“Lyden fra maskingeværerne var vores musik”

2018-04-24T12:31:30+00:00 søndag, 14. januar, 2018|

Veteraner fra Anden Verdenskrig mødes hver uge til kor i den østukrainske by Slovjansk. Deres soldatersange om heltemod, kærlighed, frygt og død har fået ny relevans, efter der igen er brudt væbnet konflikt ud i denne del af Ukraine.

Reportage af Jens Malling

14.01.2018 | SYNGENDE VETERANER | Harmonikaens toner bølger ud i rummet. Instrumentet presses sammen og udvider sig mellem Andrej Plakidkins kyndige hænder. Omkring den 39-årige musiklærer står et kor af veteraner. De aldrende sangere stemmer i med strofer om Anden Verdenskrig:

»I nattens mørke hvisler kugler hen over steppen… I nattens mørke ved jeg, at du ikke sover, min kære… Jeg tror på dig, min kære… I nattens mørke beskytter denne tro mig mod kuglerne… Jeg ved at du møder mig uanset, hvad der sker… Du venter på mig og sover ikke ved vuggen… Derfor ved jeg, at der ikke sker mig noget…«

Flere kormedlemmer kæmpede mod nazisterne i årene 1941-45 og var med til at drive dem ud af det daværende Sovjetunionen. Det første nummer toner ud. Med en liste i hånden prøver Andrej at danne sig et overblik over hvem, der dukker op i dag. En af de sangglade krigsveteraner på 93 år er desværre blevet syg og kan ikke komme. Død står der ud for flere navne med let blyantstreg.

De tidligere soldaters respektable alder gør, at korets medlemstal falder. Efter det første nummer bryder en heftig diskussion ud blandt de ti-tolv fremmødte. Hvilke sange skal vi synge i dag? Passionerede argumenter føres frem for og imod. Omsider opnås der enighed. Guldtænder glimter, høreapparater indstilles. Så slår Andrej rytmen an, og den næste ballade begynder.

Andrej Plakidkin (til højre) er musiklærer for veteranerne. – Foto: Jens Maling.

Det er lørdag formiddag i Slovjansk i det østlige Ukraine – en by, der har dannet ramme om voldsomme kampe i den aktuelle krig mellem prorussiske separatister og ukrainske soldater loyale over for regeringen i Kijev. Slovjansks udsatte position forhindrer dog ikke kormedlemmerne i at mødes en gang om ugen i et klasseværelse på byens tekniske højskole – de studerende bruger ikke lokalet i weekenden.

På trods af veteranernes høje alder og spinkle legemer synger de med stor kraft. Hele bygningen giver genlyd af deres sang, og melodierne kan høres langt ud på gaden. Til de mere fornøjelige viser bryder dans ud mellem skolebordene. Trinene ledsages af taktfaste klap og begejstrede tilråb. 91-årige Ramasan Mukhametgalijev (billedet i artiklens top) bidrager til ensemblet dels med sin stemme, dels ved at lade fingrene glide ned over strengene på sin mandolin.

»Døden er ikke bange for mig… Det er ikke første gang vi mødes på steppen… Og nu kredser han om mig igen… Ved barnets vugge tørrer du en tåre væk i smug… Hvor jeg elsker dybden i dine milde øjne… Hvor jeg ønsker at presse mine læber mod dem… Den mørke nat deler os… Den uhyggelige sorte steppe ligger mellem os…,« synger han med resten af gruppen.

Krig uden formål
Den nye krig i Østukraine brød ud syv årtier efter, Mukhametgalijev var med til at lægge Det Tredje Rige i graven. Fra sin lejlighed hørte den aldrende veteran på ny granaterne falde og skudsalverne smælde. Ifølge Mukhametgalijev er det svært at sammenligne den Store Fædrelandskrig – som Anden Verdenskrig kaldes i de tidligere sovjetrepublikker – med de aktuelle kampe omkring Slovjansk.

»Det der foregår nu i Ukraine – jeg regner det ikke for krig. Det har ikke noget formål. De to sider leger bare, som børn. De skyder kun for at skyde. Det er noget pjatteri. Når vi indledte en offensiv dengang, var det ikke sjældent, at 1.000 mennesker blev mejet ned. Nu fortæller de om det i radioen, når en eller to er faldet,« siger han.

De værste kampe i selve Slovjansk rasede i foråret 2014.

»Bomberne kunne man ikke tælle. De ramte tilfældigt. Dem der affyrede dem sigtede ikke ordentligt,« siger den tidligere soldat og klemter et par akkorder på mandolinen.

Til lyden af de forsigtige melodistumper husker han tilbage til begyndelsen af 1940’erne, da han selv havde et gevær i hånden og kæmpede mod nazisterne.

»Jeg er musiker. Men i de år ved fronten spillede vi ikke. Det var ikke tiden til det. Den rigtige atmosfære manglede. Lyden fra maskingeværerne var vores musik,« siger Mukhametgalijev, der blev hvervet til den Røde Hær som 17-årig. I 1943 var han med til at genindtage Kijev.

»Vi satte over floden Dnepr for at prøve at generobre byen – otte mand sad vi i en gummibåd. Kort før bredden eksploderede en mine og båden sank. Det var sidst i oktober måned, så vandet var koldt. Fire kammerater druknede. Jeg fandt aldrig ud af, om det var fordi de var sårede, eller fordi de ikke kunne svømme. Vi fire andre reddede os i land. Vi vred og tørrede vores tøj. Vi tog mod Kijev, som lå tæt på, og indledte offensiven mod byen. På den højre bred blev jeg ramt. En kugle gik igennem,« siger krigsveteranen og peger et sted over hoften.

Ramt af granat uden for Königsberg
Den Røde Hær mistede i alt 8,7 millioner soldater under Anden Verdenskrig. Mukhametgalijev er årgang 1925. Årgangene af unge mænd født umiddelbart inden i Sovjetunionen blev næsten fuldstændig udslettet. Gudskelov kræver den nuværende krig i Donbass ikke ofre i det omfang, selvom det er en ringe trøst for dem, der har mistet deres kære, deres førlighed eller deres hjem. Omkring 10.000 er blevet dræbt i alt og to millioner drevet på flugt siden kampenen begyndte for mere end tre år siden.

Med korstemmerne i baggrunden fortsætter Ramasan Mukhametgalijev sin beretning.

»Jeg blev indlagt på et hospital. Efter at være kommet til kræfter sloges vi videre gennem Hviderusland. I Østpreussen – et sted uden for Königsberg –  ramte en granat ned ved siden af mig. I flere dage kunne jeg intet høre. Lufttrykket fra eksplosionen ødelagde mit øre. Det voksede aldrig ordentligt sammen, så nu må jeg bruge høreapparat,« siger han og løfter hånden om bag øreflippen, hvor den lille mekanisme sidder.

Mandolinspilleren tog videre med sin deling gennem Polen og Pommern.

»Jeg kæmpede både i Gdansk og Warszawa. Jeg har diplomer over alle de byer, jeg var med til at indtage, men jeg husker ikke længere navnene så godt,« siger han.

»Vi banede os vej længere mod vest, til selve Tyskland. Det sidste slag jeg kæmpede var i Prenzlau. Da krigen sluttede i maj 1945 befandt jeg mig 72 kilometer uden for Berlin, hvis jeg ikke husker galt. Allerede et par dage efter tog vi ind til Berlin for at se byen.«

Om sine fjender fra dengang mindes Ramasan Mukhametgalijev særligt en.

»Fascisterne var forskellige. Vi tog en ung tysker til fange. Han var en helt normalt menneske ligesom mig. De fleste tyske soldater ville heller ikke have nogen krig, men Hitler havde befalet det sådan. Man blev tvunget til at drage i krig, og så måtte man tage af sted.«

Kormedlem Vladislav Volkov bryder ind, ivrig efter at give en smagsprøve på sine evner som solist:

»Rejs dig, du store land,« synger han af sine lungers fulde kraft. Den sovjetiske march, som nu runger ud i rummet, var meget populær og indgød mod i befolkningen i starten af den Store Fædrelandskrig, forklarer han.

»Rejs dig, du store land. Rejs dig og kæmp til døden. Mod de mørke fascistiske kræfter. Mod den forbandede horde,« fortsætter det pompøse stykke musik.

I Anden Verdenskrigs sidste år arbejdede den nu 85-årige Volkov som skibsdreng på et sovjetisk krigsskib i Østersøen. Han hiver et par sorthvide fotos op af sin taske: Der står han som ung dreng iført matrosuniform. En kommuniststjerne med hammer og segl i midten pryder den karakteristiske sømandshat.

Vladislav Volkov som ung. – Foto: Jens Malling

»Krigsministeren lavede en forordning, så helt unge drenge som mig også kunne tjene på skibene. Der var stor mangel på mænd til sidst,« siger han.

Inden Volkov kom ud at sejle, havde han i modsætning til sin mor overlevet nazisternes blokade af Leningrad, det nuværende Sankt Petersborg.

Oldebørn hos separatisterne
»Jeg boede med min mor og søster i Leningrad. Tyskerne havde omringet byen. Brødet var rationeret. 50 gram om dagen fik vi. Der var ikke noget brænde, så folk fyrede med deres møbler. Der var salt og kogt vand, så vi drak saltet vand. Ligene blev fjernet på slæder og blot begravet i sneen. Min mor døde der – af sult og kulde. Hvad skulle jeg have gjort? Jeg var 11 år dengang.«

Inden Volkov slog sig ned i Slovjansk, arbejde den tidligere skibsdreng 30 år i minerne i Jenakijevo – en by der ligger på territoriet som de prorussiske separatister kontrollerer. Der bor hans datter, børnebørn og oldebørn. Efter 70 år med fred i Ukraine indhentede krigen Volkov på ny. Slaget om Slovjansk i foråret 2014 oplevede han på tæt hold.

»Huse brændte. Granatsplinter fløj rundt i vores gård. I lejligheden var der ikke noget vand, ikke noget strøm og ingen gas. Jeg sad bare indenfor og ventede på at soldaterne skulle tage videre, at de ville blive færdige med at slå ihjel,« siger han, idet melodien bag ham toner ud for sidste gang i dag.

Sangtimen slutter. Ramasan Mukhametgalijev lyner mandolinen ned i hylsteret. Flere af korets medlemmer aftaler at mødes til en koncert om aftenen. De nynner og småsnakker på deres vej ud mod busstoppestedet.

Jens Malling er freelancejournalist med speciale i Central- og Østeuropa.

Billede i artiklens top: Jens Malling.