Kommentar: ETA er fuld af dårlige undskyldninger

2018-06-25T19:54:15+00:00 mandag, 30. april, 2018|

Den baskiske terrorgruppe beklager og retfærdiggør sine gerninger i ét og samme kommuniké, som er tåget nok til at behøve et forklarende addendum. ETA henviser til tyskernes bombning af Gernika under den spanske borgerkrig og til deres egne lidelser som forfulgte af retsstaten. Bødlerne tiltager sig retten til at opdele deres dødsofre i dem, der fortjente det, og dem, der ikke gjorde det. Kommunikéet har ikke vakt begejstring hos andre end deres egne tilhængere.

Kommentar af Sara Høyrup

På lørdag den 4. maj skulle det gerne være endeligt slut med den baskiske terrorgruppe ETA, som har huseret i over et halvt århundrede og har begået langt de fleste af sine misgerninger i demokratiets tid. Den dag vil gruppen opløse sig med en ”international konference” i den franske flække Kambo-les Bains.

Teaseren dateret 20. april har form af en pompøs undskyldning henvendt til ”det baskiske folk” for den ”skade”, som gruppen påtager sig ”det direkte ansvar” for. Men bortset fra gruppens faste tilhængere er ingen imponerede; for det, der giver sig ud for at være en beklagelse, baner vejen for den sædvanlige retfærdiggørelse.

Det er også bare de andres skyld
Kommunikéet starter og slutter med en henvisning til Gernika, som om fascistiske kræfters bombning af denne baskiske by i 1937 kan tjene til belæg for gruppens egne fascistoide former lige siden. Med den milepæl som omdrejningspunkt fastholder ETA sin frit opfundne hjemmel om, at dens morderiske nationalisme ligger i forlængelse af den progressive spanske republik.

Denne væbnede separatisme har hen ved tusind mord på samvittigheden og endnu flere sårede, lemlæstede og efterladte. ETA har – med filosoffen Fernando Savaters ord – gjort demokratiet til offer, men teksten væver frem og tilbage om en skyld, som gruppen forsøger at fordele ligeligt mellem sig selv og sin modstander retsstaten.

Kommunikéet gør klart, at de døde gendarmer og lokalpolitikere og journalister selv var ude om det, for gruppens beklagelser gælder kun dem, der ”ikke deltog direkte i konflikten”. Endelig stiller ETA betingelser for ”forsoning”, kræver ”en demokratisk løsning for Baskerlandet”, protesterer mod ”ydmygelser” og gør krav på en respekt, som næppe nogen andre end dens tilhængere nærer for gruppen.

Frihed for hvem og fra hvad?
Euskadi Ta Askatasuna betyder så meget som Baskerlandet og Friheden, men frihed fra hvad? Baskerlandet sluttede sig af egen fri vilje til Kastillien i forne tider, området har en urimeligt fordelagtig skatteaftale med centralstaten, og denne nordlige region har faktisk endnu større råderet end landets andre selvstyreregioner.

Også de franske dele af Baskerlandet lever selvsagt i frihed, og den spanske region Navarra – som nationalisterne også gør krav på – er ikke selv helt overbevist om at høre til Baskerlandet. Men den slags tager nationalister det ikke så nøje med.

Frygtens tid
De onde år var onde i hele Spanien under den oprindeligt fascistiske og siden nationalkatolske generalísimo Francisco Franco. Ingen spansk region har patent på at være ofre for det længst svundne diktatur, der for øvrigt blev mildere med alderen.

Men de onde år blev bare ved og ved i Baskerlandet. Med terrorattentater og likvideringer, lemlæstelser og afpresning har ETA i flere generationer intimideret den baskiske befolkning, hvis brave befriere gruppen insisterede på at være. Den har begået stort anlagte terrorangreb overalt i landet, som sammen trådte ud af diktaturets skygge og ind i nye tider efter Francos død i 1975. Et af de største attentater fandt til catalanernes fortsatte forbløffelse sted i shoppingcenteret Hipercor i Barcelona i 1987. ETA forklarede efterfølgende, at det da ikke var deres skyld: Man kunne bare have rømmet præmisserne.

Lokale politifolk og dommere, politikere og journalister var yndede mål for målrettede likvideringer (og hvis de hed ”Blanco” til efternavn, var det endnu sjovere, for det betyder ikke bare hvid, men også angrebsmål, og man har jo kun det skæg, man selv laver). Civilbefolkningen i hele Spanien var jaget vildt, mens Frankrig primært blev brugt som gemmested.

I Baskerlandet lærte folk at se den anden vej og mene det rigtige eller i alt fald ikke mene det forkerte. På den måde lå det fint i tråd med det, man lærer under et diktatur, og den nye tids herskere lod ikke franquismen noget efter som frygtskabere.

