Efter Brexit-afstemningen er Labour gået igang med at slide sig selv op i et tåkrummende formandsopgør mellem Jeremy Corbyn og Owen Smith. Det største problem ved partiets nært forestående nedsmeltning er imidlertid, at det har konsevenser, der rækker langt ud over partiets egne rækker.

20.09.2016 | TEMA: BREXIT | Britisk politik er i et besynderligt limbo for tiden. På den ene side har den nye premierminister Theresa May fra De Konservative udskudt det formelle Brexit. Hun skændes med sine ministre om forhandlingsstrategien og prøver desperat at flytte fokus over på andre emner.

På den anden side står et borgerkrigsramt Labour midt i en pinlig forestilling af et formandsopgør, der når sin foreløbige kulmination, når partiets årlige kongres går igang i den kommende weekend. Her skal medlemmerne afgøre, om partiformanden også i fremtiden skal hedde Jeremy Corbyn (til venstre på billedet). Eller om den relativt ukendte udfordrer Owen Smith (til højre på billedet) skal lede partiet.

Hvem end det bliver, synes en stor del af skaden allerede at være sket for partiet.

Græsrødderne slår igen
Det er ellers kun et år siden, at den venstreorienterede selverkærede socialist og Hugo Chávez-tilhænger, Jeremy Corbyn, vandt formandsvalget. Siden da har han sammen med sine allierede på Labours yderste venstrefløj og en stor flok nye unge partimedlemmer gradvist overtaget partiorganisationen.

I den proces har Corbyn sammen med sin aktivistiske græsrodsorganisation, Momentum, udøvet ubodelig skade – og ikke udelukkende i form af selvskade. Nej, det seneste år har partiet været martret af en decideret ubehagelig politisk kultur, hidtil uset ”trolling” af Corbyn-kritiske parlamentsmedlemmer, antisemitiske udtaleler fra en række Corbyn-støtter og opsigelser fra størstedelen af den parlamentariske ledelse i kølvandet på Brexit-afstemningen.

Som en konsekvens er Labour næsten 15 procentpoint bag De Konservative i meningsmålingerne. Men værst af alt, så har den nuværende situation frarøvet Storbritannien en effektiv opposition – og dette på et kritisk tidspunkt. Den parlamentariske proces, der skulle sikre, at de ansvarlige politikere for uansvarlige beslutninger bliver holdt til ansvar, er ganske enkelt kortsluttet.

Brexits uindfriede løfter
Enhver anden opposition ville have svælget i kritikken af Brexits uheldige helte. Theresa May fumler rundt. Hendes ”three brexiteers” (de tre EU-skeptiske udenrigspolitiske ministre) bekæmper hinanden om ministerielle ressourcer, mens Brexit-kampagnens guldrandede løfter står uindfriede tilbage.

I stedet spidser Theresa May – Brexits svar på d’Artagnan – kården før den egentlige duel med EU-toppen. Leave-kampagnen havde nemlig lovet, at EU-borgere bosat i Storbritannien skulle have lov til at blive i landet med uændrede rettigheder. Og på trods af, at 84 procent af briterne ifølge tænketanken British Future er enige, vil May ikke længere bekræfte løftet.

Det burde egentlig ikke være nogen stor overraskelse, at Labour ikke yder stor modstand i EU-spørgsmålet. Det var netop Corbyns halvhjertede indsats, der startede formandsopgøret. Men efterspillet på folkeafstemningen er det ypperste eksempel på en reel manglende granskning af magthaverne.

Topartisystemets tyngdelov
Hvis man skal tro den berømte politilog Anthony Downs, så vil topartisystemer – som det amerikanske, australske eller britiske – tvinge partierne til at søge ind imod midten af det politiske spektrum.

Partierne må og skal kapre midtervælgerne, som har en intuitiv aversion mod højere skatter – og ikke ser nødvendigheden i et ideologisk opgør med den såkaldte neoliberalisme. Og Downs har historisk været en god ”spåkone”, når det gjaldt britiske valg. Partier, der søger mod midten, vinder som regel.

Tidligere Labour-premierminister Tony Blairs midtsøgende ”tredje vej” er det bedste eksempel; omfavn kapitalismen, acceptér globaliseringen som et grundvilkår, men sørg samtidig for, at markedets frugter bliver fordelt på en nogenlunde rimelig måde.

Men også den tidligere konservative leder og premierminister, David Cameron, distancerede sig fra sin base og omfavnede den moderne midte med pæn succes i så forskellige spørgsmål som homoægteskaber, grøn omstilling og sågar en højere mindsteløn.

Længste selvmordsbrev i britisk historie
I den anden ende af skalaen finder man politiske ledere fra de to yderfløje, der har rykket deres partier længere ud på fløjene i diverse idealistiske projekter – og tabt som en konsekvens.

Mest notorisk står den venstreorienterede Michael Foot, som i 1983 også rykkede Labour til venstre – og blev knust af Margaret Thatcher. Hans venstreorienterede valgprogram er i dag bedre kendt som ”det længste selvmordsbrev i britisk historie”.

Knap 35 år senere synes Foots selvmål at være glemt. Om det skyldes, at Corbyns støtter ikke var født dengang, skal jeg ikke kunne sige. Men hvad har de og resten af den britiske venstrefløj egentlig fået ud af at udleve deres urealiserbare projekt?

Svaret findes ved at kigge nærmere på udfordreren Owen Smith.

Ukendt udfordrer
På trods af blandt andet en anbefaling fra den nye populære London-borgmester Sadiq Khan, spås den relativt ukendte tidligere skyggebeskæftigelsesminister ikke de store chancer. Hans spinkle håb bygger på, at han kan appellere til de famøse midtervælgere og vinde på EU-dagsordenen, hvor han er en klar fortaler for en ny folkeafstemning.

Og på trods af, at Smith har fremlagt et politisk projekt, der er klart til venstre for Ed Milibands tabende politiske platform fra sidste år, er han kandidaten med den bedste chance for at slå Theresa May.

Så hvorfor afskyr de nye partimedlemmer ham så? Smith har ellers lovet at være ”lige så radikal som Corbyn”, og han er ikke en ”krigsforbryder, der stemte for Irak-krigen”, som ellers er det mest anvendte karaktermordsvåben blandt Corbyns tilhængere.

Nej, utilfredsheden skyldes den polerede professionalisme, han udstråler. I modsætning til nej-hatten Corbyn, er han nemlig en seriøs og hårdtarbejdende realpolitiker, der ovenikøbet har erfaring fra det private erhvervsliv.

Og dermed er vi fremme ved sagens kerne – den snart så vante konklusion på nutidens store politiske spørgsmål: Også dette valg handler mere om identitet end noget andet. Mavefornemmelse trumfer rationelle overvejelser om valgbarhed og landets fremtid, uagtet de langsigtede konsekvenser.

Mens Labour udlever sine hede progressive drømme, er De Konservative ved at slippe afsted med nogle af de største løftebrud i nyere britisk historie.

Andreas Bach Mortensen er skribent på Magasinet Europa

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger

Billedet i artiklens top: Jane Barlow/AP/Polfoto