Kommentar: Nu skal vi udbedre skaderne fra dansk Europaråds-formandskab

2018-07-02T16:49:38+00:00 mandag, 2. juli, 2018|

Regeringen kunne have spillet en aktiv og dagsordensættende rolle som formand for Europarådet. Men potentialet udeblev desværre, og nu er opgaven at genetablere Danmarks renommé.

Kommentar af Claus von Barnekow

Hvad skete der på det årlige ministermøde på Kronborg 17. til 18. maj i Helsingør? Her afsluttedes Danmarks også internationalt stærkt kritiserede nationale hovedprioritet, nemlig forsøget på at skubbe til balancen mellem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (EMD) afgørelser og nationalstaternes efterlevelse heraf til sidstnævntes fordel.

I Helsingør gentog Ministerkomitéen i en beslutning blandt andet sin forpligtelse over for det eksisterende konventionssystem, godkendte København-erklæringen og instruerede ambassadørerne om fortsat at prioritere konventionssystemets langsigtede effektivitet.

Statsministeren forbløffer
Den autoritative politiske erklæring, der udtrykker regeringens officielle opfattelse og selvforståelse af formandskabet, er statsministerens tale til ministermødet (se også Anne Albinus’ tankevækkende indlæg om talen i Altinget).

Og den tale havde et afsnit, der vakte forbløffelse. Statsministeren bragte på ny dansk indenrigspolitik ind i rummet ved at gentage det åbenlyst falske udsagn om ikke at kunne udvise alvorligt kriminelle udlændinge.

Det fik efter sigende den konsekvens, at Generalsekretæren i sin usminkede tale til ministermødet sprang det afgående danske formandskab over og gik direkte til næste års ministermøde i Helsingfors, hvor Europarådet fylder 70 år.

Uklare succeskritierier
Overskriften på formandskabets program lød “Europa i en brydningstid – stærke værdier og et fremtidssikret Europaråd,” men hvad var de konkrete succeskriterier? Og hvad opnåede Danmark ellers med sit formandskab?

Om de øvrige fire prioriteter vedrørende LBGTI-personer, demokrati, handicappedes rettigheder og bekæmpelse af tortur anførte statsministeren i sin nævnte tale, at der var arbejdet på at sikre, opmuntre, styrke, fortsætte, give håb med videre på disse områder.

Udenrigsministeren tilkendegav på en konference på Københavns Universitetet 17. maj om formandskabet med videre, at formandskabet havde rejst opmærksomhed på disse områder.

På alle fire prioritetsområder var der dog allerede et arbejde i gang, så hvad er formandskabets originale indholdsmæssige bidrag ud over at lægge ryg til de afholdte begivenheder? Var succeskriteriet blot begivenhedsorienteret? Det vides ikke.

Hvad er de håndgribelige resultater? 
Der nævnes intet håndgribeligt om, hvad der måtte være opnået af resultater. Blev der eksempelvis draget konklusioner med anbefalinger til operativ handlen på de afholdte seminarer og konferencer? Det vides ikke.

Da det er Ministerkomitéen, Danmark havde formandskabet for, ville det ikke være unaturligt, at man sikrede sig, at disse begivenheder var orienterede mod at skabe resultater på en måde, som er relevant for Europarådets besluttende organ og det mulige videre arbejde i styrings- og ekspertkomitéer.

Derved kunne borgerne, hvis interesser samarbejdet gerne skulle tjene, se og forstå det resultatorienterede formål med prioriteterne og det konkrete udkomme af arbejdet hermed.

På den velbesøgte LGBTI-konference i Folketinget konkretiserede arrangørerne ikke, hvordan denne vigtige dagsorden skulle bringes videre og udmøntes i resultater.

Fra salen kom det indlysende forslag, at danske parlamentarikere i Den Parlamentariske Forsamling på baggrund af konferencen kunne arbejde for, at Forsamlingen fremsætter en rekommandation til Ministerkomitéen om at revidere sin rekommandation (anbefaling) til medlemsstaterne fra 2010 om bekæmpelse af diskrimination som følge af seksuel orientering.

Forpligtende reformer
I løbet af, og uden sammenhæng med, formandskabet, er problemer med medlemslande som Aserbajdsjan, Polen, Rusland, Tyrkiet og Ungarn blevet intensiveret.

Hvad har formandskabet herved konkret og aktivt bidraget med af initiativer og forslag i Ministerkomitéen? Det vides ikke.

En genoptagelse af de reformer, som siden 2014 alene har været det af navn, men ikke af gavn, trænger sig på. Ikke mindst forårsaget af organisationens finansielle situation (især fordi Tyrkiet har trukket sig som storbetaler, og Rusland tilbageholder bidrag), tog generalsekretæren et initiativ herom for et par måneder siden.

Hvad har formandskabet konkret bidraget med af tanker og forslag ud over at sætte reformspørgsmålet på Ministermødets dagsorden? Det vides ikke. Forhåbentlig pynter Danmark sig ikke med lånte fjer i så henseende. Det forpligter at kalde en løbende proces for ‘Helsingør reformprocessen’

Også hvad angår reform af arbejdet i Ministerkomitéen “Europas bedst bevarede institutionelle hemmelighed”, som sandt for dyden på ny trænger til et større eftersyn og langt mere synligt påtage sig sit ansvar som Europarådets besluttende organ.

Enhver afslutning indvarsler en ny begyndelse    
Regeringen postulerer ikke, at formandskabets målsætning om med sine prioriteter at have fremtidssikret Europarådet er opnået.

Det er nok klogt, at realismen har taget over, men den beslutsomme uvidenhed om Europarådet (ER), som blev bragt til skue op til og under formandskabet, resulterede i tabte muligheder.

Heldigvis besindede Justitsministeriet sig under processen, og bistået af en anden medlemsstat blev hovedprioritetens måltavle vedrørende EMD løbende ændret. Udenrigsministeren bemærkede på Københavns Universitet, at ”tiden vil fortælle om Danmarks indsats [under formandskabet] er en succes.” Man fristes til spørge succes for hvem? I øvrigt er den tid vist allerede gået!

Tilkendegivelser om, hvor vigtig Europarådet er, må nu følges håndgribeligt op og ikke forblive tomme ord. Der er også en tid efter formandskabet og ingen grund til at synke i dvale. Tværtimod. Der et renommé, der skal genetableres.

Det er derfor glædeligt at erfare, at Justitsministeriet skulle have til hensigt at være mere aktivt til stede i relevante styringskomitéer med videre.

Det vil også være nødvendigt, hvis København-erklæringen skal have nogen selvstændig betydning.

Forhåbentlig inviteres de danske eksperter, der har rådgivet justitsministeriet under formandskabet til det forestående møde i styringskomiteen for menneskerettigheder med henblik på at gøre deres synspunkter gældende over for medlemsstaternes repræsentanter og dertil skaffe sig personlig indsigt i arbejdet. Der er på dansk foranledning og jævnfør København-erklæringen en konference at organisere og afholde i Kokkedal inden årets udgang!

Man må ligeledes håbe, at også Udenrigsministeriet – uanset årelange politisk bestemte ilde anbragte nedskæringer – gør sig tanker om den fremtidige placering og prioritering af arbejdet i denne yderst vigtige, mangestrengede politiske organisation, både i København og i Strasbourg (Se professor Martin Marcussens seneste bidrag fra april i år og hans tidligere indlæg om udenrigstjenesten på Altinget).

ER er placeret i EU’s skygge, men hvor EU gerne skulle levere løsninger, der i bund og grund fremmer fred gennem økonomisk/politisk samarbejde og vækst (materielle levevilkår), så er det ER, der gennem medlemstaternes dialog og beslutninger fremmer fred gennem retsstatssamarbejde, menneskerettigheder og demokrati (immateriel livskvalitet).

Og alle EU’s medlemsstater er medlemmer af ER.

Uforståelig beslutning kan stadig omgøres 
Det unddrager sig almindelig logik, at man i København-erklæringen på det danske formandskabs foranledning opfordrer medlemsstaterne til at bidrage frivilligt til EMD (se paragraf 53), når Danmark selv afviser at yde sit!

Udenrigsministeren citeres af Ritzau 18. maj for at have udtalt, at Danmark skal ikke bidrage, da Danmark “bidrager rigeligt”.

“Vi er i forvejen en af de allerstørste donorer, og vi yder støtte blandt andet i forhold til bekæmpelse af korruption i Ukraine.” Her blander ministeren æbler og pærer sammen. Nu er det konventionssystemet, det drejer sig om. Omgør den uforståelige beslutning og yd et for en nordisk stat passende bidrag som et første skridt på vej mod at genetablere det tabte renommé.

Claus von Barnekow er fhv. ambassadør ved Europarådet, seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Artiklen har tidligere været bragt i på altinget.dk

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Martin Sylvest/

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb via MobilePay                          Støt os fast via Patreon

                                   Image result for patreon