Redningsmanden, der løb ind i de socialdemokratiske realiteter

2018-04-24T21:21:55+00:00 onsdag, 20. september, 2017|

Martin Schulz havde både været en markant formand for Europa-Parlamentet og havde ikke tidligere været medlem af nogen tysk regering. Det var den kombination, der gjorde, at man i SPD håbede, at han kunne blive et friskt pust i partiets valgkamp. Men ballonen punkterede lidt for hurtigt, blandt andet på grund af socialdemokraternes forsømmelser de seneste to årtier.

Portræt af Heidi Dachs

20.09.2017 | TEMA: NABOLAND TYSKLAND | Det skorter i øjeblikket ikke på forudsigelser om, at det tyske socialdemokraters kanslerkandidat Martin Schulz vil tabe ved valget til Forbundsdagen på søndag den 24. september. SPD halter langt bagefter kansler Angela Merkels kristelige union CDU/CSU i meningsmålingerne, og flere og flere journalister og politikere har indstillet sig på, at den 61-årige Schulz ikke bliver kansler.

Vanskelighederne skyldes ikke kun, at SPD kun står til godt en femtedel af stemmerne og at man dermed ikke vil kunne regere sammen med den oplagte samarbejdspartner, De Grønne. Hvis de to partier overhovedet skal have en chance for at indgå regeringssamarbejde med hinanden, kan det ifølge undersøgelserne kun ske sammen med det socialistiske parti Die Linke, som har rødder tilbage til det kommunistiske parti SED, der før Berlinmurens fald regerede DDR. Og det er tydeligt, at Martin Schulz ikke er varm på at blive kansler i en regering, hvis Die Linke bliver så stort, at partiet får afgørende indflydelse på regeringssamarbejdet, for det vil skabe uro ikke mindst på SPD’s højrefløj.

Skal man tro meningsmålingerne, er det sandsynligt, at Schulz og SPD enten står over for fire år i opposition eller som den lille regeringspartner i en storkoalition med CDU, og hvor Merkel stadig er kansler.

Ballonen punkterede
Det hele begyndte ellers så godt for Martin Schulz, da SPD i marts valgte den tidligere formand for Europa-Parlamentet til partiets kanslerkandidat. Partiet havde i lang tid ligget på en tilslutning på 21-23 procent i meningsmålingerne, men i de første uger efter udnævnelsen af Schulz kunne SPD pludselig glæde sig over en tilslutning på over 30 procent.

Martin Schulz havde både været en markant formand for Europa-Parlamentet og havde ikke tidligere været medlem af nogen tysk regering. Det var den kombination, der gjorde, at man i SPD håbede, at han kunne blive et friskt pust i partiets valgkamp. At han som outsider ville være i stand til at skærpe partiets profil i forhold til CDU/CSU på en langt mere effektiv måde end partiets hidtidige leder Sigmar Gabriel.

Martin Schulz var populær allerede før, han havde haft mulighed for at markere sig som partiets leder, men popularitet er ofte som en ballon, der let kan punktere. Så selvom Martin Schulz ikke har begået grove fejl under valgkampen, ligger partiet nu igen i meningsmålingerne på 21-23 procent, og kun få politikere i tysk politik har som Martin Schulz i løbet af så kort tid måttet erfare, at talemåden ”højt at flyve, dybt at falde” er sand.

Fra et hjem med politik
Martin Schulz er født i 1955 i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen og voksede op i et hjem, der var præget af politiske diskussioner og tolerance overfor meningsforskelle: Faren var politibetjent og engageret i det tyske socialdemokrati, hvorimod moren, der var hjemmegående, kom fra en konservativ-katolsk familie og var aktiv i partiet CDU.

Som 19-årig blev Martin Schulz medlem af SPD. Han var i en kort årrække lokalpolitiker, hvorefter han blev medlem af Europa-Parlamentet i 1994 og altså formand fra 2012 til begyndelsen af i år.

Siden 1999 har han været medlem af det tyske socialdemokratis ledelse, og den 19. marts i år blev han på en ekstraordinær partikongres valgt som kanslerkandidat med 100 procent af stemmerne.

SPD’s medlemmer nærede med andre ord store forventninger, men de tog ikke hensyn til de realiteter, som Martin Schulz må kæmpe med, nemlig at partiet betaler prisen for gennem de seneste to årtier at have været sovset godt og grundigt ind i regeringsansvar. Først ledede Gerhard Schröder en socialdemokratisk-grøn regering i syv år fra 1998 til 2005. Derefter var partiet i regering med Angela Merkels CDU/CSU union fra 2005 til 2009. Efterfølgende var partiet ganske vist i opposition i fire år, mens Angela Merkel var i regering med det liberale FDP, men siden vinteren 2013 har partiet igen været del af en regering med CDU/CSU.

Det vil sige, at SPD har været med i regeringer i hele 15 ud af de seneste 20 år, og dermed er Schulz bundet på hænder og fødder i valgkampen: Når han forsøger at skabe distance til Merkels union og kritiserer forholdene i Tyskland, kritiserer han altså ikke bare regeringen og Merkel, men også den politik, som hans eget parti har været med til at føre i alle disse år.

Forsømmelserne
Martin Schulz er den fjerde person, som SPD stiller op som modkandidat til Merkel, og der er i øjeblikket ikke meget, der tyder på, at han vil have mere succes end forgængerne Gerhard Schröder i 2005, Frank-Walter Steinmeier i 2009 og Peer Steinbrück i 2013.

Ligesom de tre forgængere kæmper han med problemer, som partiet har lidt under nu i flere år.

Den tidligere socialdemokratiske overborgmester i München, Christian Ude, udgav for nogle måneder siden bogen Die Alternative oder: Macht endlich Politik, hvori han belyser partiets problemer. Han skriver blandt andet:

”De seneste år har SPD under hver valgkamp lovet, at nu vil partiet gøre noget for at skabe social retfærdighed, men dermed opstår der det indtryk, at det er noget, som partiet hidtil har forsømt i alle de år, det har eksisteret. Jeg kender intet andet parti end SPD, der med så stor hengivenhed tramper rundt på de resultater, som partiet selv har opnået.”

Mange socialdemokrater oplever det samtidig som et stort problem, at især CDU er rykket mere ind på midten i tysk politik under Angela Merkels ledelse.

”Der er efterhånden ikke stor forskel på den politik, som CDU og SPD fører. CDU har under Merkel givet afkald på en række mærkesager. Under Angela Merkels forgænger Helmut Kohl var partiet modstander af abort og ville til gengæld bevare både atomkraft og værnepligt. Dengang afviste CDU også tanken om at indføre en mindsteløn, og homoseksuelle par måtte ikke leve i ægteskaber. Efter at Merkel er blevet CDU’s leder, har partiet ændret mening på alle disse områder. Merkel lader den aktuelle situation bestemme, hvilken politik hun skal føre, og det gør det sværere for vælgerne at se forskel på CDU og SPD,” mener Christian Ude.

Flygtingene og Trump
Martin Schulz har i valgkampen blandt andet forsøgt at markere sig på flygtninge- og indvandrerområdet. Han ønsker, at der skal udarbejdes en løsning på flygtningeproblemerne på EU-niveau: Alle EU-lande skal solidarisk dele byrden med at modtage flygtninge. Lande som Ungarn og Polen skal straffes økonomisk, hvis de fortsat nægter at modtage flygtninge, hvilket for eksempel kan ske ved at fjerne EU’s tilskud til landbrug og infrastruktur til disse lande.

Derudover mener Martin Schulz, at det er nødvendigt, at EU-landene enes om en særlig indvandringslov i stil med Canada og Australien, så der kan ske en målrettet immigration af netop de personer til EU, som det europæiske arbejdsmarked har brug for.

Schulz har også råbt højt i spørgsmålet om USA og den amerikanske præsident Donald Trump. Under tv-duellen med Angela Merkel lagde han ikke skjul på, at den amerikanske præsident efter hans mening er uudholdelig. Martin Schulz ønsker, at Tyskland frem over – for eksempel når det drejer sig om at løse konflikten med Nordkorea – satser mere på at samarbejder med Trumps modstandere i Kongressen i stedet for at bruge kræfter på at nå til enighed med præsidenten. Merkel mener derimod, at internationale konflikter ikke kan løses uden om den amerikanske præsident.

Fire afgørende områder
Med udsigten til et nederlag og det deraf følgende mulige scenarie om, at SPD igen bliver juniorpartner i en storkoalition med CDU/CSU, er der blevet rejst kraftige advarselssignaler fra det socialdemokratiske bagland. Schulz har derfor ikke uklogt valgt at gå den forsigtige vej:  SPD’s medlemmer skal spørges først via en afstemning, før partiet eventuelt igen indgår et regeringssamarbejde med Merkel.

I en valgannonce har Schulz desuden fremført det budskab, at socialdemokraterne kun vil indgå i et regeringssamarbejde med andre partier under forudsætning af, at partiet får sin politik igennem på mindst fire områder. Disse områder er:

1) Daginstitutioner og uddannelse: Børnehavepladser skal være gratis, skolerne skal moderniseres og der skal skabes flere heldagsskoler.

2) Arbejdsmarkedet: Kvinder skal sikres samme løn som mænd for samme arbejde. Ansættelsesforhold i tidsbegrænsede kontrakter skal bekæmpes, og deltidsansatte skal have lettere adgang til at skifte til fuldtidsansættelser, hvis de ønsker det.

3) Pension: Tyskernes bidrag til pensionskasserne skal fremover ligge på et stabilt niveau og må ikke stige kraftigt. Pensionsalderen er på 67 år og må ikke sættes op til 70 år, og der må ikke skæres ned i pensionerne.

4) Den tyske regering skal arbejde for et større sammenhold i Europa og samtidig forsvare Europas værdier både indenrigs- og udenrigspolitisk.

Det er en gammel sandhed, at et valg først afgøres i det øjeblik, hvor folk står ved valgurnerne, men skønt over 40 procent af tyskerne ifølge meningsmålingerne endnu ikke har afgjort endeligt, hvor de vil sætte deres kryds, ser mange politiske iagttagere SPD’s annonce som et tegn på, at Schulz ikke længere selv tror på, at han har chance for at blive kansler.

Balancerer på en knivsæg
For eksempel mener Nico Fried, der er politisk kommentator ved avisen Süddeutsche Zeitung, at annoncen med de fire punkter er et signal til, at Martin Schulz personligt er interesseret i at indgå et regeringssamarbejde med Angela Merkel. Alle fire punkter er nemlig formuleret på en måde, som Merkel burde kunne leve med.

Nico Fried vurderer, at Martin Schulz i øjeblikket balancerer på en knivsæg.

”Som SPD’s kanslerkandidat kan han ikke indrømme, at han er på vej til at tabe valget, men på den anden side er han også tvunget til at se realiteterne i øjnene: Der er stor fare for, at Merkel danner regering med enten FDP eller De Grønne, og at SPD dermed kommer ud på sidelinjen og må nøjes med rollen som opposition de kommende fire år. Sådan som situationen er, befinder Schulz sig ikke længere i en duel med Merkel om kanslerposten, men kæmper derimod langt mere med FDP og De Grønne om at blive Merkels partner i en koalition. Der er ikke tale om, at Schulz nu gør sig lille ved at stille betingelser for en koalition – han er allerede lille. Men på den anden side er SPD stadig stort nok til at kunne gøre klart, hvad der vil gå tabt, hvis partiet ryger ud af regeringen. Derfor handler Schulz klogt, når han formulerer socialdemokratiske mærkesager, for på den måde kan han forhindre, at partiet mister endnu flere frustrerede SPD-vælgere,” skriver Nico Fried i Süddeutsche Zeitung.

Martin Schulz har meddelt, at han fortsat vil lede SPD, også selvom han skulle tabe valget. Hvis SPD indgår en koalition med CDU/CSU kan det dermed meget vel betyde, at han bliver Tysklands nye udenrigsminister.

Heidi Dachs er freelancejournalist, bosiddende i Tyskland.

Foto i artiklens top: /ritzau/AP/Matthias Schrader.