Den omsiggribende kamp om at distancere sig mest muligt fra den såkaldte elite har skabt en tavshed blandt den elite, der ellers ville kunne give os svaret på nogle af de problemstillinger, vi rent politisk kæmper med. Det er et problem, for et kompliceret samfund kræver komplicerede svar, og det er ikke alle og enhver, der kan give disse.
Kommentar af Emil Snebang Poulsen
For tre år siden, kunne den franske avis Liberation trykke et åbent brev fra den franske forfatter Eduoard Louis og den franske filosof og sociolog Geoffroy de Lagasnerie. Brevet var i sin skitserede form et råb om hjælp fra den intellektuelle venstrefløj, som de to herrer ikke syntes engagerede sig nok i den politiske debat og som dermed havde overladt debatten til den ekstreme højrefløj. Asken fra den franske kamp mellem højre- og venstrefløjen, der kendes som, L’affaire Gauchet, kan dog stadig bruges i den danske debat, hvor man også har vendt den politiske elite ryggen. Men hvor Louis og de Lagasnerie koncentrerede sig om en kamp mod højrefløjen, skal vi i Danmark nok kigge på begge fløje.
Her har både den ydre højre- og venstrefløj erklæret et had til den politiske elite, som de mener sidder på Borgen og på de tunge poster i samfundet. Dette har ført til i en stigende politikerlede, en følelse af ikke at blive hørt og en ligegylddiggørelse af vores repræsentative demokrati. Alle disse antielitære paroler er velkendte blandt os “almindelige borgere”, og de bliver skam også kastet ud i tide og utide, Men parolerne kommer også fra partier som Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Socialdemokratiet, der fører det, vi med en hurtig vending kunne kalde en moderne klassekamp.
Dog kunne man argumentere for, at den stigende distancering fra en elite fører til en afdemokratisering af vores samfund. For hvis man negligerer, at der faktisk findes en elite, der kan løse vores samfundsmæssige problemer bedre end os andre, får man et utopisk billede i vores samfund af, at vi alle er “lige” på det intellektuelle og vidensbaseret plan. Noget højrefløjen nok ikke ville identificere sig med; for det er vel nærmest lig med et kommunistisk samfund. Ikke desto mindre lagde Anders Fogh Rasmussen i sin nytårstale i år 2002 op til et opgør med eksperttyranniet og proklamerede, at vi alle er eksperter. På venstrefløjen er der også hykleri at finde, hvis man for eksempel vender blikket mod de såkaldte “videnssocialister”, som Karl Marx advokerede for skulle styre samfundet i kommunismens spæde år. For det førte vel netop til et ulige samfund.
Det stigende ønske om en debat, der bliver afpolitiseret og gjort mere folkelig, skaber en politisk kultur, hvor de mest avancerede spørgsmål, såsom klima- og flygtningekrisen, skal gøres til et simpelt spørgsmål om ja eller nej. I spørgsmålet om uddannelser handler det heller ikke længere om at højne niveauet og gøre uddannelsen til den bedste af sin slags, men at gøre uddannelsen mest folkelig og det, der giver os mest for pengene. Dermed skaber man en kultur, hvor det ikke er tilladt at drømme eller have ambitioner, “for vi skal jo lige passe på, at vi ikke bliver for elitære.” Når man ser disse forandringer ske, kommer man igen til at tænke på Bill Clintons rådgiver, James Carville, da han skulle forklare, hvordan man vinder et valg: “It’s the economy, stupid”. Vi er som politiske mennesker kun interesserede i, hvordan vores penge bliver brugt, og hvor de ender henne. Måske er det intellektuelle niveau allerede løbet ud af den politiske debat.
Det er her, vi skal bruge Louis og de Lagasneries parole: “Vi ønsker at knuse det intellektuelle felt, som det fungerer i dag, og skabe et nyt”. For – som de to franskmænd også forklarer – har den stigende distancering fra den politiske elite også skabt en tavshed blandt den elite, der rent faktisk kan give os svaret på nogle af de problemstillinger, vi rent politisk kæmper med.
I Danmark har frygten for det elitære ført til en udelukkelse af en lille befolkningsgruppe, der ikke længere må tale. Det skyldes generaliseringen om, at eliten har taget føringen og efterladt en stor del af befolkningen i apati. Men denne generalisering skaber en afdemokratisering på to måder. For det første har fortællingen om eliten skabt en kultur, hvor vi oplever flere sofavælgere og folk i Danmark, der ikke længere tror på vores politiske system. For det andet udelukker vi en vigtig del fra vores samfund, når vi i stigende grad selektivt vælger hvem, vi har lyst til at høre på i et politisk perspektiv.
Denne bagvaskelse af eliten, der både ses i den daglige tale og i medierne, hvoraf nogle nærmest synes at have det som erklæret dagsorden, er farlig. Et kompliceret samfund kræver komplicerede svar, og det er ikke alle, der kan give dem. Vi må bruge eliten til at rådføre os om de problemstillinger, der kræver en vis form for intellektualitet.
Emil Snebang Poulsen har blandt andet arbejdet frivlligt i ungdomshuset Drivhuset i Skive. I øjeblikket opholder han sig i Paris i forbindelse med et sabbatår.
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 