Nuvel, Hr. Europaminister

2017-06-30T10:08:18+00:00 Af |Kategorier: Kommentar|Tags: , , , , |

SRSF-regeringen har tilsyneladende valgt at satse på EU-politikken ved at etablere et permanent Europaministerium. Men er ministeriet virkelig besværet værd, eller kommer det til at stå i vejen for en effektiv dansk udenrigspolitik, der i forvejen er mere decentraliseret end nogensinde før?

12.09.2013 | EUROPAMINISTERIET | For en måned siden overtog Nick Hækkerup posten som Europaminister fra Nikolai Wammen. Oprettelsen af et permanent Europaministerium er en nyskabelse i den danske forvaltning og i Danmarks relation til EU. Traditionelt har Udenrigsministeriet været det centrale koordinerende ministerium, men de enkelte fagministerier har ligeledes varetaget en stadigt stigende kontakt til EU.

Etableringen af et permanent Europaministerium rejser derfor en række spørgsmål om, hvilke konsekvenser det har for dansk EU- og udenrigspolitik.

Ministeriet bider sig fast
Europaministeriet er et barn af de danske formandskaber. Europaministeriet blev i 2001 skabt for at løse en konkret opgave i forbindelse med det danske EU-formandskab og herefter hastigt nedlagt. Mens den daværende borgerlige regering så ministeriet som et midlertidigt ad-hoc ministerium, har den nuværende regering valgt at fastholde det nyetablerede Europaministerium efter sidste forårs danske formandskab.

Man har endvidere valgt at udstyre ministeriet med handelspolitikken i et selvstændigt ressort under Udenrigsministeriet. Dermed følger Danmark tendensen i lande som Finland, Frankrig, Irland, Sverige og Tjekkiet. Der er ligeledes flere medlemslande, som har en viceminister eller en statssekretær under udenrigsministeriet med ansvar for EU-anliggender.

En positiv tolkning af etableringen af et permanent Europaministerium er, at man fra dansk side betragter EU-samarbejdet som en vigtig og integreret del af den politiske hverdag og af den danske lovgivning. Fra at have været et område, som har været varetaget af landets udenrigsminister, markerer bibeholdelsen af en Europaminister, at EU ikke længere betragtes som et kontroversielt udenrigspolitisk projekt, men som noget der indgår i den almindelige politiske hverdag.

Man behøver således ikke at sætte en af regeringens tungeste ministeremner på posten, da en række af hverdagsspørgsmålene uden problemer kan varetages af en politiker med mindre politisk tyngde og vægt i den danske regering. Hovedparten af de beslutninger, som varetages i EU-systemet, vedrører dagsordensfastsættelse og implementering af de overordnede politiske mål, som er vedtaget af stats- og regeringslederne. Her kan en politisk repræsentation – frem for embedsmænd – være med til at få de politisk-administrative hjul til at glide lettere.

En klarere arbejdsdeling mellem, hvad der er EU, og hvad der er udenrigspolitik, er således med til at styrke Danmark internationalt, da regeringens ministre kan bruge tiden bedre og mere effektivt. I denne tolkning er bibeholdelsen af Europaministeriet en hensigtsmæssig strategi i forhold til at aflaste udenrigsministeren, sådan at denne, snarere end at skulle deltage i ’ethvert tænkeligt’ møde i ministerrådet, hvis dagsorden oftest er præget af mere teknokratiske spørgsmål, bedre kan prioritere større politiske spørgsmål.

Samtidig har en række af de pro-europæiske organisationer peget på, at ministeren kan udvikle sig til ‘én, der taler EU’s sag’, og kan optræde som en samlende person i den hjemlige EU-debat. Dette skyldes, at ministeriet er det eneste, der giver Europasamarbejdet et samlet selvstændigt fokus.

Næstformanden for Europabevægelsen, Jens Boe Andersen, har endvidere peget på, at ministeren kan komme til at spille en central rolle i debatten om den danske relation til EU – ikke mindst i forhold til debatten om afskaffelse af de danske forbehold.

Den udenrigspolitiske indsats decentraliseres
Der kan imidlertid også rejses en mere pessimistisk udlægning af ministeriets – og dets ministers – praktiske og politiske potentiale. I forhold til effektiviseringspotentialet kan man pege på, at etableringen af Europaministeriet blot yderligere bidrager til den opsplittelse af udenrigstjenesten, vi har været vidne til igennem en længere årrække, og som er accelereret efter regeringsskiftet. I dag varetages den danske udenrigspolitik af hele fem ministerier. Seks, hvis man regner Forsvarsministeriet med i denne sammenhæng.

Fra at have været en småstat med en samlet og centraliseret udenrigstjeneste har Danmark bevæget sig imod en større fragmentering af udenrigstjenesten, hvor flere ministre med forskellige partifarver og departementer i dag varetager de danske interesser. Det kan være fint at aflaste Udenrigsminister Villy Søvndal, men man kunne anføre, at udenrigsministeren måske har udvist et lidt for stort behov for at blive aflastet i varetagelsen af sit job og opgaver.

Således er flere af ministeriets traditionelle opgaver blevet delt ud til andre ministre, ligesom Søvndal ikke længere fremstår som den stærke mand i SF’s deltagelse i regeringen, hvor han end ikke er med i regeringens koordinationsudvalg. Opsplitningen af udenrigstjenesten giver selvsagt visse koordinationsmæssige udfordringer for de mange ministerier og dets ministre. En situation, der måske ikke er den mest hensigtsmæssige for en småstat, der i forvejen er uden de store muligheder for at markere sig internationalt.

Flere har da også peget på, at opsplitningen kan ses som resultatet af et kompliceret puslespil, hvor de tre partier i koalitionsregeringen hver især har skullet have en vis andel af ministertaburetterne efter sidste måneds ministerrokade. Her har Udenrigsministeriet så måtte lægge for i et forsøg på at sikre, at hver af de tre partier er blevet tilgodeset med et vist antal ministerposter.

Resultatet kan medføre manglende koordinering og en uklar arbejdsdeling mellem de forskellige grene i udenrigstjenesten. En anden risiko er, at opsplitningen af tjenesten kan svække Danmarks position i internationale forhandlinger. Der er erfaringsmæssigt mere politisk tyngde i at sende stærke ministre ind i forhandlingerne, hvis disse også kan træffe selvstændige beslutninger og medbringer en vis politisk tyngde.

Det, at man sender ministre uden tyngde i regeringen og uden egentlige porteføljer, vil alt andet lige svække den politiske gennemslagskraft i de konkrete forhandlinger. Ikke mindst på områder med bredere rækkevidde og i forhandlinger, der berører emner af mere principiel karakter.

Gode kandidater kan være svære at finde
I forhold til spørgsmålet, om en europaminister kan bruges af regeringen i den offentlige debat til at tale EU’s sag, kan man med rette spørge, om en af regeringens letvægtere, der i det daglige varetager hverdagspolitiske beslutninger, er den rigtige til at sælge billetter? Der er meget lidt i stillingsbeskrivelsen for Europaministeren, som peger på, at det vil være muligt for en europaminister at påtage sig denne samlende rolle, da posten kan betragtes som en form for juniorministerpost, hvilket gør, at den vil være meget lidt attraktiv for politikere i første række.

For at kunne optræde som en samlende figur i den offentlige debat kræver det politiske typer med mere politisk tyngde. Typer det formegentligt vil være vanskeligt at rekruttere til posten. Det er i den sammenhæng en post uden meget prestige og uden udsigt til at vinde videre folkelig popularitet. Den nye Europaminister kan endvidere meget hurtigt blive nødt til at forsvare dårlige EU-sager for den danske offentlighed. Ikke mindst fordi de historier om EU-systemet, der fylder mest, er de negative.

Isoleret set er etableringen af et Europaministerium måske en god ide i forhold til at aflaste Udenrigsministeren fra de mange hverdagsforhandlinger i EU. Set i et bredere perspektiv, hvor Udenrigsministeren på stort set alle områder er ’aflastet’ af en bred vifte af nye ministerkollegaer og hvor udenrigstjenesten til stadighed fragmenteres, blandt andet i forhold til at få ministerkabalen til at gå op, tegner der sig et overordnet billede af en svækket småstat. Ikke kun i det europæiske samarbejde, men også i det bredere udenrigspolitiske billede.

Rasmus Brun Pedersen er lektor ved Institut for Statskundskab og Institut for Erhvervskommunikation, Aarhus Universitet

Billede i artiklens top: Flickr creative commons / Socialdemokraterne