Et nyt Frankrig i et nyt Europa?

2018-04-24T21:45:14+00:00 mandag, 8. maj, 2017|

Emmanuel Macrons klare valgsejr over Marine Le Pen styrker de proeuropæiske kræfter i armlægningen med euroskeptikerne. Det gælder både i Brexit-forhandlingerne og i styrkeprøven med regimerne i Polen og Ungarn. Men den nye franske præsident skal først og fremmest skaffe ro og reformvilje inden for landets egne grænser.

Analyse af Birthe Pedersen

08.05.2017 | TEMA: QUO VADIS, FRANKRIG? | Iscenesættelsen var tænkt til at illustrere et historisk øjeblik. Hans lange, ensomme gang i halvmørket mod talerstolen til tonerne af Ode an die Freude, Beethovens majestætiske EU-hymne, illustrerede slægtskabet med François Mitterrand, som i 1981 markerede sin valgsejr med en ensom vandring blandt Frankrigs ”store mænd” i Pantheon-krypten. Hans tale på Louvre-esplanaden – med det franske monarkis historiske kongeslot og samme Mitterrands modernistiske glaspyramide som kulisse – skal kunne hentes frem af historikerne, når de en dag skal beskrive Emmanuel Macrons valgsejr i dette skæbnevalg.

Med en klokkeklar valgsejr og lige godt 66 procent af stemmerne har Emmanuel Macron afværget Marine Le Pens snigløb på det franske demokrati. Frankrigs nye præsident har sat et foreløbigt punktum for dominoteorien, der forudså den ene højrenationalistiske valgsejr efterden anden i kølvandet på Brexit og valget af Donald Trump.

Det hollandske valg i marts, hvor Frihedspartiets Geert Wilders gik frem men uden at blive landets største parti, markerede det første tegn på den populistiske ebbe. Emmanuel Macron har slået hovedet på sømmet. I hvert fald foreløbig.

Vajer med Frankrigs og EU’s flag
I første omgang er det et nyt, optimistisk og selvbevidst Frankrig, der pludselig vajer med trikoloreflaget og EU’s blå stjernebanner for at annoncere et vendepunkt for både Frankrig og Europa.

”Dette er en sejr for et stærkt og forenet Europa og for det fransk-tyske venskab,” twittede Angela Merkels talsmand, Steffen Seibert, umiddelbart efter valget. ”Et håb rejser sig i Europa,” lyder det også fra den italienske regeringsleder Paolo Gentiloni, mens Jean-Claude Juncker, EU-Kommissionens formand, er ”lykkelig over at Frankrig har valgt en europæiske fremtid”. Underforstået imod Marine Le Pen’s løfter om at forlade EU.

”Europas og hele verdens blik hviler på os. De forventer af os, at vi bærer et nyt håb om en mere sikker verden, en mere fri verden, en mere økologisk verden. At Frankrig igen bliver Frankrig og bærer Oplysningstidens værdier ”, sagde den sejrssikre nyvalgte præsident selv i sin sejrstale med hele den storladne historiske symbolik i ryggen.

Kan åbne for en ny konstellation i Europa
Emmanuel Macron har adskillige gange understreget, at EU “ikke kan fortsætte som hidtil”. Han har for eksempel  overtaget det tidligere medlem af Europa-Parlamentet for De Grønne, Daniel Cohn-Bendits forslag om at bevare de 73 britiske mandater efter Brexit og vælge disse mandater med forholdstalsvalg på europæiske valglister.

Den nye franske præsidents ambition er at sætte handling bag ordene om en reform af EU i en mere demokratisk, borgervenlig retning. Det skal ske med de ”nationale konventer” som Emmanuel Macron vil foreslå sine europæiske kolleger ved førstkommende EU-topmøde, så de kan oprettes allerede til efteråret og deres resultater bidrage til en ny vision for EU.  Og hans valgsejr kan åbne op for en ny konstellation i et Europa, der famler efter en vej frem mellem de forskellige fremtidsscenarier, som er blevet udviklet blandt andet af kommissionsformand Jean-Claude Juncker efter Brexit-krisen.

Emmanuel Macron vil i første omgang styrke den fløj i EU, der vil lade briterne tage det fulde skrald for deres beslutning om at forlade EU. Allerede under et besøg i London i februar betegnede Emmanuel Macron Brexit som en alvorlig fejltagelse og erklærede, at der ikke kan være tale om at give tredielande, herunder et Storbritannien efter udtrædelsen, samme rettigheder som EU’s medlemslande.

Det gælder især det såkaldte ”Finanspas”, som giver bankerne ret til at oprerere i hele EU. Det er en af Theresa Mays mærkesager, sammen med adgangen til det europæiske marked. Konsulentfirmaet Oliver Wyman anslår i en rapport, at en femtedel af den britiske banksektors omsætning afhænger af dette ”finanspas”.  Selv om om premierminister Theresa May var den første uropæiske statsleder, der lykønskede ham med sejren, vil valget af Emmanuel Macron ikke gøre disse forhandlinger nemmere.

Leave-kampagnen sammenligner ligefrem Macrons valgsejr med det franske nederlag til Tyskland i juni 1940, mens The Daily Telegraph understreger, at Frankrig kun kan få indflydelse i EU, hvis det lykkes Emmanuel Macron at skabe orden i det franske hus, hvilket dagbladet tvivler på.

Både i tråd med og i modstrid med Merkels prioriteter
Det er også spørgsmålet i Tyskland. Flere af Emmanuel Macrons forslag peger i retning af det Europa i flere hastigheder, som forbundskansleren har forsøgt at søsætte sammen med den afgående franske præsident Hollande men også de spanske og italienske regeringsledere.

Men den nye præsidents europæiske program – ligesom hans program for Frankrig – blander mærkesager til højre og venstre for midten, er både i tråd med og i modstrid med Angela Merkels prioriteter. Han ønsker øget integration i euro-zonen med et euro-parlament og  eget budget, der forvaltes af en euro-finansminister. Han er tilhænger af frihandel men vil også se frihandelsaftalen med Canada, CETA, efter i sømmene og afpasse toldgrænserne efter respekt for sociale og miljønormer. Han ønsker at skærpe anti-dumpingbestemmelserne, blandt andet med en offentlig anti-dumping-anklager, og han agter at foreslå en ”Buy European Act”, der forbeholder halvdelen af de offentlige licitationer for europæiske virksomheder.

En del af hans forslag er vand på den tyske mølle, som for eksempel hans løfte om, at Frankrig vil overholde konvergenskriterierne for euro’en. Men han ønsker også øgede europæiske investeringer ud over det, kommissionsformanden Jean-Claude Juncker allerede har sat i værk. Han får hårene til at rejse sig på de tyske hoveder med sine forslag om en forøgelse af Den Europæiske Centralbanks opkøb af europæisk gæld. Og mens dentyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, har antydet at Tyskland burde lempe på sparepolitikken for at hjælpe den nye franske leder ud af det økonomiske moralds, har Angela Merkel efter valget ladet forstå, at det næppe bliver tilfældet.

”Vi vil gerne hjælpe Frankrig til mere beskæftigelse, men intet tyder på, at vi bør ændre vores egen politik”, sagde Angela Merkel mandag.

På kollisionskurs med nogle østeuropæiske lande
Macron vil promovere en styrket fælles sikkerhedspolitik med bedre efterretningssarbejde om terror, fælles grænseovervågning og desuden  en koordineret asylbehandling. Og han støtter tanken om en harmoniseret social sokkel samt et mere demokratisk EU.

Men han vil også reformere direktivet om udstationerede arbejdere og begrænse varigheden af en  udstationering til et år. Her er han på kollisionskurs med de østeuropæiske lande, og især Polen, som reagerede voldsomt under valgkampen, da han kritiserede delokaliseringen af virksomheden Whirlpool i Amiens til Polen.

”Det er svært at se forskellen på Emmanuel Macron og Marine Le Pen i denne sag”, lød det besk fra den polske europaminister, Konrad Szymanski,  efter at Emmanuel Macron havde lovet ”en indsats mod Polen højst tre måneder efter, at jeg er blevet valgt”.

Emmanuel Macron kritiserede ved samme lejlighed ikke blot Polen men også Ungarn, der ”diskuterer alle decimaler i EU’s økonomiske politik men bestemmer at de ikke vil følge Unionen i spørgsmål om akademisk frihed, flygtninge og EU’s grundlæggende værdier”. En erklæring der klart viser, hvor Frankrig står i styrkeprøven mellem de to regeringer og EU’s trusler om sanktioner for brud på retsstatens principper.

Den nye franske præsident vil dermed kaste hele sin dynamiske trang til forandring ind i den europæiske debat. Han vil styrke  EU-tilhængerne mod skeptikerne. Men også åbne nye brudflader i EU. Han kan give nyt memomentum til den fransk-tyske motor. Men flere af hans forslag vil vække tændersgnidsel i Berlin.

Måles mest på hjemmefronten
Men først og fremmest vil den nye franske præsident blive målt og vejet på sin evne til at gennemføre de reformer, han har lovet på hjemmefronten. Han overtager et dybt splittet Frankrig, der er gennemsyret af politikerlede og vrede.

Både Front National og den moderate højrefløj men også den yderste venstrefløj omkring Jean-Luc Mélenchon lover at give Emmanuel Macron opposition til stregen. Og håber i første omgang at forhindre ”En Marche” i at skaffe sig et parlamentarisk flertal ved parlamentsvalget i juni.

Hvis Frankrig også i de næste fem år viser sig at være umuligt at reformere; hvis landet synker ned i protestdemonstrationer og fornyet splittelse, vil Emmanuel Macrons europæiske pondus hurtigt smelte. Og Frankrigs fremtidsudsigter blive endnu mørkere.

Emmanuel Macron har rakt hånden ud til Marine Le Pens vælgere og lovet at gøre noget ved årsagerne til deres vrede, skabe vækst og beskæftigelse men også moralisere fransk politik. Han har også signaleret til Mélenchons vælgere, at han er sig bevidst, at de stemte mod Le Pen, ikke for Macron, og at han ikke har fået en blankocheck trods den næststørste valgsejr i Den Femte Republiks historie.

Hvis et af hans første initiativer bliver en reform af den franske arbejdsmarkedslovgivning, vil verden meget hurtigt få svaret på, om vælgerne når det kommer til stykket er parate til Macrons bud på forandring.

De fleste iagttagere er enige om én ting: Dette er sidste chance for at  løfte Frankrig ud af ubevægeligheden. Hvis det mislykkes, vil populismen uden tvivl vinde fornyet fodfæste i Frankrig.

Birthe Pedersen er freelancejournalist, bosat i Frankrig.

Billedet i artiklens top: Stephane de Sakutin/AP/Polfoto.

Læs hele vores tema “Quo vadis, Frankrig?” her.