Krigstræthed på den yderste frontlinje i Østukraine

2017-01-26T10:57:47+00:00 Af |Reportage|

Landsbyen Dokutjajevsk, 40 kilometer fra Donetsk, udgør en af frontlinjerne i Østukraine, hvor ukrainske regeringsstyrker kæmper mod de pro-russiske oprørere. Civile og soldater forsøger under barske vilkår at holde skansen. Et besøg på oprørernes side af frontlinjen:

26.01.2017 | UKRAINE | Skikkelser i kamuflagetøj sjosker frem og tilbage mellem deres simpelt møblerede værelser og de fælles toiletter nede for enden af gangen. Gennem tynde vægge afløser lyden af klapren fra badesandaler og støvletramp hinanden.

Ekonom er et af storbyen Donetsks billigste hoteller og tilsvarende populært blandt menige separatistsoldater på et par dages orlov fra krigen, der raser i byens udkant. De kampklædte hotelgæster inviterer deres veninder eller taler i mobiltelefon med overordnede. Rumlen fra artilleriet trænger let gennem vinduet, når udgangsforbuddet lægger Donetsk øde mellem klokken 23 og fem om morgenen.

Under korridorens sparsomme belysning gør Ints Gersmanis holdt foran døren til sit værelse og stikker nøglen i låsen. En grønspraglet kasket skygger ned over øjnene, idet han falder i snak med sin nabo. Ints kommer fra Letland, viser det sig. Han er en af mange udlændinge, som af vidt forskellige årsager har meldt sig til tjeneste på krigsskuepladsen i Østukraine.

Han tog til Donbass-regionen for med sit gevær at hjælpe den nye, russiskstøttede – ikke anerkendte – oprørsrepublik Folkerepublikken Donetsk – ofte blot forkortet DNR – i kampen mod de ukrainske regeringsstyrker og deres vestlige allierede. Den 43-årige lette bryder sig ikke om scenariet om, at Ukraine skulle komme ind under sin EU’s indflydelsessfære. Erfaringerne hjemmefra skræmmer.

”EU har kørt Letland fuldstændig i sænk – ødelagt alle fabrikker, der ikke gav overskud og bare jævnet dem med jorden, så folk mistede deres levebrød. Alle forlader landet for at finde arbejde. Intet fungerer. I Sovjetunionens sidste år havde Letland op mod tre millioner indbyggere. Nu bor der under to,” siger han og hævder, at situationen blev værre, efter at Letland blev EU-medlem i 2004.

Efter finanskrisen i 2008 mistede Ints alt.

”Banken tog mit hus. Nu er jeg efterlyst og kan ikke vende tilbage til Letland. Min søster fortalte over telefonen, at sikkerhedstjenesten har været ude at lede efter mig,” siger separatistsoldaten.

Når Ints Gersmanis ikke bor på Ekonom, tilbringer han tiden i en skyttegrav ved Dokutjajevsk. Der prøver han sammen med sin kammerater at holde stillingen, så den lille by 40 kilometer sydvest fra Donetsk ikke falder i fjendens hænder.

Granater mod børnehaven
Nede i Dokutjajevsk virker beboerne skræmte. Et granatangreb natten forinden kostede flere civile livet. Snakken går nervøst blandt de handlende i byens købmandsbutik. Iklædt et blåt forklæde langer en ung ekspedient kundernes bestillinger over disken. Russiske 90’er-popnumre skratter fra en radio i baggrunden.

”Vi lever godt nok her, og vi ville leve endnu bedre, hvis de holdt op med at skyde,” siger hun.

”Seks granater er slået ned ved siden af vores hus. Tre ramte ned i min piges børnehave. Derfor besluttede jeg at sende hende i sikkerhed hos mine forældre, der bor ovre på den ukrainske side af fronten. Min datter er tre år gammel,” fortæller den unge kvinde.

Soldaternes pædagog
Henne på en undselig holdeplads venter 70-årige Larisa Petrovna på bussen. Hun prøver at gøre sig det behageligt på et sæde af slidt kunstlæder ved siden af billetlugen – hendes lille vogn til indkøb står inden for rækkevide.

”Dokutjajevsk ligger ret tæt på fronten, så vidt jeg ved. Men der er farligt overalt – i hele regionen. Hver gang vi hører, at de skyder, bliver vi bange,” siger den ældre kvinde, der arbejdede i 40 år som pædagog.

Udbruddet af krig i Østukraine i foråret 2014 skabte dyb splid. De børn, hun hjalp til at give en god start på livet, voksede op og står nu over for hinanden som bitre fjender.

”Børnene jeg passede kommer fra begge sider af fronten. Nu slår de hinanden ihjel – ligesom Kain dræbte Abel. I en borgerkrig er der ingen helte, og der kan ikke være nogen vindere. Kun ulykke,” sukker hun og folder hænderne tæt sammen.

”Bare parterne kunne finde ud af at lave en aftale om de politiske, sociale og økonomiske spørgsmål, der skiller dem. Så vi slipper for mere vold og død. Vi prøver så godt vi kan at bevare troen og håbet på, at freden kommer. Vi venter alle på fred. Det er det eneste, vi har brug for nu,” tilføjer Larisa.

En ældre mand indløser billet. En ansat pudser vinduerne i venteværelset, hvorpå en plakat med drabelige fotos advarer mod at samle ueksploderede patroner, miner og granater op fra jorden.

”Pas på – fare!” står der med store bogstaver. En pause opstår. Kun kludens visken mod glasset høres. En mosaik af Lenin på bygningen overfor ses nu klart gennem ruden. Bortset fra udbruddet af krig, og at byen nu ligger på territoriet, som oprørerne kontrollerer, synes tiden nærmest at have stået stille i Dokutjajevsk, siden Sovjetunionen blev afviklet for 25 år siden.

”Jeg var altid sund og rask og i godt humør. Altid optimistisk. Jeg troede altid, at alting ville blive godt,” siger Larisa stille.

På den yderste frontlinje
Ints Gersmanis’ kommandant har indvilliget i, at vise stillingerne frem uden for Dokutjajevsk. Han holder på busholdepladsen i en hvid Lada Niva, hvorpå bogstaverne Oplot står ned langs siden – navnet på en af de separatist-bataljoner, der har kæmpet mod ukrainerne siden krigen begyndte. Kommandanten præsenterer sig blot som Ryba. Han starter bilen og kører ud af byen.

”Det er på høje tid at slutte krigen. Regeringen i Kijev bliver nødt til at forlige sig med os. Det er den eneste mulighed. Vi må slutte fred og leve videre. Hvad er overhovedet grunden til denne meningsløse krig,” reflekterer Ryba, men får kun motorens brummen som svar.

Han tvinger Niva’en ud over mudrede marker. Den lille firehjulstrækker behøver hverken vej eller sti. Ryba drejer kontra for at holde bilen på kursen i det svære føre. Jorden ligger glat og blød efter et regnskyl. Med et sæt rammer han ned i et dybt vandhul, og det plasker op på ruden.

”Jeg har ikke noget imod ukrainerne. Hvorfor skal vi strides med dem? De skal bare tage hjem, så vi kan få fred,” siger Ryba, der selv kommer fra Donetsk.

Efter en kort køretur når Niva’en den yderste frontlinje. Et tungt skydække hænger over jordene. Nogle kamuflageklædte mænd hopper op fra deres stilling, der ligger i en lavning i landskabet: ordknappe, DNR-stofmærker på skuldrene, kalasjnikov i hænderne. Ryba stiger ud og hilser. Soldaterne holder en kort rådslagning. De udveksler nyt i en afslappet og kammeratlig tone.

Afskårede grene og kviste ligger hen over de opstillede containere, hvor mændene bor, så lejren ligger skjult for fjenden. De unge soldater prøver at få det bedste ud af de primitive forhold. Et skrivebord, en seng og et fjernsyn giver næsten indtrykket af en dagligstue.

”Ukrainerne står derovre,” siger Ryba og peger ud i ingenmandslandet.

Om årsagen til at hans enhed har valgt det barske soldaterliv, forklarer han:

”Jeg er imod styret i Kijev, der vil påtvinge os dets betingelser her i Donbass. Jeg er ikke taget til Kijev med mit gevær for at føre krig. De kom til os. Jeg er blot hjemme hos mig selv. Jeg tog ikke gevær i hånd, før de begyndte at bombe og udrydde os. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle kæmpe i min alder. Jeg er 44 år gammel.”

Kommandanten fra Dokutjajevsk ved endnu ikke, hvad han vil tage sig til, når krigen slutter.

”Hvornår bliver det? Først slutter den, så begynder jeg at tænke over det,” siger Ryba og spejder ud over landskabet.

Jens Malling er freelancejournalist med speciale i Øst- og Centraleuropa.

Billedet i artiklens top: Jens Malling