Kynisme og revolutionsromantik
Ofrene (de lemlæstede og de efterladte) må stadig lide den tort at se ETA fejret af den nationalistiske venstrefløj Abertzale. De står godt nok ikke selv med våben i hånd, men sammen med de borgerlige nationalister i PNV har kapitaliseret på det truende bagtæppe, som terroristerne hele tiden holdt oppe.

Denne kyniske udnyttelse af terroren kritiserede den spanske terrorekspert Fernando Reinares på en offentlig høring i EU-parlamentet den 22. marts i år, og samfundsdebattører som den madrilenske forfatter Javier Marías spørger med rette, om det i alle disse år var ETA, der bestemte i Baskerlandet, eller om terrorgruppen selv blev brugt af de stuerene nationalister.

I Madrid har skiftende centralregeringer har benyttet sig af de borgerlige nationalister i PNV til at holde sig ved magten, og venstrefløjen i eksempelvis Catalonien har haft et blødt punkt om ikke andet så for Abertzale. Og eftersom Abertzale var forliebte i ETA og gik gruppens ærinde, har det ikke skortet på terrorapologeter både i og uden for Baskerlandet.

Blut und Boden
Spaniere af anden etnisk herkomst blev under ETA’s vælde betragtet og behandlet som fremmede i Baskerlandet, for den baskiske nationalisme er åbenlyst racistisk. De blev kaldt ”nybaskere”, og nogle af dem konverterede opadstræbende til den nationalistiske tro, men må formodes altid at have haft en nagende bevidsthed om ikke at være fuldblodsbaskere. Flere af sidstnævnte har end ikke været i stand til at lære baskisk, som til forskel fra landets andre regionalsprog ikke har rod i latin.

Andre stod imod, men dissens var der ingen plads til, og mange måtte gå i eksil. Også det beklager ETA nu – sådan da. For i bund og grund handler kommunikéet om en hvidvask af eget ansvar og et forsøg på at fastslå en fortælling om, at der bare var tale om en konflikt mellem to parter: ”befrierne” og lovens lange arm. Og ups: Så kom civilbefolkningen i klemme.

Skyldige ofre
Men det var jo ikke det, der skete. ETA har taget et helt samfund som gidsel for verdensfjerne forestillinger om et socialistisk tusindårsrige befolket af lutter racerene baskere og uden det utøj til andalusere, der kom til Baskerlandet som et led i vandringen fra land til by. Retsstaten har sat ind for at stoppe myrderierne.

Alle, der kom ETA på tværs, havde fortjent at dø. Det må man forstå på den niveaudeling i uskyldige ofre og myrdede modstandere, som terrorgruppen foretager i kommunikéet. Den spanske forening af terrorofre påpeger, at undskyldningen kun gælder en tredjedel af de døde, og alle centrale partier er enige om at finde undskyldningen fad og forargelig.

Gang i gaden med kale borroka
Ungdomsmiljøet omkring ETA har igennem årene sikret en stemning af permanent undtagelsestilstand med den såkaldte kale borroka. Gadekampe, vandaliseringer og intimidering fungerede som konstant mobilisering og radikalisering af de nye generationer. Territoriet blev konstant pisset af, og vé den, der kom for skade at gå ind på den forkerte bar.

For sådan fungerer ekstremisme jo: Det er nødvendigt at nedbryde de nye rekrutters moralske kompas, dehumanisere fjenden og normalisere volden og grænseoverskridelserne lidt ad gangen. Ad den vej har ETA hele tiden fået nye fodfolk, hvorfra terrorgruppen har kunnet plukke nye friske terrorister til erstatning for de gamle, der faldt.

Det moralske kompas i Baskerlandet har været helt i udu i mange år. Således har solidariteten med ofrene kunnet ligge på et meget lille sted, for den så regionens sande herskere ikke på med milde øjne. I stedet har al solidaritet handlet om terroristernes ve og vel.

Når man taler fangers rettigheder i Spanien, er det ene og alene lovsky separatisters påståede rettigheder, man har i tankerne. Det er kun deres familier og børn, man føler med.

Hjem til Euskadi
Mange tilfangetagne terrorister soner domme så lange, at de aldrig kommer ud igen, medmindre de opnår amnesti. Det spanske retssystem er nemlig meget hårdere end det meget bløde danske, og dommene er kumulative. Det betyder, at dræber man hundrede mennesker i et attentat, så dømmes man også for hundrede mord: Der er ingen mængderabat.

Tusinder af mennesker demonstrerede i Bilbao den 21. april med krav om, at ETA-fanger bliver flyttet til fængsler nærmere Baskerlandet. Demonstrationen kom dagen efter ETA offentliggjorde sit komuniké med en undskyldning for drabene, terrorgruppen har begået gennem fire årtier. – Foto: /Ritzau Scanpix/AP/Alvaro Barrientos/

Terroristerne sidder fængslet rundt omkring i hele Spanien (og enkelte hersker i franske fængsler) for at undgå, at de fortsat kan smede rænker. Et fast krav hos det brede miljø omkring ETA er, at de skal afsone på hjemmebane i nærheden af deres familier. Det var i Baskerlandet, at de forvrøvlede forestillinger om den spanske stats ”politiske fanger” først slog rod. Helst ser terrorister og apologeter et fuldt amnisti.

Og skønt det spanske regeringsparti PP sværger, at der ikke vil blive givet noget til gengæld, kan det meget vel være, at fangerne kommer hjem til Baskerlandet nu, hvor gruppen omsider bekvemmer sig til at erklære sit terrorregime for afsluttet. Det sker efter en uendeligt langtrukken intern erkendelse af, at staten med alle midler har presset ETA helt i defensiven.

Statens dødspatruljer
Staten greb i firserne i sin desperation grebet til de amoralske og skrupulovlige dødspatruljer ved navn Grupos Antiterroristas de Liberación. Dengang gik staten langt uden for sine beføjelser og sendte snigmordere af sted for at standse terroristerne én for én.

Disse såkaldte antiterroristiske befrielsesgrupper fungerede fra 1983 og fire år frem. Det er blevet kaldt ”den beskidte krig”, for naturligvis må en stat ikke løse sine sikkerhedsproblemer med andre metoder end retsstatens legitime midler.

Oprindeligt mistænkte man lokale forretningsfolk for at stå bag, for de blev årti efter årti lænset af terrorgruppen, der opkrævede ”revolutionsskat” og forhandlede overenskomst ”med en pistol på bordet”, som en baskisk fagforeningsmand engang forklarede mig. Det har dog vist sig at være staten selv, som stod bag disse likvideringer.

ETA lukker og slukker – omsider
Allerede i 2006 lovede ETA en såkaldt ”permanent våbenhvile”. I 2011 opgav ETA ”den væbnede kamp”.  For et år siden afleverede ETA under store fanfarer (nogle af) sine våbenarsenaler. Og nu vil ETA – ikke indrømme, at ETA opløser sig selv i mangel på andre muligheder. Nej, ETA vil ”demobilisere” sig selv og blive til en ”afvæbnet bevægelse”.

Terrorgruppen forestiller tilsyneladende sig selv som en fremtidig spiller i civilsamfundet og taler fortsat, som om den kan stille krav. Det kan den ikke. ETA er en død sild, og frygtens tåger er omsider ved at lette over det hårdt ramte Baskerland.

Der er bred enighed om, at terrorgruppeen ikke længere er operationsdygtig, og at erklæringen om terrorens ophør er reel, skønt undskyldningen ikke er det. Alligevel må man forestille sig, at det har krævet oceaner af interne debatter og opgør at nå så langt som til at lukke ned og komme med denne halvhjertede beklagelse.

I virkeligheden er det måske det, terrorgruppen har brugt de sidste 12 år på: uendelige møder om revolutionens og racens fremtid.

Hånd i hånd
I Catalonien har den separatistiske revolutionsromantik vokset sig stor, mens den er svundet ind til det rene ingenting i Baskerlandet. Baskiske nationalister har sågar ageret mæglere i sammenstødet mellem den catalanske lokalmagt og den spanske centralregering i efteråret 2017.

De catalanske separatister har længe plejet venskabsbånd med miljøet omkring ETA, og de undvegne separatistledere har arvet terrorgruppens stjerneadvokater ude i Europa. Ligesom de baskiske terrorister i sin tid med juridisk bistand søgte at undgå udlevering til retsforfølgelse i Spanien, ønsker de ansvarlige for efterårets forsøg på teknisk statskup i Catalonien ikke at stå til ansvar over for retsstaten.

To dage efter den catalanske løsrivelsesafstemning den 1. oktober sidste år tvang Cataloniens såkaldte Komiteer til Forsvar for Republikken (CDR) det lokale næringsliv og retsvæsnet i stå under en lockout dikteret af lokalstaten, der skulle fremstå som en generalstrejke. Disse unge radikale bærer løsrivelsesflaget som en superheltekappe om skuldrene, og de er indtil videre det voldsomste udtryk for Spaniens aktuelle separatistiske hovedpine. Centralstaten har reageret med, hvad der kan ligne hysteri, og anklaget dem for terror. Terror er det ikke, men det er heller ikke respekt for demokratiet og meningsmodstandere – og formerne er fisket direkte ud af den baskiske erfaring.

Citaterne er fra kommunikéet, der foreligger i forskellige oversættelser fra baskisk til spansk i alle landets medier den 20. og 21. april 2018.

Sara Høyrup er Magasinet Europas Spanienskorrespondent – www.sarahoyrup.com – F + I + T: @lahoyrup

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Bob Edme/