Det er nødvendigt at lære flere fremmedsprog

2018-05-02T13:47:24+00:00 tirsdag, 16. maj, 2017|

Tysk, fransk og spansk er på retur på mange uddannelser. Man kan undre sig over, hvordan eksempelvis kandidater, der tænkes at skulle arbejde strategisk med at gennemskue, hvilke europæiske markeder der er attraktive for danske virksomheder, skal lave kvalificerede markedsanalyser uden at kende til de sprog, der tales på disse markeder. Og hvad med dannelsen? Skal den efterlades på tærsklen til universiteterne? Vi bringer et uddrag af Lisbeth Verstraete-Hansens og Per Øhrgaards nye bog ”Sprogløse verdensborgere”. Uddraget følger her:

Det skal blive interessant at følge udviklingen i de kommende år, nu hvor Uddannelses- og Forskningsministeriets egne tal peger i retning af mangel på sproguddannede gymnasielærere i tysk og fransk, og Dansk Magisterforenings tal viser, at den samlede arbejdsløshed for uddannede magistre i de store europæiske fremmedsprog ligger et sted mellem 1 og 3 procent.

Det har økonomerne åbenbart ikke set i de krystalkugler, der bruges til at forudsige samfundets behov. Men er det overhovedet muligt at give et kvalificeret svar på, hvilke behov, der vil være for fremmedsprog i fremtiden?

I en rapport, som i 2003 blev udarbejdet af en arbejdsgruppe, der af Undervisningsministeriet havde fået til opgave at udtænke en strategi for fremtidens sprogfag, finder vi følgende overvejelser:

Fremmedsprogsundervisning i Danmark må orientere sig efter det sandsynlige behov for at få brug for de forskellige sprog.

[…] Begrundelsen for at kunne mere end ét fremmedsprog – og dermed for at sikre en bred vifte af tilbud i skoleuddannelsen – er både praktisk og kulturel (»dannelsesmæssig«). Det er ikke ønskeligt, og det er ej heller muligt, at skille de to sider af sprogindlæring ad. (Fremtidens sprogfag, 2003, s. 33).

I denne behovsforståelse forenes en praktisk og kulturel dimension i undervisningen. Denne forståelse mødte dog kritik fra Christian Hjorth-Andersen, professor i økonomi, der kritiserede rapporten for ikke at have diskuteret behovskriteriet nærmere. Han mente, at rapporten implicit så på samfundets behov fra den enkelte elevs synsvinkel, og at den derfor manglede blik for den erhvervsmæssige betydning af sprogundervisning. Som modvægt hertil foreslog Hjorth-Andersen at tale om behovet set fra erhvervslivets synspunkt:

»(…) erhvervslivet forstået i bred forstand som offentlige og private virksomheder, erhvervsorganisationer, læreanstalter etc., men lad os nøjes med de private virksomheder« (Hjorth-Andersen 2004, s. 15).

Man må sige, at denne tankegang – der nøjes med de private virksomheder – har haft medvind, for som vi har set, betragtes uddannelse i dag først og fremmest – for ikke at sige udelukkende – som et redskab til at fremme vækst og konkurrenceevne, altså som en underafdeling af arbejdsmarkedspolitik, beskæftigelsespolitik og erhvervspolitik. Og kvalitet på de enkelte fag er stort set reduceret til et spørgsmål om fagenes relevans for de private virksomheder. Men skal dannelsen efterlades på tærsklen til universiteterne? Og hvem kender i det hele taget samfundets behov? Kan man stole på, at erhvervslivet – eller arbejdsmarkedet i bred forstand – altid kender sine behov? Hvordan undersøger man dem i det hele taget?

Det vil vi se på i det følgende, før vi igen tager dannelsesdiskussionen op. Først skal vi dog lige være enige om begreberne.

»Arbejdsmarkedet« forstår vi som hele det felt, hvor arbejdskraft købes og sælges. Dvs. ikke kun private virksomheder; ikke kun uddannelsessystemet; ikke kun centraladministrationen eller regioner og kommuner, men også internationale organisationer, NGO’er, freelancearbejde, konsulentvirksomhed osv.

»Fremmedsprog« kan dække en række forskellige færdigheder (mundtlig og/eller skriftlig kommunikation, læsning, oversættelse) og kompetenceniveauer. Endelig indbefatter »fremmedsprog« også kultur- og samfundskendskab, om end det er en indsigt, der i nogen grad er fraværende hos mange arbejdsgivere, som tror, at sprogfagene mestendels handler om at bøje verber. Behovsbegrebet kan anvendes på både samfunds-, virksomheds- og individniveau og dermed være både objektivt og subjektivt. Det objektive behov er de sprog- og kulturkundskaber, der kræves for at nå målet med en fremmedsproglig interaktion, mens det subjektive behov handler om, hvordan hver enkelt opfatter sit eget eller sin virksomheds behov. Man kan forsøge at kortlægge behov på mange forskellige måder, som har hver sine præmisser og blinde vinkler og derfor ikke kan stå alene.

– Når man laver spørgeskemaundersøgelser, er resultatet afhængigt af respondenternes adgang til information og af den undersøgte populations repræsentativitet.

– Når man laver efterspørgselsanalyser, f.eks. i stillingsannoncer eller dimittendanalyser, hviler tilgangen på en antagelse af, at alle behov er erkendt, og at behovene er statiske. Det er det, der er problemet i alle de rapporter, vi har set på.

– Når man laver fremskrivninger, er resultatet følsomt over for politiske reformer. Hvis man f.eks. ændrer på sprogenes status i fagrækken, kan det føre til overproduktion af – eller omvendt mangel på – kandidater.

Enhver forudsigelse om fremtidige behov bør derfor fremsættes med en vis grad af ydmyghed. Hvad vi ved så om de forskellige sektorer på arbejdsmarkedet?

En af de mest citerede undersøgelser af fremmedsprogsbehov fra de senere år er Dansk Industris rapport Mere (end) sprog fra 2007. En af denne bogs forfattere var med i arbejdet og har altså haft fingrene i data. Dansk Industri konstaterede, at danske virksomheder havde et problem med internationalisering, at manglende fokus på sprog var en del af det, og at virksomhederne helst ville rekruttere medarbejdere, der kunne sprog i tillæg til noget andet.

På den baggrund udformede Dansk Industri begrebet »dobbeltkompetence« der, som vi allerede har været inde på, har fået stor udbredelse i den uddannelsespolitiske debat. Blandt andet fik dobbeltkompetencen – forstået som »sprog og noget andet« – en helt konkret udformning på CBS, som i 2013 for første gang udbød uddannelsen BA i Europæisk Business, der kombinerede markedskendskab med engelsk, fransk, tysk eller spansk. Uddannelsen blev oprettet, blandt andet fordi der kunne dokumenteres et behov for den på arbejdsmarkedet.

Uddannelsen fik tre års levetid. Så lukkede ledelsen den – officielt af økonomiske årsager. Nu er den dog genopstået som HA i Europæisk Business, en erhvervsøkonomisk uddannelse med samme titel og en del af det samme indhold – dog ikke fremmedsprog. Det fremgår af ansøgningsdokumenterne, at:

Den foreslåede uddannelse er en omfattende reform af den eksisterende uddannelse BA i europæisk business. Uddannelsen indeholder flere elementer fra den eksisterende uddannelse, men har et øget fokus på erhvervsøkonomi, metode og komparativ politisk økonomi.

Reformen er motiveret af ønsket om at skrifte [sic] hovedområde og overgå fra BA i europæisk business til BSc i europæisk business og derved give de studerende mere attraktive muligheder for videreuddannelse inden for et felt med væsentlig højere beskæftigelse. Den nuværende BA i europæisk business lukkes i takt med reformen. Sprogelementerne i den nuværende uddannelse vil således blive mindsket.

At sprogelementerne er »mindsket« er noget af en eufemisme. De er væk! Engelsk står alene tilbage som undervisningssprog på udvalgte fag, og kendskab til andre fremmedsprog indgår ikke i adgangskravene.

Man kan så undre sig over, hvordan kandidaterne, der tænkes at skulle arbejde strategisk med at gennemskue, hvilke europæiske markeder der er attraktive for danske virksomheder, skal lave kvalificerede markedsanalyser uden at kende til de sprog, der tales på disse markeder. Af dobbeltkompetencen i »sprog og noget andet« er nu kun »noget andet« tilbage. Det bliver svært at følge erhvervsnyheder, læse årsrapporter og sætte sig ind i specifikke juridiske forhold!

Desværre er debatten om behovet for fremmedsprog standset ved dobbeltkompetencerne, og det er ærgerligt, for begrebet har skygget for andre og nok så vigtige indsigter.

En af disse er, at særlig de små og mellemstore virksomheder (SMV) – og navnlig når det handler om andre sprog end engelsk – outsourcer de sprogligt krævende opgaver til oversættelsesbureauer. Uddannelse af tolke og oversættere er altså en af forudsætningerne for, at virksomhederne kan internationalisere, selv om de ikke ønsker eller har råd til at ansatte deres egen sprogspecialist. Men fordi de eksisterende undersøgelser udelukkende har spurgt til, hvilken type sprogkandidat virksomhederne selv ville ansætte, har de ikke indfanget behovet for oversættere. Af samme grund ved man kun lidt om dette behov.

Vi ved fra et temanummer af forbundet Kommunikation og Sprogs fagblad (KOM nr. 95, maj 2016), at virksomhedernes behov typisk søges dækket ved udbud af opgaverne, og at mange opgaver fordeles via digitale platforme, netværk og alternative kanaler som f.eks. LinkedIn. Derfor vil heller ikke en analyse af stillingsannoncer kunne sige noget om dette behov, som indtil videre altså er usynligt.

Den daværende europaminister havde ellers i januar 2013 oplyst Folketingets Europaudvalg om, at der var iværksat en undersøgelse, som skulle kaste lys over brug af og behov for tolke og translatører, og at eventuelle fremtidige initiativer på området afventede undersøgelsens konklusioner:

(…) Undersøgelsen forventes afsluttet i september 2013 med offentliggørelse af en rapport. Undersøgelsen vil indebære møder med relevante interessenter samt indsamling af information med henblik på blandt andet:

 – Kortlægning af nuværende tolke- og translatøruddannelser.

– Kortlægning af relevante analyser og undersøgelser af tolke- og translatørsituationen i Danmark.

– Undersøgelse af behovet for tolke- og translatører i EU’s institutioner og på det danske arbejdsmarked.

Så vidt vi er orienteret, er denne undersøgelse aldrig gjort færdig. I hvert fald er den ikke offentliggjort. På trods af dette – og altså uden at kende til undersøgelsens resultater – afskaffede regeringen året efter som nævnt autorisationsordningen for translatører og tolke. Tolkesituationen er dog ganske godt belyst inden for visse områder. Hvad angår sygehus- og retsvæsen har en række rapporter gennem årene påvist, at der særlig inden for flygtninge- og indvandrersprogene opstår problemer med retssikkerheden på grund af manglende uddannelser og kvalitetssikring af tolkearbejdet (se f.eks. rapporten Tolkning i retsvæsenet, 2015). Objektivt set er der altså dokumenteret et uopfyldt behov – måske blot ikke i en sektor, der har uddannelsespolitikernes interesse!

Ovenstående tekst er et uddrag af bogen ”Sprogløse verdensborgere” af Lisbeth Verstraete-Hansen og Per Øhrgaard. Læse mere om bogen her.

Lisbeth Verstraete-Hansen (f. 1966) er lektor i fransk ved Københavns Universet. Tidligere ansat på Université Lille 3 og Copenhagen Business School. Har bl.a. skrevet Littérature et engagements en Belgique francophone (2006) og er medredaktør på Écrire le monde en langue française (2017).

Per Øhrgaard (f. 1944), professor emeritus, dr.phil. Var 1980-2003 professor i tysk ved Københavns Universitet og 2003-2013 professor i tysk og europæiske studier ved Copenhagen Business School. Har bl.a. skrevet: Goethe. Et essay (1999) og Tyskland. Europas hjerte (2009).

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billedet i artiklens top: Miriam Dalsgaard/Polfoto.