Lars-Emil Johansen frygter, at Grønland er ved at halte bagud mod kolonien

2018-12-10T09:36:11+00:00 søndag, 9. december, 2018|

Den tidligere formand for Landstinget er bekymret for både Dansk Folkepartis sabelraslen om at afskaffe selvstyreloven og den stigende “danificering” i disse år af det grønlandske samfund. Det fremgår af dette interview, der er et uddrag af bogen “Den utæmmelige – Lars-Emil Johansen: Eneren i grønlandsk politik”, skrevet af Niels Ole Qvist.

Interview/boguddrag af Niels Ole Qvist 

Mange livsforløb følger et bestemt spor. Som vand, der via en kanal føres i en bestemt retning. Lars-Emils tilværelse har ikke været af den forudsigelige slags.

Han blev født i en koloni, i en bygd nord for næsten alting. Voksede op i et amt, blev voksen med hjemmestyret og en ældre mand med selvstyret. Sammen med vennerne Jonathan Motzfeldt og Moses Olsen førte han an i den fløjlsrevolution, der indledte frigørelsen fra dansk fjernstyring. Men hvornår kommer næste skridt?

Før Lars-Emil svarer på det spørgsmål, understreger han, at han er født optimist, men at han også er bekymret. Han frygter, at selvstyret bliver en sovepude, og at udviklingen går i stå. Eller værre endnu: at landet bevæger sig tilbage mod den forkerte bred. Den, som Grønland kom fra i 1953.

”Det er min største bekymring i dag, at vi halter tilbage mod kolonien. For nogle kan det lyde som en frase, men jeg betragter det som en regulær risiko. Derfor er jeg også meget glad for, at vi nu har påbegyndt vores grundlovsarbejde.”

Men alligevel er du stadig bekymret for, at landet kan glide den anden vej – mod kolonien: Hvordan forestiller du dig, at det vil kunne ske?

”Der er pres udefra, fra Danmark. For eksempel har Dansk Folkeparti talt om at afskaffe selvstyreloven.”

Det er jo et isoleret synspunkt, som ikke vinder tilslutning andre steder?

”Vi kan ikke bare ignorere det. Dansk Folkeparti er Folketingets næststørste parti. På vej til at blive det største. Hvem ved, måske ender Kristian Thulesen Dahl som statsminister efter næste valg, og så kan vi pludselig stå i en situation, hvor reaktionære kræfter ønsker en helt anden grønlandspolitik.”

Hvad kan Grønland selv gøre?

”Vi må udvikle et robust økonomisk grundlag under vores land. Det er nødvendigt at åbne miner, satse på uddannelse og blive bedre til at få en forretning ud af fiskeriet. Vi skal sige ja til samarbejde, men nej til assimilation. Hvis vi ikke skaber flere indtægter, kan fremtidens politikere bringes i en situation, hvor de må bede om et forhøjet bloktilskud. Men her er ligningen meget enkel: jo mere bloktilskud, desto mindre selvstændighed. Det er en glidebane, vi under alle omstændigheder ikke skal ud på.”

Grønland meldte sig ud af EF i 1982, men hvad med at søge medlemskab igen og på den måde styrke vækstmulighederne?

”Jeg tror ikke, at befolkningen er med på den. Slet ikke så længe vi med i det såkaldte rigsfællesskab. Når vi får en ny statsretslig konstruktion – med egen grundlov – kan vi diskutere det. Men vi skal i givet fald være helt sikre på, at en mulig ændret tilknytning til EU ikke betyder, at der igen åbnes en port for andre lande til at bedrive rovfiskeri i vores farvande.”

Det er din holdning, at bloktilskuddet bør reduceres frem for at vokse. Men kan det ikke kaste landet ud i en økonomisk krise?

”Bloktilskuddet er et sovemiddel. En slags beroligende medicin. Men vi skal væk fra den drenge- og pigetankegang, at vi ikke selv behøver bekymre os om, hvad vi skal spise i aften. Det er en kostskoletankegang,” svarer Lars-Emil og uddyber:

”Vi må bekæmpe afhængighed og betragte bloktilskud som et overgangsfænomen. Noget, som vi må gøre os fri af. Det er ligesom med alkohol. For mig var det livsnødvendigt at fjerne den afhængighed, ellers var jeg død af den. På samme måde med bloktilskuddet og det såkaldte rigsfællesskab.”

Hvordan kunne der skabes et ægte fællesskab?

”Som det er i dag, mener Danmark, at de har mere at sige, og hvorfor gør de det? Det enkle svar er: på grund af bloktilskuddet. Derfor siger jeg, at vi må stræbe mod en situation, hvor der ikke længere er penge mellem venner. Lad os gå i gang med at afskaffe bloktilskuddet.”

Det finansierer en væsentlig del af udgifterne. Vil det ikke føre til nød og flugt til Danmark?

”Det skal ikke ske fra den ene dag til den anden og uden forberedelse. Min anbefaling er, at vi går i gang med at lave en dybdegående analyse, hvor vi får klarlagt pengestrømme og får frem i lyset, hvor meget Danmark for eksempel får ud af Grønland i kroner og øre. Dels på grund af den store samhandel – vi køber næsten alt i Danmark – dels ved at Danmark slipper billigere i Nato-bidrag som følge af den militære råderet over Grønland,” siger han med henvisning til en antagelse om, at USA på grund af baserne i Grønland har set gennem fingre med, at Danmark har haft et efterslæb på deres militære budgetter i forhold til Natos forventninger.

Det er blevet kaldt en konspirationsteori?

”Det er da et faktum, at Danmark betaler mindre til Nato, end de burde? Og Uffe Ellemann-Jensen har selv erkendt, at Danmark altid har ’Grønlandskortet’, som de kan smide på bordet under forhandlinger med Nato og USA,” svarer Lars-Emil og tilføjer:

”Vi har ingen garanti for, at Danmark i al fremtid vil fortsætte med at betale bloktilskud. De økonomiske betingelser kan ændre sig. Vi bør forberede os på, at den varme hane lukkes. Vi må tænke seriøst i alternativer. For eksempel bør vi overveje, hvordan vi kan få større udbytte af vores størrelse og beliggenhed, både i forhold til det rent militærstrategiske, i forhold til vores ressourcer og i relation til klimaforskningen.”

Daværende udenrigsminister Kristian Jensen rejste i juni 2016 til Grønland for sammen med EU-formand Donald Tusk at se på effekten af klimaforandringerne. Samme år var Kristian Jensen på en tilsvarende rejse med USA’s udenrigsminister, John Kerry. Hvad synes du om den slags besøg?

”At de skal være velkomne. Men samtidig irriterer det mig grusomt, at Kristian Jensen rejser herop og optræder som en vært for gæsterne, som om vi ikke selv kan præsentere vores land. Det virker dybt forhistorisk. Det samme var i øvrigt tilfældet med den forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt, der viste den kinesiske præsident rundt. Det svarer til, at der stod en grønlænder parat i Aalborg for tage imod gæster, når der kom besøg fra andre lande. Ville det ikke være meget mærkeligt for danskerne?”

Skal de helt blive væk?

”Nej, men andre landes udenrigsministre skal komme som gæster, ikke som værter. Vi frabeder os, at danskerne leger Karl Smart i vores land og slår sig op som en arktisk supermagt. Danmark er ikke en del af Arktis. Danmark er kun noget i Arktis på grund af os. Tiden med formynderskaber er forbi. Og med al respekt: Vi kan faktisk godt klare os uden store kapaciteter som Kristian Jensen, Villy Søvndal og Lene Espersen.”

Hvad er din holdning til begrebet nationalisme?

”Nationalister bliver man aldrig fri for. Det ved jeg heller ikke, om man skal forsøge at blive. Patriotisme er ikke kun noget negativt. Uden et vist nationalt sindelag går vi til grunde som land. På den anden side skal vi bekæmpe den grimme side af nationalismen – den, der fører til racisme. Racisme er rædselsfuldt, og den får desværre bedre vilkår, hvis skævhederne øges i vores land, og hvis det især er danskere, der sidder på spækket. Så vil den mørke side af nationalismen blive iltet. Vi er i en situation i dag, hvor etniske danskere – som lever på dansk og kun taler dansk – i høj grad har sat sig på erhvervslivet. Det kan skabe ubalance.”

Efter hjemmestyrets indførelse var planen at få grønlændere sat i spidsen for både administrationen og de offentligt ejede selskaber. I dag svinger pendulet ifølge Lars-Emil langsomt den anden vej.

”I disse år oplever vi en stigende ’danificering’. Ikke mindst i erhvervslivet, hvor organisationerne er meget optaget af danske kræfter. Når Future Greenland for eksempel afvikles (tilbagevendende erhvervskonference) hiver man det ene danske koryfæ op på podiet efter det andet og lader dem udlægge, hvor skidt det står til i Grønland med alting.

Jeg er tilhænger af inspiration udefra, og vi skal ikke blive isolationistiske og lukke grænserne for udenlandsk ekspertise. På den anden side skal vi være bevidste om, at løsninger i Grønland bør være grønlandske og tjene vores folks interesser. Vi skal ikke acceptere, at danskere sætter sig på flere og flere nøgleposter. Det går ud over selvværdsfølelsen og forsinker selvstændighedsprocessen. Vi skal søge inspiration, men ikke belæring!”

Du taler om danificering. Er det virkelig udviklingen?

”Det er sat på spidsen, men sagen er, at den økonomiske magt i dag er på danske hænder i Nuuk – og i store dele af Grønland. Den udvikling smitter også af på andre områder. I begyndelsen af 1970’erne indførte vi grønlandske bynavne, og dem har vi brugt i 40 år. Men nu er jeg begyndt at høre danskere sige Søndre Strømfjord om Kangerlussuaq og Jakobshavn om Ilulissat. Det er selvfølgelig kun nogle danskere, der gør det, men det er udtryk for en slags herremandsmentalitet.”

Og den brydes ved en ny grønlandisering?

”Det skal i højere grad være grønlændere, der indtager de øverste poster, både i de administrative enheder og i de selvstyreejede selskaber. Vi skal overtage rattet, så vi kan bestemme retningen i stedet for at overlade styringen til andre.”

Hvad med kvalifikationerne?

”Er det ikke en kvalifikation, at man har kendskab til det samfund, man virker i? At man kender sproget? Det handler ikke kun om formelle eksamenspapirer, men om en vifte af kompetencer. Sprog og kulturforståelse skal vægtes,” svarer Lars-Emil og tilføjer:

”Dette synspunkt er ikke unikt grønlandsk. Sådan er det også i andre lande, hvor man foretrækker landsfæller. Danmark kunne for eksempel ikke drømme om at ansætte grønlandske ledere. Hvornår er det sket? Vi har ikke haft en grønlandsk rigsombudsmand, og vi har ikke en grønlandsk ambassadør i Arktisk Råd, selv om vi har mange gode kandidater, deriblandt Kuupik Kleist.”

Grønlændere bestemmer i Grønland, så hvorfor ikke bare ansætte egne folk?

”Handlingslammelse kombineret med mistro til sine egne. Sommetider får jeg desuden en mistanke om, at det bliver betragtet som mere bekvemt at hente en ind udefra, for så er det ikke så svært at skille sig af med vedkommende. Det er straks mere ubehageligt at fyre en grønlænder, når man kender ægtefællen, bedsteforældrene og børnene og oplever de sociale konsekvenser for hele familien, når han eller hun mister jobbet. Men vi skal tro på os selv, som der står i vores nationalsang: ’Som fribårne folk vi i landet vil bo; begynd at tro på jeres egne evner,’ lyder det.”

Ovenstående interview er et uddrag af bogen “Den utæmmelige – Lars-Emil Johansen: Eneren i grønlandsk politik” af Niels Ole Qvist. Bogen udkom den 6. december 2018.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon