Politisk mediepropaganda på italiensk

2017-06-30T10:08:03+00:00 Af |Baggrund|

I Italien har politikere igennem mange år haft noget at skulle have sagt, når tv-avisen og fredagsquizzen sammensættes. Det har konsekvenser for landets borgere, for når pressefriheden på den måde indskrænkes, går demokratiet op i sømmene (artiklen bringes i samarbejde med Mediemagasinet).

14.12.2014 | ITALIEN | Statens rolle i forhold til den italienske medieflade er så gennemsyrende, at den agerer chefredaktør og kontrollerer, hvem der kommer frem på skærmen. Og hvilke historier der kommer ud af højtaleren.

”Globalt set har Italien altid ligget meget langt nede (med hensyn til pressefrihed, red.) for et europæisk land,” siger lektor i italiensk ved Københavns Universitet, Gert Sørensen.

Og den slunkne pressefrihed i Italien kan spores et godt stykke tilbage i tid. Der er nemlig tradition for, at politikere har kontrol over, hvad italienerne lægger øjne og ører til.

Tradition for politisk kontrollerede medier
Mønstret blev tegnet allerede under fascismen, men blev som tradition grundlagt i tiden efter Anden Verdenskrig. Det kristendemokratiske parti var her medbestemmere i programplanlægningen på kanalen RAI, der af Gert Sørensen beskrives som Italiens pendant til DR.

Kristendemokraterne havde derfor mulighed for at lade kanalen tale deres sag. I 1960’erne fik det regeringsallierede socialistiske parti, ligesom kristendemokraterne, deres egen kanal under RAI, og senere følger det kommunistiske oppositionsparti deres eksempler i 1970’erne.

Italien stod med én public service-udbyder, hvor indholdet på tre af dens kanaler kom fra forskellige politiske grene. Det lagde grundstenen til politisk propaganda i massemedierne.

Berlusconis tv-vej til magten
Silvio Berlusconis indtog på den politiske scene – og på tv-skærmen – i 1990’erne videreførte den italienske tradition for politisk propaganda.

Silvio Berlusconi i RAI-programmet Porta a Porta (Dør til dør). Foto:

Silvio Berlusconi i RAI-programmet ‘Porta a Porta’ (‘Dør til dør’) i 2008. Foto: Flickr Creative Commons / Hytok

I 1976 røg RAI’s monopol, og der blev etableret flere privatejede fjernsyns- og radiokanaler. De kanaler begyndte finansmanden Berlusconi at opkøbe. Hans vej ind i politik og til den senere post som ministerpræsident blev således banet gennem systematisk brug af de tre landsdækkende kanaler, han fortsat ejer. Det vil i praksis sige, at hans politiske agenda blev listet ind i folks stuer gennem nyheder og populære underholdningsprogrammer.

Leonardo Cecchini, lektor ved Æstetik og Kommunikation ved Århus Universitet, beskriver i en akademisk artikel, hvordan Berlusconis kanaler udsendte både massiv eller mere eller mindre skjult propaganda. Propagandaen blev for eksempel stykket sammen ved, at de medvirkende stjerner i talkshows åbenlyst støttede Berlusconis parti, Forza Italia, eller ved at transmittere ’objektive’ vælgerundersøgelser, hvor 90 pct. erklærede deres støtte til Berlusconi.

For Berlusconi er medier både en magtmaskine og en pengemaskine
Hvor både kristendemokrater, socialister og kommunister før Berlusconi primært brugte medierne til at få ideologiske budskaber ud, brugte Berlusconi mediernes indflydelse på den offentlige mening til at fremme sin egen politiske magt. Samtidig brugte han den politiske magt som springbræt for at stramme grebet om medierne, forklarer Gert Sørensen.

”En politikertype som Berlusconi, der både har store interesser inden for medieområdet og samtidig også var ministerpræsident, kunne tilrettelægge en lovgivning, der tilgodeså de interesser.”

Det stramme greb om medierne betød, at han gennem mediepolitik og love sikrede sin mediekoncern mod konkurrence, så han kunne fylde lommen med reklameindtægter. Det var derfor en win-win situation for finansmanden Berlusconi og politikeren Berlusconi. Samtidig kunne han som ministerpræsident også få en finger med i spillet hos RAI og skrue ned for kritiske røster der.

Lidt samfundstjeneste har ikke rykket ved pressefriheden
I 2011 kunne Berlusconis regering ikke længere mønstre flertal, og han måtte afgive magten.

Siden har han fået, hvad Gert Sørensen kalder en ”illusorisk dom” for skattesvig, som består af samfundstjeneste. Berlusconi har stadig tre landsdækkende, reklamefinansierede tv-kanaler i ryggen. Han kontrollerer derfor fortsat den virkelighed, italienerne møder, når de tænder for tv’et, der fortsat er talerør for hans parti, der nu hedder Popolo della Libertà.

”Hans tv-stationer tilgodeser naturligvis, i allerhøjeste grad, de politiske synspunkter, som Berlusconi og hans parti har, som jo er et centrum-højre parti, det er der ingen tvivl om. Det kan man se i den måde, nyhedsdækningen er i de tv-aviser, som kører på hans kanaler,” slår Gert Sørensen fast.

Berlusconis dom har ikke rykket nævneværdigt ved pressefriheden i Italiens massemedier, og der er ikke lige adgang til taletid på skærmen. Berlusconi står derfor stadig tæt på roret, når den politiske dagsorden sættes, forklarer Gert Sørensen.

Et angreb på pressefrihed er et angreb på ytringsfrihed
Når seeren ikke møder en mangfoldighed af synspunkter, holdninger og værdier, er det et brud på både pressefrihed og ytringsfrihed.

Ytringsfrihed og pressefrihed er nemlig ifølge professor i medievidenskab ved Københavns Universitet, Klaus Bruhn Jensen, to sider af samme sag, og han betegner pressefrihed som ”den institutionelle form af ytringsfrihed.”

Mediernes ytringsfrihed er en central spiller, hvis pressen skal leve op til rollen som offentlighedens vagthund, og demokratiet går op i sømmene, når medierne er i statens favntag, forklarer Klaus Bruhn Jensen.

Og sømmene er gået op i Italien, når det gælder de elektroniske mediers, og særligt tv’s, indflydelse på den politiske dagsorden.

”De er den vigtigste informationskilde for borgerne og spiller en langt større rolle end den skrevne presse,” siger Gert Sørensen.

Ukritiske og overfladiske samfundsanalyser
I italiensk tv er der meget langt mellem de kritiske udsendelser. Møder man endelig en analyse af samfundet, er den ifølge Gert Sørensen overfladisk.

Det billede, medierne maler af Italien, er derfor unuanceret og utilstrækkeligt. Politisk mediekontrol er således skyld i, at en stor del af italienerne ikke er informeret fyldestgørende om, hvad der sker i landet, mener han. Lektoren påpeger desuden, at medierne i Italien banaliserer den politiske debat. Konsekvensen er, at en vigtig demokratiingrediens mangler.

”For at demokrati kan fungere, for at der kan blive skabt en interesse og måske også en politisk vilje omkring de nødvendige reformer, for at Italien kan komme ud af krisen og så videre, forudsætter det et vist informationsgrundlag hos befolkningen, så de er stand til at forstå, vurdere, agere og deltage i de demokratiske processer,” uddyber Gert Sørensen.

Nye platforme kan måske få medieslangen til at skifte ham
RAI og Mediaset, der er Berlusconis mediekoncern, er fortsat de to største aktører på mediemarkedet i Italien, men Gert Sørensen nævner to nye aktører, der er kommet til de seneste år.

Rupert Murdoch, der står i spidsen for det globale medienetværk News Corporation, får en stadig større del af markedet og reklamepengene. Sideløbende er seertallet på den private kanal La 7 stødt stigende.

”De to aktører er en stor konkurrence, som kan svække Berlusconis indflydelse på medieområdet. Dermed kan det svække hans egen koncern, hvilket er med til at svække ham politisk, for når han ikke længere har den politiske magt til at holde hånden over sine egne interesser, kommer han til at stå svagere over for sine konkurrenter,” siger Gert Sørensen.

Derudover er der den italienske politiker Peppe Grillo, der når folket gennem sin blog og nægter at vise sig på tv. Han kan have lagt et frø i jorden til, at Berlusconi-æraen, med tv i centrum som den centrale nyhedskilde, kan forandres. De fleste italienere sidder dog fortsat foran tv’et og ikke computeren. Og ikke alle fra Grillos parti følger trop, men optræder fortsat i tv til partiformandens store fortrydelse, slår Gert Sørensen fast.

Lektoren finder det dog indlysende, at politikerne i Italien generelt må medtænke de sociale medier i fremtiden. På længere sigt kan politikeres brug af alternative medieplatforme måske redefinere måden, som der bliver kommunikeret politik på i Italien.

Ida Seerup Pallesen er journalist på Mediemagasinet, Brain Gain Group 

Artiklen er tidligere udgivet i en længere version på Mediemagasinet

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Edoardo Forneris