EU´s klimamålsætninger er ikke ambitiøse nok. Det mener i hvert fald europaparlamentariker Margrete Auken (SF), der er en del af Den Grønne Gruppe, som har særligt fokus på klimaforandringer.

2.11.2014 | MEP:TEMA | Da EU’s klimatopmøde løb af stablen sidst i oktober i år og sikrede en bindende aftale efter 2030, sad Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet for SF, og så hovedrystende til. For selv om det rent faktisk lykkedes Ministerrådet at blive enige om at udlede mindst 40 pct. mindre CO2 i 2030, så var det langt fra det resultat, som Auken havde håbet på.

”De mål, som Kommissionen har sat, ser jeg ikke som sejre. Dem betragter jeg klart som et nederlag. Det, de reelt siger, er buisness as usual,” siger hun og uddyber:

”I parlamentet er der ligeledes blevet sat et mål for en reduktion af CO2 på 40 pct., hvor vi derimod i Den Grønne Gruppe har sigtet efter en reduktion på 50-60 pct.”

Klimapolitikken er blevet Margrete Aukens politiske hjertebarn, og hun undrer sig over, hvorfor klimaproblemet for nogle politikere ikke bliver behandlet med den fornødne respekt.

”Jeg synes overhovedet ikke, at det er nok. Og jeg kan næsten ikke bære, at mange politikere forholder sig til klimaet og naturen, som om det var en forhandlingspakke: ’Nu har vi givet så meget, så må du også give lidt.’ Sådan er det ikke! Naturen er ikke til at forhandle med. Der er ikke noget at gøre. Det er bare at rette ind,” forklarer hun.

Kæmper for sin sag
Selvom kampen for at få de grønne drømme realiseret synes hård, kæmper Margrete Auken stadig videre med at få gennemført ændringer, der har betydning for miljøet. Hun føler, at hun efter sit skifte fra Folketinget til Europa-Parlamentet har fået mere at skulle have sagt.

”Når vi vedtager noget hernede, betyder det ret meget mere, end når vi vedtager noget i Folketinget,” fastslår hun.

Lige nu arbejder Auken derfor hårdt på en af sine helt store mærkesager. Plastikposerne. Ifølge Margrete Auken er vi nemlig ikke dygtige nok til at genanvende plastikposer, og derfor skal prisen på poserne sættes op.

”Jeg er ordfører for Parlamentet i denne her sag, og i dag skal jeg forhandle videre med Rådet og Kommissionen. Mine plastikposer var det eneste, vi havde vedtaget inden valget, og Miljøudvalget gav grønt lys til at gå videre med forslaget til anden behandling. Dog har kommissionen været ufatteligt afvisende. Så jeg er spændt på, hvordan det bliver at komme videre med den sag,” siger Auken.

For netop genanvendelsen og den presserende mangel på ressourcer er en faktor, der ifølge Margrete Auken er helt essentiel i forhold til nedsættelsen af CO2. For skal vi have CO2-udledningen ned, er vi nødt til at blive klogere og bedre til ikke bare at se affald som affald, men som en genanvendelig ressource, påpeger hun.

”Den, der kan splitte en mobiltelefon ad i alle sine dele og sørge for at få det hele genanvendt, er vinderen i det her kapløb.”

Mads Holmboe Damgaard er elev på journalistlinjen på Vallekilde Højskole

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / WWW European Policy Office