Republik med bånd og sløjfer på

2018-09-12T09:29:55+00:00 onsdag, 12. september, 2018|

I Catalonien strides separatister og unionister for tiden om, hvor gult det offentlige rum skal være. Separatister minder ideligt om deres sag med den gule farve, de har gjort til deres. Unionister piller de mange plastikstumper ned igen. 

Reportage af Sara Høyrup

“Det er dårlig smag at besætte det offentlige rum på den måde,” mener både den unge modedesigner Sebastián og Ángel Ramirez, chef for en designbutik. “Og det forurener frygteligt.”

Pudsigt er det i alt fald at se pæne catalanere, som i årtier har oplært de nye generationer i miljørigtighed, dække byen til i plastik og skrammel. De vil minde om, at der i kølvandet på den ugyldigterklærede afstemning om Cataloniens løsrivelse fra Spanien sidste år er catalanske politikere i fængsel.

På lokalstatens og rådhusenes facader hænger store, gule sløjfer. Fælles entiteter som brandstationer er også med, og overalt på kørebaner og bygninger er symbolet sprayet med løsere hånd end selv det mest uambitiøse graffiti-tag. På de tomme pladser i regionsparlamentet står samme sløjfe formet i billigt træ og må ikke flyttes.

På provinsbyers pladser står gule kors plantet så tæt, at kun en kamikazebilist har kunnet komme forbi og simpelthen vælte dem som dominobrikker. De samme kors står på strandene og sågar på havets bund.

“Fiaskoens farve”
“Den gule farve er udtryk for separatismens fiasko. De har ikke kunnet overbevise nogen om deres fjollede republik: hverken erhvervslivet, intelligentsiaen eller kulturlivet. En del af befolkningen har ladet sig mobilisere i hobetal på mærkedagene, men reelt er folk ikke villige til at risikere deres levestandard og sætte deres frihed over styr. De vil ikke befries fra en ikke-eksisterende undertrykker.”

Sådan siger Ángel, som udvandrede fra et arbejdsmarked ramt af den økonomiske krise. Hus og kæreste venter på ham i Catalonien, men han har så stor en afsmag for nationalismens fremmarch, at han hellere vil forblive i et London ramt af Brexit.

Rengøringsbrigaderne
Andre tager affære. Jaime Vizern López på 37 er en af dem, der tager ud og vasker byen ned. De bruger stiger, sakse og knive, for symbolerne sidder gerne godt fast og højt oppe. Nogle af de gule plastiksymboler er plastikposer fyldt med hundelort.

De kalder sig selv for rengøringsbrigader og dækker ansigtet til under aktiviteten, fordi de ellers risikerer repressalier, fortæller Jaime mig. Faktisk har han måttet stoppe efter at være blevet udsat for massivt pres personligt og i sit arbejde.

Mens det i det catalanske område nord for grænsen er de franske gendarmer, der tager sig af at dæmme op for den massive og ensidige indtagelse af det offentlige rum, forholder lokalstatens politi, Els Mossos d’Esquadra, sig omvendt. De gule symboler blomstrer frit i den spanske region, og det er rengøringsbrigaderne, der geråder i problemer med politiet.

Cataloniens regionspoliti registrerer disse unionistaktivister, ligesom det også er kommet frem, at de er blevet brugt til at udspionere fremtrædende modstandere af lokalstatens indtil videre fejlslagne paladsrevolution.

“Hvorfor ikke?”
De erklærede separatister, journalisten Jordi Rovira og Ingrid Jofre, kan ikke se problemet. Ifølge Ingrid er der ikke tale om et løsrivelsessymbol; alt det gule skal bare “minde alle om hver dag, at vi har folk i fængsel for at tillade en lovlig afstemning”.

I aviserne er der dog hver dag artikler om netop det retslige efterspil af sidste efterårs kupforsøg. Afstemningen er af myndighederne blevet set som alt andet end lovlig, og de fængslede tillod den ikke bare; de orkestrerede den, lyder det. 

Ingrid er stødt over, at hun en dag på gaden blev kaldt for “idiot” op i sit åbne ansigt, da hun ligesom alle andre dage bar den gule sløjfe på jakkereversen. Det var på jakkerne, sløjferne startede, og siden har de vokset sig større – meget større – og bredt sig og erstattet flag og slagord. Nu for tiden kommunikeres og argumenteres der simpelthen med gult.

Gul sløjfe over to etager. – Foto: /Ritzau Scanpix/AP/Manu Fernandez/

Både Ingrid og Jordi synes, at når de offentlige bygninger klædes semipermanent i gult, er det det samme som, at rådhusene har alle mulige andre støttesymboler hængende: regnbueflaget for seksuel diversitet, “det lilla flag for kampen mod hustruvold” …

De mener ikke, der er noget udgrænsende og ekspropierende ved, at alt det fælles – det offentlige rum og de offentlige institutioner – overtages symbolsk af den ene halvdel af det splittede samfund.

“Totalitær tvang”
Hvad separatisterne opfatter som ytringsfrihed, opleves af unionisterne som symbolsiden af en totalitær bevægelse anført af lokalstatens institutioner. Antonio Gutiérrez Cobos er embedsmand i lokalstaten og beder mig citere ham med fulde navn: “Vi er mange, der ikke ønsker løsrivelse. Jeg lever i et demokratisk land og behøver ikke gemme mig.”

Det er der ellers mange, der gør: Samfundets konsensus i Catalonien har op igennem hele demokratiets tid officielt været lokalnationalistisk, og vé den, der trådte ved siden af. Det var først, at nationalismen sprang ud som separatistisk og gik planken ud, at unionisterne begyndte at sige fra.

“De må hjertens gerne have deres symboler i jakkereversen. Men når de indtager det fælles, offentlige rum og insisterer på deres udlægning om, at de retsforfulgte politikere er samvittighedsfanger – så bliver deres symboler til totalitær tvang.”

Brug for kritisk tænkning
“Det er en ligegyldig symbolstrid. Man går de ekstreme positioners ærinde ved at yde det den store opmærksomhed, det bliver til del,” mener samfundsdebattøren Jordi Gracia, som håber på et føderalt Spanien. 

“De spilder deres tid,” siger gymnasielæreren Albert. “Både dem, der sætter al den gule pynt op, og dem, der tager den ned. Jeg vil meget hellere bruge mit krudt på at oplære de nye generationer i at tænke kritisk, så de kommende vælgere ikke bliver så nemme at manipulere som de nuværende.”

 Sara Høyrup er Magasinet Europas Spanienskorrespondent · www.sarahoyrup.com · F+I+T: @lahoyrup

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Emilio Morenatti/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon