Ritt Bjerregaard – øjenvidneberetning fra et splittet parti

Partidisciplin var et adelsmærke for Socialdemokratiet indtil EF-spørgsmålet erobrede den politiske dagsorden. For første gang var en stor gruppe socialdemokrater, anført af blandt andre Ritt Bjerregaard, lodret imod partiets linje. Til Magasinet Europa fortæller den tidligere minister og EU-kommissær nu om den svære balancegang som nyvalgt folketingsmedlem og EF-modstander – og giver sit bud på fremtiden for det europæiske samarbejde.  

2.10.2012 | TEMA OM 1972-AFSTEMNINGEN | Magasinet Europa: Du blev sammen med en række andre yngre politikere valgt ind i folketinget i september 1971, hvor mange af jer var kritiske over for EF.  Hvordan husker du den tid, hvor folketingsgruppen skulle konstituere sig trods ganske store europapolitiske spændinger?

Ritt Bjerregaard: Ja, vi var jo meget direkte modstandere dengang. Jeg havde truffet blandt andre Svend Auken på en delegationsrejse til Israel og Helle Degn på et kommunalpolitisk kursus. Så vi kendte hinanden, og vi mødtes også i vores tid som folketingskandidater og blev valgt ind i folketinget som modstandere. Og det er klart, at det gav nogle store spændinger, for Socialdemokratiet havde ikke før prøvet en situation, hvor der var en aktiv gruppe, som havde et andet standpunkt, end det partiet havde.

I forbindelse med folkeafstemningen skulle vi hele tiden have en fornuftig balance internt i den socialdemokratiske gruppe, og det var også derfor, at vi lavede vores egen konstruktion – en organisation kaldet Socialdemokrater mod EF. Vi etablerede den, fordi vi ikke bare ville melde os ind i Folkebevægelsen mod EF, da vi syntes, at der var for mange med andre synspunkter, end dem vi havde. Vi ville gerne fastholde et socialdemokratisk udgangspunkt.

ME: Hvorfor gik I ikke bare ind i SF? 

RB: Det var der ingen af os, der overvejede. Vi var jo socialdemokrater. For mit eget vedkommende var min far kommunist indtil Ungarnsoprøret i 1956, og jeg havde jo i min barndom set, hvordan kommunismen arbejdede, så jeg var slet ikke fristet af Aksel Larsen (tidligere DKP-formand og SF’s daværende formand, red.).

ME: Beslutningen om en folkeafstemning blev reelt allerede truffet i foråret, før du blev valgt til folketinget. Hvad var årsagen hertil?

RB: Jeg tror vurderingen var den, og det mener jeg stadig, er den vurdering, der på mange måder er katastrofal i forhold til EU i dag – at det var nødvendigt at adskille europapolitikken fra den almindelige politik. Man vidste, at der var ganske mange socialdemokrater, der var i tvivl om, hvad de skulle mene om medlemskabet, og ved at afholde en folkeafstemning kunne man sige, at det, der drejede sig om EF, kunne man tage stilling til her, og det var ikke det, man skulle tage stilling til ved et almindeligt valg.

ME: En dengang højt placeret embedsmand har for relativt nyligt argumenteret for, at partitoppen godt kunne have ’banket jer EF-kritiske unge på plads’, altså genindført partidisciplinen, som indtil da havde været meget stærk i de danske partier. Er du enig?

RB: Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror, at den embedsmand har overset, hvad det var for en tid vi befandt os i. Det var jo også i efterdønningerne fra ungdomsoprøret, som jeg først og fremmest ser som et autoritetsopgør. Hvis ikke Socialdemokratiet skulle tabe den unge generation, var det nødvendigt at give plads til sådan nogle som os og ikke smide os unge i armene på SF eller VS. Eller måske de Radikale, men det tror jeg nu ikke, at der var så mange af os, der overvejede – vi var mere venstreorienterede.

Jeg tror, at Krag så helt rigtigt i, at det var vigtigt for partiet at fastholde vores generation, og jeg tror også, at de var klar over, at ungdomsoprøret spillede en rolle. Ved valget i 1971 fik vi jo også sideordnet opstilling (hvor kandidater med mange personlige stemmer kan ’sprænge listen’, red.), som jo på en måde ligger langt fra en gammeldags partidisciplin.

ME: Hvad var der sket, hvis man havde krævet partidisciplin på EF-området? Var partiet splintret?

RB: Ja, jeg tror, at partiet var blevet splittet. Og efterfølgende, da det blev et ja, havde partiet meget stor glæde af, at vi – især Karl Hjortnæs og jeg – brugte meget tid på at beholde folk i partiet. 

Kampagne og kaffeklubber
ME: Kaffeklubber og især den til formålet stiftet ‘Socialdemokrater mod EF’ spillede en væsentlig rolle under forløbet. Kan du give et indblik i, hvordan disse var organiserede, og hvilke tiltag I tog under folkeafstemningskampagnen?

RB: Svend Auken og jeg besluttede tidligt, at vi ville lave vores egen kaffeklub, hvis vi begge blev valgt. Da vi senere dannede Socialdemokrater mod EF, tog vi alle dem med, der var modstandere af EF, såsom Mogens Camre og Birthe Weiss.

Vi havde nogle kontakter til Folkebevægelsen, men det var kun for socialdemokrater. Vi sikrede os, at vi fik taleret på partikongresserne, og over for partifæller fortalte vi – i rene partistrukturer – hvorfor vi mente, som vi gjorde.

Overskrift i BT, 5. september 1972

ME: Hvad var det specielt ved EF-konstruktionen, der skabte modstand?

RB: Vi havde nok forskellige syn på det dengang. For mig spillede USAs krig i Vietnam en stor rolle. Den måde som stormagten tromlede på. Jeg var bange for, at vi var på vej ind i en ny supermagt med EF – med egen hær og egen militærpolitik – og det ønskede jeg på ingen måde.

Og så syntes jeg i øvrigt også, at tilhængerne var meget usle i deres argumentation. Det var sådan noget med Helle Virkner (skuespiller og gift med Jens Otto Krag, red.), der var ude at købe smør og sammenlignede, og hvad det ville komme til koste, hvis vi sagde nej. Hele idéen var at sælge det på, at det var nødvendigt for landbruget. Og vi var jo klart bybørn og mente ikke, at en sådan beslutning alene kunne være båret af, at man mente det var godt for landbruget.

ME: Havde du dybest set ikke ret, når du dengang argumenterede for, at landbrugspolitikken var et pseudo-argument for medlemskabet, når tendensen allerede dengang var, at færre og færre var beskæftiget inden for landbruget og Danmark dermed fejlagtigt blev beskrevet som et landbrugssamfund i starten af 1970’erne?

RB: Jo. Men det var Krags vurdering at vægte landbruget så meget, for så kunne man tale om økonomien. Og der er siden mange situationer, der har vist, at det er dét folk går op i – tænk bare på Clintons It’s the economy, stupid. Derfor kunne man køre sådan en kampagne, selv om landbruget ikke var så vigtigt, som de gjorde det til. Og de vandt jo også folkeafstemningen.

ME: Gjorde I noget for at få flere politiske diskussioner i spil i kampagnen?

RB: Ja, det gjorde vi. Vi hæftede os jo ved EF’s stormagtsdrømme. Der var en rapport herom (Werner-rapporten fra 1970), der spillede en relativ stor rolle i debatterne. Og vi tog eksempelvis udtalelser fra Jean Monnet (fransk diplomat og en af fædrene til ideen om EF/EU, red.) om, at nationalstaterne skulle tilpasse sig hinanden og blæste det op som problemer.

ME: Hvilke mærkesager lagde du ellers vægt på under kampagnen? 

RB: Jeg var allerede dengang engageret i uddannelse. Og i modsætning til i dag, hvor jeg synes det ville være en stor fordel, at man kan komme fra det ene land til det andet og studere, og at ens eksaminer kunne blive godkendt, så argumenterede jeg dengang for, at det ville medføre en overstyring, som ville gøre, at folk med en anden social baggrund ville have svært ved at få en uddannelse. Det kan jeg oprigtigt talt ikke forstå i dag, men det mente jeg dengang.

Overskrift i Politiken, 6. september 1972

Fra modstander til tilhænger
ME: Krag anså medlemskabet som det vigtigste redskab til at fremtidssikre Danmark og velfærdsstaten. Hvilke ord vil du i dag sætte på Krags rolle i forhold til medlemskabet og folkeafstemningen?

RB: Hans vurdering, som jeg jo deler i dag, var den, at for et lille land som Danmark, der er geografisk tæt placeret ved Tyskland, var der ikke nogen vej udenom. Han så det ikke som muligt for Danmark at klare sig udenfor. Men som den realpolitiker han også var, så vidste han, at det ikke var Tysklandsargumentet, der kunne bruges over for danskerne. Det var langt bedre med Storbritannien.

I forhold til folkeafstemningskampagnen har det undret mig, at han gjorde så lidt ud af os (de unge EF-skeptikere, red.). Jeg ville jo umiddelbart have troet, at han ville synes det var spændende med nogle unge folk, som kom ind, og som han kunne udfordre på nogle af standpunkterne. Det gjorde han aldrig.

ME: Du er selv gået fra at være modstander til tilhænger. Hvad var årsagerne og hvilke visioner eller håb har du for EU?

RB: For det første var det Tysklands sammenlægning eller Sovjetunionens sammenbrud i 1989. Jeg var på vej igennem mit arbejde som minister, hvor jeg blandt andet havde kontakter til de andre medlemslande. Men det afgørende var sammenbruddet i Sovjet, hvor jeg så EU som en mulighed for at styrke demokratierne, der herefter opstod. Og det syntes jeg meget klart, at EU har vist sig at kunnet bruges til.

Så gik det selvfølgelig også op for mig, at EU i høj grad var et pragmatisk samarbejde. Der foregik mange diskussioner når man ikke kunne blive enige. Man tilpassede sig hinanden, man lærte af hinanden og blev inspireret af hinanden.

I forhold til den nuværende krise hører jeg til de mere fortrøstningsfulde. For EU udvikler sig i forhold til det, der sker. Når der er udfordringer, så finder man en løsning i forhold til det. Det er aldrig de store forkromede løsninger, som nogle gerne vil have. EU bliver aldrig en forbundsstat. Det er der overhovedet ingen lyst eller vilje til i befolkningerne i Europa. Men hen ad vejen kan man løse problemerne. Man kan give Europa-Parlamentet mere indflydelse eller få en præsident, så Rådet får en større rolle, så længe det ikke er en stærk mand, der bliver indsat.

Det er en meget pragmatisk udvikling, hvor man er i stand til at tale sig til rette og løse problemerne. Man vil også finde løsninger i forhold til Grækenland og Italien. Man finder altid de praktiske løsninger, og det syntes jeg er opmuntrende.

 

Ritt Bjerregaard er tidligere folketingsmedlem for Socialdemokraterne, hvor hun i flere omgange har været minister. Hun har desuden været miljøkommissær i EU og overborgmester i København.