Ny kold krig i øst og europæisk suverænitet

2021-10-09T17:38:10+00:00 lørdag, 9. oktober, 2021|

Frankrigs reaktion på den nye forsvarsaftale mellem USA, Australien og Storbritannien vil føre til et tektonisk, geopolitisk skifte som Suez-krisen. Aftalen udtrykker et bevidst amerikansk kursskifte, der blev udtænkt i 2019, og som tager sigte på at hindre Kina i at blive stærkere end USA. Det vil uvægerligt føre til en større europæisk uafhængighed

Analyse af Hugo Gaarden

Så har verden fået en ny kold krig – nemlig dét som FNs generalsekretær, Antonio Guterres, har advaret om forud for FN’s årsmøde.

Mens den gamle kolde krig handlede om en reel truende krig mellem USA og Sovjetunionen med en enorm oprustning ned gennem Europa, så vil den nye koldkrig foregår mellem USA og Kina i Fjernøsten. Den har et fundamentalt andet formål: USA vil hindre Kina i at blive en stærkere økonomisk magt end USA og dermed også en militærmagt, der kan true USA’s dominans.

Det er først nu gået op for verden på grund af indgåelsen af en forsvarsaftale mellem USA, Australien og Storbritannien  om amerikansk levering af sofistikerede atomdrevne u-både til Australien. Den har vakt harme i Frankrig, fordi Australien har droppet en fem år gammel aftale med Frankrig om at levere konventionelle u-både til over 50 milliarder euro, og fordi Australien og USA har forhandlet bag ryggen af Frankrig.

Idé-arbejdet til den nye koldkrig begyndte i december 2019 med en artikel i Foreign Affairs, skrevet af Kurt M. Campbell og Jake Sullivan. Campbell er i dag ansvarlig for Asien/Kina-politikken hos præsident Joe Biden, og Sullivan er Bidens sikkerhedspolitiske rådgiver. De ville slå en streg over fire årtiers engagement-politik med Kina (udformet af tidligere udenrigsminister Henry Kissinger), og de lagde op til en blanding af konkurrence og samarbejde. Udtrykket om konkurrence og samarbejde ser tilforladeligt ud, især fra en europæisk synsvinkel, men det var i virkeligheden et røgslør over en konfrontation, der går ud på et bremse Kinas udvikling.

Med konkurrence mente de, at USA og allierede skal sætte standarder, som Kina skal følge, så Kina ikke kan ”underminere” amerikansk innovation, dvs. blive bedre end Silicon Valley-selskaberne, f.eks. ved at hindre Huawei’s adgang til udenlandske markeder. Men USA kan ikke klare det alene og må derfor have en alliance af demokratiske lande i regionen. Der er ikke noget, der lignede atomtruslen fra Sovjetunionen, men Taiwan og Det sydkinesiske Hav udgør den største udfordring, skrev forfatterne.

Campbell fulgte op på artiklen i januar 2021 i Foreign Affairs og strammede kursen: Der skal opbygges en stribe alliancer og koalitioner rettet mod Kina, og det ”vil blive blandt de største udfordringer i nyere amerikansk udenrigspolitik.” Alliancerne kan også omfatter Indien og Japan i Quad samt hele Sydøstasien. Koalitionerne skal altså dække mere end den påståede trussel omkring Taiwan og Det sydkinesiske Hav. Men for at få  politisk opbakning, også i offentligheden, henviser USA til en ”stigende” kinesisk trussel på grund af den økonomiske vækst, den teknologiske udvikling, et mere autoritært styre og undertrykkelsen af demokratibevægelsen i Hongkong og af uighurer i Xinjiang. Der er ingen henvisning til et raketarsenal udover en voksende flåde.

Er Taiwan og havområdet virkelig en trussel? USA undlader bevidst at anerkende Taiwan og accepterer dermed den kinesisk interesse. Kina mener, at Taiwan hører til Kina, og det er sandsynligt, at Taiwan gradvist integreres i Kina, som Hongkong er blevet det, uden invasion. USA vil sikre fri passage i det kinesiske. Jamen, Kina er mere end andre interesseret i fri passage, for uden dét kan Kina ikke eksportere fra verdens største fabrikshal. At hindre søtransporten vil være selvmord.

Derfor er der kun én konklusion: Kina skal hindres i at udvikle sig i det nuværende, rivende tempo både økonomisk og teknologisk, og det kan USA ikke klare alene, som Campbell har skrevet, men må have andre landes hjælp, og så skal der bruges både militære og handelsmæssige metoder.

FN-chefen Guterres siger, at forholdet mellem Kina og USA er blevet ”komplet disfunktionelt.” Han siger, at der i dag ”kun er konfrontation” mellem de to supermagter. Det er næppe set før, at FNs generalsekretær har kritiseret stormagterne så kraftigt.

Forholdet mellem USA og Frankrig, er blevet dramatisk skadet, og den udenrigspolitiske ekspert, Dominique Moissi, mener, at det kan skade NATO, som Emmanuel Macron tidligere har kritiseret. Macron var tøvende med at acceptere en ordlyd i det seneste NATO-topmøde-kommunique, hvor Kina blev betegnet som en ”systemisk udfordring.”

Da Tyskland er en større handelspartner med Kina end USA, og da Campbell har kritiseret investeringsaftalen mellem EU og Kina, som blev vedtaget efter tysk pres, er det sandsynligt, at der fra nu af kommer en langt mere uafhængig kurs over for Kina i forhold til USA. Tyskland og Frankrig kan have en interesse i at gøre G-20 landene, hvor Kina og Indien er medlem, til et vigtigere forum end G-7-landene, for det er G-20, der er økonomisk vigtigere for Europa end G-7. Det europæisk-asiatiske kontinent har den suverænt største betydning.

Desuden kan der blive langsigtede konsekvenser i Asien og Mellemøsten. En ny sikkerhedspolitiske alliance mellem Kina, Rusland, Pakistan og Iran omkring Afghanistan er etableret. Golf-landene med emiraterne og Saudi-Arabien i spidsen flytter fokus på Kina. Aftalen med Australien kan få flere lande i Mellemøsten kan arbejde for at få atomvåben. Endelig viser Kina sin diplomatiske formåen ved at forsøge at komme med i den Stillehavs-handelspagt, som Donald Trump trak sig ud af. Spænder USA ben, kan Kina lave sin egen handelspagt. Alle i Asien vil være med.

USA slår på en kinesisk sikkerhedstrussel, men da det reelt handler om økonomi kan Europa med rette skubbe de sikkerhedspolitiske perspektiver lidt til side og koncentrere sig om samhandel og politiske relationer, ikke bare med Kina, men med alle andre nye økonomier. Europæisk selvstændighed er mere end nogensinde på trapperne.

The Economist vurderer, at vi ser et tektotisk geopolitisk skifte, der får store og varige effekter som Suez-krisen i 1956, Nixon’s åbning af Kina i 1972 og Berlin-murens fald i 1989. Der er ingen løsning på striden om u-bådene, skriver bladet, for sagen er i virkeligheden den definerende geopolitiske udfordring i det 21. århundrede.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Illustration i artiklens top: /Rasmus Fly Filbert/