Det er ikke nemt for EU at stille noget op mod visse medlemslandes svigt af deres borgeres demokratiske rettigheder – og dermed også svigt af københavnerkriterierne. Der er nogle juridiske og politiske muligheder, men de er meget bureaukratiske, og det efterlader reelt EU med mere dipolomatisk prægede metoder til at påvirke den politiske dagsorden i f.eks. Ungarn eller Polen.

Baggrund af Michael Winther

TEMA: EU’s INDRE VÆRDIKAMPE | I værdifronternes arena er det efterhånden udtalt, at de østeuropæiske lande er præcis så forskellige internt som andre af EU’s geografiske områder.

EU har dog særligt problemer med håndteringen af én uregerlig statsleder, nemlig Ungarns Viktor Orbán. Én af EU’s store, sælsomme udfordringer er, at Orbán underminerer sin befolknings demokratiske rettigheder og derved svigter københavnerkriterierne, men samtidig er snu nok til at gøre det inden for ungarsk lov og ret, hvilket besværliggør situationen yderligere for EU. Ydermere komplicerer det eksporten for virksomheder i EU, der har Ungarn som vitalt eksportmarked, da der ofte opstår tvivl om gældende lovgivning og den fælles ensretning heraf.

Selv Ungarns andet traditionelle højrefløjsparti Jobbík lader til at have fået nok af Orbán og har i en intern politisk reformproces allieret sig med resten af oppositionen, herunder venstrefløjen, i et forsøg på at rotte sig sammen mod Orbán. Det betyder samtidig, at Jobbik er gået fra at tilhøre det ekstreme højt til at gå i en ny modereret, moderne og midtersøgende retning.

Orbáns drakoniske Fidesz-parti sidder pt. på 133 ud af 199 sæder i Ungarns nationalforsamlingen Országgyúlés, hvor de med flertallet i ryggen uhindret kan tryne dommere, medier og minoriteter – en mulighed, de ikke lader forpasse.

Fra parlamentsbygningen i Budapest er der frit udsyn til Donau-floden. Symbolikken er svær at undse, da Donau udspringer fra EU’s hjerte i Schwarzwald, Sydvesttyskland, løber gennem Europas historiske kulturhjerte i Wien og fra Ungarn over Serbien, Bulgarien og Rumænien munder ud i Sortehavet for fødderne af Putins rige. Donau er i sig selv en europahistorisk og geopolitisk tour de force.

Hvad end Orbán forsøger sig med et parallelt retssystem med sine egne venner og partifæller i spidsen, lukker ned for kritiske medier eller begrænser rettigheder for indvandrere og LGBT-miljøet, så sker det under ledelse af en demokratisk valgt regering, uagtet at dette er i strid med københavnerkriterierne om demokrati og minoritetsbeskyttelse.

Orbáns seneste provokation mod det europæiske etablissement kom i januar, da Ungarn som det første EU-land kiggede mod Rusland for import af coronavacciner, samtidig med at russerne netop havde anholdt systemkritikeren Alexei Navalnij, og EU truede Rusland med politiske og økonomiske sanktioner. Et diskussionsemne i EU var, hvorvidt man skulle fastholde Nordstream 2, hvis formål er, at transportere russisk gas til Europa i et stort anlagt politik-, penge- og prestigeprojekt for både Tyskland i Donaus vest og Rusland i Donaus øst.

I DR2-programmet, Clement kalder Jorden den 23. februar 2021, siger et ungarsk medlem af Europa-Parlamentet, Balázs Hidvéghi fra Fidesz, at der ikke er noget galt i at kigge mod Rusland, og særligt at det ikke er EU’s opgave at ændre på russisk kultur og værdifølelse. Hidvéghi lægger altså op til, at Fidesz fortsat i lige så høj grad ser mod Rusland i den demokratiske kampzone. Hidvéghi fortsætter herefter ved at sige, at den vesteuropæiske venstrefløj kører over den konservative fritænkning, ved at ‘forsøge at få alle til at tænke som dem‘, hvilket svækker det europæiske samarbejde og hæmmer demokratiet, og at det i øvrigt er et aristokratisk EU selv, der har glemt de klassiske liberale idéer. Hidvéghi fremhæver netop emner som indvandring, ægteskab, familie og abort som varme værdipolitiske kartofler, hvor der eksisterer stor uenighed internt i EU-medlemslandene.

Generelt er det opfattelsen hos Fidesz, at man er udsat for en vestlig heksejagt. Regeringen i sig selv mener ikke, at de fører en politik, som ikke også kan findes i andre EU-lande. Problemet er snarere, at Orbán er den eneste, der kan hakke alle de illiberale tiltag af på én gang. Omvendt er det en gængs holdning hos vestlige politikere, at brud på demokratiske spilleregler ofte kun bliver mødt med skældud i plenarsalen – og intet andet.

Men spørgsmålet er så: hvad kan EU reelt gøre? Bugge Thorbjørn Daniel, forskningsgruppeleder på Juridisk Institut hos Syddansk Universitet og lektor i EU-ret, har beskæftiget sig med de juridiske perspektiver i EU-forfatningen. Han nævner, at sanktionsmulighederne kan deles op i to spor: hhv. det politiske og det juridiske. Politisk forelægger muligheden at indføre økonomi- og handelssanktioner. Rent juridisk forelægger den primære mulighed at aktivere traktatens artikel 7, som Daniel kalder atombombeklausulen. Her fremgår det, at:

2. Det Europæiske Råd kan med enstemmighed på forslag af en tredjedel af medlemsstaterne eller Europa-Kommissionen og efter godkendelse fra Europa-Parlamentet fastslå, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de værdier, der er nævnt i artikel 2, efter at have opfordret denne medlemsstat til at fremsætte sine bemærkninger.

3. Hvis en overtrædelse som omhandlet i stk. 2 er fastslået, kan Rådet med kvalificeret flertal beslutte at suspendere visse af de rettigheder, der følger af anvendelsen af traktaterne på den pågældende medlemsstat, herunder de stemmerettigheder, der er tillagt repræsentanten for den pågældende medlemsstats regering i Rådet. Rådet tager i så fald hensyn til en sådan suspensions mulige følger for fysiske og juridiske personers rettigheder og forpligtelser.

Den pågældende medlemsstat er under alle omstændigheder fortsat bundet af sine forpligtelser i henhold til traktaterne”

Artikel 7 henviser til artikel 2, hvor det fremgår, at

Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.

Det betyder i teorien, at EU rent juridisk kan fratage Ungarn sin stemmeret i Rådet ved enstemmighed. Dette virker dog urealistisk, da Ungarn fortsat har politisk ligesindede i Tjekkiet, Polen og sandsynligvis snart Slovenien, og et forslag falder, hvis et land nedlægger veto, hvorfor der oftest opfordres til forlig i ministerrådene.

I Altinget den 9. juli giver et dansk medlem af Europa-Parlamentet, Niels Fuglsang (S), også udtryk for problematikken, men åbner dog en dør:

“Nu forhandler vi for eksempel om en fond for retfærdig omstilling fra fossil energi til vedvarende energi. Det er 40 milliarder euro, som er på spil her – og der kunne man skrive ind i lovgivningen, at man for at få adgang til pengene skal leve op til de retsstatslige principper,” siger han.

Foto: Pixabay

Generelt er det sværere for EU at sanktionere internt, da man ikke i samme grad kan straffe lokale finansielle markeder eller den fri bevægelighed. Traktatbrudssager er dog ikke usædvanlige. Alene siden begyndelsen af 2020 har Danmark fået afgjort 22, mens der i hele EU har været truffet afgørelse i 994 sager i samme periode.

PhD Sune Klinge, adjunkt ved Centre for European and Comparative Legal Studies på Københavns Universitet, forsker blandt andet i EU’s reaktionsmuligheder. Han fremhæver, at også i Ungarns tilfælde har traktatbrudssager ikke været udpræget effektive.

Allerede tilbage i 2012 traf EU-domstolen afgørelsen om, at Polens tvangspensionering af dommere var i strid med artikel 258 om diskrimination. Et politisk forslag, som den polske regering efterlignede få år senere i forbindelse med et andet forslag om stramning af abortrestriktioner. Den manglende villighed til at overholde acquis communautaire skaber derfor også problemer for EU både i bredden og i dybden, hvilket principielt modstrider Montesquieus tanker om ånden i loven.

I forhold til de juridiske virkemidler, som har været anvendt i værdikampen, fremhæver Klinge desuden afklaring af værdiernes indhold gennem såkaldte præjudicielle spørgsmål fra de nationale domstole. Søgsmålene kommer fra de nationale, navnlig polske, domstole til EU-domstolen, som får mulighed for at afklare afgørende fortolkningsspørgsmål om den nationale lovgivnings overensstemmelse med EU-rette. Det handler om, hvor effektiv juraen egentlig er i værdikampen.

Klinge peger på et andet eksempel om Europas sidste regnskove i Polen. I den sag var udfordringen at man skulle have bremset nedsablingen af regnskovene, mens man ventede på en endelig afklaring fra EU-domstolen. I sagen afsagde EU-domstolen en kendelse, der betød, at Polen skulle stoppe sine aktiviteter i Białowieża skoven. Denne fremgangsmåde med anvendelse af foreløbige retsmidler har også været anvendt i andre efterfølgende sager forklarer Klinge. Så på den måde ved at kombinere forskellige juridiske værktøjer opnår EU et bedre værn mod angreb på selve værdigrundlaget.

Adspurgt om traktatreformer vil løse nogle af de strukturelle problemer, påpeger Bugge Thorbjørn Daniel, at Visegrad-landene selv kan se skriften på væggen og nægte at stemme for de reformer, der potentielt kan indskrænke deres politiske råderum. Derfor vil en reformation af EU blot udskyde veto-nedfældelsen i processen.

Hardline-metoderne stiller altså meget store bureaukratiske krav, hvilket efterlader EU med mere diplomatisk prægede metoder; at påvirke den politiske dagsorden gennem civilsamfundet og ved at støtte de lokale medier i stedet for at sætte Rule of Law i spil, der efter alt at dømme er mere symbolsk, end den har gang på jord i virkeligheden.

Derudover lægger metoden op til en højere grad af konsensuspræget politik, hvor de vestlige lande må opbygge et stabilt samarbejde med Visegrad-landene snarere end at tromle over dem.

Michael Winther er cand.ling.merc. i europæiske studier og adjunkt i kommunikation. Han har desuden tidligere boet i Prag og er optaget af forholdet mellem nord, syd, øst og vest.

Billede i artiklens top: Flickr

Læs hele temaet “EU’s indre værdikampe”