Opbrud i Narkospanien

2018-11-06T10:50:34+00:00 tirsdag, 6. november, 2018|

En ”hær” på knap tusind tungt bevæbnede politifolk rydder Barcelonas narkobuler. Territorialkrige udkæmpes på de sydspanske kyster, og firsernes narkobaroner rumsterer stadig i Galicien. Spanien er gennemfartsland for stofferne og et yndet sted at konsumere dem. Hashhoveder, festaber og heroinspøgelser har indtaget Barcelonas centrum.

Analyse af Sara Høyrup

Mandag den 29. oktober vågnede Barcelonas bydel Raval op med politiets helikopter hængende over kvarterets nedre dele i den billige ende. Noget nyt og uventet var sket: “En hær på 880 politifolk har lukket 26 narkobuler ned og anholdt 55 dealere fra én og samme mafia.” Det stod at læse dagen derpå i det catalanske dagblad El Periódico de Catalunya.

Den omfattende razzia blev budt velkommen af de desperate beboere. Mange er flyttet ind og har fået børn i de gyldne år, hvor narkomanerne holdt til andre steder. For årtier tilbage var Raval ”kineserkvarteret” (uden kinesere) el barrio chino, hvor alt, hvad der var skummelt, holdt til.

Men byrenovering med nedrivninger af hele boligblokke og åbninger af store pladser som Rambla del Raval trak bydelen op i lyset. Gentrificeringen satte ind med bohemerne som første bølge især i den ende, der ligger tættest på Plaça Catalunya.

Heroinspøgelser går tiggergang
Indtil ”makrooperationen” har beboerforeninger som Acció Raval fået at vide, at lovgivningen ikke tillader rydning af los narcopisos. Narkobulerne er ironisk nok beskyttet af boliglovgivningen, selv om dealerne ofte har fraranet deres retmæssige ejere dem. Her sælger de hårde stoffer, som bliver indtaget på stedet og ude i opgangene.

Tilsammen med fikserummene kaldet las narcosalas har disse salgssteder trukket fulde huse. Rundt og rundt i ring går narkomanerne som vandrende pinde i det mest gentrificerede hjørne af bydelen. Her håber de på, at turister og beboere vil forbarme sig over dem og give dem en skilling. Man kan ifølge den lokale presse få sig et skud for bare tre euro.

Narkomanerne har hjemsøgt Raval på ny siden starten af sidste år – dag efter dag, måned efter måned. Aviserne har kunnet fortælle om lokale narkooverfald udført med machete i kvarterets skumleste områder. Nogle beboerforeninger promoverer husbesættelser som et middel til at hindre tomme boliger i at forvitre som bydelens svar på de frygtelige crackhouses, man kender fra filmens amerikanske verden.

Heroinspøgelserne er intimiderende og selvretfærdige, og deres desperate tilstedeværelse udgør et socialt problem også for omgivelserne. Raval er en overmåde tolerant bydel presset ud til kanten af sin empati – dér, hvor behovet for selvforsvar og udgrænsning bliver tydeligt. I forvejen trækkes indbyggerne i centrum med larm på alle tider af døgnet fra turistlejlighederne og de mange standerstive briter på polterabend. Man har indført bøder for uciviliseret påklædning i frustration over turisternes respektløse brug af strandtøj langt op i byen.

Aben gives videre
Heroinspøgelserne plejede at holde til ude i forstaden La Mina og bag bjerget i Can Tunis, Montjuïc. Heromme lå en sigøjnerlejr, som narkomanerne valfartede til i offentlige busser til almindelige menneskers skræk og rædsel. Hos de spanske sigøjnere kunne stofmisbrugerne nemlig handle ind; men lejren blev ryddet, og problemet spredte sig.

Det ludfattige La Mina ligger på den anden side af byen og er et stort område med socialt boligbyggeri holdt i snavsethvide farver. Ravals fordrevne narkomaner forventes nu at rykke tilbage dertil og lade kvarteret bag Ramblaen være i fred for en stund.

Catalansk politi med to anholdte under razziaen mod stort narkonetværk den 29. oktober. – Foto: Ritzau Scanpix/AP/Joan Monfort/

Der er dog ifølge den regionale presse stadig 15-16 kendte narkobuler tilbage i Raval, og hertil kommer de nye lovlige hashklubber rundt omkring i byen. Mange af de sidste tiltrækker et pænt publikum og fungerer under ordnede forhold (rusmidlets skadelige virkninger ufortalt).

Men ligesom på Christiania foregår der også her en sammenblanding af markeder. I løbet af de seneste år er en ny type hustler begyndt at optræde på Ramblaen: unge mænd fra Afrika, der hvisler hash, når man går forbi ud på natten. Men lokalpressen beretter, at de klubber, det udsendte salgspersonale viser folk hen til, også er leveringsdygtige i hårde stoffer.

Fejlslagen bypolitik
Barcelonas borgmester Ada Colau fra de venstrepopulistiske els comuns ville det så godt. Hun ville regulere turismen og standse boligspekulationen, så almindelige mennesker kunne blive i bydelene. Hun ville folde progressive projekter ud og sætte tolerancen i førersædet.

Resultatet er temmelig trist.

Op og ned ad Ramblaen står handlede kvinder ved nattetide og falbyder deres kropsåbninger til forbipasserende. I kvarterets hårdeste gade, Robadors, står andre hærgede kvinder dagen lang omgivet af ivrige ældre herrer, der ikke har råd til stort andet end en kigger. Den nye venstrefløj har villet afkriminalisere prostitutionen og kvindernes frie ret til at sælge sig selv. Alligevel uddeles der flere bøder til luderne end til torskene, fortæller den lokale presse.

Turismen er der overhovedet ikke kommet styr på, og boligkontrakterne er stadig kun på tre år ad gangen – det sidste har byrådet ingen indflydelse på. Alle, der ikke ejer egen bolig, bor til leje på udlejers nåde. Mange må nøjes med at bo på lejede værelser hos fremmede, for boligpriserne ligger langt over, hvad almindelige lønninger kan dække.

Der foregår for tiden en kamp centralt om, hvorvidt den nye mindsteløn for fuldtidsarbejde skal være på, hvad der svarer til lidt over 5.000 kroner om måneden eller på 6.500 kroner. Resultatet af det hele er, at lokalbefolkningen presses ud af de bydele, som turisterne forelsker sig i.

I Barcelonas centrum er åbne pladser og børnenes legepladser blevet indtaget af alkoholikere, som strømmer til fra andre lande og gør stederne meget lidt børnevenlige. Psykisk syge går frit omkring og råber, raser og rabler. I kunsthøjskolens smukke patio La Massana opholder sig både misbrugere og mindreårige uden opholdstilladelse, som det lokale børneværn har svigtet fælt.

Sikkerhed på dagsordenen
I sin kvide inviterer bystyret nu indbyggerne til at byde ind på, hvilken virtuel by de godt kunne tænke sig. Ingen ved, hvad det betyder.

Det progressive projekt har spillet fallit og udfordres af den erfarne toppolitiker Manuel Valls, som kommer hertil fra Frankrig og stiller op som borgmester med en modsat agenda. Også han hævder hårdnakket at høre til på venstrefløjen – men hans projekt lyder på ”sikkerhed, orden og renhed”.

Valls forsøger at favne så bredt, at alle kan være med – undtagen hans foretrukne syndebukke. Det er de afrikanske gadehandlere, som efterhånden står i vejen overalt i byens centrum og sælger billige kopivarer for selv at overleve. De har så heller ikke stemmeret.

Den store razzia mod Ravals narkobuler kommer Manuel Valls i forkøbet. Det er et tiltag som taget op af hans lomme. Colaus partifælle Gala Pin kan næsten ikke være ved sig selv, når hun som byrådsansvarlig for indre by fortæller til El Periódico de Catalunya, at hun ”fik helt lyst til at kramme politifolkene”.

Det er ikke let at være progressiv, når staklerne, man har ondt af, til forveksling ligner bullies, der fordriver alle andre.

”Narkokrig” i Andalusien
Mens narkoindustriens detailhandel forflytter sig internt i Cataloniens hovedby, sker der også forskydninger på den sydspanske kyst. Det er her, stofterne bliver smuglet ind, og i mange år har centrum været Algeciras med daglige bådforbindelser til Marokko. Nu har en ihærdig politiindsats skubbet aktiviteterne andre steder hen.

Centrale aktører i narkohandlens øverste lag bliver myrdet af konkurrenterne, og knap er politiet gået i gang med at efterforske det ene drab, før der sker et nyt. Politiet klager over selv at stå i skudlinjen uden tilstrækkeligt udstyr: Der er simpelthen ikke skudsikre veste nok til, at de alle sammen kan få en på under deres indsatser.

Der er ingen fred at finde i de rigmandskvarterer, narkobosserne har bosat sig i, og som hidtil har været hellig grund. Nordeuropæere er indblandet i territorialstriden, som spansk presse konsekvent kalder for en ”narkokrig”.

Det skorter heller ikke på danske forbindelser til narkohandlen i Spanien. Det kan man forvisse sig om ved at læse Ekstra Bladet  eller Spanien i dag.

Galiciens gamle narkobaroner
Imens kan man på Netflix se Fariña / Cocaine Coast om firsernes legendariske narkobaroner i Galicien. Den folkekære Sito Miñanco er den mytiske og tragiske helt i serien om dengang, desperate fiskere opgav at forsørge sig på lovlig vis og slog sig på smugling i stedet. Han finansierede den lokale fodboldklub og nød stor støtte i lokalsamfundet.

Først smuglede Sito tobak. Siden slog han sig sammen med colombianerne og forsynede den Iberiske Halvø med fariña, der er galicisk for mel og slang for de hårde stoffer af samme farve. Serien fortæller ligesom bogen, den bygger på, at det hele foregik med støtte fra det konservative parti i den nordvestspanske region. Bogen bag filmen blev berømt, fordi den blev forbudt.

Sito og hans konkurrenter i forbryderfamilien los charlines er ikke gået på pension nu, tre årtier senere. Fra tid til anden dukker de stadig op i pressen. I en alder af 85 år står patriarken Manuel Charlín stadig i spidsen for familieforetagendet, og den unge Sito er ældet efter mange år i fængsel. Han har måttet lide den tort at arbejde som parkeringsvagt og har stadig ikke opgivet drømmen om at genvinde tronen som ubestridt narkokonge.

Sara Høyrup er Magasinet Europas Spanienskorrespondent · www.sarahoyrup.com · F+I+T: @lahoyrup

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AFP/Pau Barrena/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon