Politisk mistillid truer Spaniens skrøbelige demokrati

2017-06-30T10:08:12+00:00 Af |Kategorier: Analyse|Tags: , , |

Francisco Franco har været død i snart 40 år. Hans langvarige diktatur trækker stadig dybe spor i Spanien, og arven vejer tungt. En lang række korruptionsskandaler slider på magthavernes troværdighed, og en rapport viser, at spanierne har mistet tilliden til politikerne.

27.2.2014 | SPANIEN | Den 8. februar kører en sølv-grå, beskeden bil op foran retsbygningen i Palma de Mallorca. Som lyden af et maskingevær knipser fotograferne løs af Kong Juan Carlos’ yngste datter. Spaniens Prinsesse Cristina skal for første gang forsvare sig mod de korruptionsanklager, der lige nu rettes mod hende og hendes mand. Med et presset smil forsvinder hun ordløs ind i retten.

Udenfor retsbygningen fyldes luften af larmende protester fra spaniere, der gang på gang rammes af nye korruptionsskandaler begået af politikere, erhvervsfolk og nu måske også af et medlem af kongefamilien. En familie hvis konge blev udnævnt som den næste store leder af Spanien af den afdøde diktator Francisco Franco. Arven fra Francos diktatur trækker stadig tydelige spor gennem det sydeuropæiske land.

Tilliden til magthaverne er i opløsning
Ifølge Centro de Investigaciones Sociológicas’ barometer har den spanske befolknings tillid til dets politikere været faldende de sidste ti år. I øjeblikket har blot 28,3 pct. tillid til deres beslutningstagere, og spanierne sætter politikere nederst på listen over erhverv, de sætter deres lid til. Samtidig indtager Spanien en 40. plads på Transparency Internationals korruptionsindeks fra 2013 – lige under lande som Polen, Brunei og Taiwan.

I et land, hvor de to store partier, Partido Popular (PP) og Partido Socialista Obrero Espano (PSOE) skiftes til at sidde på magten, og hvor den politiske kultur har været præget af et mangeårigt diktatur, har man glemt alt om skik og brug i forhold til befolkningen, mener Carsten Humlebæk, der er adjunkt ved Copenhagen Business School og ekspert i spansk politik.

Netop Francos regime spiller en stor rolle i Spaniens politiske problemer. Medierne har ikke været vant til rollen som landets vagthund, og politikerne har haft frit spil.

“Det er en arv fra fortiden. De har haft et diktatur, som trods alt kun sluttede for knap 40 år siden, og det har sat sig nogle dybe spor i den politiske kultur i landet,” fortæller Carsten Humlebæk.

Korruptionsskandaler: Sygdom eller sundhed?
95 pct. af Spaniens befolkning mener, at korruption er udbredt i landet, og at det er landets største problem. Det viser Europa-kommissionens antikorruptions-rapport fra februar 2014. Desuden mener over halvdelen af befolkningen, at de personligt bliver berørt af korruptionen. Det er en dramatisk stigning på 20 procentpoint siden 2011.

Det er især den illegale finansiering af partierne, som er en stor årsag til Spaniens korruptionsproblemer. 91 pct. af befolkningen mener ikke, at finansieringen af de politiske partier hverken er overvågede eller transparente nok. Den offentlige partistøtte rækker ikke langt, og det er svært at føre en ordentlig valgkampagne. Derfor ender politikerne med at ty til ulovligheder.

“Det er noget, man ser en hel del af. Og grunden er især, at der er for få – også helt oppe i toppolitik – der ønsker at bringe det helt under kontrol og lave et fuldstændigt gennemskueligt system. Det er der nok desværre for få, der er interesseret i,” siger Carsten Humlebæk.

Spaniens politiske udfordringer og befolkningens modløshed, men også vejen ud af den nuværende situation, ligger begravet i denne problemstilling.

“Korruptionsskandalerne kan ses både som et sygdomstegn, men også et sundhedstegn, da det vækker forargelse, at for eksempel Premiereminister Rajoy har modtaget sorte penge i konvolutter ved siden af sin løn. Det vækker forargelse, og det er jo godt, men samtidig så bekræfter det også nogle fordomme hos spanierne om, at politikere er de mest korrupte, at de er uforbederlige, og at det aldrig bliver anderledes.”

Mediernes rolle i systemet
En af dem, der har fået nok af korruptionen, er 22-årige Agustin Jara Benitez. Han studerer journalistik i Baskerlandet i Nordspanien, og så er han en af de mange spaniere, der mener, at politikerne i Spanien er nogle korrumperede chorizos. Derfor vil baskeren være journalist. For ham er det den eneste mulighed for at ændre på det politiske system.

“Jeg vil ikke bare være journalist. Jeg vil gerne forandre det politiske i Spanien. Ved at være journalist har jeg muligheden for at vise folk, hvad der foregår og dermed ændre på systemet,” forklarer Agustin Jara Benitez, som ved siden af sit studie driver en politisk blog.

Årene efter Francos diktatur har ikke blot skabt udfordringer for et spansk demokrati. Også medierne har måttet forandre sig i takt med den politiske virkelighed. Selvom Agustin Jara Benitez tror på, at journalistikken kan være med til at skubbe den politiske udvikling i den rigtige retning, frygter han også, at medierne er i overhængende fare for at blive en del af det samme korrumperede system, som politikerne er.

“Jeg synes, at mange af medierne i Spanien har gjort journalistik til en forretning. De vil bare tjene penge. Politikerne og de magtfulde forretningsmænd har alt for stor indflydelse på, hvad journalisterne skriver,” fortæller den 22-årige journaliststudeende.

Krisen og den nye generation
Under den økonomiske krise er utilfredsheden med politikerne blevet forstærket. En benhård nedskæringspolitik anført af Premiereminister Mariano Rajoy har haft store sociale omkostninger, arbejdsløsheden runder de 26 pct., og de unge flygter ud af landet i håb om en bedre fremtid.

Det er dog ikke krisen, der har skabt korruptionen. Skandalerne har fyldt overskrifterne siden starten af 00’erne, men i kombination med regeringens hårde nedskæringer og den store arbejdsløshed har folket opgivet – især de unge.

“Det er den der fornemmelse af, at det ikke rigtig nytter noget, og det skyldes mange forskellige ting. Det skyldes blandt andet, at modtageligheden hos de store partier ikke har været der,” siger Carsten Humlebæk.

De unge lider under en arbejdsløshed på over 50 pct., og det sætter en fremtid i deres spanske hjemland i perspektiv.

“De har et arbejdsmarked, som dybest set siger, at de ikke rigtig har brug for dem. De tager ikke rigtig imod de unge og bruger dem fornuftigt. Og her i forbindelse med krisen, har man ligesom kørt bulldozeren i stilling og kørt alt det over.”

Håb for fremtiden
“De repræsenterer ikke os”. Det var hovedbudskabet hos Los Indignados (de indignerede), der også er kendt som 15. maj-bevægelsen, da de på denne dag i 2011 indtog Puerta del Sol-pladsen i Madrid i protest mod den spanske regering. Indtoget bestod hovedsageligt af unge, arbejdsløse og hjemløse, og ligesom 22-årige Agustin Jara Benitez var og er man led og ked af det politiske system og de to dominerende partier, men Spaniens valglov gør det nært ved umuligt at føre et nyt parti ind i parlamentet.

“Det politiske system og de politiske partier er ikke særligt levende i Spanien. Valgloven tilgodeser de to store partier, og de små partier bliver meget uretfærdigt behandlet. Det system er derfor så meget i krise nu, da folk er så trætte af de to store partier,” mener Carsten Humlebæk.

Han mener, at Spanien mangler nogle instanser til at holde politikerne i ørerne samt en ændring i valgloven, der gør det nemmere for nye partier at tage plads i parlamentet.

“De har ikke nogen traditioner for demokrati, og det der skal være i et velfungerende demokrati, som vi for eksempel har i Danmark. Man har selvfølgelig gjort det bedste, man kunne, men der mangler noget.”

Hans håb er, at de mange skandaler og protester får politikerne til at rense ud og begynde på en frisk. Økonomien er på vej til at rette sig lidt op, og et nyt anti-nationalistisk midterparti, Unión, Progreso y Democracia (UPyD), er på vej frem i parlamentet.

Europa-Kommissionen slår samtidig fast, at de vil holde øje med, at Spanien det næste år skræddersyer antikorruptionsstrategier, fastholder implementeringen af nye regler omkring partistøtte, og indfører adfærdskodekser for de folkevalgte politikere.

“Det, man kan håbe på nu, er, at man får begyndt på at bygge på et sundere grundlag,” slutter Carsten Humlebæk.

Pernille Obelitz er journaliststuderende ved Syddansk Universitet 

Billede i artiklens top: Den spanske kongefamilie – Flickr Creative Commons /  Vítor Suárez