Presset for social beskyttelse og social inklusion vokser i EU

2020-07-10T14:08:17+00:00 fredag, 26. juni, 2020|

Under coronakrisen er presset for social inklusion og beskyttelse mod markedsliggørelsen vokset blandt befolkningerne i de forskellige EU-lande. For at forstå EU-kommissionens fremsættelse af genopretningspakken og forøgelsen af EU’s syv-årige budget er det værd at se på dette pres.

Analyse af Charlotte Bengstrøm

Den 15. maj opfordrede Europa-Parlamentets formand David Sassoli til en hurtig løsning i EU i forhold til at beskytte job og de ansatte under coronakrisen. Tre dage efter foreslog Tysklands forbundskansler Angela Merkel og Frankrigs præsident Emmanuel Macron en redningsfond på et fælles fransk-tysk pressemøde. Den 27. maj  præsenterede EU-kommissionen med Ursula von der Leyen i spidsen så en 5.625 mia. kroner stor redningsplan, der skal afbøde de økonomiske ødelæggelser af corona ved at investere i et grønnere, mere digitalt, socialt og  modstandsdygtigt EU.

Pengene skal således bruges på at tilbyde lande social og beskæftigelsesmæssig støtte, og så skal der overføres midler til b.la. Spanien og Italien, som udgør to af de hårdest ramte lande. Udover de 5.625 mia. kroner, som svarer til over ti procent af hele EU’s bruttonationalprodukt, er EU-budgettet for 2020 blevet forhøjet med 26,2 mia. kroner For ikke at tale om, at EU’s næste syvårige rammebudget for 2021-2027, som netop nu er under forhandling, forventes at blive forøget.

Derudover har de europæiske regeringer afsat intet mindre end 4.000 mia. kr. til at hjælpe virksomheder og sektorer i deres lande. EU-landende har kunne sprøjte enorme summer af hjælpepuljer ud under coronakrisen, fordi stabilitetspagten har være suspenderet, hvilket har betydet, at landene har kunnet overskride et underskud på 3 procent af bruttonationalproduktet på statsbudgettet.

Men hvorfor pumper EU og medlemslandene lige nu så store pengemængder ud i samfundet, og hvilken rolle spiller markedsliggørelsen? For at finde svar på disse spørgsmål, ser denne artikel på Polanyis teori om ’den dobbelte bevægelse’ – at landene reagerer på et stigende pres fra befolkningernes side for social beskyttelse og inklusion.

Presset vokser i EU-landende
Under coronakrisen er presset for social inklusion og beskyttelse mod markedsliggørelsen nemlig vokset i de forskellige EU-lande. I Italien og Spanien har befolkningerne været på gaden og vist deres utilfredshed med EU’s manglende vilje til, at yde økonomisk støtte til befolkningerne, samt til at fremskaffe værnemidler.

Utilfredsheden har ført til, at kun hver fjerde italienere på nuværende tidspunkt støtter EU. At EU gør for lidt for at forbedre de sociale vilkår er bestemt ikke en ny beskyldning i EU. Beskyldningen hørte vi også under Brexit, hvor kampagnen var bygget op omkring frustrationen over de mange udflytninger af arbejdspladser, som har betydet at en masse briter er blevet globaliseringens tabere.

Udflytninger af arbejdspladser har været en del af neoliberalismens politik, som er blevet ført i EU siden 1990’erne. Det har det været, fordi det med arbejdskraftens frie bevægelighed er blevet billigere at producere, da det kan gøres i lande, hvor lønningerne lavere. Og med lavere lønninger kan der genereres en større indtjening.

Udover, at der er gået mange arbejdspladser tabt i Vesteuropa med indførelsen af det indre marked i 1994, har der været store nedskæringer af sociale ydelser. Landene er blevet tvunget til skære ned for at leve op til fælles budgetkrav i forbindelse med euro-samarbejdet.

