Lilleputten med de store ambitioner

2015-10-19T23:44:08+00:00 Af |Analyse|

Selv om Grønland endnu ikke er en selvstændig stat, tør landet stille krav og udvise selvtillid på den storpolitiske scene. Det skyldes, at verdens øjne i disse år er rettet mod det arktiske område, som kan være nøglen til både løsrivelse fra Danmark og et grønlandsk aftryk på det internationale politiske landskab.

10.10.2013 | GRØNLAND & EU | Da Grønland op gennem første halvdel af 1980’erne var uenig i EF’s reguleringer på fiskeriområdet, blev der gjort kort proces. Den store ø sagde farvel til det europæiske fællesskab og satte samtidig en tyk streg under, at Grønland ikke blot er lilleputten, som de store magter kan koste rundt med. Landet har sine egne interesser og er villig til at gå imod EU for at forfølge dem. Et træk, som Grønland senere har vist sig villig til at gentage.

Klimaforandringer og en undergrund fyldt med råstoffer har i løbet af de senere år givet Grønland ekstra gode kort på hånden i det internationale magtspil. En position, som lilleputten med de store ambitioner har tænkt sig at udnytte.

Fornyet styrke og selvtillid
Som tidligere dansk koloni har Grønland i dag status som et af EU’s Oversøiske Lande og Territorier, de såkaldte OLT’er, som formelt befinder sig i periferien af EU’s interessesfære.

Skærer man OLT-landene over en bred kam, kendetegnes de af meget få administrative ressourcer, perifere geografiske positioner og meget lave indbyggertal. Forholdet mellem EU og EU’s OLT-lande kan derfor bedst betegnes som et bistandsforhold, hvor EU er den glade giver.

I 2013 udløber den nuværende aftale mellem EU og De Oversøiske Lande og Territorier, og forhandlingerne om rammerne og målene for det fremtidige samarbejde er i fuld gang. Det er forhandlinger, som Grønland går ind til med fornyet styrke og selvtillid.

Selv om Grønland modtager ca. 320 mio. årlige støttekroner fra EU, er retorikken de senere år blevet strammet betydeligt, og Grønland lægger ikke længere skjul på ønsket om at være en ligeværdig partner. I et høringssvar fra 2008 i forbindelse med den nye OLT-aftale påpeger landet således, at ”en fremtidig model skal indregne europæiske strategier, hvor Grønland er OLT-land såvel som en strategisk partner”.

Retorikken afspejler bevidstheden om den strategisk vigtige betydning, som Grønland har for EU på grund af landets centrale placering i den arktiske region. Samtidig udnytter Grønland, at landet ejer de mineraler, som den europæiske industri er afhængig af. Grønland lægger stor vægt på de aspekter, hvor landet har noget at tilbyde EU og vil ikke længere opfattes som en pacificeret bistandsmodtager, der modtager, men aldrig giver noget tilbage.

Men samtidig skal EU ikke være i tvivl om, at det strategiske partnerskab ikke er en given sag. Hvis EU vil have del i de grønlandske ressourcer, skal der penge på bordet. Især den tidligere landsstyreformand Kuupik Kleist har anvendt en EU-retorik, der kan tolkes som relativt højt spil. Kleist udtalte således til Politiken tidligere i år, at ”Grønland er åben for alle, der ønsker at investere i landet”.

Klare signaler til omverdenen
For Grønland er det afgørende at opnå synlighed for omverdenen og sætte landet på verdenskortet. Også her viser den grønlandske selvtillid sig, for selv om små lande sjældent giver anledning til store overskrifter, så gør Grønland af og til et godt forsøg på at skabe nogle.

I maj valgte Grønland således at boykotte et ministermøde i Arktisk Råd og sætte landets medlemskab af rådet i bero på ubestemt tid. Utilfredsheden opstod, da Grønland ikke måtte sidde med ved forhandlingsbordet, men i stedet måtte tage til takke med at se Danmark forhandle på hele Rigsfællesskabets vegne.

Først efter tre måneders boykot vendte Grønland i august tilbage til forhandlingerne med en garanti fra det canadiske formandskab om, at man i fremtiden vil have en plads i forhandlinger af relevans for Grønland. Også EU har fået klar besked, når man er gået for langt i forhold til, hvad Grønland mener karakteriserer en fair behandling.

Grønlænderne værner om deres traditioner med sæl- og hvalfangst, og når EU regulerer på dette område, er der særlig stor risiko for uro. Grønland betragter på mange måder reguleringerne som en krænkelse og et udtryk for manglende forståelse for og anerkendelse af den grønlandske identitet. Tilbage i 1985 var det bl.a. reguleringer på dette område, som førte til bruddet med EF.

I 2009 havde man lært lektien, og Grønland fik indført en ”inuit-undtagelse” i det ellers berømte EU-forbud mod import af sælskind. Eksemplerne viser tydeligt, at Grønland ikke blot ønsker at være kendt som en råstofstormagt. Det er vigtigt for landet, at inuitternes kulturelle værdier og traditioner bevares, og at omverden er klar over denne kultur.

Forløbene i Arktisk Råd og EU illustrerer Grønlands arbejde med at sætte sig selv på verdenskortet og kan desuden betragtes som et signal til omverden om, at man ikke længere blot skal betragte landet som den umyndige lillebror i det danske rigsfællesskab. Grønland skal have en plads og sidde med dér, hvor de vigtige beslutninger træffes, og måske vigtigst af alt skal de aktører, som landet forhandler med, forstå, hvad det indebærer at være grønlænder.

Store ambitioner, men begrænset administration
Grønland er fuldt bevidst om den magt, som ejerskabet af råstoffer og mineraler giver landet og anvender denne viden i relationen med større og vigtigere aktører. Man forsøger at spille sine kort på bedste vis og har indtil videre opnået både synlighed og indflydelse i det europæiske landskab. Grønland har således bevæget sig fra at være en af EU’s bistandsmodtagere til nu at stå centralt i EU’s vej ind til de arktiske muligheder.

Umiddelbart lader det til, at mulighederne for at forfølge egne interesser er gunstige for Grønland, men det interessante er imidlertid, hvor frie tøjler Grønland reelt har. Risikoen er, at selvtilliden kammer over og resulterer i utopiske krav og overreagerede handlinger. Kuupik Kleists udtalelse om, at landet ligger åbent for alle kan af mulige partnere blive betragtet som en lidt for offensiv udmelding. Nogle kunne begynde at frygte, at de øvrige lande ikke helt ved, hvor de har Grønland.

Endnu mere interessant er de administrative udfordringer, som Grønland står overfor. Nok er landets varer eftertragtede, og man har selvtilliden til at være med dér, hvor det er sjovt. Men kan det administrative system med de nuværende godt 600 medarbejdere nå det nødvendige faglige niveau, så man ikke blot løbes over ende? Trods Grønlands selvforståelse og voksende tro på egne potentialer synes det usandsynligt, at landet kan stå på egne ben inden for de kommende år.

Grønland kan blive tvunget til at erkende sin afhængighed af støtte fra andre aktører og handle i overensstemmelse med denne afhængighed. Grønland kunne vende sig mod det nordamerikanske kontinent, men det virker ikke sandsynligt, at USA vil overtage den økonomiske støtte, som Danmark og EU i dag yder. Selv om Grønland spiller højt spil over for EU, vil landet givetvis være nødt til at holde fast i sin relation til det europæiske fællesskab, uanset om det kaldes et bistandsforhold eller et partnerskab.

Nanna Friis er stud.scient.pol. ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.
Nikita Bertram Selvig er stud.jour. ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.