Debat er en vigtig del af demokratiet, men debatten om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er tit unuanceret, uoplyst og til tider direkte vildledende. Det skriver cand.jur. og ph.d. Jacques Hartmann i indledningen til sin nye bog “Danmark og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention”. Vi bringer et uddrag af indledningen:
20.11.2017 | TEMA: DANMARK, EUROPARÅDET OG MENNESKERETTIGHEDERNE | Den Europæiske Menneskerettighedskonvention trådte i kraft den 3. september 1953. Danmark var med til at grundlægge konventionen, og traditionelt har der været stor støtte til menneskerettigheder i Danmark. I de seneste år har der imidlertid været en del diskussion om Danmarks fortsatte medlemskab af Menneskerettighedskonventionen. Fremtrædende politikere og debattører har argumenteret for, at konventionen “trænger […] til et eftersyn og en voldsom justering”, eller at Danmark helt skulle melde sig ud af konventionen. Kritikken er ikke i sig selv ny. Det nye er, at kritikken ikke længere er begrænset til et parti eller en side af det politiske spektrum. I dag er der kun få politiske partier, som tør stile sig frem og sige noget positivt om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller menneskerettigheder generelt. Det er nærmest blevet et adelsmærke i dansk politik at tale negativt om menneskerettigheder.
Debat er en vigtig del af demokratiet, men debatten om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er tit unuanceret, uoplyst og til tider direkte vildledende. Det er eksempelvis svært at forstå, at de samme mennesker, som kritiserer Menneskerettighedskonventionen for at være forældet, i samme åndedrag kritiserer Menneskerettighedsdomstolen for at fortolke konventionen i lyset af moderne forhold. Af debatten får man desuden den opfattelse, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions væsentligste indflydelse på Danmark er at forhindre udvisning af kriminelle udlændinge. Særligt har sagen om Gimi Levakovic (“sigøjnerbossen”) tiltrukket sig stor opmærksomhed og ledt til kritik af Menneskerettighedskonventionen. Ligesom mange andre aspekter af debatten bygger kritikken af Levakovic-sagen ofte på misforståelser eller manglende viden. En væsentlig grund til, at Levakovic ikke blev udvist var, at anklagemyndigheden begik en fejl.
Selvom nogle menneskerettighedsafgørelser for mange kan synes uforståelige – hvilket ikke er overaskende, når der henses til, hvordan de formidles – er det værd at huske, at menneskerettigheder også handler om andet end kriminelle udlændinge, nemlig om beskyttelsen af den enkelte borger mod staten.
Danmark har endvidere “tabt” få sager. Siden Danmarks tiltrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1953 er der blevet indgivet næsten 2.000 klager mod Danmark, hvoraf langt de fleste er blevet afvist. De mange klager har således kun medført 50 domme, hvoraf Danmark har tabt 15.4 Til sammenligning har Sverige i samme periode tabt 60 og Norge 28 sager. Langt de fleste sager mod Danmark – 9 for at være præcis –har omhandlet retten til en retfærdig rettergang. Derudover har Danmark tabt 3 sager om opholdstilladelse eller udvisning (men ikke Levakovic-sagen), 1 sag om tvunget medlemskab af fagforeninger, 1 sag om manglende beskyttelse af journalisters ytringsfrihed og 1 sag om en pensionist, som blev tilbageholdt i over 13 timer, fordi hun nægtede at oplyse navn og adresse til politiet.
Flere af disse sager, samt andre principielle sager fra Menneskerettighedsdomstolen, har haft en afgørende indflydelse på det danske retssystem og værdinormerne i Danmark samt resten af Europa. Konventionssystemet har fx haft en afgørende indflydelse på det danske retssystem, særligt hvad angår dommerhabilitet, længden af retssager samt brugen af isolationsfængsling. Domstolen har ligeledes været en afgørende faktor i forhold til at sikre, at Danmark, som et af de sidste lande i Europa, afskaffede brugen af eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet. Mere generelt har Domstolen også været en afgørende faktor i ophævelsen af legemlig afstraffelse af børn samt beskyttelsen af forskelige minoriteter, heriblandt bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede mennesker. En stor del af de rettigheder eller friheder, som mange tager for givet– såsom retten til ytringsfrihed eller privatlivets fred – er beskyttet og udviklet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Jacques Hartmann er cand.jur., ph.d. og Senior Lecturer ved University of Dundee i Skotland.
Ovenstående tekst er et uddrag af hans nye bog “Danmark og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.” Bogen kan købes på Ex Tuto Publishing, pris 250 kr. Læs mere og bestil her:
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.
Billede i artiklens top: /ritzau/Stine Bidstrup/
Læs hele vores tema om “Danmark, Europarådet og menneskerettighederne” her.