Nationaldag på halv kraft

2019-09-17T06:03:02+00:00 torsdag, 12. september, 2019|

Følelsen er feset ud. Mobiliseringen er vigende efter 40 års nationsopbygning, fem års tilløb, to folkeafstemninger, to løsrivelseserklæringer og to års forvirring. Sensommersolen til trods var deltagelsen i La Diada i går, den 11. september, den laveste siden 2012.

Reportage af Sara Høyrup

I det gode vejr går Magasinets udsendte op gennem indvandrerbydelen Raval til Sektion 22 lige syd for Plaça Universitat på Gran Vía de les Corts Catalanes, som i sin tid blev omdøbt fra et navn med spansk reference. På de mange uddannelsesinstitutioner, der er rykket ind i forbindelse med gentrificeringen af det førhen så berygtede kvarter, hænger lange bannere ned ad facaderne i dagens anledning.

I den spansktalende bydel Raval hænger regionens officielle flag på uddannelsesinstitutionernes facader. – Foto: Sara Høyrup

Bortset fra den nye afdeling af kunsthøjskolen La Massana, der året rundt er iklædt et stort, gult stykke stof med ønske om ”løsladelse af de politiske fanger” på pladsen bag madmarkedet La Boqueria, er bannerne holdt i regionens officielle flag la senyera’s rødgule striber. Det svarer til at holde på begge heste i et racerløb med kun to deltagere: på den ene side markerer man sin catalanske patriotisme. På den anden side undgår man den hvide stjerne i en blå trekant, som omkalfatrer betydningen til la estelada, det stjernespækkede løsrivelsesflag.

Meningen med at gå op til stykket mellem Carrer Aribau og Carrer Muntaner er at mødes med en separatistveninde, der i den nøje orkestrerede forberedelse har påtaget sig en del af ansvaret for at fylde gade og vej ud lige netop dér. I månederne op til den store dag har de identitariske foreninger klaget deres nød i pressen over manglende tilmeldinger, som så er indløbet i sidste øjeblik.

Veninden er der med sin storfamilie, og sammen er de organiseret i en revolutionær celle, har hun forklaret. Catalonien skal være frit. Venindens gamle mor vendte sågar tilbage til regionen i 2017 efter mange år på de Canariske Øer, fuldt forvisset om at nu var tiden inde til en catalansk stat. Fra oplandet køres folk gratis ind i busser.

Det lykkes aldrig at finde veninden i vrimlen, skønt der er mindre tætpakket end i tidligere år. Mobiltætheden er så massiv, at den sætter de internetbårne whatsapp-beskeder ud af kraft. Ingen, jeg kender i Barcelona, har råd til at bruge almindelige sms’er.

Stemningen er sitrende ved femtiden, men fiser ud som en aflyst nytåraften, da der på slaget 17.14 sker … absolut ingenting. Det skulle ellers være ”el moment àlgid”, kulminationen på det hele, har veninden lovet.

“[separatistleder] Jordi Cuixart, du er for sej” – Foto: Sara Høyrup.

Karikaturtegneren Miguel Villalba kreerede fluks denne fremstilling efter forlæg fra Sara Høyrups foto.

Formuleringen viser sig at være løftet direkte fra det, arrangørerne har lovet tilhængerne. Sådan er det ofte i disse år: Slagord, og hvad der alt efter standpunkt kan forstås som enten løfter eller trusler, ryger ufordøjet over i vennernes værktøjslager. Selv vanligvis intelligente mennesker følger lydigt tidevandet af skiftende forklaringer uden at bemærke, at der ikke er tale om tanker, de selv har gjort sig. Og sålunde kan man hos sine bekendte aflæse de interne instrukser, der drypper ned ovenfra i den lejr og spredes digitalt i både åbne og hemmelige grupper.

Det symbolske minuttal 17.14 henviser til et militært nederlag i 1714, og den anden lejr har megen moro med det offerivrige i – af alle ting – at fejre en fiasko. Striden dengang stod mellem tilhængerne af hver sin kongeæt og var en paneuropæisk strid. Ikke desto mindre er den gået over i den officielle historieskrivning som enden  på hævdvundne catalanske rettigheder, ja, selveste den catalanske selvstændighed og tidligere demokrati. De catalanske nationalister vil tilbage til feudaltiden.

I den überturistede Born-bydel brænder en evig ild på et tårnhøjt, spinkelt jernmonument uden for den store, smukke kirke Santa María del Mar. Det gjorde den ikke, da Magasinets udsendte boede der i 1996. Siden løsrivelsesprocessen blev blæst i gang i 2012, har der for foden af monumentet ligget friske blomster for de faldne. I 1714.

Men klokken 17.14 og de næste mange minutter sker der ikke andet, end at en kvinde med særdeles skinger røst peptalker videre om løst og fast over det potente højttaleranlæg.

I indvandrerbydelen Raval har indvandrerne nok at gøre med dagen og vejen. – Foto: Sara Høyrup.

Den catalanske nationaldag er som en fest for halvdelen af klassen. De troende råber ivrigt ”bona Diada a tothom!”, god nationaldag til alle, på vej ud ad døren dagen før. Også selv om ingen gider svare, hvis de eksempelvis råber det ud over et rum fuldt af indvandrere og andre spansktalende. De kontrære siger bare: Vi ses på torsdag. Dermed har de allerede skrevet sig selv på den sorte liste over ”anticatalanere”.

På vej op til Universitetspladsen bliver det tydeligt, at sæsonfarven er tyrkis. Gul er ellers separatismens farve – og det i en grad, så unionisterne helt har opgivet at gå klædt i den symbolladede kulør, som strækker sig fra kanariegul til klassisk catalansk, nærmest jordfarvet gullig. Sidste sæson var en helt særlig nuance af koralrød in for en kort bemærkning, hvilket sendte det separatistiske T-shirtsalg i vejret. I år er merchandiset tyrkist med gule detaljer, som onde tunger opfatter som en freudiansk fortalelse, idet det ikke er helt ulig et hagekors i opløsning og med et ben for meget.

Den gule farve, som har symboliseret separatismen i årevis, er afløst af sæsonens tyrkise trøjer. – Foto: Sara Høyrup

”Fuldkommen ligesom sæsontrøjerne hos F.C. Barcelona,” som El Periódico de Catalunya skriver næste dag. Det tosprogede dagblad tilføjer som en oplysning til borgerne, at trøjerne kan fås til spotpris hos de afrikanske gadesælgere, som i tide har fået produceret kopiprodukter også af denne nyklassiker.  Men så går pengene selvsagt ikke til Sagen, men til at holde en familie oven vande et sted i den tredje verden.

Pligtskyldigt fremmøde
Mens halvdelen af befolkningen er irriterede over nationaldagen eller bare ligeglade med den, er nogle hundrede tusinder gået på gaden i fuldt udstyr af varieret art. Flagene er mere homogene end tidligere events’ myriade af symbolikker: mestendels det spraglede separatistflag, men også mere sinistre sorte flag ses. Rådhusets catalanske kæmpedukker er trukket af stalden ligesom under karnevallet.

Ud over dukkerne er her nok snarere 300.000 demonstranter end det oppustede officielle tal på 600.000. Samlet set er her selv i de officielle tal fra regionsregeringen 40 procent færre fremmødte end sidste år. Færre end nogensinde, siden el Procés gik i gang for syv år siden og med en massiv propagandaindsats fik halvdelen af befolkningen med på spøgen.

Nu er der ingen entusiasme, ingen gejst. Ingen gule hjelme, som der ellers blev opfordret til i dagene op til La Diada (prisen på gule hjelme var gået gennem taget). I Sektion 22 er det umuligt for de manende talere at piske en stemning op, uanset hvor meget de trykker på alle knapper med nøgleord som frihed og værdighed og rettigheder sat op mod undertrykkelse og ydmygelse. Op ad godteposen trækker de referencer til både Nelson Mandela og Martin Luther King og Murens fald.

Fra deres allierede i Spaniens nye venstrepopulisme har de indhentet termen empowerment, men lige meget hjælper det: Alle tiltag til råbekor løber ud i sandet med det samme. ”In-inde-independencia!” lokker ikke rigtigt længere, for det bliver jo alligevel ikke til noget. Alle ved det – ingen vil indrømme det. Den, der først giver op, er forræder.

I den anden ende af centrum gøres der heller ikke forsøg på at besætte regionsparlamentet, sådan som en ivrig separatist fuld af onlinepral har svoret at ville gøre det sammen med sine kompisser. Man nøjes med at overfalde en kvindelig journalist fra den spanske fjernsynskanal TVE.

I Sektion 22 er børnene med. I Catalonien lærer man helt fra barnsben om sin nationale identitet. Det foregår i hjemmet, til jul, til karneval, til byfester og ikke mindst: i skolen. Under det femårige tilløb til løsrivelsesforsøget i oktober 2017 er der sket en voldsom stigning i antallet af indbyggere i regionen, der definerer sig som udelukkende catalanere og helt fraskriver sig en spansk identitet. Unionisterne derimod regner sig for både catalanere og spaniere; ikke kun for spaniere.

“Vi gør det igen” lyder slagordet på barnets banner. Altså forsøger at rive regionen løs uden forudgående aftale. – Foto: Sara Høyrup.

Hen ad halv syv er de fleste folk daffet af. Veninden sender en besked om, at nu er der koncert ved Arc de Triomf: et yndet samlingssted for lokalnationalisterne i disse år. Fra gammel tid har catalanerne stræbt mod nord, og Barcelona har således også en kopi af den franske triumfbue.

Dengang Magasinets udsendte boede lige over for l’Arc de Triomf for 20 år siden, var området omkring Parc Ciudadela et sted for ludere og lommetyve. Om aftenen spillede de gamle mennesker kort og domino på den store plads bag buen, og transerne falbød deres ynder på det mørklagte strøg bag regionsparlamentet. Nu er alting overtaget af turismen og nationalismen.

Da Sektion 22 er ved at være affolket, kan den ældre dame på bænken ikke dy sig. ”Nå, hvad mener De så?” spørger hun Magasinets udsendte, som nødigt vil ud med sproget. Jeg nøjes med at sige, at jeg synes, det virker, som om de ikke længere selv tror på projektet. Men det gør de, bedyrer damen, og hendes mand støder til. I 20 stive minutter ryster de belærende fingre ad reporteren og går så tæt på, at de af og til rammer hele vejen igennem intimsfæren med et lille svirp.

Ægteparret her henvender sig selv til Magasinet Europas udsendte for at sikre, at udenlandsk presse nu også ret begriber, hvordan tingene i deres øjne hænger sammen. – Foto: Sara Høyrup.

Magasinets udsendte forsøger at føre en fornuftig samtale med det pæne par, men det er ren goddag mand-økseskaft. Udenlandsk presse plejer at være nem nok at bilde ting på ærmet, og særligt manden bliver meget fortørnet over at støde på modstand, da han forklarer det, som hans hustru omtaler som ”sandheden”, som jeg skal huske at bringe:

  • Catalonien er besat militært
  • De slår os ihjel
  • Vi prøver stadig at komme ud af 40 års diktatur (som ellers sluttede for 40 år siden)
  • De spansktalende er sendt hertil af Franco
  • De spansktalende er ikke hjemmehørende her
  • Med Europas støtte vil vi opnå selvstændighed (men vi ved ikke hvornår)
  • Nej da, Catalonien har da ingen tårnhøj gæld til den spanske stat

En afrikansk gadehandler følger med strømmen mod Triumfbuen og forsøger at sælge mig et separatistflag. Vel hjemme skriver jeg til min separatistveninde og spørger, hvordan dagen er gået for hende. ”Godt,” svarer hun. ”Det gælder bare om at være vedholdende.”

Spanienskorrespondent Sara Høyrup er spansk cand.mag. og uddannet i udenrigspolitisk journalistik fra det catalanske universitet UPF.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Albert Gea


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: