Med Konfucius på charmeoffensiv i Europa

2017-06-30T10:08:25+00:00 Af |Baggrund|

Et stort antal statsfinansierede kinesiske sprog- og kulturinstitutter med tilknytning til kommunistpartiet er sprunget op på universiteter rundt omkring i Europa. Positiv kulturudveksling, mener nogle. Propaganda, hævder andre, der frygter for den akademiske frihed. Magasinet Europa går bag om debatten.

15.06.2012 | KINA I EUROPA | Man kan begynde flere steder, når historien om Kinas indtog i Europa i det 21. århundrede skal skrives. På containerhavnen i Piræus, der i 2010 blev udlejet til det statsejede kinesiske firma Cosco på en 35-årig aftale, eller langt nordpå, hos Volvo, der ikke længere er på svenske hænder efter det folkekære bilmærke blev overtaget af kinesiske Geely Holdings senere samme år. Man kan også begynde på Goßlerstraße, en stille villavej i udkanten af Vestberlin. Her ligger Konfuzius-Institut an der Freien Universität Berlin – og endnu et vidnesbyrd om Kinas voksende tilstedeværelse i Europa. Instituttet er samtidig et typisk eksempel på de spændinger denne udvikling ofte giver anledning til, når talen falder på retten til kritisk og fri debat og meningsudveksling samt spørgsmål vedrørende Kinas strategiske interesser. Emner, der også bliver debatteret heftigt herhjemme i disse dage, aktualiseret af præsident Hu Jintaos officielle statsbesøg i Danmark.

Konfucius-instituttet på Goßlerstraße var det første af sin slags i Tyskland, da det åbnede i 2006, men siden har 12 lignende institutter slået dørene op rundt omkring i landet. De er led i et hastigt ekspanderende globalt netværk af kinesiske sprog- og kulturinstitutter, der administreres af et internationalt kinesisk sprognævn, Hanban, beliggende i Beijing og tilknyttet undervisningsministeriet. Ifølge Hanbans hjemmeside arbejder institutterne for at promovere viden om kinesisk sprog og kultur, og for at fremme dialog og udveksling mellem Kina og resten af verden. Ved udgangen af 2011 fandtes der mere end 350 institutter på verdensplan, heraf mere end 120 i Europa, men Hanban forventer at åbne mere end 1000 institutter inden udgangen af 2020. I Danmark huser også Aalborg Universitet og Copenhagen Business School hver deres Konfucius-institut. Og for nylig åbnedes desuden et såkaldt Konfucius Classroom i tilknytning til Niels Steensens Gymnasium i København.

”Den øgede internationalisering af Kina har medført et behov for flere, som kan begå sig på kinesisk, men også for at skabe bedre forståelse for kinesisk kultur og samfund i Europa og globalt”, mener også den tyske kinaekspert Nathalie van Looy, der arbejder som vice-direktør og projektleder på instituttet i Berlin. Ifølge van Looy vil institutterne kunne spille en positiv rolle i den proces, men har omvendt måttet erfare, at ikke alle er lige begejstrede for initiativet, der af kritikere betragtes som en del af kommunistpartiets globale propagandaapparat.

Fri debat eller selvcensur?
Hjemme i Kina sammenlignes Konfucius-programmet gerne med Alliance Française, British Council og Tysklands egne Goethe-institutter, der ligeledes arbejder med international promovering af deres respektive moderlandes sprog og kultur. Men organisatorisk adskiller den kinesiske pendant sig fra de klassiske europæiske kulturinstitutter; mens sidstnævnte opererer på egen hånd, samarbejder Konfucius-institutterne derimod med lokale universiteter og uddannelsesinstitutioner. Lønningssedlen til undervisere og direktører sendes imidlertid fra Beijing.

Dette arrangement har i Tyskland og andre steder affødt en hvis bekymring for, at europæiske universiteter kommer til at sælge ud af den akademiske frihed, når de organisatorisk således forbindes med Hanban, der nok beskriver sig selv som en ikke-statslig organisation, men de facto har tætte bånd til kommunistpartiets top. Sent sidste år bragte den tyske avis Frankfurter Allgemeine artiklen ”Eine harmonische Welt” af Jörg-Meinhard Rudolph, kinaekspert ved East Asia Institute, Ludwigshafen University of Applied Sciences, der kritiserer den kinesiske stats infiltrering af tyske universiteter. Artiklen påpeger blandt andet, at formanden for Hanban, Liu Yandong, er et højt rangeret seniormedlem af Politbureauet for det kinesiske kommunistparti, og gør yderligere opmærksom på, at også Li Changchun, partiets øverste chef for censur, ideologi og propaganda, har optrådt på Hanbans konferencer. Li Changchun er tidligere citeret i The Economist for at beskrive Konfucius-institutterne som ”en vigtig del af Kinas udenlandske propagandaapparat”. Det er denne organiseringsstruktur, der har rejst spørgsmålet om retten til fri debat generelt, men især om sensitive emner som Tibet, Taiwan og Tiananmen, og om eventuelle problemer med tendenser til selvcensur på tyske og øvrige europæiske universiteter, der tager imod penge fra Hanban.

Et forum for meningsudveksling
Sammenlignet med hendes sydtyske kollega Jörg-Meinhard Rudolph giver Nathalie van Looy fra instituttet i Berlin udtryk for en mere pragmatisk indstilling. Hun medgiver, at man kan være nødt til at vælge sine ord med omhu, men anser frygten for en global kinesisk censurmaskine for overdrevet: ”Selvfølgelig provokerer vi ikke vores donor ved at annoncere en forelæsning med overskriften ’Separatisme i Xianjing’ (region i Vestkina, der har været præget af uroligheder, red.), men vi har for eksempel afholdt en foredragsrække om Silkevejen, og her falder det naturligt også at diskutere problemerne i det område, og det er uproblematisk” – forklarer hun, men understreger, at hun kun kan udtale sig om forholdene på instituttet i Berlin, der primært fungerer som kultur og sprogcenter. Andre universiteter samarbejder også med Hanban omkring forskningsaktiviteter.

”Vi ser os selv som et forum for meningsudveksling. Der har ikke været nogen eksempler på, at Hanban har udstukket politiske guidelines eller blandet sig i vores affærer. Det er os selv, der definerer den balance, men det virker ikke at være for konfrontativ”, påpeger hun. Hun tilføjer, at denne balancegang er en præmis for alle der beskæftiger sig professionelt med Kina, også for sinologer, der ikke er afhængige af Hanbans penge.

Og tilsyneladende er der – trods talrige historier om uenigheder mellem vestlige universiteter og deres kinesiske samarbejdspartnere – heller ikke noget, der tyder på decideret systematisk censur af Konfucius-institutternes aktiviteter. Nogle iagttagere mener endda, at Hanban efter nogle begyndelsesproblemer er blevet mere tilbageholdende med at blande sig. Robert A. Saunders fra State University of New York, der forsker i kinesisk kulturpromovering, udtaler til Chronicle of Higher Education, at Konfucius-programmet har vokset sig så stort og prestigefyldt, at den kinesiske ledelse ikke vil risikere at sætte hverken samarbejdsaftaler eller image over styr ved at true folk til tavshed.

’Blød magt’
Men det er ikke kun problemet med den akademiske frihed, som Jörg-Meinhard Rudolph hæfter sig ved. Under henvisning til et hemmeligstemplet dokument med titlen ”Fokus for propagandaarbejde 2011” antyder han, at tyske universiteter uforvarende bidrager finansielt og organisatorisk til at fremme kommunistpartiets strategiske interesser. Dokumentet beskriver institutternes rolle i frembringelsen af en såkaldt ’harmonisk verden’ – et udtryk, der optræder i flere erklæringer fra Hanban, men som oprindeligt blev introduceret af netop præsident Hu Jintao som overskrift for hans samlede udenrigspolitiske vision, der afspejler en ny verdensorden med Kina i en mere prominent rolle. Og det, Jörg-Meinhard Rudolph beklager, er præcist, at tyske universiteter bidrager til dette politiske projekt, uden at have nogen indflydelse på hvad en ’harmonisk verden’ i kommunistpartiets billede indebærer – ”den indholdsmæssige udfyldning af dette motto har den centrale partiledelse i Beijing i allerhøjeste grad reserveret til sig selv”, skriver han. Nathalie Van Looy er heller ikke i tvivl om, at Konfucius-programmet handler om andet og mere end sprogundervisning og kulturel udveksling; det er en kanal til at fortælle den gode historie om Kina, medgiver hun.

Således må programmet også anskues som en investering i kinesisk soft power, det vil sige i evnen til at påvirke og tiltrække, ikke på baggrund af militær og økonomisk formåen, men i kraft af ens værdier, ideer og kulturelle appeal. Via denne form for ’blød magt’ er der med andre ord tale om et forsøg på at fremme et mere positivt billede af Kina og derved øge landets økonomiske og diplomatiske manøvredygtighed i et Europa og en vestlig verden, hvor frygten for en udemokratisk supermagt med magt og agt til at sætte den globale politiske dagsorden svirrer i luften. Projektet har haft størst succes i Afrika og Latinamerika, hvor Kinas stigende indflydelse hilses velkommen. I Tyskland og andre steder i Europa synes institutterne derimod ironisk nok at være blevet genstand for den samme skepsis og mistro til Kinas intentioner, som de er sat i verden for at komme til livs. ”Journalisterne kan altid finde et citat der ’beviser’ hvad vi egentlig er ude på”, siger Nathalie van Looy, og understreger endnu engang, at hun ikke er kommunistpartiets marionetdukke.

Forsidefoto: Formanden for Hanban, Liu Yandong, taler til åbningen af endnu et kinesisk Konfucius-institut i Europa (University of Ulster Flickr)