I april druknede 1350 migranter på vej til Europa. Deres skæbne er blevet beskrevet som en enorm krise og en ufattelig tragedie. Hensigten med sådanne meldinger er ofte sympatisk, men underminerer forståelsen af situationen, som sat lidt på spidsen bedst betegnes som passiv politisk dødshjælp.

11.5.2015 | MIDDELHAVET | Passiv dødshjælp defineres af Det Etiske Råd som ’lægelige indgreb og beslutninger, der som en sidevirkning kan føre til fremskyndelse af patientens død’. Ofte handler det om lindrende behandling af døende, der forudsigeligt fremskynder dødens indtræden.

Begrebet anvendes sædvanligvis i lægevidenskaben, men givet det vidensniveau, der foreligger, kan situationen ved EU’s ydre grænser faktisk minde om passiv dødshjælp. Den forudsigelige sideeffekt af europæisk grænsekontrol har nemlig længe været, at den fremskynder menneskers død.

Ikke en tragedie, men et strukturelt problem
Det europæiske grænseagentur FRONTEX’s nuværende operation Triton – passende nævnt efter Poseidons søn, som blæste på en skal for at jage sine fjender bort – er blot det sidste eksempel på den mangeårige trend. Triton nedprioriterer redningsmissioner, fordi de skulle virke som en magnet på flere flygtninge til EU.

Det er netop derfor, vi ikke kan kalde flere tusinde menneskers druknedød for en tragedie eller krise. En tragedie kendetegnes ved et uheldigt sammentræf af ulykkelige omstændigheder, mens ordet krise normalt bruges i forbindelse med en problematisk forandringssituation.

Men situationen ved de europæiske ydregrænser er ikke bare et uheldigt sammentræf eller et problematisk vendepunkt. Det er en strukturel tilstand.

Intet nyt i EU’s 10-punkts plan
Allerede i min ph.d.-afhandling fra 2005 og i bogen Securitizing Immigration. The Politics of Risk in the EU fra 2009 konkluderede jeg, at den systematiske udvikling af den såkaldte ’Integrated Border Management’ – som bl.a. indeholder stramning af visumregler, indførsel af carrier sanctions, oprettelse af FRONTEX, en række tilbagetagelsesaftaler mellem EU og tredjelande samt øget grænsekontrol og patruljering i farvandene foran Afrikas kyst – ville medføre flere ofre.

Mange andre forskere har peget på samme tendens og har i flere år dokumenteret, at EU’s grænsekontrol og massedød blandt migranterne er to sider af samme sag.

Desværre indbyder EU’s nye 10-punkts plan til at håndtere den nuværende ’krise’ på samme måde som tidligere. Men der er ikke brug for mere grænsekontrol. Det vil blot skabe nye mulighedsbetingelser for menneskesmugling, og det vil medføre flere ofre.

Der er i stedet behov for politisk nytænkning af vores fælles europæiske flygtningepolitik. Al tale om katastrofe, krise og tragedie klinger hult, når man ikke er parat til at sætte sig ud over snævre nationale interesser i et europæisk samarbejde.

Rens van Munster er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Artiklen har tidligere været bragt som DIIS Comment

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Daniel Müller