Lockdown – den største politiske skandale?

2020-05-18T10:34:03+00:00 lørdag, 2. maj, 2020|

Aldrig før har et relativt begrænset antal døde fået regeringerne til at lukke halvdelen af verdens økonomi. Nu begynder en kontrolleret genåbning, og samtidig vokser kritikken af den omfattende nedlukning. Har lockdown været efterkrigstidens største skandale?

Kommentar af Hugo Gaarden

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | Den britiske regering skjulte længe, at coronavirussen førte til dobbelt så mange dødsfald, som de officielle tal viste. De amerikanske videnskabelige ledere i USA dækkede over videnskabelige advarsler om virussen i februar efter pres fra præsident Donald Trump. Stort set alle dødsfald i Europa og USA omfatter mennesker, der i forvejen var syge, mange lå på dødens rand. Alligevel blev de vestlige samfund lukket ned, mens det demokratiske Østasien holdt samfundene og erhvervslivet åbent. Hér var dødsfaldene ekstremt lave, under 500, mod godt 200.000 i hele verden, primært i Europa og USA.

Hvordan kunne så mange blive smittet og dø i Vesten, når krisen blev håndteret næsten perfekt i Fjernøsten, hvor der i Sydkorea ikke længere er nye, lokale tilfælde? Hvis regeringerne i Vesten bevidst lukkede øjnene for advarsler og kendsgerninger og lukkede samfundene ned på et forkert grundlag, kan det ende med efterkrigstidens største politiske skandale.

Virussen fra Wuhan spredte sig i januar på nøjagtig samme tid til de fjernøstlige demokratier som til USA og Europa, men landene i Fjernøsten – med Taiwan i spidsen – greb øjeblikkeligt ind og standsede ”importen” af virussen og isolerede risikogrupper. De brugte tests, apps og tracing for at følge og bekæmpe udbredelsen. De undlod en lockdown. I løbet af januar blev al viden om virussen og bekæmpelsen af den spredt over hele verden, men europæerne og amerikanerne tog den ikke alvorligt eller undertrykte informationerne i 4-6 uger.

I de fem sidste dage af februar diskuterede de amerikanske sundhedsmyndigheder, hvordan de skulle håndtere den virus, som efterretningstjenesterne i ugerne før havde kaldt katastrofal, og som kunne inficere 100 millioner amerikanere og føre til lockdown, skriver The New York Times. Trump og hans nærmeste sundhedsrådgivere afviste, at der var udsigt til en krise, og at USA skulle gardere sig.

Nu begynder offentligheden at få mere viden om, hvem der er døde af virussen. En retsmediciner i Hamburg har undersøgt 95 coronaramte, og samtlige led i forvejen af sygdomme, typisk med flere sygdomme, i de flest tilfælde af hjerte-kredsløbsygdomme og svagheder i lungerne. Gennemsnitsalderen var 80 år. Retsmedicineren Klaus Püschel siger til Der Spiegel, at ”Covid-19 ikke er et problem for børn og sunde mennesker. Alder er heller ikke i sig selv et problem. Dødsfaldene omfattede hovedsagelig mennesker med meget stor overvægt, der i forvejen indskrænker livsforventningen. De ville alligevel dø efter tre uger, tre måneder eller tre år,” siger han nøgternt. En schweizisk retsmedicinsk undersøgelse viser noget tilsvarende.

Det er altså primært livsstilssygdomme, der er årsag til dødsfaldene, og groft sagt svarer antallet af coronadødsfald til de årlige dødsfald ved influenza.

Ingen vil kritisere den overvældende indsats for at redde coronaramte, uanset hvor gamle og syge de end er. Hvis det kun er ekstremt sårbare, der rammes, og hvis de kunne beskyttes og isoleres på en mere effektiv måde, har en lockdown og kravet om at holde sig indendøre så været nødvendige? Fødevarebutikker er holdt åbne uden brug af masker, og det har ikke udbredt virussen. Hvorfor kunne ikke alle virksomheder og kontorer være åbne med de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger?

Chefredaktøren for det anerkendte medicinske tidsskrift The Lancet, Richard Horton, sagde for nylig til Financial Times, at vi står over for ”den største videnskabs-politiske fejltagelse i en generation.” Han vil ikke sige, at virologer og politikere har blod på hænderne, men at ”vi absolut kunne have reddet mennesker” ved en hurtigere indgriben. Han siger, at den britiske regering har begået en strategisk fejltagelse i håndteringen.

De vestlige lande lukkede ikke straks for rejsende fra corona-hotspots, men standede hele flytrafikken med katastrofale følger. EU-landene lukkede grænserne, men isolerede generelt ikke deres interne hotspots. De ignorerede bekæmpelsesmetoderne fra Kina, Taiwan, Hongkong, Sydkorea, Singapore og Japan. Det rejser spørgsmålet, om f.eks. Vestens ambassader i Kina og Fjenøsten ikke rapporterede om virussens udvikling og håndtering fra midten af januar. Eller om regeringer og myndigheder ignorerede indberetningerne. Til brug for denne artikel har jeg bedt Udenrigsministeriet svare på spørgsmålene. Svaret? Intet svar.

Trump vil ikke samarbejde. Men hvorfor har EU-landene ikke haft en permanent krisestab, der dagligt udvekslede erfaringer, og som løbende var i kontakt med Kina og resten af Østasien? Var vi fra januar skræmte, modvillige eller apatiske? Var vi ramt af den blokering, de fleste mærker, når vi står over for en katastrofe? Hvorfor lod parlamenterne – de folkevalgte – sætte sig ud på et sidespor?

Den manglende detail-information om virussen og dens håndtering har overalt ført til en voksende kritikken den lockdown, som virker overdrevet, og som måske har været en fejltagelse. Kritikken vokser også i Tyskland, der er det af de store lande, der bedst har håndteret viruskrisen, selv om tyskerne var lige så sent ude som alle andre. Genåbningen af erhvervslivet virker uigennemtænkt og tilfældig. Styres den stramt på østasiatisk vis, kan lockdown måske afsluttes inden sommer.

Krisen har kastet Europa og USA ud i en krise som under Depressionen i 30’erne. Stater og centralbanker har meget hurtigt stillet historiens største beløb til rådighed – flere tusinde milliarder dollar – for at redde virksomheder og jobs. Men landenes underskud og gæld stiger så dramatisk, at det bliver uundgåeligt med skattestigninger og nedskæringer af den offentlig service, medmindre politikerne i Vesten ændrer kurs og følger den opfattelse, som enkelte økonomer har: At øget gæld ikke betyder noget. Men hvis regeringerne følger den traditionelle finanspolitik, får erhvervslivet og skatteyderne en kolossal regning. Det har regeringerne bare ikke fremlagt beregninger over.

Når det for alvor går op for befolkningen og erhvervslivet, at corona-krisen kunne have været håndteret hurtigere og anderledes, og at sundhedstilstanden i kun en ekstrem lille del af befolkningen har været truet, så vil kritikken utvivlsomt vokse. Så bliver der ikke kun krav om at tjekke virusudbruddet i Kina, men også beslutningsprocessen hos os selv. Coronakrisen kan ende med efterkrigstidens største politiske skandale for at få afklaret det fundamentale spørgsmål: Hvorfor skulle der i Vesten være næsten 200.000 flere dødsfald end i Kina?

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Christian Mang/

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: