Macron og ønsket om en frelserskikkelse

2018-04-24T21:41:53+00:00 torsdag, 22. juni, 2017|

Den positive reaktion på Emmanuel Macrons valg til fransk præsident viser et ejendommeligt fællesskab mellem europæisk politiks absolutte modpoler: de liberalt orienterede og de national-konservative.

Kommentar af Thomas Lie Eriksen

22.06.2017 | TEMA: QUO VADIS, FRANKRIG? | På Facebook faldt markante debattører som David Trads og Carsten Jensen nærmest i svime over Emmanuel Macrons sejr, som ud fra deres synsvinkel repræsenterer oplysningens sejr over højrepopulismen og xenofobien og dermed også, at kampen om “folket” er tabt for den national-konservative sag. Informations chefredaktør Rune Lykkeberg betegner Macron som det åbne samfunds forsvarer, og i dagbladet Politiken fortsættes denne linje, hvor det franske valg ses som “en sejr for udsynet.”  Selv en så nøgtern kommentator som filosoffen Peter Kemp vurderer i en kronik i samme avis Macrons sejr som en mulig ny begyndelse for verdenssamfundet.

Baggrunden herfor skal findes i det forhold, at Macron er tidligere medarbejder for filosoffen Paul Ricæur (1913-2005) og dermed er en skolet tænker, der har mulighed for at forsone de mange modsætninger, der præger det moderne samfund. Det skaber potentiale for, at den nyvalgte præsident kan træde i fodsporene på store skikkelser som den romerske kejser Marcus Aurelius og Frederik den store af Preussen, der begge ligeledes var filosofisk skolede herskere. I sandhed en triumf for den idealistiske filosofi.

Den grænseløse beundring for Macron forekommer imidlertid en smule mærkværdig. Mange af de selvsamme meningsdannere, der begræd valget af Donald Trump, og som kun havde negativt at skrive om den amerikanske præsident, og som konstant håner dele af højrefløjen for dens angivelige beundring for den autokratiske præsident Putin, henfalder nu til samme løsningsmodel: troen og håbet på en stærk og beslutsomt leder, der kan forlige alle modsætninger og genskabe det harmoniske samfund. Macrons sejr bliver på det nærmeste ophøjet til en religiøs begivenhed: En messiasskikkelse er pludselig – ud af ingenting – ankommet til en kaotisk verden for at frelse os alle.

Det historiske perspektiv
Lige siden historievidenskabens professionalisering i begyndelsen af 1800-tallet, har forestillingen om de store mænds indflydelse på verdenshistorien stået centralt, når de lange linjer skulle klarlægges. Således hos den første store generation af historikere som Leopold Von Ranke (1795-1886), Theodor Mommsen (1817-1903) og historiefilosoffen GWF. Hegel (1770-1831).

Uanset politisk grundanskuelse deler disse tænkere en tro på det store individ, der med et pludseligt ryk kan bevæge verdenshistorien fremad, hvad enten der er tale om Cæsar eller Napoleon. Sin klassiske formulering finder denne historieopfattelse imidlertid hos den schweiziske kulturhistoriker Jacob Burckhardt (1818-1897), som skriver om, hvordan store mænd er nødvendige, idet de får verdenshistorien til at rykke sig og lægge uddøende livsformer i graven.

Teorien om de store mænd og deres påvirkning på historiens gang må ses som et udtryk for ønsket om at kunne forklare – på en enkel måde – det kaos af begivenheder, der udgør historiens grundstamme. I en forvirrende og kaotisk tidsalder som vor egen vil en sådan forklaringsmodel øve en stærk tiltrækning på politikere, meningsdannere og akademikere, men spørgsmålet består, om det overhovedet er en fyldestgørende fortolkning, og hvilke implikationer den medføre.

Frygtens tidsalder
Når den liberale elite i mange vestlige lande er begejstret over Macrons valgsejr, kan det bedst forstås ud fra den alt dominerende tendens, der præger europæisk og amerikansk politik i disse år: nemlig frygten. Det vil ikke være forkert at betegne den nuværende periode i Vestens historie som  frygtens tidsalder, men frygten finder udtryk på mange forskellige måder og niveauer. Der er for eksempel den konkrete frygt for at blive offer for et terrorangreb, hvor man godt ved, at risikoen er lille, men samtidig har man oplevet det tilstrækkelig mange gange til, at det i hvert fald er nærværende, når man eksempelvis er på storbyferie.

Der er imidlertid også den mere ukonkrete og udefinerbare frygt, der påvirker store befolkningsgrupper. Frygten for at ens land og kontinent måske er ved at gå under, sædernes forfald og traditionernes sammenbrud. Denne frygt næres også af konkrete begivenheder i form af den massive tilstrømning af flygtninge og migranter til Europa. Den liberale fløj beskylder netop de national-konservative og deres vælgere for at være i følelsernes og frygtens vold: De oppisker en undergangsstemning (en veletableret tradition i europæisk historie) og gør et nytteløst forsøg på at standse globaliseringen, vende verden ryggen og lukke sig om sig selv og sin nation.

De national-konservative er ganske enkelt rædselsslagne for den moderne verden med dens muligheder og risici, men der er reelt ingen grund til denne frygt, som i det store og hele er ubegrundet, hvorfor det er en fantomjagt, man er i gang med ifølge det liberale synspunkt.

Også de liberale er bange
De liberale befinder sig imidlertid også i frygtens vold og er lige så rædselsslagne, som de hævder, at de national-konservative er. Den liberale drøm om en ny verdensorden efter murens fald og Sovjetunionens opløsning er nemlig ved at falde helt fra hinanden. Drømmen om den grænseløse verden, hvor mennesker og varer kunne flyde frit, hvor verdensborgerskabet og det globale udsyn var standard, og hvor lokale og regionale forskelle for det meste var udjævnet og kun optrådte som et eksotisk element på ferierejser, har vist sig at være uholdbar.

Nok bliver den konservative forestilling om en national enhedskultur næppe nogensinde realiseret, men det bliver den totalt globaliserede virkelighed heller ikke. Nationer, kulturer, sprog, grænser og dermed konflikter vil vedblive at være en central del af menneskets tilværelse, men disse begreber vil skulle udfolde sig i en stadig mere global og dermed kompliceret realpolitisk kontekst.

Fordi ingen af de to dominerende politiske grupper, der står over for hinanden i den vestlige verden netop nu, ikke kan få deres visioner for verden fuldt ud gennemført, pågår der en voldsom retorisk kamp om retten til at definere modstanderne og den samfundsskabte virkelighed, men lige nede under den intense kamp om diskursen ligger frygten for nederlag og dermed den totale undergang for ens værdier og verdensbillede.

Ved siden af frygten befinder sig imidlertid troen og håbet. Håbet på den pludselige forandring, forskydning og forestående sejr.

Håbet om en frelser
Anskuet i religionshistorisk perspektiv er det ikke specielt mærkeligt, at troen og håbet på den store lederskikkelse i krisetider er et dominerende træk på begge politiske yderfløje. Hele grundlaget for den vestlige verdens fælles åndelige gestaltning er naturligvis forankret i troen på messias, der kommer til jorden for at frelse menneskeheden fra sig selv og i processen ender med at må ofre sit eget liv i forsøget på at genoprette harmoni i verden. “Hil dig frelser og forsoner” som det hedder hos Grundtvig.

I vores gennemsekulariserede samfund findes der stadig tætte bånd til den religiøse fortid, som nu blot fremtræder i nye klæder og på andre områder, herunder i særdeleshed i den politiske sfære. Problemet er imidlertid, at der ikke er meget historisk belæg for, at en stærk leder kan løse ret meget – i hvert fald ikke på længere sigt.

Otto v. Bismarck og Charles de Gaulle står som giganter i Europas politiske historie, og for begge lykkedes det tilsyneladende gennem deres stærke personlighed og lederskab at forandre deres nationer i en krisestund og herigennem rykke ved verdenshistorien. Men begge mænd efterlod sig også en politisk og historisk arv, som efterfølgerne ikke kunne løfte, og deres imponerende politiske bygningsværker måtte derfor styrte sammen. Bismarck forenede tyskerne og skabe Europas mægtigste stat, og placerede sig selv som kongemager i det europæiske magtspil.

Til gengæld forsømtes den politiske talentudvikling og skabelsen af en effektiv embedsstand, og resultatet blev, at en kejser med storhedsvanvid og omgivet af umodne rådgivere kastede Europa ud i den ultimative katastrofe, som skulle definere et helt århundrede og som stadig giver genlyd.

Charles de Gaulle overtog et Frankrig i kaos, som var dybt splittet og fanget i en håbløs kolonikrig i Algeriet. de Gaulle fik afsluttet krigen og skabt et politisk system – den femte republik – der genoprettede den politiske stabilitet, men ingen af de Gaulles efterfølgere har formået at udfylde rollen som magtfuld landsfader, som selve systemet var bygget omkring. Resultatet er blevet en mangeårig krise, som har bragt den stolte nation i knæ, og hvis Macons projekt mislykkes, vil den femte republik med stor sandsynlighed ganske snart være fortid.

Den evige drøm om forandring
Drømmen om den liberale frelser forekommer så meget mere ejendommelig efter otte år med Barack Obama i det Hvide Hus. Nok kan Obamas præsidentperiode måske ikke betegnes som en total fiasko, men noget overvældende historisk fingeraftryk blev det heller ikke til. Obama kunne i hvert fald ikke leve op til de enorme forventninger fra valgkampen ”om forandringer man kunne tro på,” som ville ændre grundlæggende på fortællingen om Amerika.

Det var ikke messias, der indtog Washington D.C, men en godt begavet og meget veltalende politiker, der gjorde sit bedste for at løse de store problemer, som den vestlige verden står over for, men skuffelsen lod sig ikke skjule. Der er derfor en oplagt parallel mellem Macons og Obamas valgsejr. For at undgå at gentage Obamas historie, er det ifølge chefredaktøren for netmediet Altinget.dk, Jacob Nielsen, nødvendigt, at Macrons tilgang til præsidentembedet bliver anderledes end Obamas.

Hvori bestå så løsningen? Svaret findes naturligvis hos fortidens store mænd, denne gang er forbilledet Napoleon III og ånden fra den franske revolution med “Frihed, lighed og broderskab.” At revolutionen så endte alt andet end liberalt og lykkeligt, men i stedet i et blodbad, er en detalje, man kan se bort fra.

Den vestlige verden står i disse år over for enorme udfordringer, hvor der kan udpeges flere fælles tendenser, men samtidig er mange af problemerne betinget af den enkelte stats historie, kultur og geografiske placering. Der findes således ingen enkel, simpel eller fælles standardløsning, der kan anvendes.

Der forestår et stort arbejde for de kommende generationer, men en første forudsætning for at kunne påbegynde dette arbejde er netop at erkende, at der ikke findes enkle svar eller løsninger. Heller ikke i form af en stor mand eller kvinde, der i mange tilfælde kun bidrager til at øge mængden af problemer i stedet for at løse de allerede eksisterende. 

Thomas Lie Eriksen er cand. mag i historie – med speciale i internationale relationer – og freelanceskribent.

Foto i artiklens top: /ritzau/AP/Thibault Camus.

Læs hele vores tema “Quo vadis, Frankrig?” her.