Må Danmarks forsvar være med?

2019-05-13T14:27:00+00:00 mandag, 13. maj, 2019|

2018 blev året, hvor 25 EU-lande søsatte en lang række forsvarsinitiativer i europæisk regi, men Danmark må ikke være med til det meste på grund af vores forsvarsforbehold. Med det snarlige valg til Europa-Parlamentet, folketingsvalget samt en kommende redegørelse fra DIIS om forsvarsforbeholdet, håber forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, at Danmark i fremtiden kan være med til lidt mere.

Interview af Celine Emma la Cour

TEMA: EUROPÆERNES VALG | TENDENSERNE | Selvom valget til Europa-Parlamentet ikke får direkte betydning for, hvorvidt Danmark skal beholde forsvarsforbeholdet, har valget alligevel fået debatten om forbeholdet til at runde medierne. Årsagen er, at EU har øget sit fokus på forsvarssamarbejde markant, mens Danmark stadig må nøjes med at se med fra sidelinjen. Til et rådsmøde den 6. marts 2018 vedtog de 25 EU-lande, der er med i EU’s PESCO-samarbejde (The Permanent Structured Cooperation), hele 17 konkrete projekter, som skal styrke europæisk forsvar. Efter Brexit vil Danmark være det eneste EU-land sammen med østaten Malta, som ikke deltager i samarbejdet. Alligevel holder EP-kandidater og andre politikere sig ikke tilbage med at understrege vigtigheden af EU’s rolle i håndteringen af migranter, EU’s fredsbevarende missioner og behovet for at styrke EU i lyset af USA’s vigende dominerende adfærd samt Kinas opstigning og Ruslands fremgang.

”USA får et større fokus på Kina, og derfor forventer de, at den europæiske del af NATO løfter en større opgaveandel for at kunne tage vare på egen sikkerhed,” fastslår forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Blandt PESCO-projekterne er der netop projekter med fokus på maritim sikkerhed og støtte til fredsbevarende missioner for ikke at tale om militær mobilitet, droneforskning og cybersikkerhed. Og hvis EU skal kunne udfylde det tomrum, som USA efterlader, når de viger fra internationalt ansvar og sætter spørgsmålstegn ved internationale samarbejder, så har EU brug for en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik og et stærkt samarbejde på området. Spørgsmålet er ikke kun om Danmark vil være med, men også hvorvidt vi kan være med til at samarbejde om europæisk sikkerhed? EP-medlemmer kan sørge for førstnævnte, men kun folketingsmedlemmer kan muliggøre sidstnævnte.

Det er efterhånden længe siden, at forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) udmeldte, at han ønsker at afskaffe forbeholdet, og det mener han i den grad stadig. Han kalder blandt andet forsvarsforbeholdet for absurd og en hæmsko for, at vi kan indgå i fornuftigt samarbejde.

”EU øger fokus på det militære samarbejde i lyset af den sikkerhedspolitiske udvikling, hvor man må sige, at Ruslands annektering af Krim i 2014 markerer et vendepunkt. De sikkerhedspolitiske udfordringer er vendt tilbage til vores egen region, og derfor bliver Danmarks forsvarsforbehold en større og større hæmsko for, at vi kan deltage i et fornuftigt samarbejde i Europa. Det er vigtigt for et lille land som Danmark at have mange forbundsfæller, og internationalt samarbejde er essentielt for dansk sikkerhed, så det er jo lidt absurd, at vi ikke kan være med i EU’s samarbejde på forsvarsområdet,” siger Claus Hjort Frederiksen og fortsætter:.

”Til alt held er der nu indledt et samarbejde mellem EU og NATO, så vi kan være med i kraft af vores samarbejde i NATO.”

Et styrket Europa er et styrket NATO
Forbundsfæller har vi heldigvis mange af, og antallet af internationale europæiske forsvarsprojekter er støt stigende. Ud over PESCO-projekterne, har Frankrig igangsat det såkaldte ”European Intervention Initiative” (EI2), og Claus Hjort Frederiksen underskrev i juni 2018 en erklæring om at deltage i initiativet. Det første E2I-møde blandt de 10 medlemslandes forsvarsministre fandt sted 7. november 2018, hvor interventioner i Sahel-regionen i Afrika blev nævnt som samarbejdsområde. Derudover trækker både NATO, det engelsk-ledede JEF-samarbejde (Joint Expeditionary Force) og det nordiske NORDEFCO fortsat på danske styrker. Nedenstående er en oversigt over medlemmer og formål med de forskellige samarbejder.

 

  Medlemmer Formål
NATO (oprettet i 1949)  

USA, Storbritannien, Frankrig, Holland, Italien, Belgien, Canada, Norge, Portugal, Danmark, Island, Luxemburg, Grækenland, Tyrkiet, Tyskland, Spanien, Polen, Tjekkiet, Ungarn, Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Albanien, Kroatien, Montenegro

“NATO’s essential and enduring purpose is to safeguard the freedom and security of all its members by political and military means. Collective defence is at the heart of the Alliance and creates a spirit of solidarity and cohesion among its members. NATO strives to secure a lasting peace in Europe, based on common values of individual liberty, democracy, human rights and the rule of law.”
NORDEFCO (oprettet i 2009) Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige  

“The main aim and purpose of the Nordic Defence Cooperation is to strengthen the participating nations´ national defence, explore common synergies and facilitate efficient common solutions.”

JEF (oprettet i 2015, formelt etableret i 2018) Storbritannien, Sverige, Danmark, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland, Norge  

“The JEF is designed to build on the partnerships and relationships that have evolved through strong operational experience and a shared understanding of national security threats.  It provides a flexible, integrated, Joint Force that can respond quickly, anywhere, anytime, and in any environment.”

PESCO (oprettet i 2017) Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Østrig  

PESCO is a Treaty-based framework and process to deepen defence cooperation amongst EU Member States who are capable and willing to do so. The aim is to jointly develop defence capabilities and make them available for EU military operations. This will thus enhance the EU’s capacity as an international security actor, contribute to the protection of EU citizens and maximise the effectiveness of defence spending.”

E2I (oprettet I 2018) Frankrig, Belgien, Danmark, Estland, Finland, Tyskland, Holland, Portugal, Spanien, Storbritannien  

EI2 is a flexible, non-binding forum of European participating states which are able and willing to engage their military capabilities and forces when and where necessary to protect European security interests, without prejudice to the chosen institutional framework (the EU, NATO, the UN or ad hoc coalitions).”

 

”EI2 og JEF er sammenslutninger af lande, som hurtigt og effektivt ville kunne træffe nogle beslutninger, hvis en krise skulle opstå. Dertil er der kommet meget mere militær substans i NORDEFCO, hvor vi for eksempel er begyndt at kunne dele radarbilleder med Sverige. Filosofien i de her samarbejdsprojekter inklusiv PESCO er, at styrker vi de europæiske initiativer, så styrker vi også NATO”, siger Claus Hjort Frederiksen.

Denne pointe skal blandt andet vise sig, når Danmark i perioden 24. maj til 8. juli deltager i den første store JEF-øvelse siden samarbejdet blev formelt etableret i juni 2018. Øvelsen hedder Baltic Protector og er en maritim øvelse, hvor styrker fra JEF-medlemslande blandt andet skal øve landgang i Oksbøl. Hvis det utænkelige skulle ske, og NATO skal i krig, vil Danmark nemlig skulle agere modtagerland for tropper, som skal videre til fx Norge og de baltiske lande.

Men det er måske alligevel her, man skal gøre sig umage for at forklare danskerne, hvorfor Danmark skal være med i endnu et internationalt samarbejde. For hvad kan EU’s PESCO-samarbejde, som de andre samarbejder ikke kan? Skal EU så erstatte NATO? Skal vi ligefrem have en EU-hær? Sådan lyder indvendinger ofte fra tilhængere af forsvarsforbeholdet.

”PESCO arbejder for eksempel med øget mobilitet og på at få fjernet nogle af de bureaukratiske skranker, der gør det svært af flytte soldater gennem Europa. NATO er god til at forsvare sig imod og bekæmpe en fjende, men når vi kommer over i den anden del af opgaven, nemlig at genopbygge samfund, så har EU kvaliteter, som NATO ikke har. EU kan hjælpe med retssystem, politi, grænsebeskyttelseskorps og så videre, men EU kan ikke kompensere NATO. NATO er stadig hjørnestenen i dansk forsvar,” understreger Claus Hjort Frederiksen.

Med samarbejde følger suverænitet
En vigtig forskel mellem PESCO og øvrige samarbejder er den juridisk bindende karakter for medlemslandene. Men det er ikke ensbetydende med, at samarbejdet er første skridt mod en EU-hær, hvilket ellers var det førende argument for at vedtage forsvarsforbeholdet i 1992. Medlemslande i PESCO-samarbejdet må nemlig selv bestemme, hvilke konkrete projekter de vil deltage i, og ifølge forsvarsministeren finansieres projekterne ikke over EU’s budget, men af de lande der går sammen om et projekt.

Claus Hjort Frederiksen mener også, at bekymringen for, at deltagelse i EU’s forsvarssamarbejde kan føre til en EU-hær, og dermed risiko for afgivelse af den vigtigste form for suverænitet, nemlig kontrol over egne forsvarsstyrker, er et fejlagtigt skræmmebillede. Han har et helt andet syn på suverænitet.

”Der er en eller anden forestilling om, at hvis man står uden for alting, så har man sin egen suverænitet, men efter min mening er det et fantasifoster. For ingen lande har en suverænitet, der er uafhængig af andre lande. Altså hvis man nu tager økonomien før euroen, så fulgte den danske krone den tyske D-mark i tykt og tyndt, og når forbundsbanken i Frankfurt hævede renten, gjorde Danmark det samme, og når de sænkede renten, gjorde Danmark det også. Det varede cirka fem minutter fra, at den tyske forbundsbank traf en beslutning, til at vi træf den samme beslutning, så der har vi altså en suverænitet, der varer i fem minutter. Det er det, jeg angriber ved forestillingen om, at vi kan få vores helt egen politik på forsvarsområdet uafhængigt af EU. Skrækscenariet for mig er, at hvis man ikke havde NATO og EU, så var Danmark alligevel nødt til at følge, hvad de store lande besluttede. I EU og NATO er der afstemningsregler og regulerede beslutningsprocesser, hvor vi trods alt sidder med ved bordet. Det ville være en ulykke, hvis vi meldte os ud af de her ting, fordi så ville der blive truffet nogle beslutninger, som vi var nødt til at forholde os meget mere reaktivt til,” siger Claus Hjort Frederiksen.

En anden grund til, at Danmark ville få gavn af at blive en del af PESCO-samarbejdet, er, at EU i forbindelse med PESCO, startede den Europæiske Forsvarsfond (EDF), som skal stimulere nationale investeringer i forsvarsindustri- og forskning samt forbedre interoperabiliteten mellem nationale styrker. I juli 2018 meddelte Europa-Kommissionen, at fondens budget for 2021-2027 vil være 13 mia. euro. EDF skal hermed yde økonomisk støtte til forsvarsprojekter, hvor der indgår et minimumsantal organisationer fra et minimumsantal EU-medlemsstater. Danmarks forsvarsforbehold forhindrer ikke danske virksomheder og forskningsinstitutter i at byde ind på projekterne, og EDF kan derfor komme til at spille en vigtig rolle for danske virksomheder, universiteter og teknologiinstitutioner, som kan bidrage til kommende europæiske forsvarsforsknings- og udviklingsprogrammer. Men Danmarks manglende indflydelse på hvilke PESCO-projekter, der skal udvikles og udføres, gør, at Danmarks forsvarsindustri er bagud fra start. En afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil øge muligheden for at fremme danske forsvarsvirksomheders interesser og dermed sikre et optimalt hjemtag af EU-midler.

”Det er sværere, når vi ikke deltager i PESCO-samarbejdet, at præge i hvilken retning de her projekter udvikler sig,” siger Claus Hjort Frederiksen.

Tør vi stemme om mere?
Det står klart, at Forsvarsministeren håber, at det næste valg efter EP-valget i slutningen af maj og folketingsvalget i start juni bliver en afstemning om afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Problemet er, at afstemninger om forbeholdene ofte kommer til at handle om mere eller mindre EU helt generelt. Det så vi ske ved afstemningen om Danmarks retsforbehold i 2015, hvor det blev et nej til, at Danmark overgik til en tilvalgsordning, hvor vi selv ville kunne bestemme, hvilke retsakter vi skulle tilslutte os. Siden den afstemning har ingen politikere turde røre forsvarsforbeholdet. Nu bliver vi frivilligt holdt udenfor i indre politianliggender, ligesom vi må afstå fra selv de mest fornuftige PESCO-projekter.

Det har dog ikke afholdt Regeringen fra at anmode Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) om at udarbejde en redegørelse for fordele og ulemper ved forsvarsforbeholdet.

”Den store fordel ved forsvarsforbeholdet ved folkeafstemningen i 1992 var, at det var et kompromis, som fik danskerne til at stemme ja til EU-medlemskab. For mig at se er der ingen fordele ved det i dag, men nu får vi altså at se, hvad de kloge hoveder i DIIS siger – også om forsvarets økonomiske og mandskabsmæssige muligheder. Jeg leder blot efter at starte en diskussion om forsvarsforbeholdet på et oplyst grundlag, og skulle det vise sig, at der er overvældende fordele ved forbeholdet, så tager vi den derfra. Jeg er dog personlig sikker på, at hvis man fremlagde nogle af PESCO-projekterne i Folketinget i dag, ville der være flertal for det”, siger Claus Hjort Frederiksen.

DIIS-rapporten forventes færdig i november 2019. Imens vi venter på det kommende EP-valg, folketingsvalget samt den kommende DIIS-rapport, kan vi konstatere, at det sikkerhedspolitiske landskab har ændret sig en hel del siden forsvarsforbeholdet blev vedtaget i 1992, og man troede på ”the end of history”. Dansk forsvar er gået fra at være et ekspeditionskorps, som kunne tage til Afghanistan, Irak og Mali og bekæmpe pirater ved Afrikas Horn, til i højere grad at fokusere på vores egen region. Der er krig i EU’s baghave, og vi er på vej mod en multipolær verdensorden, hvor EU af mange parter forventes at kunne agere som samlet aktør. Hvis Danmarks forsvar skal kunne følge med, er der brug for udvikling og dedikation – både samarbejdsmæssigt, økonomisk og mandskabsmæssigt.

Celine Emma la Cour (f. 1994) studerer Statskundskab på Københavns Universitet og har tidligere studeret kommunikation på Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Ud over at studere arbejder hun som studentermedhjælper i kommunikationssektionen i Forsvarskommandoen.

Billedet i artiklens top er fra overdragelsesceremonien af de nye pansrede køretøjer til Hæren 27. marts 2019. Fotograf: Lars Bøgh Vinther. Kilde: Forsvarsgalleriet.dk

Læs hele temaet “Europæernes valg”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon