Den nye dokumentar “All Governments Lie” er en hyldest til den uafhængige journalistik. Instruktøren Fred Peabody viser vejen igennem den undersøgende journalists værksted, fra guruen I.F. Stones hjem til Cairo og Calais. Det er en trussel mod demokratiet, hvis pressen ikke kan stille sig kritisk overfor magthaverne. Men er det virkelig sandt, at alle lyver?

10.03.2017 | TEMA: CPH:DOX | I sin dokumentar All Governments Lie viser instruktør Fred Peabody den dystopi, som den amerikanske mediebranche har udviklet sig til. De store, kommercielle nyhedsmedier som FOX, CNN og NBC har svigtet i deres kamp for befolkningens ret til korrekt information over for magthaverne, lyder det.

Mainstream-medierne er i stedet selv blevet fanget i den hvirvelstorm af spin, som amerikanske regeringer gennem årene har prøvet at binde offentligheden på ærmet i forsøget på at få arbejdsro, eller på at få sendt droner hemmeligt af sted på missioner til Yemen.

Den gamle mesters ord klinger stadig højere
Med ildsjælen og pionéren I.F. Stone og dennes uafhængige nyhedsbrev som inspiration, følger Fred Peabody en række af frontfigurerne for den kritiske presse, der som ”professionelle tiggere” ofte er afhængige af økonomisk støtte fra blandt andet The Nation Institute, før de kan komme nogen vegne.

Men frontfigurerne insisterer på at følge i deres gamle lærermesters fodspor og holde I.F. Stones læresætning i hævd. En læresætning, der også giver navn til dokumentaren. Filmen er et epos til ære for Stone, af flere anset som den politiske blogs grundlægger, og hans arvtageres arbejde.

Pressen afvikler sig selv med for mange spørgsmål
Den uafhængige tv-station Democracy Nows værtinde, Amy Goodman, fortæller i filmen, at USA lige så godt kunne have et statsmedie. ”Hvordan ville det på nogen måde være anderledes?”spørger hun retorisk til situationen i dag.

”Vi går ikke efter the establishment, vi er the establishment”, harcelerer værten Cenk Uygur på The Young Turks, en tilsvarende uafhængig tv-station, da han skal fortælle om sin korte tid som nyhedsvært på NBC News-foretagendet MSNBC, hvor han kom til at stille lidt for kritiske spørgsmål og blev fyret efter kun seks måneder. Den etablerede presse er del af en evolutionær proces, fortæller han, en process, hvor dem, der holder deres mund, bliver belønnet. Man er i lommerne på selskaberne.

Mainstream-medierne er derfor blevet mere propagandistiske end journalistiske, beskriver politologen og filosoffen, Noam Chomsky, der i øvrigt medvirker i flere dokumentarer om Amerikas forulykkede demokrati.

Chomsky argumenterer for, at et af de journalistiske tegn på integritet, objektiviteten, der i forvejen kan skabe debat, er blevet taget som gidsel af systemet, hvor man kan sige, hvad man har lyst til, så længe, man har accepteret et specifikt sæt spilleregler. Det handler om kontrol af meninger, og om at holde offentligheden misinformeret, siger Chomsky.

Systemet står over for den lille, uafhængige, men modstandsdygtige journalist, der traver videre mellem løgnene og landminerne. Det er filmens gennemgribende tema.

Den uafhængige journalists fordele
I.F. Stone havde ikke presseakkreditering til at deltage i Det Hvide Hus’ pressebriefinger. Det sparede ham en masse tid, mente han, for så behøvede han ikke at skulle lægge øre til løgnene, og kunne straks gå i gang med at rode i arkiverne og de historiske dokumenter i stedet, alt sammen derhjemmefra. Han var overbevist om, at der var mange af kollegerne, der vidste mere end ham, men meget af det, de vidste, var usandt, sagde han. Han ville utvivlsomt have moret sig over, at Obamas pressesekretær havde Earnest som familienavn.

Stone afslørede blandt andet, at præsident Lyndon B. Johnson og forsvarsminister Robert McNamara havde benyttet en løgn om et kommunistisk angreb på et amerikansk i Tonkin-bugten til at påbegynde Vietnam-krigen i 1964. En episode, hvor de såkaldte mainstream-medier forblev passive.

Filmen viser, hvorledes de nuværende uafhængige journalister har været med til at afsløre, at medierne i optrækket til Irak-krigen i 2003 og det, der senere viste sig ikke at være helt så stærke beviser for Saddam Husseins anskaffelse af masseødelæggelsesvåben, i høj grad var stik-i-rend-drenge for Pentagons version af sagen. Pensionerede generaler og majorer, der efter sigende havde fået talekort af netop Pentagon, blev brugt som eksperter i medierne. ”Det var mainstream-mediernes mørkeste time”, fortæller de uafhængige journalister.

Stones arvtagere holder ånden i live
Det er online-magasinet The Intercept, der siden 2014, og med journalisterne Glenn Greenwald og Laura Poitras i spidsen (i øvrigt kendt fra den Oscar-belønnede dokumentar om Edward Snowden, Citizen Four), har stået i frontlinjen som forkæmpere for  den undersøgende og uafhængige journalistik. Det var Greenwald, der havde med de berømte og berygtede NSA Leaks at gøre, leaks der har fået en yderst væsentlig rolle i samfundsdebatten, og bragte en vis bevågenhed over journalisterne selv. Greenwald fortæller i filmen, at deres arbejde foregår iI.F. Stones ånd, bare støttet med 250 millioner dollars.

Greenwald nævner behovet for en kritisk presse, og det, han kalder ”adversarial journalism”, en journalistik, der fægter åbent i arenaen mod magthaverne, for jo mere magt, magthaverne har, jo mere skal man stå til ansvar og sættes under lup.

Greenwald og Poitras arbejder sammen med kollega Jeremy Scahill, der i filmen nævner sin ”besættelse” af Obamas ”Drone Program”. Det skal afsløres i sin fulde længde, mener han, da Obama fra talerstolen havde lovet, at hans administration ville blive den mest transparente i historien. Obama var på fredens og folkets side. I en af filmens mest klare sekvenser, beskriver Scahill sin fascination af, at Obama som forfatningsadvokat og Nobels Fredsprisvinder ”står i spidsen for et forsøg på at legitimere, og nogle vil sige lovliggøre, snigmord, som en central del af den amerikanske politik.” Sekvensen viser tydeligt, hvad værdien kan være ved undersøgende journalistik, og at skille magthaverens ord fra handlinger.

Er alle andre interesseret i lønnen og ikke løgnen?
Vi følger også John Carlos Freys arbejde i ”The Real Death Valley” uden for den lille by, Falfurrias, Texas, hvor 200 sandsynligvis mexicanske immigranter er blevet fundet i massegrave. Hvem de er, hvem, der har begravet dem, og hvad deres triste skæbne er et resultat af, virker ingen ud over Frey og en række retsmedicinere til at være interesserede i.

”De valg, der bliver truffet, er underholdningsbaserede,” mener Frey, når han skal pege på en af årsagerne til, at hans historie ikke har interesse. Hvis det havde været 200 pudler – og ikke 200 primært latinamerikanere – havde dækningen været en ganske anden, siger han i prisværdig afmagt.

Men det er samtidig her, at gentagelserne om den meget store mentale mur, der i filmen er sat op mellem mainstream-medierne og de uafhængige medier, lidt efter lidt begynder at føles slidt. Filmen tegner nemlig et så karikeret fjendebillede af mainstream-medierne, så man skulle tro, at kunsten i ”keeping up with the Kardashians” er det eneste, New York Times koncentrerer sig om.

Matt Taibbi, en anden af filmens ”unsung heroes”, forklarer, at 99 procent af journalisterne på mainstream-medierne tror, at de bare gør deres arbejde, og at de ikke aner, at deres professionelle liv i den sørgelige virkelighed leves på arbejdsgiverens økonomiske støtters nåde. Hvordan skal de uafhængige journalister nogensinde få ryddet op i det? At Taibbi er ”contibuting editor” for magasinet Rolling Stone gør ham så ikke til en særlig troværdig talsmand for dem der svømmer mod hovedstrømmen, Hunter S. Thompson-folkloren til trods.

Når en tidligere New York Times-korrespondent, Chris Hedges, tilmed bemærker, at de rapportere, der bekymrer sig om sandheden, på sigt vil være et problem for medieledelsen, så mangler der plads til netop de medier, (f.eks. Hedges’ tidligere arbejdsgiver) der modsat bliver anklaget for at være fyldt til randen af ”utrolig middelmådighed”. En sådan plads ville have vist det objektive overskud, der konsekvent efterspørges gennem hele Peabodys dokumentar.

Lever resten af verden også ubevidst med løgnene?
Udgangspunktet for All Governments Lie er de amerikanske medier, hvor end de befinder sig i verden, heriblandt i en flygtningelejr i Calais. Filmen  er et yderst kærkomment indspark til debatten om mediernes rolle i et demokrati, men den er samtidig vanskelig at oversætte til en europæisk eller dansk kontekst, selvom det er de samme store spørgsmål, pressen skal tage stilling til i Europa. Hvordan skal pressen omstille sig til de digitale medier? Og hvordan skal den forsøge at fastholde og videreudvikle sin ekspertise inden for information og nyheder, så de falske nyheder ikke kommer i omløb, eller bliver brugt af politikere, der ser mainstream-medierne som en del af problemet, der holder ”folket” uoplyste og udenfor?

Silvio Berlusconis og Rupert Murdochs mediebesiddelser i Italien og Storbritannien er velkendte og har i disse lande været med til i nogen kredse at forstærke et billede af, at deres aviser sørger for at tilgodese deres ejeres politiske værdier og position først. Timingen for filmen er passende, men den er desværre gået i trykken inden den store “Donald i Åbenbaringen” for alvor meldte sin ankomst i USA, og lagde yderligere alen til de vigtige diskussioner, All Governments Lie uden tvivl lægger op til .

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Hele vores tema om CPH:DOX 2017 kan findes her:

Billedet i artiklens top: Fra filmen All Governments Lie.