Panic on the streets of London: Undergraver folkeafstemninger EU?

2017-06-30T10:07:51+00:00 Af |Baggrund, Tema: Brexit?|

Den kompromisløse Brexit-kampagne og den seneste bølge af afstemninger i Danmark og Holland har givet ny ammunition til de kritikere, der mener, at folkeafstemninger er roden til alt ondt. Herunder EU’s sammenbrud og måske endda den vestlige civilisations forfald.

23.06.2016 | TEMA: BREXIT? | I dag går briterne til stemmeurnerne, og i morgen tidlig ved vi, om de vælger at blive i EU eller ej.

Hvis Storbritannien forlader EU, giver det ikke meget mening, men det er svært at være optimistisk på baggrund af de seneste meningsmålinger. Sådan lød analysen fra formanden for Det Europæiske Råd, polske Donald Tusk, på et pressemøde i Helsingfors sidste torsdag – præcis en uge før den britiske folkeafstemning, der uanset resultatet dags dato vil skabe Europahistorie.

Få dage forinden havde Tusk givet et længere interview til den tyske avis Bild, hvor han påpegede, at han som uddannet historiker er oprigtigt bange for, at Brexit-afstemningen kan blive starten på en destruktiv proces, der ikke bare vil føre til et sammenbrud af EU, men også af hele den vestlige, politiske civilisation. Intet mindre.

Professor: Man burde slet ikke afholde Brexit-afstemningen
En række britiske tabloid-aviser kunne i midten af maj berette, at premierminister David Cameron i en tale på British Museum i London havde advaret mod Tredje Verdenskrig i tilfælde af Brexit, men det var nu noget af en journalistisk stramning.

Og netop problemet med små- og helhysteriske medier er én af årsagerne til, at den aktuelle afstemning er en eklatant fejl, mener engelske Ian Manners, der er professor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

“Med tilliden til både politikere og journalister i bund er Storbritannien et rædsomt eksempel på, hvordan man afholder en EU-afstemning. Det repræsentative demokrati tilsidesættes ved internt splittede partier og en ’leave’-kampagne bestående af enkeltpersoner med ulogiske eller imaginære argumenter,” siger han til Magasinet Europa.

Manners er så langt fra den eneste EU-forsker, der ser skeptisk på brugen af EU-folkeafstemninger. Det nok største navn indenfor EU-studier i 1990’erne, Andrew Moravcsik fra Princeton University, gik fra i 1993 at postulere, at EU-folkeafstemninger stort set ikke havde nogen betydning til i 2005 – i forbindelse med de mange varslede afstemninger om Forfatningstraktaten – at forudse, at folkeafstemninger kunne blive EU’s svanesang.

Oldtidskundskab: Direkte vs. repræsentativt demokrati
Debatten vedrørende fortræffelighederne af menigfolkets røst er cirka lige så gammel som demokratitanken selv, hvor Perikles og Platon for næsten 2500 år siden var henholdsvis positivt og negativt stemte.

Illustrativt for den interne splittelse i det konservative parti under den aktuelle, nu næsten overståede Brexit-kampagne, var et par af de største kanoner inden for britisk konservatisme som politisk teori og idéhistorie også rygende uenige om, hvorvidt folkefastemninger nu også var en god idé.

Hvor Edmund Burke i 1770’erne var en meget eksplicit fortaler for det repræsentative demokrati, mente Albert V. Dicey lidt over 100 år senere, at folkeafstemninger bl.a. kunne fungere som et vigtig konservativt balanceringsredskab i forhold til regeringers og politiske partiers til tider uigennemtænkte lov- og institutionsændringer.

Netop debatten for og imod (afarter af) direkte demokrati er i de senere år atter blevet en varm kartoffel i kølvandet på, at EU-afstemninger igen er kommet på mode i flere medlemslande.

Totalt, totalt, totalt imod EU-folkeafstemninger
Efter den hollandske folkeinitiativ-afstemning i april om en associeringsaftale med Ukraine, gav Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn, et interview i Hannoversche Allgemeine. Som et ekko af flere af de førnævnte eksempler, sagde han her, at ”hvis vi vil ødelægge Europa, skal vi bare holde flere folkeafstemninger.”

EU-policy kommentator og tidligere rådgiver i Europa-Kommissionen Fraser Cameron foreslog endda kort efter, at EU-folkeafstemninger måske burde helt forbydes, da det knap nok kan anses som demokratisk, når godt 30 procent af et medlemslands befolkning bremser en aftale, de andre 27 lande har ratificeret.

Hollands premierminister, Mark Rutte, var i samme ombæring ude at sige: ”Jeg er totalt imod folkeafstemninger, og jeg er totalt, totalt, totalt imod en afstemning om multilaterale aftaler.”

Geert Wilders, lederen af det højrepopulistiske Frihedsparti (PVV), svarede i et tweet igen med at skrive, at hans parti var ”for folkets røst og derfor folkeafstemninger. Men totalt, totalt, totalt imod ledere som Rutte.”

I en anden sammenhæng har Wilders for nyligt tilkendegivende imødeset et evt. Brexit ved dagens afstemning, som starten på enden på EU-samarbejdet, som vi kender det. Brexit som rampe til EU’s fald er altså langt fra kun et skrækscenarie for ja-fløje på tværs af Europa. Det er også ønsketænkning i visse kredse i de samme lande, hvor f.eks. Wilders allerede taler om et potentielt ’Nexit’. Altså at Nederlandene også bør melde sig ud.

Tilsvarende røster kommer fra f.eks. Marine Le Pens Front National i Frankrig og politikere og ekstra-parlamentariske organisationer og græsrødder i en række andre medlemslande, heriblandt Danmark.

Er vælgerne bindegale?
Ét af hovedargumenterne mod EU-folkeafstemninger er, at de afføder populisme. Et andet er, at vælgerne slet ikke svarer på det, de bliver spurgt om, eller ikke har kognitiv kapacitet til at forstå de oftest komplekse EU-tiltag, der skal barberes ned til et simpelt “ja” eller “nej” på stemmesedlen.

”Er folk blevet bindegale,” lød overskriften således på et blogindlæg af Uffe Ellemann-Jensen dagen inden den danske afstemning om retsforbeholdet i december. Citatet stammede fra hans slagter, men den tidligere udenrigsminister med de blå EU-sokker var enig:

”Hvis det virkelig ender med et nej

[…], er det fordi et flertal af vælgerne har ladet sig forvirre og forføre af den groveste nej-kampagne, jeg mindes at have oplevet. Og jeg har ellers både set og hørt en del i årenes løb.”

Et tredje argument imod folkeafstemninger om EU er, at de ofte ender som såkaldte ’second-order elections’, hvor det i højere grad er indenrigspolitik eller muligheden for at sende et næsten omkostningsfrit signal til regeringen om generel utilfredshed, der styrer stemmeafgivning.

Som den luxembourgske udenrigsminister Asselborn udtrykker det i førnævnte interview: “Folk responderer ikke på specifikke spørgsmål ved folkeafstemninger, men sender i højere grad en advarselsbesked til deres regering.”

… eller er vælgerne rationelle (nok)?
Mange af de anker, der bliver fremført mod Brexit-afstemningen specifikt og EU-folkeafstemninger generelt, bunder enten implicit eller eksplicit i en afart af ’second-order election’-tesen. Flere solide og systematiske analyser af vælgeradfærd, ført an af primært forskere fra Aarhus Universitet, peger dog via den såkaldte ‘issue-voting’-tese på, at vælgerne godt kan træffe tilnærmede rationelle og oplyste valg.

Også selv om de måske næppe sætter sig ned og læser alle EU-lovtekster, relevante direktiver og økonomiske fremskrivninger og konsekvensanalyser. Vælgerne kan i stedet lave genveje til relevant viden ved at snakke med venner og kolleger, læse koncist kampagnemateriale eller lytte til de politikere, de normalt stemmer på.

Hermed kan vælgerne alligevel afgive en stemme om det, de faktisk bliver spurgt om, eller alternativt ud fra deres generelle holdninger til det europæiske samarbejde, er argumentet. Folkeafstemninger bliver hermed også en læringsproces – noget fortalere for direkte demokrati ofte fremhæver, og et argument, der især kan spores tilbage til 1700-tallet og oplysningsfilosoffen Jean-Jacques Rousseau.

Men som den danske professor ved London School of Economics Sara Binzer Hobolt har argumenteret for, så kræver dette en oplysende kampagne samt troværdige og balancerede informationer, ellers bliver ’second order’-dynamikker mere sandsynlige.

Det kan man med en vis ret stille spørgsmålstegn ved, om har været tilfældet ved de tre seneste EU-afstemningskampagner. Hvor den hollandske kampagne var nærmest ikke-eksisterende, var den danske meget kort og uengageret og den britiske meget skinger.

Keep calm, carry on
Siden Donald Tusks noget bombastiske bemærkninger om civilisationens sammenbrud har flere meningsmålinger den sidste uge bevæget sig i en mere gunstig retning for ’remain’-kampagnen, men det er så tæt på dødt løb, som det kan blive, ifølge de meningsmålingsinstitutter, der vel at mærke skød flere skydeskiver forkert ved det britiske parlamentsvalg sidste år.

Bliver det et Brexit erfarer Magasinet Europa, at der evt. hurtigt vil blive indkaldt til et nyt konvent á la det, der var inden Forfatningstraktaten blev forhandlet i midten af nullerne, men med hovedfokus på damage-control, så flere lande ikke følger briterne ud ad kontordørerne i Bruxelles og omegn. Dette er stadig kun på rygtebasis, men kan skabe en mulig håndteringsmetode i forhold til de mange dommedagsprofetier.

Hvis det omvendt bliver et ja til det Europa, der ligger lige på den anden side af Den Engelske Kanal, er det nok naivt at tro, at det en gang for alle vil løse de konflikter, der er blevet tydeligere og tydeligere, jo længere Brexit-kampagnen skred frem. Det være sig internt i det gamle Tory-parti, mellem forskellige regioner på de britiske øer og i forhold til resten af det EU, der siden 1970’erne med politologen Stephen Georges ordvalg har anset briterne som en ‘ackward partner‘.

Rasmus Leander Nielsen er EU-redaktør på Magasinet Europa

Den engelsk-sprogede del af artiklens rubrik (titel) er inspireret af sangen Panic af The Smiths

Billede i artiklens top: Liam Mcburney/Polfoto

Læs flere artikler fra Magasinet Europas Brexit-tema ved at følge dette link