Regeringsdannelsen, der ramte en mur

2018-06-17T20:19:21+00:00 mandag, 28. maj, 2018|

Efter jordskredsvalget i Italien var Femstjernebevægelsen og Lega, på trods af store indbyrdes forskelle, endelig nået til enighed om en regeringskontrakt, en premierminister og et hold af ministre. Regeringsdannelsen ramte dog en mur, da den italienske præsident nedlagde veto mod partiernes euroskeptiske finansministerkandidat. En lang og svær regeringsdannelse lader til at være endt med et institutionelt sammenstød uden fortilfælde. Der gives nu mandat til at danne en teknokratisk regering, loves omvalg og tales om en rigsretssag. Italiens Tredje Republik er født og begynder i krise.    

Analyse af politisk redaktør Simon Cecchin Birk

TEMA: DET USTABILE ITALIEN | Det var et skelsættende valg, der den 4. marts omformede det italienske politiske landskab i en sådan grad, at der nu tales om begyndelsen på en Tredje Republik. Vælgerne var utilfredse med en stadig svag italiensk økonomi, der aldrig for alvor var kommet sig siden Den store recession. Utilfredse med flygtninge- og migrationsstrømme, der, trods det store fald i ankommende siden Libyen-aftalen i 2017, har medført usikkerhed omkring demografiske forandringer og, i hvert fald overfladisk, forstærket nationale identitetsmæssige bånd. Ikke mindst var italienerne trætte af det politiske etablissement, af dets prioriteter, korruption og manglende muligheder for, eller vilje til, at skabe mærkbar forandring.

I Italien er indenrigs- og udenrigspolitisk polarisering højst sammenhængende. Italiens politiske etablissement er udpræget EU-entusiastisk. Den fremstormende populistiske protest var derfor ikke kun rettet mod den nationale status quo, men også mod EU og den europæiske integration.

Ingen naturlige regeringspartnere
Protesten var ført an af centrum-venstre protestpartiet, Femstjernebevægelsen (Movimento 5 Stelle) og det højreradikale Lega (før Lega Nord). De to partier modtog henholdsvis 32 procent og 17 procent af stemmerne og var, på trods af deres fælles populistiske syn på politik, langt fra naturlige regeringspartnere.

Det første mislykkedes forsøg på at danne regering af Femstjernebevægelsens frontfigur, Luigi Di Maio, blev da også sammen med det tidligere dominerende centrum-venstre parti, PD (Partito Democratico), der efter valget ligner endnu et kriseramt europæisk socialdemokrati.

På højrefløjen havde Matteo Salvini siden 2013 positioneret sit parti, det tidligere norditalienske og regionalistiske Lega, som den nye leder af centrum-højre og sig selv som Berlusconis arvtager. Partiet, der siden nullerne er blevet gradvist højreradikaliseret, fremstår i dag som et etnisk nationalistisk, socialkonservativt og stærkt indvandrerkritisk parti. Samtidig har Lega i løbet af dets lange historie vist sig som et kompromisvilligt parti, der flere gange har skiftet politisk kurs, eksempelvis i forhold til EU og dets tidligere federalistiske og separatistiske idealer.

Matteo Salvini, Legas leder. – Foto: /Ritzau Scanpix/ANSA/AP/Ettore Ferrari/

På trods af, at det ikke nationalistiske Femstjernebevægelsen slår sig op på e-demokrati, økologisme og modvækst, deler partiet, udover dets populisme, en markant euroskepsis med Lega. Mødet for den samlede italienske protestfront var dog i første omgang besværliggjort af forskelle mellem partierne. Dertil fastholdt Femstjernebevægelsen et for Lega svært imødekommeligt krav om at holde Berlusconi ude af det nye regeringssamarbejde.

Salvinis Lega var gået til valg som en del af et samlet centrum-højre. Salvini ønskede at regere, men ikke at tabe den nyvundne magtposition.

For at sikre sig en fortsat vælgertilslutning fra højre og samtidig indtræde i et kommende regeringssamarbejde måtte Salvini frigøre sig tilstrækkeligt fra Berlusconi uden at bryde med den øvrige højrefløj.

Åbning for en ny regering
Efter nye forfejlede forhandlinger mellem Femstjernebevægelsen og PD var protestfronten igen samlet med bevidstheden om, at et forfejlet forsøg på at finde fælles fodfæste ville efterlade den italienske præsident Sergio Mattarella en reel mulighed: at udskrive nyvalg.

Under de over to måneder lange regeringsforhandlinger havde Lega konsekvent øget sin vælgertilslutning i meningsmålingerne for i midt maj – med en del gamle Berlusconistemmer – at ligge til at modtage omkring 25 procent af stemmerne.

Et afgørende øjeblik var, da Berlusconi åbnede op for en ny Lega-regering uden sit parti Forza Italia. Et scenarie, som tidligere havde vækket forargelse hos den 81-årige politiker, der på paradoksal vis, med en påfaldende grad af europæisk opbakning, var endt som Italiens værn mod populismen.

Mattarellas endelige tidsfrist for en regeringsaftale, den 21. maj, nærmede sig. Det samme gjorte dog også de to protestpartier, der på dette tidspunkt kun diskuterede enkelte politiske spørgsmål og, hvem der skulle have premierministerposten.

Efter at være blevet enig om at pege på en fælles tredje kandidat til premierministerposten blev regeringskontrakten godkendt, først online hos Femstjernebevægelsen på platformen Rousseau og derpå offline hos Lega, der i slående kontrast opstillede stemmeboder på udvalgte pladser.

Femstjernebevægelsens frontfigur Luigi Di Maio. – Foto: /Ritzau Scanpix/AFP/Angelo Carconi/

Den nye regeringskontrakt
Den ikke juridisk bindende regeringskontrakt, Contratto per il governo del cambiamento (Kontrakten for forandringens regering), vækkede opsigt af flere grunde. Den lagde den op til en enorm finansiel lempelse gennem afskaffelsen af den upopulære sparepensionslov, Legge Fornero, fra 2011. Den bebudede enorme skattelettelser ved indførelsen af en ’flat tax’.  Endelig var en af Femstjernebevægelsens centrale mærkesager, en såkaldt borgerløn, der i realiteten er en form for understøttelse for arbejdssøgende på 780 euro om måneden, kommet med i kontrakten.

I forhold til immigration lagde kontrakten blandt andet op til at arbejde for en revision af Dublin-forordningen, en reduktion af ankommende til Europas kystgrænser og en bekæmpelse af menneskehandel i Middelhavet.

Et af de forventede punkter var et ønske om at ophæve sanktionerne mod Putins Rusland og i stedet for åbne op for øget samhandel. I overensstemmelse med åbningen mod Rusland lagde kontrakten op til en mere pragmatisk og national orienteret europapolitik. Samtidig fremgik et ønske om at flytte mere magt til Europa-Parlamentet og at revidere unionens økonomiske politik, særligt i forhold til det monetære samarbejde, stabilitets- og vækstpagten samt EU’s finanspagt.

I overensstemmelse med partiernes anti-elitistiske idealer var kontrakten præget af målsætninger om afbureaukratisering, færre penge i politik samt bekæmpelse af korruption og interessekonflikter. Endvidere var indskrevet målsætninger om at implementere mere direkte demokrati og arbejde mod øget regional autonomi.

Endelig blev et uformelt “forsoningsudvalg” annonceret som et forum til at løse uenigheder og konflikter mellem partierne såvel som for at formulere fælles positioner i mødet med fremtidige politiske udfordringer.

Præsidentens veto
Den 21. maj blev professor i privatret Giuseppe Conte annonceret som partiernes fælles kandidat. Conte måtte dog vente to dage, før Mattarella modtog og accepterede ham som Italiens næste premierminister. Udover den nye regeringskontrakt, var en mediestorm igangsat af en misvisende artikel i The New York Times, der såede tvivl om Contes akademiske CV, nok medvirkende til at gøre den italienske præsident betænkelig.

Giuseppe Conte. – Foto:/Ritzau Scanpix/AFP/Vincentzo Pinto/

I dagene efter udpegelsen af Conte opstod der en ny konflikt, da Mattarella nedlagde veto mod de to partiers valg af den højst euroskeptiske økonom Paolo Savona som Italiens næste finansminister. Et omvalg syntes pludselig atter som et nærliggende scenarie. Ikke mindst, da Di Maio og især Salvini slog fast, at Mattarella enten måtte acceptere Savona og de nye ministre eller udskrive nyt valg.

Den italienske præsidents magtbeføjelser til at udpege ministre udvalgt af den udpegede premierminister var hermed sat under pres af repræsentanterne for folkestemningen. Et eksempel på, at populister tenderer til at værdsætte folkets udtrykte eller fortolkede vilje over nedskreven lov, og at populisme derfor kan være en både opbyggende og nedbrydende politisk dynamik.

Efter det stod klart, at Mattarella fastholdt sit veto mod ministerkandidaten, opgav Conte den 27. maj sit mandat til at danne en ny regering, hvormed regeringsdannelsen kollapsede.

Efterskælvet
Fastholdelsen af vetoet mod Savona var for Mattarella et forsvar af sine præsidentielle magtbeføjelser, en sikring af Italiens fortsatte eurozone-medlemskab og økonomiske kurs samt et forsøg på at dæmme op for uroen på finansmarkederne.

Mattarella har givet tidligere IMF-chef Carlo Cottarelli mandatet til at danne en ny midlertidig teknokratisk regering – der formentlig ikke kan opnå den tilstrækkelige parlamentariske støtte – og taler om et omvalg efter sommerferien eller senest i starten af 2019. Fra en oprørt protestfronts side tales der imidlertid om at stille Mattarella for en rigsret før et nyt valg.

Det mest euroskeptiske italienske parti, Lega, står stærkere end nogensinde og både Lega og Femstjernebevægelsen har ved præsidentens veto fået bekræftet deres ofte monistiske populistiske fremstilling af den italienske elite som udemokratisk og frakoblet folket.

Den mest overbevisende retorik er måske den, der appellerer til vores mavefornemmelse. De populistiske partier har sat ord på den udbredte følelse af krise, tilbudt en forklaring, der har bestyrket utilfredsheden og skabt grundlag for mobilisering mod fælles fjender.

Et muligt omvalg løser sandsynligvis ikke den politiske krise som Den Tredje Republik finder sine konturer i. Det kan åbne op for en centrum-højre regering domineret af Lega eller blot øge tilslutningen til de identitetsskabende populistiske partiers protest, der, ligesom krisen, ikke pludselig forsvinder.

Simon Cecchin Birk er politisk redaktør for Magasinet Europa

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AFP/Tiziana Fabi/

Læs hele temaet “Det ustabile Italien”

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

 

Støt os med et engangsbeløb via MobilePay                          Støt os fast via Patreon

                                   Image result for patreon