke meget tiltro til politikere. Hun er vokset op i Californien. Søerne og skovene, som hun besøgte som barn, er væk i dag.

“En stor del af problemet med at ændre tingene fundamentalt er, at politikere generelt har vidst i mange år, at fossile brændstoffer dræber verden. De har talt og talt om det. Men de har ingenting gjort,” mener Anna Lia.

En global indsats
Irske Ailbhe Ní Ghearailt, der til dagligt er lærer og har boet i Danmark i fire år, tager ordet. Hun anser EU-Kommissionens forslag om en ny emissions afgift for problematisk.  Med forslaget vil Kommissionen beskatte bestemte varer importeret fra lande udenfor EU, men det vil fastholde folk i fattigdom, siger Ailbhe.

EU burde bruge pengene på at outsource produktion og dermed give andre lande mulighed for at blive grønne og for at kunne følge med udviklingen, mener Ailbhe. Hun konkluderer, at EU har mange fremadrettede ideer, men ved kun at implementere dem i Europa, straffer man folk uden for Europa: “Hvis vi vil bekæmpe denne krise, skal vi gøre det globalt. Vi kan ikke bare bekæmpe det fra Europa og holde de fattige fattigere i andre lande ved at boykotte deres varer. For så kommer de aldrig til at ændre sig til at være grønne.”

“Alle har et ansvar”
Ida istemmer, at klimakrisen og det nuværende samfund er baseret på uretfærdig distribution, på kolonialisme og udtrækning af ressourcer fra andre lande. Vi burde forpligte os til at kompensere de lande, der har bidraget mindst til klimakrisen, men er ramt hårdest af den, siger hun.

Nytter det så noget for aktivisterne, at mødes foran Christiansborg og råbe kun de danske politikere op? Burde det nationale perspektiv ikke bredes ud på europæisk eller internationalt plan hos klimaaktivisterne selv, spørger jeg.

“Det er selvfølgelig rigtigt. Vi har også et globalt perspektiv. Klimakrisen og biodiversitetskrisen er uretfærdig. Derfor er det en del af vores ansvar, som en af de mest forurenende nationer i verden og en af de rige nationer, at holde op med at forbruge så meget,” svarer Ida.

“Jeg mener, at alle har et ansvar, og det er det, som jeg prøver at fortælle med den her strejke. Først og fremmest har vi et ansvar som mennesker og som borgere. Det, vi som borgere kan gøre, er at organisere os og sætte os i vejen for det system, som ødelægger planeten.”

Anna Lia rejser sig fra tæppet og indskyder en sidste bemærkning inden hun tager afsked.

“Jeg tror, at Danmark er nødt til at feje eget dørtrin. Vi er en af de største producenter af olie i hele den Europæiske Union. Vi er så gode til at få tingene til at se godt ud på overfladen. Selvfølgelig skal vi kæmpe sammen med resten af verden, men du er nødt til at ændre ting, der, hvor du bor. Danmark er ikke grønt. Det er sort.”

Malene Nørby Pedersen er freelancejournalist med en Master i Undersøgende Journalistik fra Gøteborg Universitet. Hendes tidligere akademiske baggrund tæller en BA i Samfundsfag, ligesom hun er cand.mag i Kultur, Kommunikation og Globalisering med specialisering i kønsstudier.

Billede i artiklens top: /Ailbhe Ní Ghearailt/

Læs hele temaet “EU og klima-generationen”