Opgøret med den præsenterede sandhed

2018-06-14T10:51:46+00:00 søndag, 10. juni, 2018|

Der har altid været modstridende narrativer, diskurser og fake news. Men nutidens udvikling har bragt samtalen, som førhen blev ført i konspirationsteoretiske afkroge af samfundets højre- og venstrefløje, ind i det offentlige rum.

Analyse af Kasper Buch Tanderup

SANDHEDSBEGREBET | Forestillingen og opfattelsen af omgivelserne har forandret vores forståelse af virkeligheden samt distanceret os fra det sandfærdige. Skævvridningen har på forunderligvis overflødiggjort selvsamme virkelighed.

Men en sådan påstand adopterer selve begrebet om en universel sandhed. En absolut sandhed. En sandhed, der tilsidesætter samt fratager afvigende anskuelser deres værdi. Samtidig befinder vi os i en verden, hvor omstændighedernes kompleksitet simplificeres til overskuelige narrativer. Problematikken manifesterer sig i paradokserne og selvmodsigelserne, som fostres af simplificeringerne. En mulig sandhed virker fjern og uhåndgribelig.

Der har altid været modstridende narrativer, diskurser og fake news. Men nutidens udvikling har bragt samtalen, som førhen blev ført i konspirationsteoretiske afkroge af samfundets højre- og venstrefløje, ind i det offentlige rum. Hvorvidt jorden er rund eller flad, menneskerace-debatten angående IQ samt jødernes magtovertag i form af George Soros’ filantropiske investeringer. Alt dette opleves på ny i det offentlige rum. Man føler et opgør med den præsenterede sandhed. At den præsenterede sandhed smuldrer i kaos. At kaosset har overtaget, hvor vi står tilbage med en tom følelse af uvished. Hvordan normaliserede vi pludseligt kaosset?

Man kan dog argumentere for, at når kaosset hersker det offentlige rum, opblomstrer individets længsel efter det sandfærdige. Men denne søgen er problematisk i et samfund præget af selvmodsigelser. For hvor skal man finde troskaben og ved hvilken sandhed finder man sin trøst?

Normaliseringen af det paradoksale
Tages der udgangspunkt i selvmodsigelsernes kaos, er de sidste år af Sovjetunionens kommunistiske eksperiment ganske interessant. Tiden var præget af supermarkedernes tomme hylder samt mistillid til politikernes ytringer, vis positivitet for fremtiden rungede hult. På trods af denne kaotiske tilstand fortsatte tilliden til styrets stabilitet.

Det interessante var normaliseringen af det paradoksale, hvor sandheden var bundet op på et selvmodsigende og konstruerede verdensbillede. Der var en stålfast tro på styrets stabilitet, samt en bevidsthed om den uholdbare virkelighed. Et kollaps var ufatteligt, dog ikke overraskende. Denne følelse virker ikke yderligere fjern. Retter vi blikket mod nutidens system, eksisterer det paradoksale i bedste velgående. Vi bliver gjort opmærksom på, at levestandarden er den højeste i menneskets historie, samt at den økonomiske udvikling vil fortsætte ufortrødent. Samtidig virker endnu et økonomisk kollaps ikke ufatteligt. Igen opleves normaliseringen af det paradoksale.

Menneskets irrationelle natur
Det samme kan siges om forbrugersamfundet. Det kapitalistiske system er etableret på en forståelse af menneskets natur som rationelt bevidst. Rationelt opnår mennesket det bedst rentable økonomiske afkast, da han/hun er bevidst om udkommet af egne handlinger. Dette vil i sidste ende resultere i social harmoni.

Edward Bernays, faderen af public relations i 1920erne, som dannede grundstenene til hvordan virksomheder påvirker individets købelyst, havde en ganske anden forståelse af menneskets natur. Bernays så ikke individet som en selvstændig rationel aktør. Han arbejdede derimod med idéen om ’masserne’, som værende drevet af faktorer udenfor deres bevidsthed. Menneskets natur ses derfor som irrationel og utilregnelig.

At appellere til menneskets irrationelle drifter gennem manipulation er det eneste alternativ til kaos, udtrykte Bernays. I sin bog ’Propaganda’ fra 1928 fortæller han:

“Intelligente mænd må indse, at propaganda er det moderne instrument, som kan bruges til at kæmpe for økonomisk produktivitet og hjælpe med at bringe orden ud af kaos.”

Edward Bernays mente, at propaganda skulle benyttes af en kapitalistisk elite i håbet om økonomisk udvikling, hvilket skulle bringe social orden i en verden styret af irrationelle og utilregnelige drifter. Paradokset ses i et økonomisk system, der proklamerer individets rationalitet alt imens der appelleres til individets irrationalitet.

Bernays’ levede i en tid hvor propaganda eller public relations, som det senere blev kaldt, var for de få. En mindre elite, der via liberale instrumenter ville bringe orden ud af kaos. Han fik forresten kvinder til at ryge ved at gøre cigaretten til et feministisk symbol. Rygning sås som maskulint, men ved at bruge cigaretten som et instrument i kvindernes frigørelse fandt Bernays et nyt marked #feminism.

Propagander er blevet et redskab for flere
Propaganda er ikke længere et redskab for de få, og internettets indtog har formået at forurene informationsværen med kolliderende diskurser. Kaosset er for alvor frigjort. Politikernes simplificerede narrativer, som for eksempel har reduceret internationale konflikter til en kamp mellem det gode og det onde betvivles fortsat og måske i højere grad grundet internettets fremmarch.

Et eksempel er, da Gadaffi var ond i 70’erne, 80’erne og 90’erne, hvorefter han i start 2000 afviklede Libyens biovåbenprogram. Sanktionerne mod Libyen frafaldt og Gadaffi var pludselig inspirerende og god. Senere kom det frem, at Libyen aldrig havde haft et biovåbenprogram. Seancen var blot et led i en retfærdiggørelse af Irakkrigen. I kølvandet på det arabiske forår forsvandt den europæiske og amerikanske støtte til Gadaffi. Så var han ond igen. En sådan beretning kan virke konspiratorisk og dog. Hvad er egentlig sandheden?

Vores samfund virker dynamisk, bøjelig og flyvsk. At vi har transcenderet sandt og falsk. Det er i normaliseringen af kaosset, at konflikten for alvor optrappes, da folket ikke længere ønsker at søge efter mening i desperationen. Kampen om den absolutte sandhed udkæmpes blandt dem, som har fundet sandheden. Men at have fundet sandheden er dog ikke lig det at finde ro ved en sandhed. Det at finde ro ved en sandhed og dermed at være sig sig selv, er måske det mest problematiske i denne tid. At være tro mod sig selv og konstant at forandre sig i takt med udviklingen, er i sandhed modsætningsfuldt.

Denne følelse er løst forbundet med individualiseringen i 1960’erne og 1970’erne. Individets frigørelse modsatte sig personer som Edward Bernays og den øvrige elite. En positiv udvikling, der gjorde op med undertrykkende autoritære strukturer og hierarkier.

På den anden side havde denne frigørelse en besynderlig effekt på det politiske landskab. Som politisk parti skal man kunne samle et folk på baggrund af det kollektive. Men navigerer man i et samfund med millioner af individer, som alle besidder deres egen ide om det sandfærdige, fordufter muligheden for en kollektiv bevægelse. Individualismen prædiker en interesse i at udtrykke sig selv og egne lyster.

Den absolutte sandhed er forbi
Endnu et paradoks præsenterer sig. Vi er fortørnede over den krakelerende sandhed i form af modstridende narrativer og fake news. Samtidig har samfundsudviklingen omfavnet en individualisme som tilgodeser en selvrealisering, hvor vi alle bærer hver vores egen unikke sandhed. Den absolutte sandhed er dermed fortid. Den sandhed som bragte orden ud af kaos. Dette betyder nødvendigvis ikke, at den præsenterede sandhed var sandfærdig. Den kan sammenlignes med de sidste år i Sovjet og det konstruerede billede af stabilitet, der viste sin flygtige karakter i takt med mistillidens tilkomst.

Gennem det 20. århundrede og starten af det 21. århundrede har vi formået at normalisere disse paradokser, modsætninger og selvmodsigelser. Denne udvikling har ført til en virkelighed præget af kaos, og hvor vi uden kollektiv sans alle søger en sandhed, der passer til vores eget unikke behov. En fælles sandhed virker derfor fjern og uhåndgribelig, da den kolliderer med det uendelige antal sandheder som individualismen og det postmoderne samfund har medført.

Vi står derfor tilbage med en ufuldstændig følelse af en mangel på den absolutte sandhed, men er vi klar til at tilsidesætte vores egen personlige sandhed og er dette overhovedet ønskværdigt?

Kasper Buch Tanderup er Stud.cand.soc i Globale Studier på Roskilde Universitets-Center med fokus på globaliseringens processer ifm. Østeuropa og Balkan.

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Brynn Anderson/

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb via MobilePay                          Støt os fast via Patreon

                                   Image result for patreon