Og under finanskrisen blev endnu flere nedskæringer gennemført blandt andet i Grækenland, hvor 50 procent af sundhedsbudgettet blev barberet væk, og i Italien, hvor 18 procent af alle hospitalssenge er blevet nedlagt mellem 2008 og 2017. Der er desuden også foretaget kraftige nedskæringer på lønninger, arbejdsløshedsunderstøttelse og pensioner. Ikke at forglemme, at arbejdstageres rettigheder også er blevet forringet, eftersom det er blevet lettere at fyre arbejdstagere. Og fyringer – dem har der da også fundet sted en masse. I Spanien er 28.000 ansatte blevet fyret i sundhedssektoren mellem 2012 og 2014 som et led i sparepolitikken.

Sparepolitikken og arbejdskraftens frie bevægelighed og har således ført til, at der er fundet en forringelse af befolkningens vilkår sted i mange EU-lande. Og corona-pandemien har ikke just gjort vilkårene bedre. Over de seneste måneder har rigtigt mange EU-borgere blot mistet endnu mere, hvorfor der er vokset et pres på regeringerne og EU for mere social beskyttelse og social inklusion. Det er i denne kontekst, at EU’s corona-hjælpepakker skal ses. Og her kommer teorien om den dobbelte bevægelse på banen.

Teorien om den dobbelte bevægelse
Ifølge teorien består kapitalismen af to økonomiske faser. Først en ’markedsliggørelsesfase’ og så en ’social beskyttelsesfase’. Det, der sker under markedsliggørelsesfasen, er, at alle ting lige fra jord til arbejdskraft og penge bliver markedsliggjort dvs. gjort til en handelsvare. Dette betyder, at markedet, der før var ved siden af samfundet, bliver en del af samfundet.

Med det indre marked er markedet blevet implementeret som en del af EU, hvorfor EU og medlemslandene siden 1990’erne har befundet sig i markedsliggørelsesfasen. Under markedsliggørelsesfasen prioriteres hensynet til at genere overskud på bekostning af borgeres behov for social beskyttelse og inklusion. Og det er dét, vi har set i EU siden 1990’erne. Det sociale underskud sætter nu gang i et pres for social beskyttelse og social inklusion, og presset får regeringer til at regere.

Med reaktionen fra regeringerne indtræder en sociale beskyttelsesfase som er en modreaktion på den første fase. Man kan således forstå hjælpepakkerne som et modsvar til det sociale underskud, der har været de seneste par år, og her tvinger krisen EU til et opgør med den neoliberale spare- og nedskæringspolitik.

Mere social beskyttelse og social inklusion
EU-borgere vil have mere social beskyttelse og inklusion. Og der er ingen vej uden om. Det er blevet mere klart for EU-kommissionen under coronakrisen, der dog allerede i januar – før krisen – havde fokus på mere social beskyttelse og social inklusion. Det havde EU-kommissionen med det europæiske semester, som udgør rammen for koordinering af EU-landenes økonomiske politik. Her har man helt konkret sat sig for at arbejde for mere social beskyttelse og inklusion ved at få landene til at implementere fattigdomsreducerende tiltag og initiativer, der skal forbedre adgangen og kvaliteten i sundhedssystemerne samt oprettelse af ekstra pensionsordninger.

Man kan sige, at EU derfor allerede før coronakrisen så småt har været ved at råde bod på det sociale underskud, men at krisen har sat turbo på udviklingen.

Hvorvidt vi – efter mere end 20 år neoliberalistisk spare- og nedskæringspolitik – er på vej ind i en social  beskyttelsesfase, er for tidlig at sige. Men det kunne se sådan ud, eftersom kapitalismen har fået et mere menneskeligt ansigt under coronakrisen – med suspenderingen af stabilitetspagten og hjælpepakkerne. Derfor skal det blive spændende at se, om udviklingen holder stik, efter at coronaen har lagt sig.

Charlotte Bengstrøm er cand.soc. i udviklingsstudier og IR fra Aalborg Universitet i 2018

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Eric Gaillard/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et beløb på: