Myten om krisen og opbakningen til EU

2017-06-30T10:08:14+00:00 Af |Analyse|

Det er nærmest umuligt at åbne avisen uden at høre fortællinger om, at finanskrisen har revet tæppet væk under det europæiske samarbejde. Medier, eksperter og kommentatorer maler et billede af et splittet Europa, hvor finanskrisen har kastet benzin på EU-skeptikernes bål. Men har finanskrisen virkelig slået revner i den folkelige opbakning til EU?

5.11.2013 | EU-SKEPSIS | “Den Europæiske Union er døende – ikke en dramatisk eller pludselig død, men en død så langsom og støt, at vi en dag vil (…) indse, at det europæiske integrationsprojekt, som vi det sidste halve århundrede har taget for givet, ikke længere eksisterer.”

Ordene kommer fra Charles Kupchan, professor i Internationale Studier ved Georgetown University, i Washington Post, da finanskrisen havde haft sit tag i Europa i et par år. Han er ikke den eneste, der i disse år fremsætter pessimistiske forudsigelser om EU’s fremtid. Medierne maler et billede af et splittet Europa, hvor Nordeuropas EU-skepsis motiveres af betalingen til ‘de dovne i syden’, og Sydeuropas skepsis vokser grundet EU’s øgede magt i landenes interne anliggender.

Men hvad er der egentlig sket med europæernes syn på EU, efter at den største krise siden 1930’ernes recession meldte sin ankomst? Har økonomien sat spørgsmålstegn ved europæisk integration hjemme i dagligstuerne? Eller er bladhusenes redaktioner på vildspor?

De fattige grækere og de betalende tyskere
Ingen af EU’s befolkninger har været upåvirkede af finanskrisens tag i Europas økonomi, men krisen har ikke påvirket EU’s økonomier ens. I den ene ende af spektret har nogle lande vaklet på kanten af statsbankerot, mens lande i den anden ende har kunnet stå udfordringerne igennem på mere stabil grund.

Hvis man vil afklare, hvordan finanskrisen har påvirket folks syn på EU, bør man lede dér, hvor krisens betydning har været mest nærværende, f.eks. i Grækenland og Tyskland.

Grækerne så deres økonomi smuldre for øjnene af dem og lever stadig med massive udfordringer og underskud, selv efter at økonomierne i resten af EU har vist overskud. Tyskerne har derimod støt og roligt klaret sig gennem krisen med store eksportindtægter og historisk lav arbejdsløshed. De tyske skatteydere har dog samtidig betalt betydelige summer til de hjælpepakker, som bl.a. Grækenland har modtaget.

Her har vi altså to økonomier, der på vidt forskellig vis har været konfronteret med finanskrisens tag i Europa. Hvis finanskrisen har haft en effekt på den folkelige opbakning til EU, bør det altså kunne ses hos grækerne og tyskerne.

Hvad påvirker vores holdning til EU?
Før vi begynder at lede efter en effekt, er det dog vigtigt at vide, hvad vi skal lede efter. Hvad påvirker egentlig vores holdning til EU?

Forskningen peger typisk på tre faktorer, der i høj grad påvirker synet på europæisk integration. Først og fremmest spiller vores opfattelse af det økonomiske udbytte af EU en stor rolle. Hvis man f.eks. mener, at Danmark får store økonomiske fordele ud af det europæiske fællesskab, er der stor sandsynlighed for, at man generelt synes godt om EU.

Men ikke alt kan forklares med økonomi. Kultur og opfattelsen af samhørighed blandt EU’s befolkninger er ligeledes afgørende for opbakningen. Hvis man føler et kulturelt fællesskab med andre europæere, øger dette sandsynligheden for, at man er positivt indstillet over for unionen. Sidst men ikke mindst har det betydning, om man har tillid til EU’s institutioner, f.eks. Parlamentet og Ministerrådet, og om man føler sig hørt i EU.

Disse tre faktorer har den største betydning for holdningerne til EU, selv når man medregner andre faktorer som f.eks. beskæftigelse eller alder.

Stadig solid opbakning
Hvis man dykker ned i data fra Eurobarometer, der hvert år afdækker tusinder af europæeres holdninger til EU, kan man følge udviklingen i de tre faktorer før og efter finanskrisens indtog.

Hvis vi begynder med den økonomiske faktor, så kunne man forvente, at synet på det økonomiske udbytte af EU betyder mere for holdningerne i krisetider end i finansielt mere stabile perioder. Dette er dog ikke tilfældet. Økonomi betyder hverken mere eller mindre for grækerne og tyskernes syn på EU efter krisens indtog. Deres syn på de økonomiske fordele ved EU er dog blevet mere negative efter finanskrisen, men i begge lande vurderer flertallet stadig, at det økonomiske udbytte af EU er stort.

Hvis man dykker yderligere ned i tallene, bliver det ligeledes klart, at grækernes syn på de økonomiske fordele ved EU faldt mest ved krisens indtog i 2008. Derimod var faldet langt mindre i 2010, hvor EU’s regeringsledere var blevet enige om den første hjælpepakke til landet. EU’s sikkerhedsnet kan altså have afhjulpet en faldende tendens i grækernes økonomiske evalueringer.

Ud fra mediernes beskrivelser af spændinger mellem syd- og nordeuropæere samt nationalistiske bevægelsers fremgang i Europa, kunne man få det indtryk, at det må stå skidt til med europæernes følelse af fællesskab. Andelen af grækere, der føler sig europæiske, har dog ikke ændret sig mærkbart, og i Tyskland ses der efter finanskrisen endda en stigning i andelen, der føler sig knyttet til et europæisk fællesskab. Det kan altså tyde på, at krisen snarere har forenet europæerne end splittet dem.

Mere sort ser det imidlertid ud for tilliden til EU’s institutioner og følelsen af demokratisk lydhørhed i EU. Her er både grækere og tyskere samt de fleste andre af EU’s befolkninger blevet langt mere negativt indstillede de seneste år. Denne faldende tillid starter dog langt før ordet “finanskrise” lå på alles læber. Krisen har på mange måder tydeliggjort de demokratiske legitimitetsproblemer, men det er altså ikke krisen, som har forårsaget denne skepsis.

Fremtidssikring af den folkelige opbakning
Resultaterne har vist, at der er en svagt dalende opbakning til EU, men at flertallet stadig er positivt indstillede over for det europæiske fællesskab. Finanskrisen har altså ikke påvirket den folkelige opbakning til EU på en sådan måde, at vi kan forvente europæisk splittelse inden for den nærmeste fremtid.

Derudover tyder det på, at hovedårsagen til den faldende opbakning ikke skal findes i finanskrisen. Tendensen er således startet før krisen og er i højere grad knyttet til en faldende tillid til de europæiske institutioner og en manglende følelse af demokratisk medbestemmelse.

Denne konklusion er vigtig i debatten om, hvordan den folkelige opbakning til EU fremtidssikres. Det peger nemlig på, at en forbedring i verdensøkonomien ikke i sig selv vil sikre opbakningen til verdens største interstatslige samarbejde. Politikerne er nødt til at rette fokus indad og se på det politiske system, de opererer i. Hvis man ønsker folkelig opbakning til EU, ligger bolden ikke på økonomernes banehalvdel, men hos politikerne selv.

Cecilie Føns Stelmer og Naja Lena Grimm Löfstedt er begge stud.scient.pol. ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Glyn Nelson