Mandfolkepræstationernes år

2018-12-10T10:14:59+00:00 mandag, 10. december, 2018|

I 1919 lå det ikke lige for at se noget heroisk eller såkaldt mandigt i den netop overståede Første Verdenskrig; den moderne krigsførelse, der udspandt sig, havde gjort det stadig vanskeligere at udføre noget såkaldt heltemodigt på egen hånd midt i den trøstesløse absurditet. Men mandfolk fandtes stadig, og var stadig i høj kurs i 1919, ikke mindst blandt mandfolkene selv. 

Baggrund af Anders Engberg

TEMA: 1919 – ET AFGØRENDE ÅR | Sportens verden har altid skabt muligheder for mandfolkepræstationer. Cykelløb er en velegnet scene for strabadserende udfoldelser.

Cykelrytteren Henri Pélissier prægede sæsonen 1919 på godt og ondt. Han vandt Paris-Roubaix i Nordfrankrig, og også et andet endagesløb, Bordeaux-Paris, blev vundet af ham. Dette løb startede klokken to om natten og sluttede ca. 14 timer senere i Paris, hvor rytterne havde tilbagelagt 560 km. Så lange enkeltdagsløb findes ikke i dag.

Etapeløbet Tour de France blev genoptaget i 1919 efter den store krig, og fandt sted i perioden 29. juni – 27. juli. De femten etaper strakte sig over i alt 5.660 km, den næst længste distance i etapeløbets historie. Den korteste etape var 326 km, og den længste 482 km. Hver anden dag var hviledag.

Tre tidligere vindere af løbet var døde i krigen, mens to andre stillede til start. Pélissier var blandt favoritterne, og i begyndelsen levede han op til værdigheden. På tredje etape førte han løbet da han ville udgå grundet konflikter med ledelsen, men løbslederen fik ham overtalt til at fortsætte. Han indhentede 45 minutters tidstab og sluttede toer i spurten. På fjerde etape forlod Pélissier løbet fordi han igen var raget uklar med løbsledelsen. De andre ryttere var glade for at slippe for den dominerende og arrogante franskmand, der havde kaldt sig selv fuldblods og de andre deltagere arbejdsheste.

På ellevte etape fik den daværende fører af løbet, franskmanden Eugéne Christophe, en gul trøje, så han bedre kunne skelnes blandt rytterne. Han var ikke meget for det, og de andre ryttere kaldte ham ”kanariefuglen”. Siden har den førende rytter I Tour de France båret en gul trøje.

Christophe så ud til at skulle vinde løbet, men udfordreren, belgieren Firmin Lambot, stak af på fjortende etape, og Christophe stak efter. Uheldigvis brækkede forgaflen på Christophes cykel, og reglerne var, at man ikke måtte modtage hjælp, men selv måtte reparere sin cykel. Det tog Christophe to en halv time at reparere cyklen.  Han havde desuden punkteringer, der yderligere forsinkede ham. Løbet var tabt for ham.

Af de 67 startende ryttere i etapeløbet fuldførte 11. De krigshærgede veje og lange distancer havde gjort et stort indhug i feltet. Tour de France 1919 står for det laveste antal fuldførende ryttere i løbets mere end hundredårige historie.

En flyvetur gennem Triumfbuen
Første Verdenskrig var den første moderne krig med uhyggelige masseødelæggelsesvåben såsom maskingeværet. Som nævnt var det svært at skimte nogle helte i dette vanvid, men i luften fandtes de. Her sad en pilot i sin lille flyvemaskine og skød andre piloter og flyvemaskiner ned. Nogle var så gode til det, at de blev helte. Den Røde Baron, alias den tyske pilot Manfred Albrecht Freiherr von Richthofen, er det kendteste eksempel på disse flyverhelte. Men andre landes piloter udrettede også heroiske gerninger.

Den 14. juli 1919 skulle den første fejring af den franske nationaldag efter krigen finde sted. Frankrig var blandt de sejrende magter og havde nyligt afsluttet krigen med en fredsaftale, der var ydmygende for den gamle ærkefjende, Tyskland. Der var ingen grund til andet end at fejre dagen med pomp og pragt.

Blandt de mange militære deltagere i den storslåede sejrsparade skulle være de franske piloter, der med stort mod havde besejret mange fjender. Fra højeste sted blev det besluttet, at piloterne skulle marchere og ikke flyve i deres maskiner. Denne fornærmelse fra militærledelsens side ville piloterne ikke finde sig i. De skulle selvfølgelig flyve i deres prægtige maskiner under paraden.

Nogle af dem mødtes derfor nogle dage i forvejen på en bar på hovedstrøget Champs Élysées. Her blev det besluttet, at en af dem skulle flyve gennem Triumfbuen som et synligt tegn på deres utilfredshed og i øvrigt fuldkomne flyvefærdigheder.

Piloten, der skulle gennemføre dette dristige forehavende, var den største af alle heltene, Jean Navarre. Under krigen havde han vundet mange sejre over tyske modstandere. På et tidspunkt lod han sit fly male rødt for at intimidere og udfordre fjenden på himlene over Nordfrankrig. Navarre og en anden lige så dristig flyver lavede desuden flotte stunts for et begejstret parisisk publikum i pauser mellem krigsflyvningerne. Han var den rette til at flyve igennem sejrsmonumentet i Paris.

Den 10. juli øvede han sig i sit fly i Villacoublay lidt uden for Paris. Han styrtede og omkom, knap 24 år gammel. Et par uger senere gennemførte en anden pilot, Charles Godefroy, det store stunt ved at flyve gennem Triumfbuen.

En fantast i Fiume
Efter krigen skulle Europa reorganiseres i den helt store stil. Riger var brudt sammen og nye lande skulle skabes. Fredskonferencen i Paris var stedet, hvor alt dette skulle arrangeres. I mange tilfælde blev konferencedeltagerne udmanøvreret af begivenheder udenfor deres kontorer og store sale.

Det gjaldt for eksempel den vindende magt Italiens stærke ønske om at få landområder på Adriaterhavets østkyst. Her, i Dalmatien, boede en del italienere, men de andre vindende magter, USA, Storbritannien og Frankrig, ønskede ikke at efterkomme Italiens ønske. Hele kysten skulle være en del af den nye stat Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere, der senere blev til Jugoslavien.

I august 1919 blev stormagterne enige om at hele Dalmatien skulle være jugoslavisk, mens en omstridt havneby, Fiume på italiensk og Rijeka på kroatisk, skulle være en neutral by under Folkeforbundet. Fiume/Rijeka havde et lille italiensk flertal, men talte man forstæderne med, var kroaterne i flertal. Over sommeren voksede de nationalistiske følelser i Italien angående denne by. Den skulle vedblive at være italiensk (som et led i våbenhvileaftalen var den besat af italienske tropper).

Da aftalen mellem stormagterne blev kendt i Støvlelandet, skred en lille gruppe til handling. De udnævnte Gabriele d’Annunzio som leder af erobringen af Fiume. Han var en helt i Italien. Han var grim og umådeligt charmerende, talte et svulstigt, poetisk, nationalchauvinistisk sprog. Han var digter, dramatiker og filmproducent, og kendt for sine mange kærlighedsaffærer. I sandhed et italiensk mandfolk!

Med omkring 200 mand gik d’Annunzio ind i byen den 11. september. De italienske styrker i byen sluttede sig hurtigt til ham, og han marcherede i triumf gennem gaderne. I de næste 15 måneder herskede kaos, vold og glade dage i den lille by. Der var flag, blomster og parader i ’én uendelighed. Alkohol og narkotika flød, præster ville giftes og et hospital blev reserveret behandlingen af kønssygdomme. Folk kom til dette besynderlige sted fra nær og fjern, bl.a. malere og musikere, oppositionspolitikere, gangstere, pirater og prostituerede. Bevæbnede mænd gik rundt i gaderne iført uniformer, de selv havde udformet.

I 1920 indgik Italien en aftale med Jugoslavien, som bl.a. medførte at Fiume blev en fristat forbundet til italienske besiddelser med en landstrimmel. D’Annunzio var skuffet og erklærede Italien krig, men overgav sig hurtigt. I mellemkrigstiden var dele af den dalmatiske kyst italiensk, men efter Anden Verdenskrig blev det hele jugoslavisk undtagen området omkring Trieste mod nord. Ca. 300.000 italienere flygtede til moderlandet. D’Annunzio boede i Italien på et gods med sine kvinder og sin kokain. Han døde i 1938 under mystiske omstændigheder.

En uduelig attentatmand
Georges Clemenceau var Frankrigs premierminister i de sidste krigsår, og en af de centrale figurer ved fredskonferencen i Paris i første halvår af 1919. Da var han en ældre herre på 77 år, der havde været en del af fransk politik i årtier. Han var præget af Frankrigs sviende og ydmygende nederlag til Tyskland i 1871. Ved fredskonferencen var han derfor optaget af at stække Tyskland, og ikke mindst han stod bag de strenge fredskrav, der forårsagede den tyske vrede i årtierne efter fredskonferencen.

Den 19. februar 1919 boede premierministeren i Rue Benjamin Franklin i Paris. Han var om morgenen på vej til et møde. Udenfor sit hus steg han ind i en ventende bil da en mand, der havde stået på lur bag et af de offentlige støbejernsurinaler, sprang frem og skød mod bilen. En af kuglerne ramte den gamle mand mellem ribbenene og passerede tæt på livsvigtige organer. Det var for farligt at fjerne denne kugle, så derfor sad den i Clemenceaus krop i de sidste ti år hans liv.

Clemenceau blev båret ind i huset igen, og attentatmanden, en anarkist ved navn Cottin, blev pågrebet og næsten lynchet af menneskemængden, der stod ved huset for at få et glimt af premierministeren. Denne var bleg, men ved bevidsthed da han udtalte: ”De skød mig i ryggen. De turde ikke engang angribe mig forfra.”

Clemenceau overlevede og levede, som nævnt, i yderligere ti år. I dagene efter attentatet var han  hjemme for at komme sig, og besøgende fandt ham siddende i en lænestol. Her kunne de høre ham klage over skytten Cottins evner.

”En franskmand, der skyder ved siden af seks gange ud af syv på klos hold!” (”Paris 1919” s. 177 af Margaret MacMIllan)

Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk

Foto i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AFP

Læs hele temaet “1919 – et afgørende år”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon