Det skulle være så godt, og så er det faktisk skidt? Velfærden i Vesteuropa er for nogle et mareridt. Norske mødre søger mod Polen for at undslippe Barnvernet. Briter krydser grænsen og gemmer sig væk med børnene, når the child services lurer i kulissen.

Kommentar af Sara Høyrup 

TEMA: EU’s INDRE VÆRDIKAMPE | Historien om Silje Garmo og hendes datter vakte genlyd på begge sider af det faldne jerntæppe. I 2018 fik den norske kvinde asyl i Polen efter en sagsbehandling, der gik helt op til den øverste politiske magt.

Silje havde efter sigende optrådt forvirret. Og så havde hun engang taget meget medicin.

Så lidt skal der til. I det moraliserende Norge, i det svenske Folkhemmet og i vores helt eget Danmark.

Det stolte Polen
Hvad får det østeuropæiske land så ud af at give Silje asyl? Moralsk genoprejsning.

Polen står sammen med Ungarn i Europas skammekrog. Der står de, fordi det er så som så med retssikkerheden. Og fordi de to tidligere kommunistiske lande er drevet så langt ud til højre, at de er røget uden for mainstreamen.

Og så kommer yndige, unge Silje segnefærdig og sætter al sin lid til Polen. En ungmø i bekneb. Et fantastisk mediestunt.

Polen giver ikke bare folk asyl, fordi de har brug for det. Næh nej: Tildelingen af asyl skal tjene Polens politiske interesser. Det er helt officiel politik.

Så i første omgang fik Silje nej – for hvem vil lægge sig ud med Norge, der svinger moralens fane over hele kloden? Men da sagen nåede helt op i statsministeriet, så man i nåde til den norske kvinde.

Silje fik midlertidigt asyl. En anden norsk kvinde var mindre heldig, da hun forsøgte at gøre Silje kunsten efter: Hun blev standset med sit barn ved grænsen til Tyskland og sendt tilbage til Norge som en anden forbryder.

Det kristne Polen
Omkring Silje flokkedes næstekærlige kristne. Og netop kristne bevægelsers tiltro til familien har et fortørnet Norge peget fingre ad efter afgørelsen: Det er også bare, fordi moderskabet er en kristen værdi. Altså en reaktionær værdi.

Ja, det er det. Og i helt særlig grad en katolsk værdi. Katolicismen er i vidt mål bygget op omkring en moderskabskult med mor og barn i centrum for gudedyrkelsen.

Men det kræver ikke kristentro at have respekt for båndet mellem mor og barn. I Danmark er det kunstneren Suste Bonnén, der som noget nær den eneste taler moderskabets værdi op – helt op under skyerne. Bonnén er selv mor og tidligere plejemor. Hun er stifter af Moderpartiet og tager portrætfotos af mødre, der er blevet fravristet deres børn.

Bonnén er også billedhugger og arbejder på et stort projekt på Sprogø. Man kører over øen, når man krydser Danmark. Til ære for de kvinder, der i sin tid blev tilbageholdt og tvangssteriliseret på den lille ø, skal stå en kreds af nøgne statuer. De repræsenterer hver især følelser som sorg og vrede. Aldeles afklædte.

Bonnén tror ikke på Gud, men på kunsten. På den enkeltes skaberkraft. ”Og stærkest af alt er skabelsen af børn,” fastslår hun over for Magasinet Europa. ”Børn er mirakler, forældrene skaber,” lyder det i samme linje fra regeringens revser Anne Sofie Allarp (citeret efter hukommelsen).

Skandinaviens totalitære tendenser
Bonnén har kastet al sin aktivistiske iver ind i at vende skuden, før den sejler ud over kanten. Hun står på sin virtuelle talerstol og råber for vinden. Hun minder om, at lige så kvindefjendsk sexchikane er – så er det tusindfold værre for en kvinde at få taget sit barn. Det er hjerteblodet, der rinder. Hjertetrådene, der hænger flossede ud af kroppen.

Moderpartiets stifter taler for døve øren.

Hvorfor prioriterer pressen støvede Metoo-historier over fortællingerne om børn, der bliver flået ud af armene på deres mødre af en selvgod stat? Måske fordi der ikke er meget sex i sørgende mødre?

Vinden har vendt en lille smule efter statsministerens spektakulære nytårstale forrige år. Avisernes gravergrupper pipper lidt om dårlig sagsbehandling og uforståelige tvangsfjernelser.

Men medierne går ikke rigtigt i flæsket på de allermest totalitære tendenser i socialstaten: idéen om, at børnene er statens. At børn kun bor hos deres forældre på statens nåde. Og at fortolkerne af statens ønsker – det er socialvæsnets sagsbehandlere, der ikke nødvendigvis har andet end et kort kursus på kommunalbagen.

Der er simpelthen konsensus om, at vi har skabt den bedste af alle verdner i Danmark. Ligesom de også har det hinsidan og oppe i Norge. Systemtroen er en af Nordens allerstærkeste værdier til forskel fra resten af Europa.

Nytårsbrandere
Børnenes statsminister har ikke kunnet skaffe flertal til Børnenes lov, så det talte hun slet ikke om i den nyeste nytårstale. Men Mette Frederiksens ord er lov, når de kommer ud gennem æteren. De sociale myndigheder efterlever ånden i hendes valgløfter: fjerne flere børn i en fart.

Når folk hører om det sydpå, er de ved at falde ned af stolene. Lige så sikre vi i Skandinavien er på at have skabt den bedste af alle verdener, lige så overbeviste er sydens folk om, at Norden har fat i det helt rigtige.

For vi har et socialt sikkerhedsnet. Og vi har jo ingen korruption. Vel?

Men der er sket noget med tiden. Generation efter generation er vokset op med forestillingen om, at staten står klar til at gribe dig, så hvorfor overhovedet lægge dig i selen? En skandinavisk værdi er troen på, at vi er gode og skabte vindere, ene og alene fordi vi er skandinaver. Gaveboden er blevet en selvfølge.

Samtidig er staten som organisation begyndt at opfatte sig selv som en helt nødvendig faktor langt ind i privatlivet. Borgerne er blevet klientgjort.

Og korruption er ikke bare penge under bordet. Det er også viljen til at smide al faglighed over bord for at nå til de konklusioner, som indkøberen gerne vil høre, og dermed sikre sig endnu flere fede konsulentopgaver.

Men den største korrumperende faktor i Skandinavien er måske nok den good cause corruption, som eksempelvis den tidligere advokat Trine Ødemotland taler om: tanken om, at nu vrider vi lige lidt på loven og ser bort fra de regler, der ikke passer til vores forsæt. For vi vil jo det gode, så vi må gerne.

Sagsbehandlere har magten over ikke så få familier i hele Skandinavien. Men de forstår ikke sig selv som magtudøvere. Nej: De er det godes repræsentanter.

Tyktflydende konsensus
Der ligger en tyk sovs af lutter konsensus hen over de skandinaviske samfund. Der er enighed om, at alt er godt i det store og hele, og at vores institutioner vil os det bedste.

Så kan man gå på universitetet og læse systemteori. Her kan det åbenlyse blive en aha-oplevelse: at organismer lynhurtigt begynder at eksistere for deres egen skyld. Set i dét lys kan man forstå den skandinaviske værdi om børnene ud af familierne og staten helt ind i familierne.

Uafhængig socialrådgiver Puk Sabber oplyser, at Ankestyrelsen blandt kendere går under navnet Blåstemplingscentralen. Ankestyrelsens to afdelinger i landet er øverste administrative kontolinstans, når kommunen tager dit barn. Mellem Borgercenteret og styrelsen ligger Børn- og Ungeudvalget med en lokalpolitiker som formand. Møderne ledes af byretsdommere, og man skulle jo tro, at det borgede for retssikkerheden.

Men der er ingen retssikkerhed på børneområdet. Fagpersoner og forældre gør opmærksom på det, og lige meget hjælper det. Bevisbyrden hviler tonstungt på de anklagedes skuldre. De sociale myndigheder behøver intet bevise. De behøver bare føle. For skønsmargen er vid. Også det er en skandinavisk værdi: ikke noget med klare, eksplicitte regler og absolutte afgrænsninger.

Reelt er der grøn bølge op igennem hele systemet. Kammerateriet huserer ikke bare i den enkelte institution, men på tværs af etaterne. Hvorfor? Fordi tillid er en skandinavisk værdi. Bare ikke tillid til forældrene.

Når staten stjæler børn
Barnerov har fandtes til alle tider. Tosser stjæler spædbørn i barnevogne, tatere mentes at løbe med landsbyens børn, fløjtespilleren fra Hamlet var en mytisk repræsentation af den frygtede børnelokker.

I Francos Spanien var det nonnerne, der bildte mødre uden mænd ind, at barnet var dødt og borte. Derpå gav lægerne barnet videre til mere værdige forældre. I Argentina på militærdiktaturets tid blev dissedenter hældt ud i havet fra helikoptere. Deres børn blev givet til de rettroende.

I Storbritannien kæmpede en Ian Josephson imod tvangsadoptioner . Forældre flygtede fra landet for at komme ud af kløerne på et system, som minder ikke så lidt om det danske: Indkøbte udtalelser fra såkaldte ”børnesagkyndige” som belæg for hvad som helst, navneforbud, som stiller sig i vejen for pressedækning og forældrenes egne protester, afhentninger af babyer på fødegangen …

Den britiske aktivist talte om punishment without crime: straf uden forbrydelse. Spørgsmålet er: Er det det Danmark, vi vil have? Eller er det tid til at tage vores systemtro op til revision og genindføre moderskabet som en værdi? Kanhænde sågar lære noget af vores indvandrere fra andre egne?

Sara Høyrup er spanienskorrespondent og fixer bosat i Sevilla. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er spansk uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: /Pixabay/

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Læs hele temaet “EU’s indre værdikampe”