Kompetenceløs, men rig på kultur

2018-05-04T09:26:16+00:00 onsdag, 7. februar, 2018|

I den vestfranske region Bretagne får man ind i mellem påmindelser om regionens tætte bånd med områderne på De Britiske Øer, som man til en vis grad deler sprog og kultur med. Selvbevidstheden vokser i regionen, der har det næststørste sproglige mindretal i Frankrig efter Alsace, men det fører næppe til større regional selvbestemmelse i et land, hvor centralisme er en så rodfæstet politisk tradition.

Baggrund af Anders Engberg

07.02.2018 | TEMA: EUROPÆISKE KULTURREGIONER | Der var engang en fransk dronning ved navn Claude. Hun har fået opkaldt en smuk gulgrøn blomme efter sig. Selv var hun ikke smuk, og efter sigende var det et problem for hoffet og besøgende diplomater af hvilke det fordredes, at man gav dronningen komplimenter for skønhed. I situationen var det latterligt, og derfor opkaldte man en smuk blomme efter hende, så man kunne rose blommen. Historien er muligvis ikke sand, ligesom det muligvis heller ikke er sandt at blommen fik hendes navn fordi den har en dyb fure fra stilk til blomst, og den derfor i form kan minde om to endeballer. Alle vidste, at hvad endeballer angik, var dronningen særdeles velforsynet.

Dronning Claude var i et fornuftsægteskab med den franske konge, som ønskede Bretagne forenet med Frankrig. Dronningens moder, Anne af Bretagne, var den sidste hertuginde af Bretagne. Hun kæmpede hele sit korte liv imod indlemmelsen af Bretagne i Frankrig. I 1490 giftede hun sig med den tysk-romerske kejser Maximillian d. 1, men allerede året efter erobrede Frankrig hertugdømmet Bretagne, og hun blev tvunget til at gifte sig med den franske konge, og også indvillige i at gifte sig med hans efterfølger. Det skete i 1499. I 1532 blev Bretagne endeligt indlemmet i Frankrig. Anne står i dag som et symbol på Bretagnes frihedstrang, og man ser hendes navn og statuer af hende mange steder i landsdelen.

I forbindelse med den franske revolution i 1789 blev hertugdømmet indenfor det franske rige afskaffet og området delt op i fem départementer. I 1800-tallet oplevede bretonerne en stor undertrykkelse af deres kultur og sprog, der blev talt af stadig færre. De franske borgere blev franske. Det skete ikke mindst med skolesystemet som redskab. I nogle bretonske skoler kunne man se skiltet: ”Det er forbudt at tale bretonsk og spytte på gulvet.”

Konkurrence mellem Nantes og Rennes
I 1955 gennemførte Frankrig en stor reform, hvor man bl.a. delte landet op i en række administrative regioner. En af regionerne var Bretagne, men den omfattede kun fire af de fem départementer, som det gamle hertugdømme var blevet delt op i i 1789. Den sydligste del omkring byen Nantes blev en del af regionen Pays de la Loire, hvilket den stadig er. Regionen Bretagnes hovedby er i dag Rennes, og den har i århundreder konkurreret med Nantes om at være Bretagnes hovedby. I Nantes lå hertugernes residensborg, i Rennes holdt domstolene til.

Départementet omkring Nantes hedder Loire-Atlantique og dets status udenfor regionen Bretagne er stadig omdiskuteret. Siden 2008 har regionalrådet i Bretagne haft som officielt ønske at Loire-Atlantique bliver en del af regionen, og ifølge undersøgelser er et flertal af befolkningen i både Bretagne og Loire-Atlantique enig i dette.

Det sorthvide bretonske flag blev skabt i 1925 da den bretonske selvbevidsthed voksede. Det består bl.a. af ni tværstriber, der symboliserer de ni gamle bretonske bispedømmer, der inkluderer Loire-Atlantique. Engang symboliserede flaget separatisme, men i dag er det mere et symbol på bretonsk kultur og identitet. Det ses allevegne.

For en del år siden var jeg i Bretagne, og da rendte jeg tilfældigvis ind i et bryllupsoptog. Blandt de forreste i optoget, der forlod kirken på vej mod et stort bryllupsbillede, der skulle tages i solskinnet udenfor, gik en mand med et stort bretonsk flag. Tæt ved ham gik et par musikanter med sækkepiber. Den særdeles karakteristiske lyd de instrumenter frembragte, var en hørbar påmindelse om regionens tætte bånd med områderne på De Britiske Øer, som man til en vis grad deler sprog og kultur med.

Kultur, men ikke så meget sprog
I den vestlige del af Bretagne tales der stadig bretonsk, der er et keltisk sprog og især beslægtet med walisisk og cornish, et uddødt sprog, der taltes i Cornwall i det sydvestlige England. Der er derfor naturligt tætte kulturelle bånd til især Wales, og da jeg besøgte rådhuset i en lille vestbretonsk by havde det flotte walisiske flag, todelt i hvidt og grønt med en rød drage ovenpå, en fremtrædende plads på torvet foran bygningen.

De franske regioner har ikke mange kompetencer i det centraliserede Frankrig. En borgmester, jeg talte med, så i højere grad EU og Bruxelles som en allieret i kampen for en stærkere bretonsk kultur, fremfor Paris. Sprogundervisning i skolerne i bretonsk har officiel politisk opbakning i regionen, men det sker fortsat få steder. De kulturelle udtryk er flere, og selvbevidstheden vokser i regionen, der har det næststørste sproglige mindretal i Frankrig efter Alsace, men det fører næppe til større regional selvbestemmelse i et land, hvor centralisme er en så rodfæstet politisk tradition.

På min rejse gennem Bretagne begyndte jeg i Nantes, og endte langt ude vestpå. Jeg så med egne øjne, at denne gamle europæiske kulturregion bliver stadig mere bretonsk desto længere vestpå man kommer. I Nantes er de bretonske hertugers imponerende borg med en statue af Anne af Bretagne foran. Flaget ses mange steder, og turistindustrien sælger bl.a. byen på dens bretonske baggrund. Men ingen taler bretonsk. Det lille mindretal, der i dag taler sproget, bor primært i det vestligste département Finistere.

Yderst på den bretonske halvø ligger den lille fiskerby Le Conquet. Her endte min bretonske rejse i fantastiske omgivelser. Det var en solrig eftermiddag, hvor vigen ved byen var tørlagt på grund af det kraftige tidevand. Både stod på den smattede havbund med tove forbundet til fortøjningspæle på molekanten langt over dem. Det så surrealistisk ud, men var naturligvis et dagligdags syn på disse kanter. Nede blandt bådene gik nogle mennesker rundt og kiggede nedad. De var på udkig efter vanddyr og – planter, der med vandets midlertidige forsvinden var blottede for beskueren. Jeg blev fortalt, at vandet vendte tilbage i vigen sidst på eftermiddagen, men det havde jeg desværre ikke tid til at vente på.

Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Jean-Francois Monier/

Læs de øvrige artikler i vores tema “Europæiske kuturregioner” her.

Fakta om Bretagne:

Areal: 34.017 km2 inklusive départementet Loire-Atlantique

Befolkningstal: 4.588.600 inklusive départementet Loire-Atlantique (2013)

Hovedby: Rennes

Ca. 200.000 mennesker i det vestlige Bretagne taler det keltiske sprog bretonsk. I det østlige Bretagne taltes det regionale sprog gallo, som er et af flere nordfranske regionalsprog tæt  beslægtet med fransk. I dag taler meget få mennesker gallo.

Foto: commons.wikimedia.org