Premierministrene, der lovede EU-folkeafstemninger

2017-06-30T10:08:00+00:00 Af |Analyse, tema-goodbye-eu|

David Cameron har lovet briterne en EU-folkeafstemning senest i 2017, hvis han genvinder regeringsmagten ved dagens valg. Det vil blot være den anden EU-afstemning siden 1975, selv om både Labour og De Konservative så ofte har lovet befolkningen en afstemning, at det leder tankerne hen på historien om Peter og Ulven.    

7.5.2015 | BREXIT-TEMA | I den britiske film The Rise and Rise of Michael Rimmer fra 1970 følger en fiktiv, konservativ politiker meningsmålinger meget nøje og planlægger al sin politik derudfra. Da Rimmer senere vælges til premierminister, afholder han så mange folkeafstemninger, at vælgerne til sidst får nok af at blive spurgt og vælger ham til præsident på livstid.

Selv om Michael Rimmer i skikkelse af skuespilleren Peter Cook har en nærmest skræmmende lighed med tidligere premierminister Tony Blair, er der på overfladen stor forskel på satirefilmen og den faktiske anvendelse af folkeafstemninger i Storbritannien.

Og så alligevel ikke. Nok har der før kun været afholdt en enkelt EU-folkeafstemning, men hvis vi kigger nærmere på, hvor mange gange en ny EU-afstemning er blevet lovet af skiftende regeringer og oppositionsledere siden 1990’erne, er det besynderligt, at vi skal helt tilbage til 1975 for at finde den sidste.

Flashback til 1975
Der har været afholdt en række lokale og regionale folkeafstemninger, senest i Skotland sidste efterår, men kun to nationale afstemninger. Den første var da briterne skulle forholde sig til en genforhandlet aftale med EF i 1975 og dernæst en ændring af valgsystemet i 2011.

Folkeafstemningen i 1975 har en række paralleller til den nuværende situation. Dengang var det Labour, der ønskede en afstemning i forlængelse af en genforhandlet aftale med de andre medlemslande. Også dengang var det et splittet partibagland og frygten for at tabe euroskeptiske vælgere, der havde større betydning, end et reelt ønske om en genforhandling.

Storbritannien blev sammen med Danmark og Irland medlemmer af det daværende EF i 1973, men selv om Labour-politikeren Tony Benn allerede i 1970 havde argumenteret for en afstemning, blev briterne i modsætning til danskerne, irerne og nordmændene ikke spurgt, om de ønskede medlemskab eller ej. Nordmændene stemte som bekendt ’nei’, og meningsmålinger fra 1972 indikerer, at den britiske befolkning ville have gjort det samme.

Meningsmålinger

Især Labour-vælgere var kritiske over for fællesmarkedet og inden parlamentsvalget i februar 1974, lovede Labours premierministerkandidat Harold Wilson, at han ville genforhandle de britiske medlemsvilkår og efterfølgende spørge befolkningen. En beslutning, der allerede internt i partiet var blevet truffet i 1972. Ideen til en genforhandling, som nu igen er aktuel hos Cameron, blev fremført på et vælgermøde i september 1971 i Bradford af Labours arbejdsmarkedstalsmand, James Callaghan.

Spørgsmålet på stemmesedlen d. 5. juni 1975 lød, om man ønskede at forlade EF, og det var der kun knap en tredjedel af briterne der ville, når det kom til stykket. Selv om Wilson langt fra havde fået opfyldt alle sine genforhandlingskrav.

Thatcher, Major og Blair
I 1980’erne regerede De Konservative igen Storbritannien med Margaret Thatcher som leder, og hun var kritisk over for både EF og folkeafstemninger. Da hun blev væltet som partiformand og erstattet af den mere EU-positive John Major i 1990, dannede hun den såkaldte Brugge-gruppe, der især var skeptiske over for de ideer om større europæisk integration, der senere blev inkluderet i Maastricht-traktaten.

Hvor Thatcher tidligere havde været en arv modstander af folkeafstemninger, argumenterede hun nu for, at Maastricht-traktaten skulle sendes til afstemning. Den nyudpegede John Major måtte under de langstrakte traktatforhandlinger ligeledes ud i en indædt kamp intern i partiet om specielt ØMU’en, som førte til en række britiske forbehold og tilvalgsordninger. Men ingen EU-folkeafstemning.

John Major sad som premierminister frem til 1997, hvor Tony Blair og New Labour overtog regeringsmagten. I 1996 brugte Major nu selv folkeafstemningskortet, da han lovede en folkeafstemning om euroen i den spæde parlamentsvalgkamp, hvilket Blair hurtigt gentog over for vælgerne ved at love det samme.

Blair har efterfølgende udtalt, at grunden til at han gjorde det, var fordi han ikke var sikker på, han kunne vinde valget, hvis euroen blev et valgtema.

Ved de efterfølgende parlamentsvalg gennem de næste ti år gentog billedet sig. De Konservative lovede først en EU-afstemning og dernæst lovede Blair det også. Dog uden at afholde en eneste. Tony Blairs nylige kritik af David Cameron, for hans løfte om at afholde en EU-afstemning, klinger derfor lidt hult, når Blair selv adskillige gange lovede diverse EU-afstemninger.

Temaet for de lovede EU-afstemninger har ændret sig gennem årene. Før parlamentsvalget i 2005 skiftede De Konservative fokus fra euroen til en genforhandling af medlemskabet á la Harold Wilson i midten af 1970’erne, og forinden havde Blair faktisk truffet en konkret beslutning om af lade briterne stemme om Forfatningstraktaten.

Selv om Labours valgmanifest fra 1997 havde lovet en EU-afstemning, blev den således udskudt og udskudt. I første omgang, så daværende finansminister og senere premierminister, Gordon Brown, kunne gennemføre en gennemgribende test af britisk økonomi i forhold til at droppe ØMU-forbeholdet, hed det sig. Dernæst fordi Forfatningstraktaten og en afstemning herom rykkede frem på den politiske dagsorden.

Den daværende franske præsident, Jacques Chirac, kritiserede her Blairs beslutning for at tvinge ham til selv at udskrive en fransk afstemning, der efterfølgende endte med et ’non’ i forsommeren 2005 og dernæst aflyste afstemninger om Forfatningstraktaten i en række lande, herunder Storbritannien.

Et EU-neverendum, igen, igen…?
David Cameron overtog formandsposten for De Konservative efter valgnederlaget i 2005 og året inden han blev premierminister, havde han i januar 2009 lovet en EU-folkeafstemning om Lissabon-traktaten, selv om den allerede var ratificeret i parlamentet året før, hvis han vandt det næste valg. Uden at gøre alvor af det.

I januar 2013 kommer så folkeafstemningen om Storbritanniens EU-medlemskab på banen, da Cameron i hans Bloomberg-tale lovede, at såfremt han genvandt regeringsmagten, uden det nuværende koalitionsparti Liberaldemokraterne, ville han gentage et lignende forløb som ved afstemningen fra 1975. Dette blev gentaget i et genforhandlingsmanifest året efter.

”Det britiske folk fortjener virkelig en folkeafstemning om EU. Jeg vil ikke stå i spidsen for en regering, der ikke kan indfri dette løfte,” gentog David Cameron til den sidste tv-transmitterede partilederdebat fra Leeds i går.

Der er dog en række præmisser, der skal opfyldes ved dagens parlamentsvalg og de efterfølgende forhandlinger med de andre medlemslande. Selv hvis Camerons konservative parti genvinder magten alene – hvilket ikke meget tyder på – har Cameron højst sandsynligt overspillet sine kort i forhold til muligheden for en traktatændring i britisk favør. Og traktatændringer i EU er normalt en langstrakt affære.

Europa-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker har for nyligt åbnet en lille dør på klem for mindre traktatændringer og Nick Clegg, leder af Liberaldemokraterne, er ikke helt så afvisende som tidligere angående en EU-afstemning, hvis det lille EU-positive parti igen skal deltage i en koalitionsregering.

Men det vil altså langt fra være første gang, at en premierminister ikke afholder en EU-afstemning, som lovet, hvis afstemningen ikke bliver til noget.

I The Boy Who Cried Wolf – eller Peter og Ulven på dansk – laver en fårehyrde som bekendt grin med landsbyens beboere ved gentagne gange at råbe ”ulven kommer”, for sjov skyld. Da ulven til sidst kommer, tror ingen længere på ham.

På tilsvarende vis er det måske ikke så underligt, hvis mange britiske vælgere er holdt op med at interessere sig for en lovet EU-folkeafstemning, der måske aldrig kommer. Et EU-neverendum.

Rasmus Leander Nielsen er ansvarshavende redaktør på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Number 10