På sigøjnersafari med guide og kamera

2017-06-30T10:08:07+00:00 Af |Reportage|

24.9.2014 | SLOVAKIET | Vi var ved at pisse i bukserne, da en guide fulgte os mod døren og 15 sigøjnere med halvt så mange gule tænder fulgte efter. Sekunder efter smækkede døren. Indenfor stod en ældre kvinde. De 15 sigøjnere stillede sig op, lydløse, ventende. På hvad vidste vi ikke.

Indenfor var der sådan set ok hyggeligt. Kvinden viste os rundt i sit kælderrum. Der var amerikansk pop fra en ghettoblaster, en Nike-reklame udgjorde kunsten på væggen, der var en seng, en sofa og et bord.

Min ven og rejsefælde Christian Garde Petersen og jeg interviewede kvinden. Hvordan man lever på slovakisk bistandshjælp på 450 kroner om måneden. Hun var en af de heldige i ghettoen kaldet Lunik 9.

En stor del af de 6000 beboere levede op mod 16 mand i et-værelses lejligheder. Presset ind i fem betongrå blokke med sprængte vinduer.

100 meter skrald
Vi fik fortalt, at der flød med stoffer og alkohol, der var rapporter om mord og børnene blev dagligt sendt til bycentret med tom barnevogn for at gå på rov.

FAKTABOKS
Lunik 9 blev bygget i 1989 som et moderne byggeri, hvor alle samfundsgrupper 
skulle leve sammen. Der var plads til 2500. I dag bor der 6000 romaer.

I ghettoen har myndighederne oprettet et socialkontor med socialhjælpere 
og en skole, som skal bringe børnene ud af fattigdommen.

I Slovakiet bor der omkring 400.000 romaer ifølge Atlas of Roma
Communities, 
som indsamler informationer om romaer i Slovakiet. 

I EU bor der seks millioner romaer. Fire ud af fem lever under
eller på fattigdomsgrænsen ifølge Amnesty International.

Vi havde netop fulgt efter en lille sigøjner-familie i byen, en storesøster på omtrent de 14 og et par yngre søskende. De gik fra butik til butik med lange fingre. En pige blev taget i at stjæle en vante fra en genbrugsbutik og blev smidt ud. Kriminalitet var tilsyneladende hverdag for sigøjnerunger her i ghettoen. Ingen taxier ville tage os herud. De fik smadret deres ruder med stenkast, fortalte de os. En socialarbejder hentede os i sin bil.

Vi sad i ghettoens luksuslejlighed, som om vi var på pr-tur. Vi måtte se mere. Vi åbnede døren. 15 sigøjnere gloede på os. Vi gik mellem blokkene. Nu var der 30 sigøjnere, som gloede på os.

Magasinet Europa

“Luksuslejligheden”

Ghettoen lignede en sønderbombet sibirisk arbejdslejr, en for længst forladt kommunist-blok overladt til rotter og hjemløse. Skraldet, hvor børnene legede, lå i 100 meter lange baner. Træet fra vindueskarmen var revet af, så de kunne få varme om vinteren. Der var kun adgang til vand fire timer om dagen.

Slovakiets jungle midt i EU
Organisationen Roma Press Agency fortalte os, at udenlandske journalister tror, de kan forstå det hele på et par timer, og at de ringer uge efter uge for at se kuriositeten Luník IX. En universitetsprofessor sagde, at medierne behandler Lunik 9 som en jungle, hvor der altid er en hurtig historie at komme efter.

Vi er i EU. På sigøjnersafari. Tid til at fotografere.

Rundt om i ghettoen stod der grupper af unge drenge og hang i slidt, vestligt tøj på mode for 10 år siden. På bænke sad ældre herrer i tweed og sixpences. Ranke og stolte. Omkring dem, børn i joggingtøj.

En af de 35 sigøjnere kunne engelsk. Han var på besøg fra Dublin og var mildest talt ikke begejstret for ”turisternes” færden.

”I kommer bare her og tager billeder, men hvad gør I ved det? Ingenting. I journalister griner bare af os. Forholdene bliver kun værre og værre. Vi bliver udsat for racisme og diskrimination. Romaerne her har hverken vand eller varme. Vi er i det 21. århundrede, og I kan se, hvordan de lever. Det er frygteligt. Og hvordan kan de klage? Den slovakiske regering er ligeglad. De lytter ikke – ingen lytter. Se min mor – hun er gammel. Hun bliver nødt til at bære tunge flasker med vand fra vandposten, fordi regeringen kun lader vandet rinde i fire timer. Sidst vi var her for to måneder siden, var min svigermor syg på grund af vandet. De har ikke råd til at købe drikkevand i byen. “

Magasinet Europa1 (1)

I den slovakiske “jungle”

Min rejsefælde Garde får et ord indført.

“Både myndigheder og folk i byen fortæller os ellers, at I ikke tager imod de job, I får tilbudt. Der var noget med 20 slagteristillinger, I ikke ville…,” men afbrydes.

“Vil romaerne ikke arbejde? Hvis du giver dem et job, vil de gerne. Alle vil gerne arbejde. Se på min ven her. Hvis du giver ham en chance, så ser du, han gerne vil arbejde. Romaer vil gerne arbejde. De vil gerne overleve.“

Han fortalte om roma-organisationer, som fik millioner uden at hjælpe romaerne, og hvordan bistandshjælpen i Irland var 10 gange højere. Den fri bevægeligheds velsignelse. Man shopper velfærdssystemer.

En anden fortalte, at hun boede i en skov med sine børn. Kommunen havde revet hendes bygning ned, fordi fundamentet var ved at brase sammen. Årsagen: Sigøjnerne havde stjålet al tænkeligt salgbart fra bygningerne – rør, vandhaner, vinduesglas – og solgt det som skrot i byen.

Den kontroversielle mur
Vi var her egentligt, fordi naboerne til ghettoen angiveligt havde muret sig selv inde, så romaerne ikke kunne trænge ind i boligområdet. Verdenspressen har skrevet artikler op og ned om denne mur, som har været til debat i EU, fordi den sætter spørgsmålstegn ved basale menneskerettigheder.

Der måtte vi hen. Vi slap over åen, hvor sigøjnerne bader. Langt væk fra sigøjner-junglen. Ingen sigøjnere fulgte efter. Vi kom til “muren”. 20 meter den ene vej, 30 meter den anden og på højde med en ligusterhæk. Ville man ind i kvarteret skulle man gå 40 meter mod venstre eller højre.

Et minut efter stod vi på en parkeringsplads ved siden af en boligblok. En kvinde åbnede sit vindue og spurgte hvad, vi dog lavede her? Så begyndte hun at brokke sig over muren. At prisen på hendes bolig var faldet markant, fordi muren betød, at folk troede, der var farligt at bo her.

Vi gik lidt videre. Over en legeplads og en asfaltbane. Mødte to håndværkere. Om de var trætte af sigøjnere? Meget.

Sigøjnerne stjal øreringe, stjal metal fra gitre, de stjal blomster og grøntsager fra haverne. Og angreb børnene.

“Vi vil have en mur hele vejen rundt,” sagde den ene.

eu mag

“Muren”

“Jeg ved ikke, hvad der er sket,” sagde den anden. ”I 80’erne under kommunismen var der ingen problemer med sigøjnere. Dengang havde alle et arbejde og mødte op. Hvis ikke man arbejdede, blev man straffet og fik bøder. Dengang talte vi slovakker og sigøjner med hinanden. I dag er forskellene mellem os meget større.”

Vi tog en taxi ind til byen. Gik på restaurant. Drak importerede øl fra USA. Mødte en gruppe lokale slovakker. De var meget gavmilde, tog os med på gadecrawl med en flaske rom, siden hen på pubcrawl. Vi endte på en jazzklub med smukke unge mennesker.

En fortalte, hvordan han og vennerne en aften havde drukket sig fulde og taget en ghettoblaster med ned til sigøjner-ghettoen. De legede turister og talte engelsk til sigøjnerne.

Fik sigøjnerne til at danse som aber, mens de grinende så på.

Anders Højberg Kamp er freelancejournalist for Berlingske m.fl. og klummeskribent for AOK.dk. Han er uddannet i Journalistik og Historie fra Roskilde Universitet

Alle billeder er stillet til rådighed af Anders Højberg Kamp