Polens mishandling af retsstaten skal stoppes

2020-02-29T07:10:49+00:00 lørdag, 29. februar, 2020|

Polens regering undergraver retsstaten i strid med Europarådets og EU’s principper. Det er på tide, at det får konsekvenser.

Kommentar af Claus von Barnekow, oprindeligt bragt 21.02.2020 i Altinget.

Siden det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed overtog regeringsmagten i Polen i oktober 2015, har regeringen løbende gennemført vidtgående justitsreformer, der har politiseret det polske retsvæsen, hvilket også Altinget har sat fokus på.

Dommernes uafhængighed er temmelig illusorisk, og retssamfundets undergravelse må ses som en kendsgerning, jævnfør udtalelser siden 2015 om Polens retlige udvikling fra Venedigkommissionen, som er Europarådets ledende ekspertorgan om forfatnings- og lovgivningsspørgsmål.

Den polske nationalistregering tænker tilbage, ikke fremad, ud over i et magtbevarelsesperspektiv. Mens resultater af milliarderne fra EU’s strukturfonde til glæde og nytte for Polens langt overvejende EU-venlige befolkning kan ses, har regeringen siden 2016 gennem sine retsstatsforringelser – kaldet reformer – ladet hånt om borgernes rettigheder i en magtudøvelse rettet mod fortidens skygger.

Magt over retsstat
Den dømmende og udøvende magt er én – den udøvende magt er de facto dømmende. Det kan forklares, men ikke forsvares på hverken Europarådets eller EU’s traktatgrundlag. Det logiske skridt ville være, at Polen meddeler, at landet træder ud af Europarådet og EU.

Hvis vore polske venner ikke bringer den traktatstridige nedbrydning af retsstaten til standsning og dernæst ruller deres lovgivning tilbage, så har regeringen truffet det bevidste valg, at dens vilkårlige magtudøvelse har forrang frem for overholdelsen af retsstatsprincipper, der følger af medlemskaberne af Europarådet og EU.

Det valg er næppe truffet med bind for øjnene. Så den polske vurdering kan antages at være den, at der hverken i Europarådet eller EU er politisk vilje til at sætte Polen stolen for døren. Ungarn kan i så henseende ses som et godt eksempel til efterfølgelse.

Den selvsikre polske regering kan nå at vende om, men uret tikker, og advarselslamper lyser. EU-Kommissionens veldokumenterede kritik må få konsekvenser. Senest har Europarådets Parlamentariske Forsamling, Pace, i slutningen af januar taget et nødvendigt skridt i sin kraftige kritik af Polen.

Tidligere i januar var det Europa-Parlamentet, der talte dunder. Samtidig anvender Ruslands præsident Putin den polske regerings undergraven af egen status i de to organisationer til at lancere en usædvanlig tendentiøs og ikke-verificerbar nyfortolkning af årsagen til Anden Verdenskrig, hvor Polen tildeles en skurkerolle.

Polen skal overvåges
Tidspunktet er velvalgt. Den polske regering står nemlig desværre temmelig venneløs. Europarådets Parlamentariske Forsamling har netop besluttet at sætte Polen under monitorering, med hvad det indebærer af besøg, dialog, rapporter og anbefalinger. Det var den retlige udvikling i Polen, Europarådet her reagerede på.

Det blev stemt igennem med et flertal på 140 for, 37 imod og en enkelt afståelse tirsdag 28. januar 2020 på baggrund af en solidt funderet rapport. Monitorering har til hensigt at assistere “medlemsstater til at opfylde deres løfter om at opretholde de højeste demokratiske og menneskeretlige standarder”.

Det er første gang, et EU-land sættes under overvågning (tidligere blev et forsøg vedrørende Ungarn i 2013 nedstemt. Det kan og bør aktualiseres). Forsamlingen gjorde blandt andet gældende, at “demokrati, retsstat og respekt for menneskerettigheder hænger sammen og kan ikke eksistere uden hverandre”. Om reformerne konkluderer forsamlingen, at de “anfægter” en polsk stat styret af retsstatsprincipper.

En protest mod de juridiske reformer i Warszawa den 11. januar 2020. – Foto: /Ritzau Scanpix/Reuters/Kacper Pempel

For at give et indtryk af den konfrontatoriske debat fremhæves her elementer fra et par indlæg fra repræsentanter fra den polske opposition og fra den polske regering. Hvem der er hvem, skulle være indlysende:

Śmiszek: “Vi har uheldigvis i de sidste fem år været vidner til en systematisk ødelæggelse af det polske demokratis fundament.”

Truskolaski: “Det er kun takket være internationalt pres, dommeres heroiske holdning og tusinder af protesterende polakker, at vi stadig har frie og uafhængige domstole i vort land.”

Tarczyński: “Vi ønsker ikke nogen til at regere vort land for os. Vort folk besluttede … vi lovede reformerne. I har ingen idé om, hvad I taler om.”

Arent: “Jeg vil ikke omtale, hvorledes demokrati fungerer i andre lande, men der ville være noget at tale om. Polakkerne støtter ændringerne i retssystemet.”

Tid til handling
Den nyvalgte formand for det indflydelsesrige udvalg om overholdelse af forpligtelser og tilsagn, som også er næstformand i Folketingets delegation til Den Parlamentariske Forsamling og veteran i Pace-arbejdet, Michael Aastrup Jensen (V), henviste til den foreliggende rapport, hvis udarbejdelse havde været både vanskelig og delikat.

Udvalget er af den opfattelse, sagde han, at situationen er bekymrende, og at Polen bør sættes under monitorering: “Og hvis vor organisation ikke tager fat på disse problemer … hvorfor er vi da her?”

Hvad sker der nu? Der kan gå måneder, før Polen sættes på dagsordenen på ny, men det kommer. Europarådets Parlamentariske Forsamlings næste sessioner er i april, juni og månedsskiftet mellem september og oktober. Desværre var der blandt parlamentarikerne ikke vilje til at tage det usædvanlige, men i situationen nødvendige skridt at vedtage en rekommandation til Ministerkomitéen, Europarådets besluttende organ.

Man kunne herved have refereret til den vedtagne resolution og anmodet om at blive informeret om, hvorvidt retsstatstilstanden i Polen var på Ministerkomitéens* dagsorden, og i givet fald med hvilken status. Man kunne foreslå, at resolutionen blev sat på dagsordenen til en drøftelse.

Staternes moralske ansvar svigtes
Hvis Europarådets medlemsstater – i modsætning til EU, der takket være Kommissionen er længere fremme – ikke anvender de muligheder, der står til rådighed for at nå frem til en begrundet konklusion om Polens juridisk/politiske stilling og herefter leverer praktiske og principfaste løsninger på Polen-problemet, så fremmes viljesvagheden i Europarådet.

Medlemsstaterne svigter deres moralske ansvar i afbalancering af forskellige modstridende interesser. Europarådet og dets medlemsstater fratages mulighed for at øve anden væsentlig indflydelse end den, der alligevel passer en given medlemsstat.

Europarådets Parlamentariske Forsamling, medlemsstaternes repræsentanter i Europarådets Ministerkomité samt regeringer har således handlemuligheder i Europarådet. En eller flere parlamentarikere kan stille spørgsmål til Ministerkomitéen, der er forpligtet til at svare.

Et flertal i Den Parlamentariske Forsamling kan desuden vedtage en rekommandation, som Ministerkomitéen også er forpligtet til at svare på. Sådanne dialoger kan offentliggøres. En sådan rekommandation, for eksempel at foreslå en drøftelse af situationen i Polen på baggrund af Venedigkommissionens udtalelser og en juridisk redegørelse fra Europarådets juridiske tjeneste, kan ses som et første skridt.

Det ville være stærk kost for mange at rejse spørgsmål om andre stater med betydelige efterlevelsesproblemer, men den indadvendte Ministerkomité må bringes ud af sin dvaletilstand.

Løsningerne er mange
Enhver medlemsstat eller flere sammen kan anmode om at få et punkt om efterlevelse af påtagne forpligtelser sat på dagsordenen i Ministerkomitéen. Det kunne for eksempel foreslås, at formanden for Ministerkomitéen inviterede den polske udenrigsminister til en forelæggelse af den polske regerings positioner, efterfulgt af en drøftelse herom i Ministerkomitéen.

Polens udenrigsminister kunne også indbydes af Den Parlamentariske Forsamling til at redegøre for situationen dér. Også Ministerkomitéens rapportørgruppe om demokrati og Styrekomitéen for Menneskerettigheder kan anvendes.

Endvidere kan Ministerkomitéen, Den Parlamentariske Forsamling og generalsekretæren – når “særligt alvorlige omstændigheder,” som ikke er nærmere defineret, gør sig gældende – indlede en proces, der i den sidste ende kan medføre en beslutning om eksklusion af en medlemsstat (ikke konsensus).

En eller flere stater kan indgive klage ved Menneskerettighedsdomstolen mod en anden medlemsstat, men denne klageadgang benyttes sjældent. Den danske regering indbragte i januar 1997 en statsklage mod Tyrkiet, den såkaldte Kemal Koc-sag.

Den danske regering har med andre deltaget i mellemstatslige klager mod Grækenland efter militærkuppet i 1967 og mod Tyrkiet efter militærets magtovertagelse i 1980.

Der skal skrappe mider til
Hvad med et passende nordisk initiativ? Det ville bekræfte, at Danmark er et land, “som står vagt om de internationale konventioner (…) og engageret indgår i forpligtende internationale fællesskaber, som det står skrevet på første side af regeringens forståelsespapir fra 2019.

Det ville tillige være et praktisk eksempel på nordiske staters bestræbelser på i fællesskab at opnå indflydelse gennem den såkaldte smartstatstilgang i international politik.

Der er, som det fremgår, instrumenter til rådighed. Og et forum for samarbejde eksisterer. Som følge af det nordiske samarbejde har de nordiske repræsentationer i Strasbourg i mere end tyve år samarbejdet uformelt, især vedrørende medlemsstaternes efterlevelse af Menneskerettighedsdomstolens afgørelser.

Regeringer og parlamentarikere har en fælles interesse i, at den politisk/juridiske glidebane i Polen stopper og rulles tilbage. Et nordisk initiativ ville give genlyd, bringe mere indhold i den nordiske retorik, sætte Polen under et nødvendigt pres og vise, at der kan regnes med Norden i et for det liberale demokrati afgørende værdi- og retspolitisk spørgsmål.

Det er nok tid til også at overveje en statsklage mod Polen. Det giver selvsagt ingen resultater at bringe sin bekymring op over for den polske regering, når lejligheder dertil gives. Der skal skarp lud til skurvede hoveder. Som næstformanden for FT-delegationen blandt andet udtalte ovenfor: “Og hvis vor organisation ikke tager fat (…) hvorfor er vi da her?”

*Ministerkomitéen er Europarådets besluttende organ. Medlemsstaternes faste repræsentanter, ambassadører, mødes ugentligt i komitéen. Der afholdes et årligt udenrigsministermøde. 

Claus von Barnekow er seniorrådgiver ved Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder og tidligere ambassadør i Europarådet.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren ”kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Kacper Pempel/


Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.