Nationalister uden hagekors

Flygtningestrømmen, terror og en række EU-fiaskoer er – sammen med generel politikerlede – med til at forklare opkomsten af AfD – Alternative für Deutschland. Vi bringer et uddrag af Jesper Vinds nye bog Det nye tyske højre – Politik, rødder, idéer.

Kapitlet “Nationalister uden hagekors” kommer her:

22.09.2017 | TEMA: NABOLAND TYSKLAND | Der er kort fortalt fire forklaringer på AfDs opkomst. For det første har flygtningestrømmen og Merkels liberale indvandringspolitik skabt enorm utilfredshed, og især i kølvandet på den stigende kriminalitet og terror, som begås af udlændinge. For det andet har EUs fiaskoer med Schengen-systemet og eurosamarbejdet reduceret tilliden til det europæiske samarbejde og re-nationaliseret politikken, også i Tyskland.

For det tredje er politikerleden vokset i Tyskland, hvor de store koalitioner mellem CDU/CSU og SPD har præget politikken de senere år. Mange savner en reel opposition, selvom den faktor er blevet mindre i 2017, hvor SPD har opstillet den karismatiske Martin Schulz som kanslerkandidat, og hvor det liberale FDP har oplevet et comeback.

For det fjerde er AfD et parti, som i partiprogrammet sætter grænser i forhold til rabiate typer, der giver udtryk for antisemitisme og racisme. Hvorvidt det er lykkedes, er dog et stridspunkt, især efter Björn Höckes nedsættende tale om Holocaust-mindesmærket i Berlin. Hans sag viser, at AfD har ideologiske problemer med at afgrænse sig effektivt mod det ekstreme højre. Men grænser er der. For eksempel bliver man ikke optaget i partiet, hvis man støtter det nynazistiske NPD. Afgrænsningen mod det yderste højre er afgørende, hvis AfD skal overleve på længere sigt. Dels forbyder forfatningen højreekstreme partier, dels bliver nazistemplet ofte trukket i den tyske opinion, når politikere bevæger sig langt ud til højre for den mainstream-borgerlighed, som CDU/CSU står for.

Nazikortet bliver også ofte trukket af modstandere og medier, når de karakteriserer Alternative für Deutschland. Men det er tit en stor fejl, vurderer forfatteren og journalisten Toralf Staud fra Berlin, der det seneste årti har beskæftiget sig indgående med den tyske højrefløj – både som journalist ved ugeavisen Die Zeit og som forfatter til flere bøger.

”Det er helt fejlagtigt at se AfD som moderne nazister. Det kommer der ikke noget godt ud af. Tværtimod styrker det kun deres ønskeposition som forfulgte martyrer,” siger Toralf Staud, da jeg under AfDs optur fanger ham via en telefon til Chemnitz (det tidligere Karl-Marx-Stadt), hvor han holder foredrag om det nye højre.

”Folkene bag AfD er en broget flok, men overordnet er det i stadig højere grad indvandringskritiske, nationalkonservative folk, der ikke tænker biologisk racistisk, men i stedet argumenterer kulturalistisk – det vil sige kulturen ophøjet til ideologi. De kan bedst sammenlignes med partier som Dansk Folkeparti i Danmark, Pim Fortuyns Liste i Holland og den tilsvarende højrepopulisme i Sverige, Norge, Schweiz og Frankrig.”

Men i Tyskland har mange haft svært ved at identificere fænomenet. Her ser mange meningsdannere AfD som en forlængelse af partiet NPD – Nationaldemokratische Partei Deutschlands – der siden genforeningen i 1990 har haft sæde i flere østtyske byråd og delstatsparlamenter.

”NPD er en slags moderne nazister, som ingen i den tyske offentlighed – grundet historien – kan tage seriøst. Men den helt afgørende erkendelse lige nu er, at højrefløjen i de seneste år har oplevet en kvalitativ forandring i Tyskland. NPD er slet ikke det samme som AfD,” forklarer Toralf Staud.

For at illustrere denne kvalitative forandring på højrefløjen går Toralf Staud tilbage i tiden og beskriver situationen i Tyskland anno 2005. Dengang var store dele af landet i krise og arbejdsløsheden stor, hvilket gav grobund for mange højreekstreme grupper, især i det tidligere DDR.

Den mest kendte var terrorgruppen Nationalsocialistischer Undergrund (NSU), der udsprang af den højreekstreme skinhead-scene i Jena. Gruppens tre medlemmer gik under jorden i 1998 og blev afsløret i 2011. Her kom det frem, at den havde udført flere terrorattentater, og dræbt mindst ni indvandrere samt en kvindelig politibetjent.

På det partipolitiske plan var det samtidig lykkedes NPD at få succes med et såkaldt völkisch-socialt program i Østtyskland. Det var et miks af den kollektivisme, man kendte i DDR samt nationalisme, EU-modstand, antiamerikanisme, antisemitisme og racisme imod alle migranter, der især kom fra Østeuropa. Islam spillede dengang ingen praktisk rolle for NPD. Tværtimod havde man allieret sig med islamisterne i Hizb ut-Tahrir i kampen mod jøderne, Israel og USA.

”NPD var dengang kun fast forankret i øst, og man var stærkt orienteret mod provinsen og de mindre byer. Her lykkedes det næsten med en græsrodsrevolution, hvor man fik mobiliseret mange unge omkring en skinheadkultur. Deres modstandere valgte at flytte væk, og det resulterede i store valgsucceser i mange østtyske regioner,” fortæller Toralf Staud.

Men NPD fik store interne konflikter, og de kunne ikke mobilisere uden for den østtyske provins, og slet ikke i Vesttyskland. I dette tomrum skete der noget, der ændrede alt på den tyske højrefløj: Økonomen Thilo Sarrazins udgivelse i 2010 af bogen Deutschland schafft sich ab (Tyskland afskaffer sig selv).

Den solgte på kort tid 1,5 millioner eksemplarer og gjorde antimuslimske og fremmedfjendtlige holdninger salonfæhige over hele Tyskland. Sarrazin blev inviteret ind i mange tv-shows, og det blev normalt med islamkritik i den bedste sendetid.

Staud fremhæver, at Sarrazin gjorde islamkritikken ”respektabel”. Da AfD opstod et par år senere, formåede partiet at tiltrække mange akademikere, der kunne argumentere kulturalistisk ved for eksempel at erklære, at ”muslimer ikke er forenelige med demokrati”.

AfDerne siger også, at de forsvarer det såkaldte aftenland – altså Vesten – mod islam. Staud vurderer, at hvis man skal pege på en partipolitisk forløber for AfD, er det Die Republikaner. Det var et højreparti i det vestlige Tyskland, der i årene omkring 1990 havde succes ved Europaparlamentsvalget og flere delstatvalg, hvor det var et stort politisk tema at bremse strømmen af asylansøgere fra Bosnien, Mellemøsten og Østeuropa. Partiet var dog ledet af en tidligere højtdekoreret SS-soldat og derfor ikke politisk stuerent.

Derudover peger Toralf Staud på, at de historiske rødder til den aktuelle nationalkonservatisme hos både AfD og den beslægtede Pegida-bevægelse skal søges i Weimarrepublikkens politiske tænkning. Her var der en strømning, der kaldtes ”den konservative revolution”, og nogle af deres ideer har fået en renæssance.

”De var konservative antidemokrater, som adskilte sig fra nazismen. Efter Første Verdenskrig kæmpede de imod den nye demokratiske republik. Strømningen stod for en romantisk ideologi med antiliberalisme,” forklarer Toralf Staud.

Strømningen blev forfægtet af forfattere som Edgar Jung med Die Herrschaft der Minderwertigen (1927), Oswald Spengler med Der Untergang des Abendlandes (1922) og rets- filosoffen Carl Schmitts teorier om undtagelsestilstanden, parlamentarismens vrangsider og distinktionen mellem ven og fjende. De sværmede for gamle familieværdier, preussiske militærdyder og dyrkede et romantiseret billede af et stærkt og kristent Tyskland, der geopolitisk og ideologisk befandt sig mellem det barbariske Rusland og det materialistiske, åndløse Vesteuropa. De konservative revolutionære var fremmedfjendtlige nationalister, men typisk uden hagekors.

Staud nævner, at især Björn Höcke fra Thüringen er en åndelig arvtager af denne strømning. Höcke udbrød i en tale i 2015 disse kontroversielle ord, som klingede af gammel tusindårsrigeretorik: ”Thüringer! Deutsche! 3000 Jahre Europa. 1000 Jahre Deutschland.”

Staud understreger, at Höcke tilhører AfDs yderste højrefløj, men at partiet har flere betydelige fraktioner: Der er flere afarter af national- og kulturkonservatisme, samt en liberalistisk anti-eurofløj, der betoner en stram finanspolitik. Spørgsmålet er så, hvad det nye højres potentiale er?

”De dårlige erfaringer med historien betyder, at nazistiske partier ikke har en jordisk chance. Den strømning er tyskerne vaccineret imod. Men problemet er, at der findes racister og ekstremister, der ikke er nynazister, og så kan det for os tyskere være svært at identificere problemet, fordi vi er vant til at kigge efter folk med hagekors.”

Ovenstående tekst er et uddrag af Jesper Vinds bog “Det nye tyske højre – Politik, rødder, ideer”. Mere information om bogen her.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Jens Meyer.

Layout og billedredigering: Nynne Giannini.

Læs de øvrige artikler i vores tema “Naboland Tyskland” her.