Hvad laver de danske folketingsmedlemmer i Europarådet? 

2018-04-24T12:28:07+00:00 onsdag, 28. februar, 2018|

Europarådets Parlamentariske Forsamling består af valgte politikere fra de nationale parlamenter og er et forum til diskussion af paneuropæiske politiske spørgsmål. Det var her, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev lagt i støbeskeen. Hvad er den Parlamentariske Forsamlings rolle i dag, arbejdsmetoderne og indflydelsesmulighederne? Og hvordan arbejder danske folketingspolitikere i dette internationale forum? Magasinet Europa har talt med Michael Aastrup Jensen (V) og Mogens Jensen (S) om, hvordan de forvalter rollen og får deres vurdering af resultaterne af det igangværende danske formandskab for Europarådets Ministerkomité.  

Baggrund af Dyveke Vestergaard Johansen

28.02.2018 | TEMA: DANMARK, EUROPARÅDET OG MENNESKERETTIGHEDERNE | Danmark er nu halvvejs i formandskabet for Europarådets Ministerkomité, men et andet centralt organ i Europarådet er Den Parlamentariske Forsamling, der mødes fire uger om året til plenarforsamlinger.

Dér laver 318 repræsentanter og 318 suppleanter fra de 47 medlemslandes nationale parlamenter internationalt arbejde inden for en lang række politikområder. Hvert land har mellem to og 18 repræsentanter i forhold til befolkningsstørrelsen. Den danske delegation til forsamlingen består af fem medlemmer og fem suppleanter udpeget af folketingsgrupperne i forhold til deres størrelse i Folketinget. Mellem 2011 og 2016 var delegationens gennemsnitlige tilstedeværelse til de fire årlige plenarforsamlinger mellem 30,56-43,89 procent. Danmark mødte således ikke op med alle fem delegationsmedlemmer til Den Parlamentariske Forsamling i den periode.

Arbejdsmetoder og indflydelsesmuligheder
I hvilken grad opfylder medlemslandene forpligtelserne, de har indgået ved at være medlem af Europarådet? Det er et spørgsmål Den Parlamentariske Forsamling bruger tid på, når de tager fat på monitorering, hvilket betyder at tjekke tingenes tilstand.

Er medlemslandet helt galt på den, så kan deres delegation blive frataget stemmeretten i Den Parlamentariske Forsamling. Det er lige nu tilfældet for Rusland efter annekteringen af den ukrainske halvø Krim i 2014, der dermed straffes for at annektere dele af et andet medlemsland. Ruslands modsvar har været at stoppe alle betalinger af deres økonomiske bidrag til hele Europarådet. Situationen er i hårdknude, et stort budgetproblem for Europarådet, og hvis Rusland ikke betaler i to år, ryger det muligvis ud og dermed vil den russiske befolkning ikke kunne nyde godt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der hører under Europarådet.

Europarådets parlamentarikere vælger efter indstilling fra Ministerkomitéen generalsekretæren og vice-generalsekretæren, samt hver af de 47 menneskerettighedsdommere ud fra tre kandidater, der er indstillet af medlemslandenes regeringer. Den Parlamentariske Forsamling vedtager ikke som Folketinget lovgivning, men i stedet anbefalinger, resolutioner og bemærkninger. Disse instrumenter har forskellige indflydelsesmuligheder og effekter.

Værdien af Den Parlamentariske Forsamling
Den Parlamentariske Forsamlings største værdi er den normsættende funktion i medlemslandene. Mogens Jensen fra Socialdemokratiet peger på, ”at arbejdet i Europarådsregi giver inspiration til de nationale politiske diskussioner”.

Magten er i de nationale parlamenter og ikke i ministerkomitéen, hvor ambassadørerne blot er budbringere for et mandat hjemmefra. Det er derfor forsamlingens normskabende arbejde over for de nationale parlamenter, der har størst betydning, forklarer Michael Aastrup fra Venstre.

Mogens Jensen har i den Parlamentariske Forsamling særligt fokus på LGBT-rettigheder og brugt den som løftestang til at sætte kritisk fokus på det område. Når han efter plenarforsamlingerne kommer hjem, bruges Europarådsarbejdet for eksempel til at følge op på Danmarks implementering af en konvention. Folketingspolitikerens arbejde i Strasbourg giver også input til hans ordførerskab for det kulturpolitiske område med indblik i, hvordan andre medlemslande gør. For eksempel er public service defineret i Europaråds-regi og har givet input til arbejdet i Folketinget.

Michael Aastrup Jensen er en ud af 10 næstformænd for den liberale gruppe i Den Parlamentariske Forsamling, der som EU-parlamentet er inddelt i politiske grupper, og sidder i monitoreringskomitéen. Han er særlig aktiv i forhold til situationen i Rusland. Europarådet står ifølge venstrepolitikeren i Danmark i skyggen af EU, men han bruger arbejdet til at ”bygge bro” til sit udenrigspolitiske ordførerskab i Folketinget.

Hvad sker der i Ministerkomitéen?
”Den Parlamentariske Forsamlings rolle er rådgivende, og den bør derfor tænke over, hvilke instrumenter, der anvendes. Der vedtages mange resolutioner, men forsamlingen stiller sig ikke altid spørgsmålet, hvilken sammenhæng de indgår i. Hvem læser resolutionerne i medlemsstaterne, der ikke er forpligtet til at reagere på dem? Anbefalingerne kan være en bedre mulighed for at opnå indflydelse, fordi modtageren er Europarådets Ministerkomité, hvor medlemsstaternes repræsentanter sidder. Ministerkomitéen er nemlig forpligtet til at svare på anbefalingerne,” siger Claus von Barnekow, der er tidligere dansk ambassadør ved Europarådet.

Mange parlamentarikere ved ikke meget om, hvad der foregår i Ministerkomitéen, der er meget lukket forum og har derfor ikke meget fornemmelse for, hvad de aktuelle politiske drøftelser er. Grundlæggende er det et problem, at Ministerkomitéen godt ved, hvad der foregår i Den Parlamentariske Forsamling, men at det omvendte i mindre grad er tilfældet, forklarer Barnekow.

Den Parlamentariske Forsamlings indflydelse bør ifølge Barnekow også måles på, hvad nationale parlamentarikere gør, når de kommer hjem fra møderne i Strasbourg. Parlamentarikerne har drøftet en sag, der måske overhovedet ikke rammer Ministerkomitéen, men sagtens kan have en national interesse. Hvordan følger de op for eksempel med spørgsmål til regeringen? Hvordan forsøger de at påvirke deres egne nationale systemer? Gør de overhovedet noget? Hvis Den Parlamentariske Forsamling virkelig vil have indflydelse på Ministerkomitéen, så skal den vedtage betydelig flere anbefalinger til komitéen og med en stor parlamentarikerdeltagelse. Men man skal ikke underkende, at forsamlingen har taget initiativ til konventioner, der er vedtaget i komitéen, siger Barnekow.

’København-erklæringen” i modvind
Michael Aastrup Jensen og Mogens Jensen er også involverede i det danske formandskab for Europarådets Ministerkomité. Mærkesagen for formandskabet er, at forhandle ”København-erklæringen” om Europarådets menneskerettighedssystem på plads, så den kan vedtages af alle 47 medlemslande på et topmøde til april.

”Det går godt. Der er et første udkast i omløb og det ser ud til, at vi kan nå til enighed. Hvis vi lander med det, så er det en kæmpe succes. Nogle vil måske sætte spørgsmålstegn ved en politisk teksts virkning, men fordi vi ikke kan lave lovgivning, er den vigtig, fordi teksten alligevel kan lægge en klar tilkendegivelse til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, om hvilken retning, man skal gå,” mener Michael Aastrup Jensen.

Mogens Jensen mener også, der vil blive fundet et fornuftigt kompromis. Det er et politisk spørgsmål, om domstolen bevæger sig for langt væk fra medlemslandenes holdninger. Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg må ikke miste legitimiteten i medlemslandene. Men herunder handler det også om, at medlemslandene – også Danmark – bør udnytte de muligheder, der faktisk allerede er for at få indflydelse på domstolens praksis.

Hvor ”Københavner-erklæringen” lander er svært at spå om.

”Regeringen balancerer på en knivsæg, da der er et behov for en konstruktiv dialog om udviklingen af menneskerettighederne uden at kompromittere domstolens uafhængighed. Det bliver spændende at se, om regeringerne kan få enderne til at mødes på en måde, så det rent faktisk bliver til gavn for menneskerettighederne i Europa,” siger Jonas Christoffersen, direktør for institut for menneskerettigheder på instituttets hjemmeside.

Men der er noget der tyder på, at ”Københavner-erklæringen” kan blive en udvandet tekst. Kritikken, der kommer fra andre medlemslande, internationale eksperter og organisationer, drejer sig blandt andet om, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols uafhængighed vis-a-vis medlemsstaterne sættes over styr.

Det forlyder også, at det fortrolige forhandlingsdokument med andre medlemslandes bemærkninger og bekymringer til det ni siders danske udkast er på 170 sider, lidt længere end det tilsvarende dokument under forhandlingen af Storbritanniens Brighton-erklæring i 2012. Også den erklæring forsøgte oprindeligt, men uden held at rykke på balancen mellem domstol og medlemsstater, siger Claus von Barnekow. Man bør også erindre, at alle medlemsstater skal være enige for, at ”Københavner-erklæringen” bliver til noget.

Dyveke Vestergaard Johansen er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med speciale i Frankrig og Europa. Hun har tidligere arbejdet for Danmarks udenrigstjeneste i Frankrig og er nu Paris-baseret freelancejournalist.

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AFP/Frederick Florin/

Læs hele vores tema “Danmark, Europarådet og menneskerettighederne” her.