Det nordiske sprogfællesskab har en lang historie bag sig og er både folkeligt og politisk forankret. Læreres og elevers holdninger til nabosprogene har dog i årtier været kendetegnet af manglende interesse eller ligefrem berøringsangst. Skolerne ville med små midler kunne vende den negative tendens og udruste alle skoleelever med en naturlig flersprogethed.

10.06.2016 | NORDEN | Lad mig starte med en anekdote. Tilbage i 2003 var jeg medarrangør af en konference for sprogrøgtere og sprogpolitikere fra hele Europa. Som altid i sådanne sammenhænge var tolkningen et følsomt område; ressourcerne rakte ikke til simultantolkning af alle officielle sprog, og i stedet måtte vi nøjes med seks: engelsk, tysk, fransk, spansk, italiensk og skandinavisk.

Islændingene talte dansk og finnerne svensk, mens resten af nordboerne udtrykte os omsorgsfuldt og skriftnært. I vores headsets kunne vi høre spansk eller tysk blive forvandlet til et usædvanligt tydeligt dansk, norsk eller svensk. Hele fem lande deltes om en tolk uden problemer. Det var noget andet end eksempelvis spanierne og italienerne, som måtte have hver sin tolk, til trods for at deres sprog stort set ikke er mere forskellige end svensk og dansk.

Opstandelsen var stor. Tyskere og hollændere var forundrede, og den franske delegation udbad sig en separat drøftelse med de nordiske repræsentanter for at høre, hvordan man bærer sig ad med at få folk til at være så modtagelige for hinandens nabosprog. Hvad gør I i skolerne? Som nordiske repræsentanter skiftevis rødmede og fnisede vi over den intense interesse for vores temmelig sølle nabosprogundervisning, men det gjorde vi uret i: Vi burde have indset, at det nordiske sprogfællesskab er et usædvanligt og meget lærerigt sprogpolitisk projekt.

Den særstilling, som de skandinaviske nabosprog dansk og norsk har i svensk sprogpolitik, hører til tanken om det nordiske sprogfællesskab. Dette fællesskab omfatter også talerne af andre sprog i Norden, men denne artikel handler mestendels om svensk, dansk og norsk.

Nordisk fællesskab
Det skandinaviske sprogfællesskab har to rødder, hvoraf den ene er ideologisk: Nordens lande har en fælles historie, kultur og fremtid. Det kan som minimum spores tilbage til 1800-tallets skandinavisme, men antog en mere moderne form i mellemkrigstiden og var måske stærkest i årtierne efter Anden Verdenskrig. Selv om de færreste svenskere er ret optaget af det nordiske fællesskab, er det en dybt forankret folkelig idé, der grænser til det selvfølgelige. En svensker og en dansker, som støder på hinanden uden for Norden, mener ofte at have mere til fælles end en svensker og en hollænder. Ikke mange lader sig overraske af ”Norden” som begreb, og det er lige før, en rejse til Danmark, Norge eller Finland ikke regnes for en rejse til udlandet.

Det andet udgangspunkt er praktisk og sprogligt: Svensk, dansk og norsk er så nært beslægtede, at de med en vis anstrengelse er gensidigt begribelige – og især da på skrift. Man behøver ikke studere dem indgående i skolen i årevis for at forstå dem. Frem til svenskerne blev dygtige til engelsk omkring år 1970, var Danmark og Norge og i en vis udstrækning Finland for mange svenskere de eneste lande, hvor de kunne klare sig så nogenlunde med deres begrænsede sprogkundskaber. Flertallet af den svenske befolkning har en indbygget flersprogethed qua nærheden til dansk og norsk. Det er en ressource, som det ville være synd og skam at smide væk.

Svenskere og danskere kan altså med lidt held tale deres modersmål med hinanden. Man plejer at kalde det for det primære nordiske sprogfællesskab, mens det sekundære sprogfællesskab omfatter finsk-talende i Finland, færinger, grønlændere, islændinge og samer. De kan ikke tale deres modersmål med de skandinavisk-talende, men islændinge, færinger og grønlændere læser dansk i skolen, mens finnerne læser svensk, og samerne lærer et vist mål af skandinavisk. Det burde give adgang til hele det nordiske sprogfællesskab, men det er en sandhed med modifikationer.

Et spørgsmål om holdninger og forestillinger
Det nordiske sprogfællesskab er fint forankret i politiske beslutninger og bestemmelser. I praksis er det primære og dele af det sekundære fællesskab hver dag i fuld funktion i meget vidt omfang. Det er mest i spørgsmålet om holdninger og forestillinger, at sprogfællesskabet støder på problemer som politisk projekt.

Men hvordan er det egentlig fat med den interskandinaviske sprogforståelse? Man henviser gerne til en stor undersøgelse fra 2005 af Lund-forskerne Lars-Olof Delsing og Katarina Lundin Åkesson, hvor flere end 1800 gymnasieelever i alle de nordiske landet blev testet i deres forståelse af norsk, dansk og svensk.

Undersøgelsen viser mange interessante ting: Danskere og svenskere forstår hinanden nogenlunde lige dårligt, mens nordmænd ikke har problemer med hverken dansk eller norsk. Svensk klarer nordmændene godt at forstå, mens det holder lidt mere hårdt for danskerne. Finner med finsk som modersmål forstår overhovedet ikke dansk og norsk. Islændinge klarer det danske godt, men har svært ved svensk og norsk. Færinger forstår udmærket alle tre skandinaviske sprog. Og engelsk er næsten altid nemmere at ty til end de nordiske nabosprog.

Det er åbenbart nemt nok at forstå skrevet dansk og norsk. Svenske gymnasieelever i undersøgelsen forstod endog en dansk nyhedsartikel en smule bedre end en norsk, og ved nærmere eftertanke kan det ikke undre. Svensk, norsk og dansk grammatik er nemlig hinanden meget lig, dansk og norsk (især bokmålets) ordforråd er også meget ens, men adskiller sig mere fra svensk. Rigtigt mange svenskere er ude af stand til at afgøre, om en tekst er skrevet på norsk eller dansk, men de kan høre forskellen med det samme.

Forudsigelig undersøgelse
Undersøgelsen er udformet, så den nødvendigvis må føre til dårlige resultater: I et klasseværelsesmiljø tester man skoleelever, som i deres hverdag ikke oplever noget særligt behov for at kommunikere med nabosprogstalende. I praksis bliver det nordiske sprogfællesskab først sat på en prøve, når danskere, nordmænd og svenskere mødes. En undersøgelse af svenskere, som arbejder i ældreplejen i København, viser, at den dansk-svenske kommunikation fungerer rigtigt fint (Ridell 2008). Derimod er det sikkert sandt, at finner ikke kan forventes at forstå dansk og norsk.

Forståelse kan meget vel være et holdningsspørgsmål. I et studie fra 2013 undersøgte Robert Zola Christensen og Mari Bacquin holdninger til nabosprogene blandt gymnasieelever i København og Malmø. Begge grupper svarede noget i dur med ”ret godt”, når de blev spurgt, hvor godt de oplevede at blive forstået på den anden side af Sundet. ”Ret svært” besvarede københavnerne, og ”meget svært” lød det fra Malmø på spørgsmålet om, hvor svært de fandt det at forstå nabosproget. Vi oplever altså, at vi selv gør os forståelige, samtidig med at vi oplever, at vi ikke forstår det, den anden part siger.

Styrket hos nogle og svækket hos andre
Det er svært at spå om fremtiden for det nordiske sprogfællesskab. En mulig udvikling er, at det sekundære sprogfællesskab med finner og islændinge mindskes meget, særligt hvis svenskfaget i de finsktalende dele af Finland og danskfaget på Island bliver stillet svagere. I givet fald vil dette sprogfællesskab kunne siges ikke at have været stort mere end en historisk parentes i anden halvdel af det 20. århundrede. Med undtagelse af den uddannede middelklasse har finner og islændinge op igennem historien som regel ikke kunnet forstå svensk og dansk, og samme samfundslag vil med stor sikkerhed blive ved med at bruge de skandinaviske sprog ganske meget. Også det primære sprogfællesskab kan blive indskrænket, så at dansk falder fra, og der stort set kun bliver den gensidige forståelse tilbage norsk og svensk imellem.

En anden fremtidsudsigt er dog mere sandsynlig: Sprogfællesskabet vil blive styrket i visse grupper og svækket i andre – og det er ikke et spørgsmål om socialklasse. Det er sandsynligt, at et stigende antal svenskere fra alle samfundslag vil have tæt kontakt i deres arbejde eller fritid eller familiedannelse med et eller flere nordiske nabolande i en kortere eller længere periode af livet. Svenske fiskerensere i Nordnorge, svensk rengøringspersonale på Oslos hoteller og svenske butiksassistenter i København taler ikke engelsk med kolleger og kunder. Samtidig vil store grupper helt mangle nogen form for nordisk orientering.

Folks meget forskellige vilkår i forhold til mangesprogethed og den sproglig variation, som generelt regnes for typisk for globaliserede samfund, vil altså også komme til at præge det nordiske sprogfællesskab. Sprogsamfundet er fuldt af allehånde ressourcer, og heriblandt hører de nordiske nabosprog. Det er skolens opgave at sikre, at ressourcerne er nogenlunde tilgængelige for samtlige svenskere – men vi udnytter dem meget forskelligt.

Åbenhed og lidt lingvistisk beredskab
Det meste af den svenske befolkning bliver født ind i et flersproget Skandinavien, og som det ofte sker med flersprogethed, er de mest fremherskende sprog i regionen så nært beslægtede, at de kan bruges på kryds og tværs uden egentlig formel indlæring. Det kræver ikke andet end åbenhed og lidt lingvistisk beredskab at møde et næsten identisk sprog. Det skulle da være besynderligt, om ikke den svenske skole var i stand til at give sine elever det.

Olle Josephson er professor i nordiske sprog ved Institutionen för svenska och flerspråkighet på Stockholms Universitet. Artiklen blev oprindeligt bragt i  Svenskläraren.

Artiklen er forkortet af redaktionen. Den er oversat fra svensk af Sara Høyrup.

Billedet af Olle Josephson i artiklens top: commons.wikimedia.org