Nordirland går usikker fremtid i møde

2017-06-30T10:08:09+00:00 Af |Analyse|

Til september afgør skotterne, om de fortsat vil være en del af Det Forenede Kongerige. Stemmer de for selvstændighed ved folkeafstemningen, får det ligeledes kulturelle, politiske og økonomiske konsekvenser for Nordirland.

27.6.2014 | STORBRITANNIEN | Det har længe stået klart, at Skotland i år skal stemme om uafhængighed fra unionen med England, Nordirland og Wales.

I meningsmålingerne har tilhængere af unionen siden starten af 2013 haft et solidt forspring på omkring 10 pct. En femtedel af de stemmeberettigede ved dog stadigvæk ikke, hvad de skal stemme. Skulle det ende med et skotsk “ja” til selvstændighed, får det ikke blot betydning for dem selv, men også for Nordirland.

Bliver Skotland uafhængigt, bliver Nordirland således kulturelt og politisk isoleret i Det Forenede Kongerige. Samtidig vil den økonomiske støtte til det nordirske parlament, Stormont, blive væsentligt reduceret. Det kan få den nordirske befolkning til at stille spørgsmål ved deres lands fremtid inden for unionen.

Spørgsmålet vil skabe uro i Nordirland, hvor unionisterne, som er tilhængere af unionen med Storbritannien, og republikanerne, som er modstandere af unionen, indbyrdes frygter hinandens reaktioner.

Kulturel og politisk isolation
Skotland og Nordirland har stærke kulturelle og historiske bånd. I 1600-tallet emigrerede et stort antal skottere til den nordlige del af den irske ø. Mange af Nordirlands protestanter og unionister nedstammer fra de skotske tilflyttere, og derfor er tilhørsforholdet til Det Forenede Kongerige bundet stærkt op på denne relation.

I et Storbritannien uden Skotland vil Nordirland blive kulturelt isoleret, og unionisterne frygter, at resten af unionen ikke længere vil have samme forudsætninger for at forstå Nordirlands specielle situation.

Det er ikke kun kulturelt, men også politisk, at Nordirland ender med stå alene. Nordirske og skotske politiske præferencer har traditionelt været mere socialdemokratiske end de engelske. Det kommer blandt andet til udtryk i, at begge lande har store offentlige sektorer, en mindre grad af brugerbetaling på nogle universitetsuddannelser og gratis receptmedicin.

Nordirland udgør sammen med Skotland og Wales en venstreorienteret modvægt i det britiske parlament, Westminster, hvor England trækker i en mere højreorienteret og markedsliberal retning. Eksperter påpeger, at de tre lande sammen har kunnet agere modspiller til England, men forlader Skotland unionen, vil balancen tilte i englændernes favør.

Det kan konkret betyde nedskæringer i Nordirlands offentlige sektor og få konsekvenser for kvaliteten af den offentlige service. 

Sparekniven rammer
En økonomisk aftale, som med garanti vil blive ændret, er den såkaldte Barnett-formel. Formlen bruges af den britiske regering til at udregne tilskudsstøtten pr. borger i de tre selvstyrende områder.

På nuværende tidspunkt nyder både Nordirland og Skotland godt af de gunstige tilskud. England, der i øjeblikket taber på aftalen, og Wales har før ytret ønske om at reformere den.

England og Wales vil med al sandsynlighed gøre alvor af reformønsket, hvis Skotland forlader unionen. Og det betyder, at det økonomiske tilskud til Nordirland vil blive væsentligt reduceret. Det vurderer Graham Walker, som forsker i britisk politik med speciale i nordirske og skotske forhold ved Queen’s University Belfast.

Kombinationen af økonomiske nedskæringer og politisk og kulturel isolation vil forurolige unionister og republikanere. Unionisterne frygter isolationen, men i høj grad også, hvordan republikanerne vil reagere på den oplagte mulighed for at fremme deres ønske om et forenet Irland. I den republikanske lejr er de derimod angste for, at unionisternes reaktion får konsekvenser for stabiliteten i Nordirland.

Nordirlands mentale stopklods
Det politiske klima i Nordirland er i forvejen præget af splid og uenighed, og frygten kommer således til at virke endnu mere hæmmende for samarbejdet mellem unionister og republikanere.

Siden Saint Andrews-aftalen i 2006 har unionisterne og republikanerne siddet i en samlingsregering og har således været nødt til at arbejde sammen. Det nordirske system er indrettet på en sådan måde, at enighed mellem begge parter er en nødvendighed, før en beslutning kan blive endeligt vedtaget. Det betyder imidlertid også, at det kun er ikke-omstridte problematikker, man kan blive enige om at løse.

Stemmer Skotland for uafhængighed, vil unionisternes frygt gøre dem mindre villige til at indgå de kompromisser, som er nødvendige for at komme nogle steder politisk. Den meste oplagte konsekvens er, at det kommer til at tage endnu længere tid at blive enige om beslutninger i det nordirske parlament. Eksperter vurderer, at politikudviklingen vil blive sat i anden række, da spørgsmålet om Nordirlands fremtid vil fylde mest i den politiske debat.

I værste fald vil det betyde, at det nordirske system ikke ville kunne fungere. Dog afhænger det af, hvordan republikanerne og især deres største parti, Sinn Fein, reagerer på situationen. Muligheden for at fremme sin egen agenda om et forenet Irland er reel, især set i lyset af, at Sinn Feins leder og Nordirlands viceførsteminister, Martin McGuinness, har luftet ideen om en folkeafstemning i 2016.

Men ifølge Graham Walker har Sinn Fein på kort sigt for meget på spil. De er således mere optaget af at bevare stabiliteten i Nordirland. For det første fordi de ikke ønsker at ødelægge de gode relationer, man har fået opbygget til England. For det andet ville det ikke passe ind i deres strategi om at komme til at fremstå stuerene for at komme i regering i Republikken Irland.

Uanset hvad der kommer til at ske, så er én ting sikker: Hele Nordirland vil se anspændt til, når skotterne beslutter sig for “tha” (ja) eller “chein eil” (nej) til september.

Jakob Dorph Broager har en Master i EU-ret fra University of Edinburgh og studerer analytisk journalistik ved Aarhus Universitet

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Northern Ireland Executive