OL i Sotji, der starter på fredag, skal forbedre Ruslands omdømme i udlandet. Der er blot én ting ved legene, som snarere bekræfter fordommene om de russiske værter: prisen. 

4.2.2014 | OL | Da Vladimir Putin i 2007 præsenterede Sotji som værtsby for vinterlegene 2014, havde han en plan. Med en storslået og veltilrettelagt olympiade skulle omverdenens syn på Rusland ændres én gang for alle.

I årene efter Sovjetunionens kollaps havde Rusland befundet sig i frit fald både økonomisk, demografisk, moralsk og politisk. Først i begyndelsen af nullerne lykkedes det Putin, Ruslands anden præsident, at konsolidere Kremls magt og begynde en langsom genopbygning af det enorme land.

Når den olympiske ild den 7. februar tændes på det olympiske stadion i Sotji, er det således kulminationen på ti års forberedelser. Alle sejl er sat til for at vise, at Rusland er tilbage. Tilbage som politisk, økonomisk og kulturel stormagt.

Jeux olympiques à la russe
Der er imidlertid én ting ved de olympiske lege i Sotji, som på forhånd bekræfter fordommene om Rusland, nemlig prisen.

Traditionelt har vinterlege med deres kun 2.500 atleter fordelt på 86 konkurrencer været billigere at afholde end sommerlege, der har 11.000 atleter fordelt på 300 konkurrencer.

Legene i Sotji bryder med den lovmæssighed. De bliver ikke bare dyrere end de seneste vinterlege i Vancouver i 2010. Med en samlet pris på 279 mia. kroner bliver det de dyreste olympiske lege nogensinde.

Ved den hidtil dyreste olympiade i Beijing i 2008 havde hver afholdt konkurrence kostet den kinesiske stat 732 mio. kroner. Ved disse Jeux olympiques à la russe vil hvert sportsarrangement i Sotji have kostet de russiske skatteydere over 2,8 mia. danske kroner.

Ingen overraskelse
At OL i Sotji ville blive dyrt stod klart allerede i 2007, da Putin lovede at bruge 66 mia. kroner på vinterlegene 2014, såfremt Den Internationale Olympiske Komite valgte at henlægge dem til Sotji. Den endelige pris endte med at blive godt fire gange højere.

Det er ikke første gang, at udgifterne til en olympiade løber løbsk. Ifølge Bent Flyvbjerg, der er ekspert i megaprojekter ved Saïd Business School på Oxford Universitet, bliver olympiske lege som regel tre gange dyrere end planlagt. Og i modsætning til f.eks. Vancouver, der i Whistler havde en veludbygget skisportsby, har Rusland måttet bygge alt op fra bunden.

Sotji er mest kendt for sine badestrande, mens skisportsstederne oppe i bjernene har ført en relativ anonym tilværelse. Dertil kommer, at det bjergrige Kaukasus ikke just vrimler med store flade byggegrunde. Da man skulle finde et egnet sted til den olympiske by, faldt valget på den vandlidende Imereti-dal i Sotji-bydelen Adler.

Her har oversvømmelser og storme under byggeriet ødelagt byggematerialer for millioner. Og sidst men ikke mindst fik Rusland først i 2012 en lov om offenlige udbud. Ingen af de olympiske anlægsprojekter har således været sendt i licitation.

2-10 gange dyrere
Det har formentligt været medvirkende årsag til, at alle olympiske objekter er blevet langt dyrere end ved tidligere lege. Ifølge den liberale oppositionspolitiker Boris Nemtsov har det olympiske stadion Fisjt (der kun skal benyttes ved åbnings- og afslutningsceremonien) kostet godt 4,3 mia. kroner. Det svarer til 107.000 kroner for hver af de 40.000 tilskuere, der kan sidde på stadionet. Det er dobbelt så meget som den gennemsnitlige pris ved de sidste tre olympiader.

Det samme gør sig gældende for hockeystadionet Bolshoj og kunstskøjtestadionet Ajsberg, der har kostet hhv. 139.000 og 127.000 kroner per tilskuerplads.

Skihopanlægget Russkie Gorki slår alt og alle med 197.000 kroner per tilskuerplads. Det gør anlægget ti gange dyrere end anlæg ved tidligere olympiader, ifølge Boris Nemtsov.

Brolagt med kaviar
Det blegner dog i forhold til de penge, der er skudt i infrastrukturen op til OL. Der er blevet trukket en 177 km. lang gasledning til Sotji til en pris af 5,3 mia. kroner. Det svarer til 30 mio. per km. Hvilket er ti mio. kroner mere end den tysk-russiske gasledning NordStream i Østersøen, som i forvejen går for at have været suspekt dyr.

Og så er der højdespringeren over dem alle; den kombinerede jernbane og motorvej fra Adler ved kysten til skisportsstederne i Krasnaja Poljana. De 48 km. vej og jernbane har kostet 48 mia. kroner. Det er mere end prisen for OL i Vancouver for fire år siden.

Bygherren, de russiske jernbaner RZjD, afviser alle beskyldninger om spild og understreger, at linieføringen gennem Kaukasus har krævet anlægningen af 26 km. tunnel, 9 km. serviceskakter samt 35 km. bro.

Ifølge russisk Esquire kunne man have smurt et seks centimeters lag trøffel eller en centimeter ægte kaviar på 48 km. motorvej for de samme penge.

48 mia. til Bellinge?
Vicepræmierminister og chef for det statslige selskab Olimpstroj der har haft det øverste ansvar for legene i Sotji, Dmitrij Kozak, har forsøgt at nedtone budgetoverskridelserne. Blandt andet har han udtalt, at de rent sportslige udgifter til OL kun udgør 33 mia. kroner, mens de øvrige udgifter er investeringer i infrastruktur, som man ville have foretaget alligevel.

Det er i imidlertid de færreste, der tror, at man ville have ofret 5,3 mia. kroner på en gasledning til Sotji, der er en anelse større end Aarhus, hvis det ikke havde været for OL. Og 48 mia. på en ny forbindelse mellem Adler og Krasnaja Poljana, der er på størrelse med henholdsvis Aalborg og Bellinge.

Tværtimod er den generelle opfattelse, at det russiske embedsværk har overgået sig selv i inkompetence og nepotisme.

Selektiv nemesis
Længe inden åbningen af legene er hoveder begyndt at rulle. Under massiv pressedækning aflagde præsident Putin i februar 2013 visit i Sotji, og efterfølgende blev der rejst sager i forbindelsen med blandt andet skihopanlægget Russkie Gorki.

Efter sigende vil der rulle flere hoveder, når OL er overstået, men spørgsmålet er, hvor højt op i embedsværket man vil se reelle undersøgelser. Der er ellers flere oplagte sager. Blandt andet det russiske parlaments besynderlige beslutning i 2009 om ikke at indføre parlamentarisk kontrol med økonomien i Olimpstroj.

Og så er der de 21 olympiske kontrakter, der er gået til to af Putins barndomsvenner, brødrene Rotenberg, som tilsammen har fået ordrer for 38 mia. kroner. Det er 14 procent af det samlede OL-budget. Og mere end de samlede udgifter til OL i Vancouver i 2010.

Ikke en god forretning for alle
Det astronomiske budget taget i betragtning skulle man tro, at alle involverede må have tjent styrtende med penge. Men det er paradoksalt nok ikke sikkert. Det gælder blandt andet Interros og Basic Element, der har stået for hhv. skisportsstedet Rosa Khutor og den olympiske landsby.

Mod selv at stille omkring 20 procent af den nødvendige kapital har selskaberne kunnet låne resten i den statslige udviklingsbank Vnesjekonombank. I årene 2008-2012, da de fleste lån blev givet, var Vladimir Putin i sin egenskab af præmierminister sekretær for bankens tilsynsudvalg.

Det er imidlertid uvist om ejerne af de to selskaber, oligarkerne Vladimir Potanin og Oleg Deripaska, er gået ind i projekterne af økonomisk interesse eller, fordi det er blevet gjort dem forståeligt, at det burde de gøre. Under alle omstændigheder har både Potanin og Deripaska efterfølgende offentligt kritiseret staten for at ændre betingelserne for de gigantiske anlægsarbejder efter udstedelsen af lånet.

Citius, altius, carius
De ekstremt dyre vinterlege er del af en global trend, som bekymrer flere i den olympiske bevægelse. Ifølge det tyske medlem af Det International Atletikforbund, IAAF, Helmut Digel, er de olympiske lege blevet for dyre, og det olympiske program for omfattende:

“Faren for, at stadigt færre lande er i stand til at afholde en olympiade vokser. Hvis det en dag kun bliver muligt at afholde legene i autoritære stater, så ville det være den største skade, man kan tilføje den olympiske bevægelse,” udtalte Digel i december 2013 til Spiegel.

Det er nok de færreste russere, der går op i den olympiske ånd. Til gengæld er der en del, der undrer sig over, om deres politikere og embedsmænd overhovedet har nogen skam i livet.

Jesper Gormsen er fast skribent på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Wootpeanuts