Øst- og vesteuropæere ser på hinanden med en blanding af positive og negative stereotyper

2017-11-29T09:42:52+00:00 onsdag, 29. november, 2017|

Vesteuropæere kan finde på at se på Østeuropa som tilbagestående, men samtidig autentisk og eksotisk. For mange østeuropæere er Vesteuropa ”Det forjættede land”, men der er også en fornemmelse af vestlig arrogance. Vi bringer kapitlet “De andre”, som er et uddrag af Mathias Strands netop udgivne undervisningsbog til gymnasiet, Østeuropas historie. 

Uddraget følger her:

Øst- og vesteuropæerne har meget til fælles. Da de første østeuropæiske lande blev medlemmer af EU i 2004, var der derfor mange, der kunne tilslutte sig statsminister Anders Fogh Rasmussens ord om, at østeuropæerne var vendt hjem efter flere år på den anden side af Jerntæppet. Men Øst- og Vesteuropa har også forskellig historie, forskellige kulturer og forskellig økonomisk udvikling. Efter 1. verdenskrig skete der enorme forandringer i Østeuropa og mellem 1945 og 1989 var Europa politisk delt. Fra Finland i nord til Grækenland i syd var kontinentet delt i et demokratisk vest og et kommunistisk øst. Jerntæppet bestod fysisk af skarpt bevogtede grænser, men det var også en mental grænse, da befolkningerne levede helt adskilt fra hinanden.

Europæerne udviklede sig med andre ord i to forskellige retninger. Selvom det fysiske jerntæppe mellem Øst- og Vesteuropa siden 1989 har været forsvundet, findes det mentale skel stadig mellem de to dele af kontinentet. Forskellene er mindsket meget siden 1989, men de er der stadig, og både i Vest og Øst resulterer de i mere eller mindre stereotype opfattelser af ’de andre’. I det følgende vil nogle af de stereotype opfattelser og fordomme blive præsenteret.

Vestens negative opfattelse af Østeuropa
I Vesteuropa er der en udbredt negativ opfattelse af Østeuropa, der af mange bliver set som tilbagestående. Det hænger dels sammen med østeuropæernes dårligere økonomiske forhold, der fortsat gør sig gældende i dag. Den manglende økonomiske formåen var og er i Vesteuropas forståelse imidlertid ikke sjældent blevet sat lig med en generel tilbageståenhed og fremmedartethed.

Særligt efter udvidelsen af EU mod Øst i 2004, og dermed åbningen for østeuropæisk arbejdskraft, har mange vesteuropæere i ret tydelige formuleringer givet udtryk for det synspunkt. Under afstemningen om Storbritanniens udmeldelse fra EU i 2016 spillede frygten for østeuropæisk arbejdskraft en fremtrædende rolle.

De østeuropæiske arbejdstagere er også kommet til Danmark, hvor de har måttet finde sig i en nedsættende behandling. Undersøgelser viser, at 7 ud af 10 danske avisartikler om polakker og Polen og rumænere og Rumænien i 2013 og 2014 havde en negativ vinkling og primært handlede om bander, ”velfærdsnassere” og tab af danske arbejdspladser. Tre eksempler fra 2014 illustrerer dette. Dansk Folkeparti oprettede en hjemmeside, der opfordrede folk til at anmelde potentielle kriminelle østeuropæere, den daværende oppositionsleder, Venstres Lars Løkke Rasmussen, krævede indgriben mod ”træskobærende østeuropæere”, der udnyttede det danske velfærdssystem, og den socialdemokratiske retsordfører Trine Bramsen mente, at man skulle stresse rumænske tiggere ud af landet.

Selvom østeuropæerne ret beset kun bruger deres ret til at kunne færdes frit i EU og ikke tvinger danske arbejdsgivere til at hyre sig, må de altså finde sig i generaliserende og fordomsfuld kritik i den offentlige debat i Danmark. Den negative fremstilling af østeuropæerne kan også observeres hos rejsebureauet Pissup-rejser, der sælger pakkerejser til Østeuropa.

Vestens positive opfattelse af Østeuropa
Ved siden af denne negative opfattelse af østeuropæerne er der også et mere positivt billede. Her opfattes Østeuropa som noget eksotisk og autentisk. Det kan ses det i det romantiske syn på den østeuropæiske sigøjnerkultur og den østeuropæiske udgave af jødedommen med dens klezmermusik, madtradition og religiøse mysticisme i form af kabbala. Andre eksempler kan være Balkans musiktradition og de østeuropæiske madkulturer, folketraditioner og –eventyr. Selvom det ikke er meget udbredt i Danmark, kan man støde på arrangementer, der netop har den særlige østeuropæiske kultur som fokus.

En anden opfattelse, der også har et positivt blik på Østeuropa, har vundet frem i løbet af 2010’erne i takt med, at Vesteuropa har oplevet fremkomsten af nationalkonservative ideer. Her opfattes Østeuropa som noget oprindeligt europæisk – altså som noget Vesteuropa engang var, men ikke er længere. Østeuropæernes religiøsitet, arbejdsomhed, nøjsomhed og familiesyn fremstilles som noget unikt og et ideal, vesteuropæerne burde forsøge at efterligne.

I Vesteuropa eksisterer de ovenfor skitserede modsatrettede opfattelser side om side. Nogle vil argumentere for, at både den negative og positive opfattelse har det til fælles, at de er generaliserende og dermed bidrager til billedet af østeuropæerne som fundamentalt set anderledes.

Østeuropas fire opfattelser af Vesteuropa
Ligesom man i Vesteuropa kan finde generaliserende syn på Østeuropa, er det også tilfældet den anden vej. Man kan groft sagt opdele østeuropæernes syn på vesteuropæerne i fire synspunkter, der eksisterer side om side.

Den første er opfattelsen af Vesteuropa som forræderisk og har sin oprindelse i Potsdamkonferencen i 1945 under 2. verdenskrig, hvor det blev bestemt, at Stalins interessesfære var de østeuropæiske lande. I store dele af Østeuropa blev aftalen tolket som et svigt fra de vesteuropæiske landes side. Især i Polen er den opfattelse stadig fremherskende, dels fordi den polske eksilregering fungerede fra London, men også fordi polakkerne opfattede sig selv som en vigtig vesteuropæisk allieret. For polakkerne blev det opfattet som et dobbelt svigt: ikke nok med at man i egne øjne blev prisgivet af Stalin, men landet skulle derudover også ledes af en kommunistisk regering. Potsdamkonferencen er ikke glemt i Østeuropa, og mistilliden til vesteuropæerne er ikke forsvundet efter optagelsen i EU. Et tydeligt eksempel er, at mange især polakker og estere tvivler på, at Vesten vil komme dem til hjælp, hvis Rusland skulle finde på at angribe igen, ligesom ingen kom Ukraine til hjælp, da Krim blev annekteret i 2014.

Den anden opfattelse er, at vesteuropæerne er arrogante. Den opfattelse har især været fremherskende efter optagelsen i EU, hvor mange østeuropæere har følt sig talt ned til og afkrævet at opgive al deres selvbestemmelse for at blive en del af fællesskabet. Østeuropæernes modstand mod den europæiske ensretning kom til udtryk i forbindelse med beslutningen om Irakkrigen i 2003, hvor en række østeuropæiske lande allierede sig med USA til Tysklands og Frankrigs store forbitrelse. I debatten understregede østeuropæerne, at de havde ret til at handle selvstændigt mod de store EU-lande.

Et andet eksempel er fordelingen af syriske flygtninge i 2015, hvor mange østeuropæiske politikere viste deres modvilje mod at blive irettesat af vesteuropæerne og krævede, at de selv og ikke EU skulle bestemme, hvem der rejste ind i deres land.

Den tredje opfattelse er synet på Vesten som amoralsk. Mange østeuropæiske lande er væsentligt mere værdikonservative og religiøse end i Vest, hvilket blandt andet kommer til udtryk i synet på homoseksualitet, familien og kristendommen. Mange østeuropæiske lande ser sig som det kristne Europas forsvarere mod Islam og indre forfald. I den forbindelse spiller kampen mod homoseksualitet en væsentlig rolle en række steder, hvor en del østeuropæere mener, at EU ikke har ret til at diktere deres syn på og behandling af homoseksuelle.

Den fjerde opfattelse er synet på Vesteuropa som attraktivt. For mange østeuropæere er Vesteuropa ”Det forjættede land”. Drømmen om en tilværelse i Vesten eller forandringen af ens eget land efter vestligt forbillede er fremherskende, og for mange af landene kom drømmen tættere på i forbindelse med EU’s udvidelse mod Øst. Vesteuropas økonomiske og politiske krise i 2010’erne har dog svækket den opfattelse.

Østeuropæernes opfattelse af sig selv
Vesteuropæerne har en tendens til at opfatte Østeuropa som en samlet enhed med en ensartet befolkning. Spørgsmålet er, om der i Østeuropa i virkeligheden er en sådan fælles identitetsfølelse. Det følgende er en opridsning af nogle af de potentielle fælles identiteter.

Panslavismen
Det første eksempel er den såkaldte panslavisme – altså forestillingen om at alle slavisktalende befolkninger har fælles kultur, sprog og historie og derfor burde indgå i et politisk fællesskab. Panslavismen stammer fra 1800-tallet, hvor Rusland havde indlemmet store dele af de andre slavisktalende lande og lå i strid med Tyskland og Østrig-Ungarn om de resterende områder.

Der er derfor ikke tvivl om, at panslavismen af russerne også blev brugt som et magtpolitisk middel for at få dominans over de andre slaviske områder: Hvis panslavismen blev udbredt kunne man få de slavisktalende befolkninger til at gøre oprør mod deres tyske og østrig-ungarske magthavere og få dem til at blive mere positivt stemt over for deres russiske magthavere. Panslavismen var en del af den nationalistiske strømning i slutningen af 1800- tallet, og ligesom tyskerne og italienerne havde skabt en fælles nation på tværs af tidligere grænser kunne det samme ske i de slaviske områder, mente fortalerne for den panslaviske sag.

Panslavismen fik nogen opbakning i 1800-tallet, men den vandt aldrig for alvor fodfæste uden for Rusland. De andre slaviske lande opfattede den som alt for russisk, og i stedet opstod der nationalistiske strømninger i mere afgrænsede slaviske områder som i det nuværende Polen, Tjekkiet og Slovakiet. I dag kan panslavismen kun observeres i Rusland eller i de lande, der er positivt stemt over for Rusland, bl.a. i det østlige Ukraine og Hviderusland.

Den ortodokse kirke
En anden fælles østeuropæisk idé har sit udgangspunkt i den kristne ortodokse kirke. Modsat Vesteuropa, der var blevet kristent gennem den katolske kirke, var missionen i mange østeuropæiske lande kommet fra den græsk-ortodokse patriark. Modsat den katolske kirkes pave var patriarken ikke en centralt ledende figur. I stedet opstod der selvstændige ortodokse kirker i de enkelte lande, men man opfattede stadig de andre kirker som del af et religiøst fællesskab. Et nutidigt eksempel herpå viste sig under krigene i Eksjugoslavien i 1990’erne, hvor Rusland nærmest ubetinget støttede Serbien på grund af de mange kristne ortodokse. I Østeuropa som helhed har den ortodokse kirke dog ikke kunnet skabe en fælles identitet, da den vestlige del af Østeuropa enten er protestantisk eller katolsk.

Den kommunistiske fortid
Den sidste fælles østeuropæiske identitet er kommunismen. Til trods for at de fleste østeuropæere husker den kommunistiske tid som overvejende negativ, var det dog så lang en periode, at den skabte en vis fælles identitet på tværs af landegrænserne i de østeuropæiske lande.

Den fælles identitet er i tiltagende grad blevet fremhævet efterhånden som den kommunistiske periode er kommet på afstand. Det skyldes dels, at de negative elementer har det med at fortage sig, når de historiske begivenheder kommer på afstand. Men ligeså væsentligt er det, at mange østeuropæiske lande føler, at de vesteuropæiske lande opfatter dem som tilbagestående på grund af den kommunistiske fortid.

Især den ældre generation har en tendens til at sætte den kommunistiske fortid i et nostalgisk lys, og den kommunistiske fortid bliver dermed et positivt østeuropæisk erindringsfællesskab.

Centraleuropæiske identiteter
I den vestlige del af Østeuropa – dvs. Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Kroatien, Ungarn og Polen – er den centraleuropæiske og ikke-østeuropæiske identitet langt hen ad vejen den fælles identitetsmarkør. Disse lande opfatter sig som en delvist samlet enhed placeret solidt mellem Øst og Vest.

Netop den centraleuropæiske identitet har medført, at fire af landene – Ungarn, Polen, Slovakiet og Tjekkiet – oprettede den såkaldte Visegradgruppe i 1993. De fire lande har ikke sjældent fundet fælles fodslag både mod de vesteuropæiske lande og mod Rusland. Som det ses, er der stadig mange stereotype opfattelser af og fordomme om ’de andre’ på begge sider af det gamle Jerntæppe.

Med større europæisk integration vil fordommene formentligt reduceres, men at de stadig eksisterer, er et bevis på, at forskellige historiske udviklinger har indflydelse i mange år efter, at de politisk er afsluttet.

Orientalisme og occidentalisme
I 1978 udgav den palæstinensisk-amerikanske historiker Edward Said bogen ’Orientalisme’. Bogen beskæftiger sig med den vestlige verdens (Europa og USA) opfattelse af Orienten (Mellemøsten og Asien) og hævder, at denne opfattelse – orientalismen – blev brugt til at undertrykke Orienten. Orientalismen bestod ifølge Said både af et selvbillede af Vesten som frit, demokratisk og oplyst og et modbillede af Orienten som undertrykkende, tilbagestående og udemokratisk.

For vesterlændinge blev orientalismen brugt som retfærdiggørelse af dominans over Orienten. Saids teori har fået kritik for at give et alt for simpelt billede af Vestens opfattelse af Orienten og for at være alt for kritisk over for Vesten. Det fik James G. Carrier i 1995 til at fremsætte teorien om occidentalisme – altså Orientens opfattelse af Vesten (Occidenten) som et selvbillede af Orienten som undertrykt, autentisk og fredselskende og et modbillede af Vesten som undertrykkende, krigerisk og overfladisk.

Lviv, Ukraine
Ser man på Lvivs (russisk Lvov og tysk Lemberg) historie har byen tilhørt ikke færre end 12 forskellige statsdannelser siden dets grundlæggelse i 1200-tallet – heraf 7 alene i det 20. århundrede. I dag ligger byen i Ukraine – i et land splittet mellem øst og vest. For den vesteuropæisk orienterede del af befolkningen i Ukraine er Lviv den kulturelle og historiske hovedby.

Byens seneste storhedstid var som indflydelsesrig by i Østrig-Ungarn i slutningen af 1800-tallet, hvilket byens arkitektur bærer tydeligt præg af. Det er åbenlyst, at Wien og Budapest har været forbilleder for byplanlægningen. Dertil kommer, at byen historisk har været en katolsk by, og derfor er kirkearkitekturen modsat i den østlige del af Ukraine vesteuropæisk og ikke ortodoks inspireret. I 1800-tallet var byen multietnisk med tyske og russiske mindretal foruden 25 procent jøder og 50 procent polakker. 2. verdenskrig medførte, at både tyskere, jøder og polakker forsvandt, og i dag er byen modsat tidligere hovedsageligt befolket af ukrainere (ca. 90 %).

Den østlige del af Ukraine er kulturelt, økonomisk og politisk orienteret mod Rusland, men i Lviv kigges der mod vest. Her hyldes EU og Nato, og her er der en antirussisk atmosfære. Indbyggernes lokalpatriotisme er de seneste år blevet styrket gennem både europæisk og international anerkendelse. I 1998 kom byen på listen over UNESCO’s Verdenskulturarv, vesteuropæerne opdagede byen i forbindelse med EM i fodbold i 2012, og i 2016 kom byen på listen over turistguidebogen Lonely Planets top-10 over rejsedestinationer i Europa.

Byen er berømt for sin behagelige atmosfære og skønhed, og det er svært at forestille sig de historiske rædsler, der har udspillet sig. I det 20. århundrede var byen plaget af 1. verdenskrig og efterfølgende af den polsk-russiske krig, men værst blev byen behandlet under 2. verdenskrig. Sovjetunionen udførte en massakre på lokalbefolkningen i 1940, og nazisternes efterfølgende besættelse betød en nærmest total udslettelse af det jødiske samfund. Efter krigen blev polakkerne tvangsdeporteret som følge af Josef Stalins (1878-1953) anneksion af byen og netop Sovjetunionens behandling af byen spiller i dag en stor rolle i byen. Under Ukraine-krisen i 2010’erne var opbakningen til den antirussiske politiske linje i byen stor. Lviv er dermed selve symbolet på skæringspunktet mellem Øst- og Vesteuropa.

Mathias Strand er cand. mag. i historie og engelsk og lektor på Herning Gymnasium.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Alik Keplicz.

Ovenstående tekst er et uddrag af Mathias Strands nye undervisningsbog “Østeuropas historie”. Læs mere her.