Ny forsvarspolitisk position for Frankrig, men hvilken?

2018-04-24T21:51:12+00:00 mandag, 1. maj, 2017|

Mange ting er i opbrud for tiden, men efter opbrud følger nye konstellationer. Frankrigs næste præsident får indflydelse på, hvordan det forsvarspolitiske vakuum, som Brexit efterlader, bliver udfyldt.

Analyse af Tarik Kehli

01.05.2017 | TEMA: QUO VADIS, FRANKRIG? | Siden EU-topmødet i Bratislava tilbage i september 2016 har et tættere forsvarssamarbejde mellem EU-landende været på dagsordenen, ført an af Tyskland og Frankrig. Indtil videre har det resulteret i erklæringer fra EU’s 27 stats- og regeringsledere og fra Europa-Parlamentet om, at tættere samarbejde er ønskeligt.

Meget taler for, at Frankrig skal indtage en central position i den europæiske forsvarspolitik. Kombinationen af Frankrigs svaghed for alt, hvad der lugter af grandeur samt det vakuum, der opstår efter det kommende Brexit, gør, at muligheden synes at være dem uimodståelig. Frankrig vil, efter Storbritanniens kommende udtræden af EU, også være eneste nation med atomvåben i arsenalet – og det sidste EU-land med en plads i FN’s sikkerhedsråd.

Der er ingen tvivl om, at Frankrig kan. Og der er heller ingen tvivl om, at det længe har været en del af landets selvforståelse, at man vil spille denne ledende rolle i Europa. Men Storbritanniens modvillighed imod tættere europæisk samarbejde har holdt Frankrig fra at udleve denne drøm til fulde.

Men tiderne skifter. Og uanset hvilken linje der bliver lagt for dagen af Marine Le Pen eller Emmanuel Macron, er status quo ikke en mulighed. Status quo forsvandt sammen med briternes beslutning om at forlade EU. Hvor meget der end insisteres på, at det hele nok skal blive som under EU28, og at det ikke ændrer noget forsvarspolitiske, ér Brexit et opbrud, der fremtvinger nye konstellationer.

Macron og Le Pen vil komme til at trække Europa i to vidt forskellige retninger. De er – også på det forsvarspolitiske område – hinandens modsætninger.

Forandring på vej i NATO og EU
Le Pen og Macron er dog enige om én ting – sådan da. De ønsker begge at hæve det franske forsvarsbudget. Macron til to procent af BNP og Le Pen til tre procent af BNP. Le pen vil hæve det til to procent inden 2018 og til tre procent frem til 2022. Macrons to procent skal først være nået ved 2025.

Umiddelbart lyder det som om, de begge ligger op til at efterkomme NATO-aftalen, der foreskriver, at hvert land skal bruge, hvad der svarer til to procent af landets BNP på sit forsvar. Men Le Pen har i mellemtiden ikke NATO i tankerne. Tværtimod forholder hun sig meget kritisk til forsvarssamarbejdet, som hun mener, kommer i vejen for freden med Rusland.

De tre procent af BNP som Le Pen vil afsætte til forsvar og sikkerhed, skal gå til at bekæmpe terrorister i Frankrig og i Mellemøsten, men snarere ved Putins side end andet. Og hvis man forventer en blødsøden madame la présidente, der skifter mening, når hun først sidder med ansvaret, kan man godt tro om igen. I et interview på en fransk radiostation spurgte journalisten ind til netop dette, og Le Pens lakoniske svar lød: ”Min politik er konsistent. Jeg ændrer ikke mening på få dage”. Modsat Trump måtte det forstås.

Hvad angår et tættere forsvarssamarbejde i EU-regi, er meldingen fra Le Pen også klar: Frankrig skal bevare og udbygge sine strategiske og operationelle kapabiliteter. Et europæisk samarbejde mellem suveræne nationalstater vil være tilstrækkeligt, mener Le Pen.

Macron ser derimod NATO og EU som oplagte redskaber til at bekæmpe terroren og holde Putin i skak. Han ser disse institutioner som den eneste farbare vej til at sikre europæiske interesser i en usikker tid. Gerne med Frankrig som en mere central aktør.

NATO er dog for bureaukratisk en organisation, mener Macron. I overensstemmelse med sin holdning til andre offentlige områder, mener han, at organisationen skal reformeres således, at der bruges færre penge på bureaukrati i NATO.

Yderligere integration af forsvarssamarbejdet i EU er også en del af Macrons partiprogram. Der bakkes op om et permanent forsvarshovedkvarter i EU, der forslås et europæisk sikkerhedsråd, en fælles EU forsvarsfond og en EU-kampenhed. Kort sagt, vil Macron have etableret et stærkere og bedre forsvar i EU – l’Europe de la défense.

Europa efter 7. maj
Efter det stod klart, at Storbritannien vil forlade unionen, har EU bevæget sig i retning af tættere forsvarssamarbejde. Skulle Macron blive den næste franske præsident vil den største forhindring være af vejen, og Frankrig vil have kurs mod en central position i et tættere europæisk forsvarssamarbejde.

Med Le Pen ved roret i Frankrig er det en helt anden bane, der tegnes op. Hun har selv talt om en Washington-Paris-Moskva akse. En sådan akse vil betyde en verden, hvor ”stærke mænd” (og kvinder), i modsætning til international lov, ret og retfærdighed, afgør konflikters udfald.

Kynikeren vil sige, at det allerede er tilfældet. Idealisten vil påpege, at stræben efter idealet tilføjer uperfekte institutioner, som NATO og EU, legitimitet.

Sikkert er det, at kursen for de næste mange års forsvars- og sikkerhedspolitiske retning i Europa afhænger af Frankrigs position, og derfor også af valget d. 7. maj.

Tarik Kehli er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: Emilio Morenatti/AP/Polfoto.

Læs hele vores tema “Quo vadis, Frankrig?” her.