Lov og retfærdighed?

2021-02-20T08:28:44+00:00 lørdag, 20. februar, 2021|

Det liberale demokrati i Polen er under pres. Frie medier og domstoles uafhængighed fejes til side under en nationalistisk fane, der agter at genrejse den polske stormagt. Men det har ikke altid været sådan, og spørgsmålet er derfor, hvorfor landet er endt i en situation som denne?

Baggrund af Linus Folke Jensen

TEMA: EU’s INDRE VÆRDIKAMPE | For femten år siden var Polen spået gode udsigter. Efter et overbevisende ’ja’ ved folkeafstemningen i 2003 stod de, som ét af de i alt ti lande, der den 1. maj 2004 blev optaget i Den Europæiske Union, til at nyde godt af de velfinansierede EU-fonde til udvikling af infrastruktur, demokrati og uddannelse. Økonomer bebudede fremgang, og også herhjemme var glæden stor for at få udvidet unionen.

De første år gik det støt fremad: Med støtte fra EU fik skoler, veje og elnet stærkt trængende overhalinger, økonomien blev styrket og stabiliseret, og udsigten til en fremtidig afgørende rolle på det europæiske marked vakte store forhåbninger. Men siden da er håbet inddæmmet. Selvom Den Europæiske Union fortsat nyder høj popularitet i landet har den politiske elite en anden agenda: At vende sig indad og isolere sig selv fra det europæiske fællesskab.

Det er i grunden ret kontradiktorisk: Partiet Lov og Retfærdighed er i fuld gang med at underminere og indskrænke, hvad deres navn ellers signalerer, de mener burde mejsles i sten – lov og retfærdighed.

Siden det nationalkonservative parti i 2015 tog magten ved både parlaments- og præsidentvalgene har regeringsmagten haft travlt med at ændre spillereglerne til egen fordel. Partiet, der i daglig tale omtales som PiS, har slået hårdt ned på frie medier og uafhængige domstole. Det er ikke blot en trussel for de 38 millioner polakker, der lever under et i stigende grad autoritært regime, men også for EU som helhed.

Partisk public-service
De første alarmklokker begyndte at ringe i januar 2016, blot få måneder efter PiS’ magtovertagelse, da regeringen tog en side ud af deres ungarske kollegers – den ungarske Orbán-ledede regerings – bog, og orkestrerede en de facto overtagelse af de statslige medier gennem en kontroversiel lov, der gav regeringen lov til at ansætte og afskedige øverstbefalende ansvarlige for de statslige radio- og tv-organisationer – noget, uafhængige, upartiske organer hidtil havde haft til opgave.

Med et selvproklameret mål om at bibeholde de statslige nyhedsmedier som værende ”objektive og troværdige” informationskilder udpegede regeringen den mangeårige PiS-loyalist Jacek Kurski, der tidligere havde siddet i både Sejmen og Europa-Parlamentet for selvsamme parti, til formand for TVP, den statsfinansierede public-service tv-s­­tation. Under hans lederskab begyndte en systematisk afskedigelse af medarbejdere, der ikke var tro overfor regeringens kurs, og flere hundrede journalister fik sparket.

Ifølge Columbia Journalism Review har TVP’s dækning altid haft en tendens til at afspejle den på et givent tidspunkt siddende regerings holdninger, men intet har været så signifikant som under PiS’ regeringsperiode. Dette har også efterladt tydelige mærker: I 2015 lå Polen på en 18. plads i Journalister uden Grænsers World Press Freedom Index. Blot fem år senere – i 2020 – var landet dalet ned på en 62. plads – femtedårligst i EU.

I de store landdistrikter, hvor PiS oftest henter størstedelen af deres vælgeropbakning, viste en undersøgelse citeret i New York Times i 2019, at 50% af beboerne i disse områder får al deres nyhedsinformation ét sted fra: TVP.

Der skabes et ekkokammer, der fortsat bliver mere tilsværtet med politisk propaganda og partisk dækning, og som yderligere forstærker den allerede markante land og by-splittelse i samfundet. De unge og overvejende liberale vælgerskarer i storbyer som Warszawa, Wrocław og Łódź ser med foragt på de ældre, der ikke har meget tilovers for progressive bevægelser, hvad angår emner som LGBTQ-rettigheder og abort. Samtidig ser de ældre konservative fra landet med uforstående øjne på de unge, der kæmper for at nedbryde de kristne, familiebaserede værdier, der hidtil har tjent som grundsten i det polske samfund.

Borgmesterens død
Under sidste års ophedede præsidentvalgkamp rapporterede internationale medier, at TVP brugte grupper som LGBTQ-personer og jøder som påskud for, at Dudas hovedkonkurrent, liberale Rafał Trzaskowski, var forræderisk overfor landet, eftersom han ikke havde udelukket at samarbejde med civile organisationer repræsenterende disse grupper i tilfælde af, at han vandt nøglen til Præsidentpaladset.

Flere gange er TVP blevet beskyldt for antisemitisme og anden hadsk retorik, og tendenserne fra tv-stationen hævdes også at have spillet en afgørende rolle i mordet på den liberale borgmester i Gdańsk gennem to årtier, Paweł Adamowicz, der blev stukket ihjel i januar 2019. Adamowicz havde vundet borgmestervalget i 1998 og havde derefter opbygget en stor popularitet i byen, og han var tilmed blevet genvalgt få måneder inden sin død med et stort flertal. Med hans progressive tilgang til emner som LGBTQ-personers rettigheder og modtagelse af flygtninge i Gdańsk var han blevet en stjernefigur i Polens pro-europæiske, liberale bevægelse.

TVP-kanaler havde i året op til mordet nævnt Adamowicz 1.773 gange – gennemsnitligt fem gange dagligt – i deres udsendelser, langt de fleste omtaler værende af negativ og degraderende karakter – rangerende fra beskyldninger om korruption til proklamationer om var landsforræder grundet en åben indstilling overfor muslimske flygtninge, samt at han var både nazi- såvel som kommunistsympatisør.

Fremmede fjender
Regeringsmagtens autoritære tendenser, når det gælder pressefrihed, er ikke kun begrænset til de i forvejen statsejede medier. Anført af ledende figurer som premierminister Morawiecki og præsident Duda har den nationalkonservative top gennem en længere periode holdt offensiv kurs mod uafhængige, regeringskritiske medier. Ét af disse er Gazeta Wyborcza, landets største dagblad.

De to parter har været i åben krig siden avisen i 2018 afdækkede korruption hos landets finanstilsyn, der affødte formandens fratrædelse. Ifølge tal fra Deutsche Welle har ledende politikere og agenturer anlagt 55 retssager mod Wyborczas moderselskab Agora. Spørger man deres udlandsredaktør, er disse retssagers eneste formål at intimidere dagbladet.

En af metoderne for denne nationalistiske selvisolation er et stadigt forsøg på at skærme af for udenlandske aktører i det polske mediebillede. Landets største private tv-station, TVN, der siden 2018 har været ejet af amerikanske Discovery, Inc. har længe været i regeringens søgelys, og er af flere omgange af regeringen blevet beskyldt for blandt andet at være en ”fake news-fabrik”, der spreder udenlandsk misinformation.

Den spares heller ikke for kritik allerøverst fra: Premierminister Morawiecki satte en tyk streg under regeringens offensive kurs, dan han i 2019  udtalte, at ”TVN […] minder mig om propaganda fra de kommunistiske tider.”

Det har længe været en proklameret prioritet for PiS-topstyret at ’repolonisere’ medierne – at skabe en informationsprotektionistisk boble med henblik på at bibeholde en patriotisk stolthed i den polske nationalidentitet, der, ifølge dem selv, bedst opnås ved at lukke internationale medieaktører som Discovery og Cox Enterprises, der ejer Agora, ude vende medierne til at fremstille selvbekræftende indhold.

En nylig eksemplificering af dette er det statsejede olieselskab PKN Orlen, der i december 2020 annoncerede, at det ville opkøbe det hidtil private, tyskejede medieselskab Polska Press, hvis publikationer – herunder 20 af Polens 24 regionale dagblade samt en stribe webportaler – estimeres at nå næsten halvdelen af den polske befolkning.

Parlamentarisk fejde
Det er ikke kun på spørgsmålet om mediers uafhængighed, at polske myndigheder har valgt at forsøge at skubbe til grænserne, hvad angår EU-institutionernes gældende lovgivninger.

Efter parlamentsvalget i 2015 opstod en snørklet situation: Tre dommere fra Forfatningsdomstolen valgte at gå af i tidsrummet mellem valget og indsættelsen af det nye parlament. Dommernes afløsere skulle vælges af Sejmen, og det liberalkonservative parti Borgerp­latformen, der havde tabt sit flertal til PiS ved valget kort forinden, havde stadig magten indtil det nye parlament blev indsat.

Partiet vedtog hurtigt en lov, der udvidede parlamentets beføjelser: Den gav Sejmen lov til ikke blot at vælge afløsere for de tre dommere, der allerede var gået af, men også for yderligere to dommere, hvis periode stod til at udløbe måneden efter. Da dommerne var godkendt af Sejmen opstod et nyt problem: præsident Duda ville ikke indsværge dem. Præsidentens rolle i dette er i grunden udelukkende ceremoniel, men det kræver dennes overværelse af edsaflægningen for at bekræfte de nye dommere – og det nægtede han pure.

Forfatningsdomstolen har enorm magt. Den har alene fuld beføjelse til at erklære love grundlovsstridige, og er derfor en værdifuld allieret, hvis man ønsker at regere med en fleksibel fortolkning af forfatningen.

Da det PiS-dominerede parlament kort efter blev indsat, vedtog de en lov, der ugyldiggjorde alle Borgerplatformens dommerudpegelser. Derefter gik de videre til at ’lynvælge’ nye dommere til at erstatte dem, og efter en måneds blokade af Borgerplatformens dommervalg, indsværgede Duda fire nye PiS-støttede dommere midt om natten.

Få dage efter de nye dommeres indsættelse vedtog den selvsamme forfatningsdomstol, at to af de fem udpegelser, Borgerplatformen havde foretaget, var lovstridige, eftersom de blev valgt før dommerne var gået af. Samtidig slog den dog fast, at de tre andre dommere var blevet udpeget på korrekt vis, og burde have været blevet indsat. Da der efterfølgende skabtes en større konflikt med rod i dommerudvælgelserne, besluttede Forfatningsdomstolens formand at midlertidigt suspendere visse rettigheder for de netop indsværgede PiS-støttede dommere indtil striden var udredt.

Dette omgik den nyvalgte regering ved at vedtage en lovændring, der i al enkelhed ophævede suspenderingerne. Selvom den nok så omtale domstol et par måneder senere dømte denne lovændring som værende forfatningsstridig, var det ikke noget, der ændrede kurs hos regeringen, der, på linje med tidligere reaktioner, ignorerede dommen.

Frontalangreb på Højesteret
Gennem de næste år blev domstolenes uafhængighed svækket, PiS gennemførte en stribe ændriger, der gav dem stærkt øget magt over retsprocessen, og justitsministeren overtog rollen som Rigsadvokat – en position, der hidtil havde været besat af en uafhængig figur.

Men det var 2018, der viste sig at blive et skæbnens år for de polske domstole. Det år trådte en lov i kraft, der sænkede den tvungne pensionsalder for Højesteretsdommere fra 70 til 65 år, og dermed tvang over en tredjedel af de daværende 73 dommere til at træde tilbage. Derudover udbyggede loven Højesteret med 47 pladser, til samlet 120, samt gav Justitsministeriet beføjelse til at forlænge dommeres embedsperiode efter deres overskridelse af den tvungne pensionsalder. Med disse ændringer på plads, havde PiS nu enorm magt over domstolen, der pludselig stod og manglede to-tredjedele af dens dommere, hvortil nye erstatninger kunne udpeges.

Regeringens begrundelse for dette var, at de blot ryddede op i et ’korrupt system, der går imod folkets vilje’, samt var fyldt med brodne kar, hvis karrierer ’daterer tilbage til den kommunistiske æra’.

Demonstration udenfor Præsidentpaladset i Warszawa mod ændringer i Polens retssystem. Billede: Platforma Obywatelska (CC BY-SA 2.0) via Flickr. Modificeret inden for tilladte rammer.

I Polen nomineres dommere til Højesteret af et domsråd. Også dette havde regeringen planlagt at tage magten over. PiS vedtog en lovændring, der gav Sejmen lov til at udpege et flertal af de dommere, der sidder i dette råd, og på den måde fik de indirekte afgørende magt over hvilke dommere, der endte i Højesteret.

Da visse dommere begyndte at beklage sig over disse foranstaltninger bevægede regeringen sig ud på en endnu mere autoritær kurs: De gjorde disse klager ulovlige og strafbare. Også offentlige forsamlinger har fået pålagt yderligere restriktioner under PiS’ regeringstid – sågar flere år før verden blev introduceret til den nuværende virus-følgesvend.

Det er ikke fordi disse reformer ikke har mødt modstand. For hver ny lovændring er regeringen blevet mødt med op til flere hundredtusinder demonstranter. Også fra EU’s side begyndte man at presse på: Europa-Kommissionen indledte allerede i 2018 en formel procedure for at sende en officiel advarsel til Polen om lovens strid mod internationale normer. Men alligevel fortsætter de, for vælgerne er stadig trofaste ved stemmeurnerne.

Enkelte gange har regeringen dog måttet bukke under, og som følge af den massive modstand mod deres reformer af Højesteret trak de visse af deres udrullede lovændringer tilbage: bestemmelserne om den sænkede pensionsalder og Justitsministeriets yderligere beføjelser blev ophævet, og derfor havde EU-Domstolens afgørelse ikke meget andet end symbolsk betydning, da den i juni 2019 traf afgørelsen, at Polen havde brudt EU-lov ved at sænke pensionsalderen for Højesteretsdommerne samt at lade justitsministeren afgøre, om en dommer skulle have lov til at tjene længere end reglementet foreskrev.

Den seneste eksemplificering på angiveligt partiske domstole, der har vækket borgernes vrede, er de seneste måneders protester mod yderligere stramninger i den polske abortlovgivning, der i forvejen er én af de mest vidtgående i Europa, hvor flere hundredtusinder er gået på gaden i de største demonstrationer siden kommunismens kollaps i Polen i 1989.

Magtesløs union
EU har i sager som disse begrænset magt uden fuld opbakning fra medlemslandene, og her er Polen dækket ind. De er gået sammen med Ungarn om en uofficiel solidaritetspagt – en aftale om, at det ene land vil nedlægge veto ved det gældende forslag, hvis det andet land risikerer sanktioner, udelukkelse fra de parlamentariske processer eller anden straf fra EU’s side.

Denne manøvre er mulig, da den såkaldte ’atombombe-paragraf, Artikel 7 i Traktaten om Den Europæiske Union, kræver en enstemmig Europa-Kommission foruden landet, der er i skudlinjen, for at kunne sanktionere det pågældende medlemsland. På den måde kan de to lande i et stort omfang foretage sig, hvad de har lyst til, så længe deres allierede i det andet land holder hånden under dem i de afgørende vedtagelser i EU.

Selvom de godt kan bevise, at Polen har brudt den gældende, fælles lov, er EU alligevel magtesløs i en situation som denne, da hele unionens princip bygger på samarbejde og en stræben for enighed blandt medlemslandene. Det er et dødvande: På nuværende tidspunkt findes ingen åbenlys løsning på veto-problematikken. Men det kan samtidig have store konsekvenser, hvis medlemslandene får lov til at agere med for frie tøjler.

Medlemslande som Rumænien og Bulgarien har i de seneste år været blandt gruppen af lande, der har slået hårdt ned på den almene pressefrihed, og det bliver ikke bedre af, at de har forbilleder som Polen og Ungarn, der viser vejen.

Polen udfordrer normerne for, hvad der er acceptabelt som medlem af EU. Tilbage den 1. maj 2004 blev det antaget, at de havde lagt de autoritære tendenser bag sig og var klar til at kigge fremad, men de seneste års handlinger fra regeringen har peget andetsteds hen.

Det polske topstyre har gennem årene oprustet deres beskyttelse på flere niveauer: Mens de har arbejdet for at vende oddsene til egen fordel, har de samtidig svækket de omkringliggende institutioner, der burde agere borgernes sikkerhedsnet. Det er dét, hele problemet bunder i. Polen havde tidligere en uafhængig retsstat – den er nu stærkt partisk, og favoriserer de traditionalistiske og nationalkonservative politikker, PiS står for, hvilket danner udgangspunkt for hele det politiske landskab i landet.

Linus Folke Jensen er freelancejournalist med fokus på Nord- og Østeuropa. Han er i øjeblikket bosat i Letland, og skriver for det paneuropæiske medie Europe Elects samt det lettiske public-service medie LSM.

Billede i artiklens top: Præsident Andrzej Duda taler til Sejmen i maj 2020. Billede: Łukasz Błasikiewicz for Kancelaria Sejmu (CC BY-SA 2.0) via Flickr. Modificeret inden for tilladte rammer.

Læs hele temaet “EU’s indre værdikampe”